Danmarks og iøvrigt Nordens ældste Mønter er slaaet i Hedeby. Haddby, som Byen ogsaa kaldtes, laa ved Haddeby Nor og var i Vikingetid en stor Handelsstad. Som et Led i Dannevirkeværnet var den omgivet af en mægtig Halvkredsvold.
Mønterne fra Haddeby falder i to Grupper. De ældste fra omkring Aar 850 og de yngre fra omkring Aar 950 og er slaaet af Købmændene dér som Efterligninger af Karl den Stores Mønter fra Dorestad i Holland, hvorfra Handelsvejen førte over Hedeby til Birka ved Stockholm.
Fra Hedeby, der senere, da Noret groede til og Skibene ikke kunde flyde derind, blev flyttet til den anden Side af Slien, det nuværende Slesvig By, gik den gamle Kongevej op gennem Jylland til Viborg og over Aggersund videre mod Nord og ad Fjordvejen mod Vest og Øst.
I to store Fund af Brudsølv (Betalingssølv) og Mønter fra Tolstrup ved Aars og fra Siem ved Terndrup var der nogle af disse vore ældste Mønter; det er et af de mange Beviser paa, at ogsaa disse Egne har staaet i livlig Handelsforbindelse mod Syd.
Disse Mønter fik dog aldrig rigtig Indpas herhjemme. Det var i England, de danske Vikinger første Gang stiftede nærmere Bekendtskab med et ordnet Møntsystem. Ved Rov og i Form af de store Udbetalinger, der kaldtes Danegæld, hjemførte de uhyre Mængder af Guld og særlig Sølv her til Landet.
Alene de kendte Beløb af Danegæld beløber sig til over 200 Millioner Kroner i Guldværdi. Dertil kommer de ukendte Beløb og det røvede Gods, der var mange Gange større.
Svend Tveskæg var den første danske Konge, der slog Mønt, vistnok i Lund i Skaane ved en engelsk Møntmester Godwin. Der kendes kun 4 Eksemplarer af hans Mønt, og hans Udmøntninger har sikkert kun været smaa, der var ingen Brug derfor, man havde engelske Penge nok fra Vikingetogene. Knud den Store kunde som Konge af England naturligvis ikke tolerere Vikingetog, der indtraadte fredeligere Tilstande, ligesom vel ogsaa Kristendommen begyndte at gøre sin Indflydelse gældende. Strømmen af Mønt udefra blev mindre, og man maatte selv til at slaa Mønt.
Knud har da ogsaa foruden i England slaaet Mønt i mange danske Byer, blandt andre i Ørbæk. Der har hersket nogen Tvivl om dette Møntsteds Beliggenhed; men Mønternes Type og Vægt viser med Sikkerhed hen til Nordjylland. De jydske Mønter var lettere end Mønterne paa Øerne og i Skaane, og, da samme Forsidestempel er anvendt til baade en Ørbæk- og en Viborg-Mønt, kan der næppe være Tale om nogen anden By end Ørbæk Øst for Løgstør. (Se herom: Fra Himmerland og Kjær Herred, Bd. 7, Side 405.) Her nær det gamle Overfartssted Aggersund har Knud den Store og Hardeknud slaaet nogle af Danmarks første Mønter. Omtrent samtidig eller i hvert Fald under Hardeknud sloges der Mønt ved det andet Overfartssted, Aalborg, længere mod Øst. Samfærdselsmidlerne paa den Tid var jo vanskelige. En stor Del af Trafikken foregik ad Søvejen, og det er kun rimeligt, at paa disse Steder, hvor Sø- og Vandvej mødtes, har Købmænd holdt til med deres Varer. Her kom Folk sammen, og her behøvedes de Penge, man ikke til daglig havde megen Brug for; herfra kunde de spredes videre ud over Landet.
Det kan her nævnes, at vi fra Begyndelsen af Svend Estridsens Regering har nogle Mønter med Bynavnet Toftum. Hvor dette Møntsted har ligget, ved man ikke, der menes paa Fyn. Men det kunde maaske, selv om Mønternes Vægt taler derimod, være Toftum ved Næssund, Overfartsstedet mellem Thy og Morsø, nær den store Jernalderboplads Ginderup.
Ørbæk-Mønterne fra Knud den Store kender vi i ret stort Antal. Alle er raat og barbarisk udførte og i Regelen med forvirrede Omskrifter, blot en Række Bogstaver ganske uden Mening. Dette kommer sandsynligvis af, at de fleste Stempelskærere ikke har kunnet læse. Naar et Stempel sprang og Overstemplet, der holdtes i Haanden og blev. slaaet paa, var særlig udsat, maatte der snarest muligt skæres et nyt. Men man tog det ikke saa nøje med Møntmesterens Tegning, og da det store Flertal af Befolkningen heller ikke har kunnet læse, gjorde det ikke saa meget, at der ikke var nogen Mening i Ordene, bare der stod en Række Bogstaver. Det samme er Tilfældet med Mønterne under flere af de senere Konger. Omskrifterne paa en Aalborg-Mønt fra Hardeknud ser saaledes ud henholdsvis For- og Bagside:
Som man ser, er I - det Bogstav, der er lettest at skære - blevet meget brugt. D E og L vender forkert. Det skete ofte, at man i Hastværket skar Bogstaverne rigtig i Stemplet; men saa kom de jo rigtignok til at staa omvendt paa Mønterne, saa man helst skal bruge et Spejl for at kunne læse dem. Paa Forsiden af Mønten ses Kongens Brystbillede i Panser med Hjælm paa Hovedet og med et lille Kors foran Ansigtet. Omskrifterne paa de faa læselige Eksemplarer er: Paa Forsiden Cnut Rex Anglorum, dvs: Knud, Englands Konge. Paa Bagsiden et Kors med en Bue i hver Vinkel og Omskriften Lefden on Orbec, dvs: Lefden, Møntmester i Ørbæk.
Desuden kendes en Møntmester Wunnere. Under Hardeknud fortsattes Udmøntningen i stigende Grad. Mønterne er af samme Type som under Knud den Store, dog uden det lille Kors foran Ansigtet, men med en Kugle i hver af Korsvinklerne under Buen paa Bagsiden.
Lefden er til at begynde med stadig Møntmester; men han er maaske død, da hans Navn ikke mere findes paa nogen Mønt. I Stedet for træffer vi Møntmesternavnet Arengrim. Navnet tyder paa, at han er dansk, i Modsætning til hans to engelske Forgængere. Muligt er han uddannet her. Hans Mønter er af samme Type som de to foregaaende.
Med Arengrim ophører Ørbæks korte Saga som Møntsted; der vides aldrig senere at være slaaet Mønt her. Jeg har under Besøg paa Egnen søgt efter en Hustomt, der kunde tænkes at have været Møntsmedien. En saadan maa være temmelig stor og have efterladt ret tykke Lag af Aske og Trækul, og da Bebyggelsen ikke her, saa let som det er Tilfældet i de større Byer, er vokset hen derover, skulde der være en Chance for at finde en saadan; men det er desværre hidtil ikke lykkedes. Der synes heller ikke at være Sagn eller Overleveringer, der kan hentyde dertil. Men Hustomter fra Vikingetid og yngre Jernalder kendes jo mærkeligt nok næsten ikke i Modsætning til romersk og keltisk Jernalder, hvorfra Tomter findes overalt i Himmerland. Ja, selv hele Byer som Borremose, Skørbæk og Østerbølle har man jo fundet og undersøgt ved store Udgravninger. En Udgravning af en Møntsmedie fra Vikingetid vilde sikkert paakalde mere end almindelig Opmærksomhed hos vore Arkæologer.
Fra Knud kendes ingen Mønter, der med Sikkerhed kan henføres til Aalborg. Der er hidtil ikke fundet nogen derfra med hans Navn paa; men om en Del med forvirrede Omskrifter forsynede Mønter er det kun sikkert, at de er slaaede i Nordjylland. De er henførte til Viborg eller Ørbæk, fordi der haves lignende derfra; men nogle af dem kan udmærket godt være slaaede i Aalborg.
Lefvine hed Aalborgs første Møntmester, og han er vistnok den første Aalborg-Embedsmand, vi kender Navnet paa og ved noget om. Han var fra Lincoln i England, hvorfra han blev indkaldt af Knud den Store. Han virkede i Lund, og her benyttede han i Begyndelsen sit engelske Revers-Stempel Lefvine on Lincoln. Senere, da han fik Tid, skar han et med Lefvine on Lund. Lefvine blev af Hardeknud forflyttet til Aalborg. Han virkede vistnok kun kort Tid her, idet han kun fik skaaret Forsiden til den nye Aalborg-Mønt med Kongens Navn, men benyttede sit Revers-Stempel fra Lincoln. Han virkede derefter i Ørbæk og Slagelse, og senere træffer vi ham under Magnus den Gode, Svend Estridsen og Harald Hén.
Her i Byen afløstes han af sit Bysbarn Alfric, som er den første Aalborg-Møntmester, hvis Navn vi har paa Mønterne. Han blev indkaldt af Hardeknud og virkede ligesom Lefvine først en Tid i Lund, dog ikke saa længe, at han naaede at faa skaaret Revers-Stempel. Alfric kom derefter til Aalborg, hvor han maa have virket i lang Tid, idet vi kender en Mængde Mønter fra hans Haand. Ligesom det var Tilfældet med Mønterne fra Ørbæk, har langt de fleste Aalborg-Mønter forvirrede Omskrifter.
En Mønt har dog In otte Gange gentaget paa Forsiden og Nom lire Gange paa Bagsiden. Dette skal sikkert være -en Forkortelse af In Nomine Domi, dvs: I Herrens Navn. Nun efter Kongens Navn paa den afbildede Mønt skal, efter hvad Dr. Wilcke har oplyst mig om, sandsynligvis betyde det samme.
Den eneste Mønt, der blev fundet under de store Udgravninger i Budolfi Kirke, en Penning fra Erik af Pommern slaaet i Randers, havde ligeledes Bagsideomskriften In Nomine Domi,. Den Slags religiøse Sentenser blev ofte brugt paa Mønter helt indtil Frederik d. 3. Paa Forsiden er der et lille Kors, og Omskriften paa de faa læselige Eksemplarei-, er Hardeknud Rex. Paa Bagsiden et Kors lagt over en Ring og Omskriften Alfric on Alebu eller Alabu. Alfric Møntmester i Aalborg.
Af Mønter med hans Navn kendes kun faa Eksemplarer. Deraf et paa Aalborg historiske Museum, hvorimod Mønter med forvirrede Omskrifter kendes i ret stort Antal.
Byens Navn staves Alebu eller Alabu. Om dette er der givet forskellige Tolkninger; men det betydet dog sikkert Byen ved Strømmen eller Aalejet. Her ved Aaerne og Færgelejet er opvokset en By, og derefter er der bygget en Borg til Byens og Færgestedets Forsvar.
Et Møntsted forudsætter naturligt en Forsvarsborg, thi der er jo støre Værdier til Stede i form af møntet og umøntet Sølv, som Kongen ikke kunde lade ligge ubeskyttet hen i en almindelig Møntsmedie. Hvor den første Borg og Møntsmedie har ligget, ved vi ikke, men det har nok været samme Sted som det gamle Aalborghus, der blev nedlagt efter Klemenfejden, ved Mølleplads, omtrent hvor nu Socialkontoret ligger.
Viborg anses almindeligvis for Jyllands Hoved-Møntsted i Middelalderen. Denne Anskuelse synes ikke at holde Stik, hvad Hardeknuds Mønter angaar, da disse er langt almindeligere end Viborg-Mønterne,. som er ret sjældne. Der kendes kun 9 Fund af disse mod 19 Fund af Aalborg- og 15 Fund af Ørbæk-Mønter. Udmøntningerne paa disse to Steder synes at have været langt betydeligere end i Viborg.
At disse Egne stod i livlig Handelsforbindelse med Omverdenen, ses af Mønternes Spredning. De er fundne i Sverige, paa Gotland, i Norge, paa Bornholm, i Tyskland og Polen. De kendes blandt andet fra Møntfundene i Louens, Gislum Herred, Lyngby, Hellum Herred og Munksjørup ved Bjørnsholm. Derimod er der ikke fundet et eneste Eksemplar hverken i Aalborg eller Ørbæk.
Fra Magnus den Gode, Svend Estridsen og Harald Hén er der hidtil ikke fundet nogen Mønt, som med Sikkerhed kan siges at være slaaet i Aalborg. Der findes dog fra dette Tidsrum en Mængde Mønter, som kun med stor Usikkerhed er henført til forskellige jydske Byer; nogle af disse kan meget vel være slaaede her. Nye Fund vil forhaabentlig give vderligere Oplysninger herom. Fra Knud d. Hellige har der fra gammel Tid i det kgl. Myntkabinet i Stockholm beroet en Aalborg-Mønt med Møntmesternavnet Sebiern. Hvorledes og hvornaar den er havnet der, vides ikke;. den var indtil 1922 den eneste kendte Mønt fra denne Konge slaaet her i Byen. Men saa fremkom der samme Aar i Bjerregrav Mose ved Randers et heldigt Fund med 33 Mønter, hvoraf de 6 var slaaede her af Møntmesteren Sebiern, som vi kendte forud, desuden af Godvine, Orm og Vorm. De er alle samme Type. Paa Forsiden Kongen siddende med Sværd og Skjold, paa Bagsiden et dobbelt Kors, hvorefter Mønten kunde overklippes i halve eller kvarte Penninge. Et S i det ene af Korsets Vinkler betegner formodentlig Stempelskæreren.
Der har altsaa i de kun 6 Aar, Knud var Konge, virket mindst 3 Møntmestre her, idet Orm og Vorm maaske er samme Mand, saa Udmøntningerne maa have været betydelige.
Alle Mønterne er meget slette; de er undervægtige og kun godt-8-lødige, skønt de udgaves for ca. 15-lødig Sølv. De vakte almindelig Harme blandt Folk, som fra hans Broders Tid var vant til god og redelig Mønt. Og da Kongen, da Boden for det opløste Englandstogt 1085 skulde betales, kun vilde tage sine egne Penge tilbage til henved 1/3 af den Værdi, han selv havde udgivet dem for, var det en af hovedaarsagerne til Oprøret i Vendsyssel. Som bekendt bredte det sig til hele Jylland o-, endte med hans Drab foran Alteret i Albani Kirke i Odense. Naar han alligevel trods Falskmøntneri og Voldsstyre fik Helgenkrone, maa det skyldes, at han stod sig godt med dem, som i Datiden skrev Historien, nemlig Kirkens Mænd. Hverken hans Regerint eller personlige Egenskaber berettigede ham dertil.
Indtil 1928 kendte vi ingen Aalborg-Mønter fra Erik Ejegod; men dette Aar blev der ved Store Frigaard paa Bornholm, gjort et stort Fund af Mønter fra det 11. Aarhundrede, deraf dog kun 60 danske fra Erik Ejegod til Niels. Af de 5 Eriks-Mønter i Fundet var den ene slaaet i Aalborg af Møntmesteren Edger, hvis Navn ikke kendes andre Steder fra.
Den er af samme Type som Knud d. Helliges Aalborg-Mønter; dog er Korset paa Bagsiden anderledes. Da den kun kendes i dette ene slidte Eksemplar, er det ikke muligt at sige noget sikkert om Erik Ejegods Aalborg-Mønter; men det synes, som om det ikke alene er i det ydre, den ligner Knuds; ogsaa hvad Vægt og Lødighed angaar, er den vist af samme slette Type. Efter Knuds haarde Regimente og Misvæksten under hans Forgænger Oluf Hunger har det vel ikke været ham muligt i sin korte Regeringstid at genrejse Mønten, selv om det ikke skortede ham paa god Villie dertil.
Under de haarde Stridigheder, der opstod mellem Tronkræverne Svend, Knud og Valdemar efter Erik Lams Tronfrasigelse 1146, blev der i Nordjylland slaaet en Del Mønter af en ny Type efter tysk Forbillede, de saakaldte Brakteater, smaa tynde Sølvmønter kun prægede paa den ene Side. To af disse med Kongens Billede og Bynavnet Alaburga samt en med et stort Kors og A. L. A. R. (forkortet Alarburg) i Vinklerne er slaaede her. En sikker Henføring til bestemte nørrejyske Byer af de mange andre, enten helt stumme eller kun med Kongens Navn forsynede Mønter, er ikke mulig; men en Del af dem er sikkert slaaede her i Byen. Paa nogle af dem ses Billedet af en Borg; det kan mulig være det ældre Aalborghus, og i saa Fald maa den være slaaet her. Der er forøvrigt stor Lighed mellem denne Borg-Fremstilling og de ældre Aalborg-Bysegl.
Vi har 3 større samlede Fund fra denne bevægede Tid, og de stammer alle fra vor nærmeste Egn: Øster Uttrup, Biersted Hede og Klostermarken, der hvor den nuværende Kirkegaard i 1837 blev anlagt. Ved denne Lejlighed blev der forøvrigt gjort et andet stort Møntfund af kuliske (arabiske) Mønter nedlagt i Vikingetiden. Der kendes nu ingen Møntmestre mer, idet disse er ophørt med at sætte deres Navne paa Mønterne, maaske fordi der daarlig var Plads dertil paa de smaa ensidede Mønter. Disse er for øvrigt ualmindeligt fint udførte, og det synes, som om der for første Gang er tilstræbt nogen Portrætlighed i, Fremstillingen af Kongens Billede.
Med de tunge Tider, der indtraf for Landet efter Valdemar Sejrs Død 1241, kommer det lange Tidsrum, vi kalder Borgerkrigsperioden. Disse 100 Aar er vel nok den længste og mørkeste Tid i vort Lands Historie; men ved Niels Ebbesens mindeværdige Daad blev der dog atter Dag i Danmark, og Landet blev igen frit og selvstændigt, da en Valdemar igen bliver Konge 1340. Der kendes fra denne Tid henved 700 forskellige Typer og Varianter af Mønter; alle yderst slette, baade i Præg og Metal; de var til sidst næsten rent Kobber, skønt de skulde være Sølvmønter. Af disse er henved 1/5 slaaede i Nordjylland og fremkommer ofte i Fund derfra. En stor Del af dem er sikkert slaaede i Aalborg; men da Størsteparten er uden anden Indskrift end et Tegn, Vaaben, eller et Bogstav, kan ingen af dem med Sikkerhed henføres hertil. De 3 her afbildede fra Erik Glipping, Erik Menved og Christoffer d. 2. bærer alle Bogstaver A. Da dette afgjort maa hentyde enten til Møntmesteren eller Møntstedet, og da de alle tre ofte fremkommer i nordjyske Fund - en af dem saaledes i 2500 Eksemplarer fra Fiskbæk ved Hjarbæk, - er der meget stor Sandsynliglied for, at disse tre er slaaede i Aalborg. Byens Navn stavedes i Middelalderen med A (Aleborg) ikke som nu med Aa.
I Aalborg saavel som de andre nordjyske Byer har Møntretten altid udelt tilhørt Kronen i Modsætnnig til den øvrige Del af Landet, hvor biskopperne havde Ret til at slaa en vis Part af Mønten. Disse var dog ganske som Kongens, og det Iyder næsten komisk, naar Kirken ofte bittert beklager sig over, at Kongen bestandig slaar slettere og slettere Mønt. Erkebiskop Uffo i Lund skriver saaledes 1231 til Pave Gregor angaaende den pavelige Tiende, at han ikke uden store Tab havde kunnet fremskatte Summen, "thu da vore Fjender besidder vort Sølv og Guld, deres Sjæle til Fortabelse, have vi været nødt til at smelte vore Kobberpenge og deraf uddrage den ringe Del Sølv". Sølvpengene omtales altsaa som Kobberpenge, og det synes derfor lidt inkonsekvent, at den Mønt, Biskopperne slog, ikke var et Lod bedre end den, de fortabte Sjæle slog ved Kongens Møntsteder.
Det lykkedes ikke Valdemar Atterdag at genrejse Mønten; de store Summer, han maatte udrede til de lyske Pant-Herrer, har vel været en af Hovedgrundene hertil. Han maatte klare sig med udenlandske Penge. Der kendes kun 2 Mønter fra ham, vistnok slaaede i Begyndelsen af hans Regeringstid. De er baade i Præg og Gehalt ganske som de øvrige Borgerkrigs-Mønter og henføres af Hauberg til Lund og Roskilde. Hans Ordning, der stammer fra 1884, er imidlertid stærkt omstridt, og de kan lige saavel væreslaaede i Aalborg. Da Valdemar først fik Magten i Skaane 1360, kan Mønten, som Hauberg henfører til Lund, næppe være slaaet der. Det er højst usandsynligt, at han efter 20 Aars Regering med god udenlandsk Mønt skulde have forsøgt at genindføre de forhadte Borgerkrigs-Mønter. Nej, begge Mønterne er nok slaaede kort efter 1340 i Nordjylland og næppe i nogen anden By end Aalborg, der i hans Regerings første Tid maa betegnes som landets Hovedstad.
Hans er den næste Konge, som vides at have slaaet Mønt i Aalborg, sandsynligvis i den Møntergaard, der laa ud mod Vester Gravens Aa. Gaarden omtales i et dokument fra 1506. Dette Aar byttede Guds Legems Lav, som da ejede Møntergaarden, denne bort og fik i stedet af hospitalet en Ejendom ved Øster Aa, der hvor nu Kompagnihuset ligger. Møntmesteren hed Johannes eller Hans Dringenberg. han omtales i Dokumenter baade fra 1501 og 1525; han maa derfor sandsynligvis have slaaet Mønt her, baade for Hans, Christian d. 2. og Frederik d, 1. Han efterfulgtes af Jørgen Drenck, der vistnok kun virkede en kort Tid her, før Udmøntningen helt standsede.
Fra Hans har vi Skilling = 3 Hvide, og af denne kendes 4 Varianter, Af Hvide kendes 17 Varianter, saa virksomheden har været meget betydelig.
Fra Christian d. 2. er hidtil ingen Aalborg-Mønter fundet, selv, om saadanne niaa formodes at være slaaede. Hvilke disse har været, kan der derfor ikke siges noget om. Det mest sandsynlige er, at det har været de slette Klippings-Mønter, der sloges i stort Antal under Svenskekrigene, og som han kun ved Hjælp af en Række nyrejste Galger kunde bevæge Folket til at tage imod. (Klippinge er firkantede Mønter, klippede ud af en Stang; det var Nød-Mønter, der næsten udelukkende fremkom i Krigstider).
I Begyndelsen af Frederik d. 1. Regering sloges de sidste Aalborg-Mønter. Paa hans første Mønt, en Søsling = 6 Penning fra 1524, nævnes han elect. Rex (udvalgt Konge); den er altsaa slaaet før Kroningen. Derefter sloges en 14 Penning med Rex. Begge disse Mønter kendes kun i enkelte daarlige Eksemplarer; men af en Søsling, ogsaa med Kongetitel, har der været udmøntet en Mængde; der kendes henved en Snes Varianter, alle fra 1524. Desuden er der slaaet en Del Korshvide uden Aarstal, dog næppe i noget større Antal, idet der kun kendes 2 Varianter.
Alle Frederik d. 1.s Mønter er af meget daarlig Sølv. Krig og daarlig Mønt hører sammen til alle Tider, hvad jo ogsaa vort Slægtled har haft rig Lejlighed til at konstatere. Det har kostet adskillige Konger baade Liv og Krone. For gemene Falskmøntere var det Haand og Hoved, det gjaldt, mens Straffen for den Møntmester, der til egen Fordel forringede Mønten, var særlig raffineret. I 1530 og -31 blev Møntmestrene Kreckelman og Flemynck kogt levende paa Torvet i Osnabrück, og paa Raadhuset i Stralsund stod i mange Aar til Skræk og Advarsel den Gryde, hvori møntmesteren Ladewich blev sydet i Olie for at have slaaet daarlig Mønt.
Frederik d. 1.s Mønter er antagelig slaaede i Papegøjegaarden ved Øster Aa, og hermed ophører saa Aalborgs Saga som Møntsted. Udmøntningen her har vistnok været langt betydeligere, end man hidtil har ment. De nyere fund synes at bekræfte det. De skriftlige Kilder fra den Tid tier jo næsten helt; vi har kun, hvad Mønterne selv fortæller; men det er ogsaa langt mere, end man skulle tro.
Vore gamle Mønters Historie er Danmarks Historie; de er kulturhistoriske Kilder af meget Høj Rang. Minder fra en Tid, hvorfra kun lidet er levnet til vore Dage. Vi har en enestaaende ubrudt Møntrække fra Vikingetid til vore Dage, som fortæller os, at Danmark som det eneste Iand i Verden i næsten 1100 Aar aldrig var regeret af en udenlandsk Konge. Vi har oplevet Tider, der var langt vzerre end dem, Verden ser i Dag; men altid har vort gamle Kulturfolk klaret sig ud af Uvejret, - ganske vist ofte som næsten synkefærdig Havarist; men i Havn kom vi dog hver Gang. Dette er noget af, hvad vore gamle Mønter kan fortælle, og blandt disse har ogsaa Mønterne fra vor Egn sin fremragende Plads i vort gamle Fædrelands Historie.
(Fra Himmerland og Kjær, 1944. Genoptrykt hos Pilegaards Forlag, Aalborg 1973)