KLIK for forstørrelse!

Åbos mønter

Oversigt over hovedtyperne og deres værdi

fra Finsk Numismatisk Tidskrift 4/1996 (1)

 

Finlands tidligste mønter

Omkring år 1000 kom finnerne for alvor i berøring med mønter. Handlen var livlig på Østersøen og en del romerske mønter endte i Finland.

Vikingetogterne i 800-tallet var skyld i, at sølvmønter kom til Norden både fra øst og vest. Fra øst kom mønterne især til Åland, men en stor del kom også til selve Finland og videre helt til Kuusamo og Salla. I alt er der fundet ca. 2.000 stk. arabiske sølvmønter, samt nogle byzantinske og sassanide mønter. Fra vest kom engelske (ca. 1.000 stk. er fundet) og sidenhen i større mængde (ca. 4.000 stk.) tyske mønter. Endvidere blev sølv brugt som handelsvare.

I Sverige startede Olof Skötkonung ca. 995 udmøntningen af penninge, den fortsatte under hans efterfølger Amund Jacob. Fra Sigtuna spredtes sølvmønterne vidt omkring også til Finland. Målet var at mønterne skulle bruges som betalingsmiddel ikke som afvejet sølv eller smykker.

I Mälardalen lykkedes det en tid, og møntefterligninger blev slået i Finland. Pekka Sarvas har identificeret 16 sølvmønter, hvis forbillede stammer fra Byzants eller de arabiske lande. De stykker, som fra starten var bestemt til smykker, stammer muligvis fra Åbos omegn, da de især er fundet i Maskas Humikkala. De ser ud til at være spredt til Estland og en enkelt til Sverige.

Tuukka Talvio formoder, at en mønt (i dårlig bevaringstilstand) er finsk, da den er fundet i Karinas Kirkebakke. Den ensidige mønt er en efterligning af forsiden på en engelsk Æthelred II mønt. En bæreanordning peger på, at den er brugt som smykke.

Allerede i samtiden var disse finske møntefterligninger sjældne. For samlere ville de være enestående perler, men samtidig en stor risiko [?]. Tre mønter fandtes i sin tid i finnen CG. Tamelanders samling, men efter hans tid blev mønterne i midten af det 18. århundrede solgt til Rusland, hvorefter deres skæbne er ukendt.

Andre mønter fra vikingetiden i Finland er nemmere at erhverve. Engelske mønter kan købes for 600 Fmk. og tyske for 100 Fmk. stykket. Priserne på arabiske og sassanide mønter ligger fra 50 Fmk pr. stk., mens byzantinske mønter koster ca. 700 Fmk. Svenske mønter er mere sjældne, men de sælges jævnligt på auktionere i Stockholm, hvor priserne som minimum ligger på 5.000 Fmk.

Efter Olof Skötkonung blev der ca. 1150 præget mønter på Gotland og nogle årtier senere på fastlandet. Især mønterne fra Svealand har bredt sig til Finland.

 

Middelalderens mønter set fra en samlers synspunkt

De svenske mønter fra middelalderen er ikke særlige almindelige. Blandt de almindeligste hører Erik af Pommerns stockholmske ørtug, Man har beregnet, at der er mellem 200 og 300 stk. i [finske?] sarnleres besiddelse. En mønt i normal kvalitet kan på auktion erhverves for 150 Fmk., men lidt billigere når der en gang imellem udbydes et større antal.

Åbomønternes forekomst varierer meget. Den mest almindelige mønt er kong Karl Knutssons Bondes Ørtug, som er lidt mere sjælden end ovennævnte stockholmske ørtug fra Erik af Pommern. Den findes også i flere hundrede eksemplarer blandt samlere. Møntens pris er alligevel væsentlig højere, hvilket sikkert beror på finsk interesse. På auktionerne ligger værdien på ørtugen fra 300 Fmk og opefter.

Den næstmest almindelige Åbomønt er Erik af Pommerns mellemste værdi, sekspenningen, som på grund af det finske møntsystem har en særlig interesse. Hvis Karl Knutsons ørtug i 20 års perioden mellem 1966 og 1985 på nordiske auktioner blev solgt mere end 70 gange, blev Eriks sekspenning solgt ca. 30 gange.

Nogle af Gustav Vasas markstykker (2) fra Åbo forekommer ganske ofte, men deres pris er på grund af motivet betydeligt højere. De bliver betalt med 3.000 Fmk og opefter. De øvrige mønter fra Åbo er alle meget sjældne. Nogle har aldrig og nogle har ikke i årtier været udbudt til salg. Priserne på de solgte stykker har ligget fra 7.000 Fmk og opefter.

 

Åbos tidligste udmøntninger

Middelalderens møntprægning i Sverige-Finland var sædvanligvis kongernes privilegium. Kongen udfærdigede en kontrakt med møntmesteren, som forpligtede sig til at udmønte det sølv, kongen leverede, til sølvmønter i den aftalte vægt. Møntmestrene var ofte guldsmede, der var vant til at behandle ædelmetallerne. De deltog ikke i selve udmøntningen, som blev udført af ansatte folk. Ofte var møntmestrene betydningsfulde personer, tit byernes borgmestre. De havde en speciel særstilling, da de og deres ansatte kun kunne dømmes af kongen og statsrådet, altså var de udenfor den almindelige retspraksis.

 

Møntværkstederne

Møntstederne blev placeret forskellige steder i riget, da forbindelserne var dårlige, og det var svært at transportere mønterne ret langt. Udover dette var der en trussel i overfald, blandt andet blev pengetransporten for Pavens skatteopkræver en gang overfaldet og pengene bortrøvet.

I den sene middelalders møntsmedje, som også Gustav Vasas mønt tilhørte, fjernede man først alle urenheder fra råsølvet ved at opvarme det i forskellige stoffer. Derefter undersøgte man metallets finhed og blandede kobber i, til sølvet havde den ønskede lødighed. Legeringen støbtes til tynde barrer, som smedemesteren smedede til de kommende mønters bredde. Tykkelsen smedede man således, at den endelige mønt fik den rigtige vægt. Herefter slog eller klippede man de runde blanketter i den rigtige størrelse, og prægemesteren justerede både overfladen og kanterne. Den opvarmede blanket placeredes på understempel, og overstemplet sattes ovenpå, herefter gav man det et hårdt slag. Til sidst blev de færdige mønter vasket i en væske, som fjernede den mørke farve efter slaget samt andre urenheder fra overfladen.

For det meste slog man kun ørtug, som svarede til 8 penning. Dens vægt varierede under de forskellige konger mellem 1,0 og 1,5 gram. Udover disse blev der slået penninge af tynde sølvplader som ensidige såkaldte brakteater, Brakteaternes vægt varierede mellem 0,1 og 0,3 gram. Først under Erik af Pommern i Åbo og siden slutningen af 1400-tallet i hele landet, begyndte man ud over penningen at fremstille andre mindre mønter end ørtugen.

Middelalderens mønter mangler med få undtagelser årstallet, hvilket naturligvis gør det vanskeligere at bestemme deres kronologi. I nyere tid under Gustav Vasa blev hele pengesystemet fornyet.

Åbo møntsmedjes placering før midten af 1500-tallet er usikkert, da den ikke er påvist, efter dette tidspunkt kan den med en vis sikkerhed lokaliseres til slottet. Sandsynligvis var placeringen tidligere den samme, da brugen af store mængder metal og ild krævede sikre steder.

Antallet af prægede mønter i Åbo var ofte lavt, og der gik tit flere årtier mellem produktionerne. Sandsynligvis blev både møntmestrene og værktøjerne hentet fra Stockholm. Møntsmedjens indretning har været meget sparsom med nogle få smelteovne, en ambolt, opbevaringskister og forskellige små redskaber. Mesteren har sandsynligvis kun haft et par medhjælpere. l de permanente og produktive møntværksteder var der cirka ti i alt.

Kun én person fra middelalderens møntsmedjer i Åbo kender man med rimelig sikkerhed, Wulfard Rosendal fra begyndelsen af 1430'erne. Gustav Vasas møntmestre behandles senere [note: dette afsnit er dog udeladt her].

Der er grund til at fremhæve, at Åbos møntsmedje på ingen måde afviger fra de svenske på grund af dens ringe størrelse og udmøntningernes sjældenhed. Som man kan se i oversigtstabellen var senmiddelalderens Åbo tværtimod en af landets centrale møntsmedjer. En betydelig del af de kendte svenske mønter fra middelalderen er desuden fundet i nutidens Finland.

Blandt Gotlandske penninge fra 1200-tallet kan man blandt andet finde bogstavkombinationerne ABO og ABOE. Hallberg mente, at disse blev fremstillet i Åbo. Teorien holder dog ikke. Matias Kettilmundsons testamente fra begyndelsen af 1320-erne, hvor man nævner Lydokinus Myntale fra Åbo er også tit uden grund blevet forbundet med Åbos Mønt.

Udmøntningerne i Åbo udførtes fra 1410 til 1558 under fem konger. Hver regents mønter behandles særskilt i de efterfølgende afsnit [note: her dog kun Erik af Pommern og Christoffer af Bayern].

 

Erik af Pommern 1396-1439

Udmøntningerne i Åbo startede under Erik af Pommerns tid. Der er grund til at belyse dette lidt nærmere.

Den estiske mønt artig, som blev slået i Tallin, Tartoo og Riga blev i slutningen af 1300-tallet mere almindelige i Østfinland og de sydlige kystområder. Den blev til sidst så almindelig, at man i provinserne i Finland startede et nyt møntsystem kaldet "Landmarle". I Sverige gik der 3 Ørtug af en værdi af 8 penninge til én öre og endvidere 8 öre til en mark. En mark var således 192 penninge, Da Estlands artig erstattede ørtugen, hvis værdi i lang tid svarede til 6 svenske penninge, blev en mark kun 144 penninge.

Ca. år 1400 begyndte den estiske artigs sølvindhold at dale, og dens værdi faldt brat. Dens import til Finland blev mere og mere lønsom, og Finland blev snart oversvømmet af artig. Myndighederne måtte gøre noget hurtigt for at sikre økonomien og skatteindtægterne. Befolkningen i provinsen ville ikke forlade det gamle pengesystem. Derfor måtte man i Sverige begynde at slå en mønt af værdi af 6 penning.

Efter en lang pause begyndte man ca. 1405 atter under Erik af Pommern at slå mønter i Stockholm og Vesterås. Kongen besøgte Finland 1403 og 1407 og igangsatte mange fornyelser. Han begyndte blandt andet at indsamle skatterne i mønter i stedet for naturalier. Da Erik samtidig kunne se problemerne på grund af de mønter, der var i omløb, beordrede han udmøntningerne startet i Åbo.

Den finske artig, som Erik af Pommern slog, er fundet i et eneste eksemplar i slottet i Hämeenlinna (= Tavastehus) år 1957. Den blev antagelig præget før år 1410. Den blev første gang nævnt i et dokument år 1412. Åbos mønter spredtes hurtigt og officielt blev de brugt i Åbo stift, samt i Viborg og helt op til Torneå.

Eriks Åbo-mønter har en helt speciel plads i Finlands mønthistorie, de blev udført så de ikke lignede de svenske, og de skulle kun benyttes i Finland. Derfor bør de ikke mangle i en eneste fortegnelse over finske mønter.

Fra finsk synspunkt kom de estiske mønter fra Tallin (Reval), hvorfor man brugte det svenske navn "reflisk". Den Åboske mønt fik navnet "abosk" eller abo. Som Pekka Sarvas nævner var abo svær at udtale for finnerne så allerede fra begyndelsen af 1400-tallet har man brugt navnet 6 penning.

Selvom værdien af 6 penning-mønten faldt til 4 svenske penning, faldt værdien ikke af den åboske penning. Når 6 penning således alligevel blev forbundet med den svenske 4 penning, kom den til at svare til den svenske fyrk, og den blev brugt som sådan, så længe fyrken eksisterede helt til Karl Xs tid.

I Åbo slog man også egne ensidige tynde mønter, som var mindre end de svenske. De kan nemt kendes, da de mangler kronen over bogstavet A. Disse varianter er kun fundet i nærheden af Åbo. Mønternes middelvægt på 0,182 gram er betydeligt lavere end vægten på de svenske hulpenninge, som vejer 0,215 gram og derover.

Ud over de til finnernes eget brug beregnede 6 penninge og penninge slog man i Åbo under Erik af Pommerns tid også den sædvanlige svenske ørtug.

 

ørtug

1.
  • Forsiden: skjold med tre kroner
  • ERICVS REX SWECIE
  • Bagsiden: kronet A
  • MONETA ABOENSIS
  • LL 8a
  • G 200

abo

2.
  • Forsiden: Krone derunder E
  • ERIEVS REX
  • Bagsiden: A omgivet af fire cirkler i midten et punkt
  • HONETA ABOEN
  • Et unikt eksemplar fandtes i udgravningen i slottet i Tavastehus 1957 (3)
  • LL -
  • G -
3.
  • Forsiden: E på kors, med eller uden fire punkter i korsvinklerne.
  • ERICVS REX
  • Bagsiden: A, med eller uden fire punkter
  • LL 9a-b
  • G 201
4.
  • Forsiden: som nr. 3, men teksten begynder med en krone.
  • REX ERICVS
  • Bagsiden: som nr. 3.
  • LL 9a-b
  • G 201
5.
  • Forsiden: krone med eller uden fire cirkler udenom.
  • ERICVS REX DSN
  • Bagsiden: A med to eller fire ringe.
  • NONETA ABOENS
  • LL 10
  • G 202

Tidligere fejlagtigt kaldt sterling eller 4 penning.

 

penning (brakteat)

6.
  • Forsiden: A uden krone med eller uden fire punkter eller ringe.
  • 68 eksemplarer i offentlige samlinger samt et i privateje.
  • LL -
  • G -
  •  

    Christoffer af Bayern 1441-1448

    Da Erik af Pommern blev fordrevet fra tronen i 1439 fulgte en kort tid uden en regent, og som Sveriges statsoverhoved fungerede Karl Knutsson Bonde. Svenskerne havde gerne set ham som konge, men danskerne fik gennemtrumfet deres valg af Christoffer af Bayern. Under hans korte regeringstid blev møntprægningen i Stockholm og Åbo meget begrænset. Muligvis efterlignede man de typer, der blev præget under Eriks regeringstid.

    ørtug

    1.
    • Forsiden: skjold med tre kroner
    • KRISTOFER REX S
    • Bagsiden: K, til venstre derfor omvendt kronet A. To ringe over og en ring til højre for K.
    • NONETA ABOENSI
    • LL 6
    • G 207


    Litteraturhenvisninger:


    Noter:


    Tilbage til Dansk Mønt