Krig og angst for plyndringer afspejler sig hele historien igennem i nedgravede skatte, og det er da ikke sært, at Christian IV’s og Frederik III’s tid er meget fundrig, især svenskekrigene har efterladt mange spor. Den skræmte befolkning gemte, hvad gemmes kunne: sølvbægere, skeer, smykker og mønter for de plyndrende soldater. Mange skatte blev ikke gravet op efter krigene, fordi ejermanden var dræbt, og alle er næppe fundet endnu. De fleste fund stammer fra Fyn og Jylland. Svenskekongen Carl-X-Gustavs rute fra Jylland over Fyn til Sjælland med det berømte togt over isen kan ligefrem indregnes på kortet ved hjælp af nedgravede skatte. Fra det belejrede København stammer mærkelig nok kun få skatte, den ene til gengæld særlig interessant: en købmands kassebeholdning, der lå skjult under gulvet i Børsen. Ialt godt 80 skattefund fra hele landet er med til at belyse epoken for os (1).
Egnen omkring Grenå, der den 7. november 1967 gav os det største middelalderlige skattefund, der kendes fra Danmark: over 81.000 mønter nedgravet i 1300-tallet ved Kirial i to store broncegryder(2), havde flere overraskelser gemt. Den 12. februar 1968 afslørede bulldozeren et mægtigt sølvfund fra midten af 1600-tallet ved Balle posthus, hvor der udgravedes til parkeringsplads (3).
Finderne var arbejdsmand Marius Jensen, Attrup Kær og arbejdsformand Charles Sørensen, Ny Balle, der senere hver modtog 12.000 kr. i danefægodtgørelse.
Ved hjælp af fru Agnete Jørgensen, Balle Posthus, fik de fik de tilkaldt assistance fra Djurslands museum og overlæge Hovesen foretog udgravningen (4).
Balleskatten var ikke gravet ret langt ned i jorden, den blev fundet ca. 30 cm under jordoverfladen men den var tydeligvis omhyggeligt hengemt, ikke blot gravet ned i huj og hast. Genstandene var samlede på en træbakke eller et trætrug og nogle af sølvtingene var gemt i skindposer. Fundet indeholder en del bordsølv: mest iøjnefaldende en prægtig sølvkande, men dertil krus og skeer. Desuden var der smykker: kors med kæde, sølvbælte, guldfingerring, og diverse dragttilbehør bl. a. to guldknapper. Alle disse ting er beskrevet s. 182 flg. (5).
Selv om de mange sølvgenstande er det, man straks lægger mest mærke til i Balleskatten, så er det dog mønterne, der udgør hovedparten af fundet. Ikke mindre end 29 kg, dels gode sølvmønter, dels kobberholdig småmønt var gemt sammen med de andre værdigenstande. Optællingens slutresultat gav 12.121 mønter ialt.
En del af de store sølvmønter lå inde i lågkanden sammen med korset, bæltet og kruset, resten spredt mellem de andre sager, Småmønterne lå i bunden på træbakken mellem stumper af stof, som de vel har været viklet ind i. Rester af dette stof har kunnet konserveres.
Som tidligere kendte 1600-tals skatte er en stor part af mønterne udenlandske dalere, ialt 359 stk. fordelt med 277 hele, 49 halvdalere og 33 kvartdalere (6). De kom ind i landet gennem studehandelen og Øresundstolden og brugtes almindeligt i den hjemlige omsætning. De danske konger slog nemlig som oftest for lidt af den gode store sølvmønt, som var dyr at udgive, men mængder af den dårlige småmønt, som gav møntherren stor fortjeneste.
Fig. IV: 1 Nordlige nederlande, Geldern, daler 1655 (lbnr. 11 793). 2. Sydlige nederlande, Bruxelles, Patagon 1619 (lbnr. 11 910). 3. Brunsvig-Lyneborg, daler 1624 (lbnr. 11 965).
Størsteparten af dalerne i Balleskatten stammer fra Nederlandene, flest fra de nordlige, hvad der var at vente, når man sammenligner med tidligere fund, men også en del fra de spanskstyrede sydlige Nederlande, hvad der er mere usædvanligt. Af dalermønt fra de nordlige Nederlande er der ialt 135 stykker. Heraf er de 113 hele, de 22 halve dalere. Alle syv forbundsstater er repræsenteret: Geldern, Holland, Westfriesland, Zeeland, Utrecht, Frisland og Overijsel, sidstnævnte også med mønter fra byerne Deventer, Kampen og Zwolle, dertil en daler fra Hoorn. En del af disse dalere er af den meget almindelige type med en halvfigur med draget sværd i højre og våbenskjold i venstre hånd på forsiden, og et kronet våbenskjold med provinsvåbnet på bagsiden. Omskriften her er den meget manende for en forbundsstat: Concordia res parvæ crescunt - hvad der må oversættes som »Enighed får de små ting til at vokse«, eller: »Enighed gør stærk«. Denne mønttype begyndte 1606 og findes med mange forskellige årstal i Balleskatten. Et par dalere fra Geldern er fra 1655, (Afbildn. Nr. 1), det sidste årstal, der er konstateret på de større mønter. Nogle dalere af ældre type er meget sjældnere, således en hollandsk fra 1601. En daler fra Deventer med Ferdinand II’s dobbeltørn på forsiden er også sjælden. Ferdinand III’s daler fra Zwolle endog særdeles sjælden.
De sydlige Nederlande er repræsenteret med 50 dalermønter, der har navnet patagoner (26 hele, 6 halve og 18 kvarte). De er slået under Albert og Isabella og Philip IV i byerne Antwerpen, Bruxelles og Maastricht i Brabant, Bruges i Flandern og Tournai. Mønterne har våbentagning på begge sider og møntstedet angivet ved et særligt lille billede: en hånd for Antwerpen, et hoved for Bruxelles o. s. v. (nr. 2). En daler fra Liége slået for biskop Ernst (1581-1612) i 1584 er overordegtlig sjælden.
Kun få af skattefundene fra Svenskekrigene indeholder mønter fra de sydlige Nederlande. Det eneste, der har en en større samling, er det førnævnte Børsfund; her optaltes 99 stykker.
Tyskland tegner sig for 96 stk. af dalermønten. Mange af dem kommer fra Brunsvig-Lyneborg, hvis hertuger var indgiftet i den danske kongeslægt. Særlig iøjnefaldene er her Vildmandsdaleren med en kraftig vildmand forsynet med stor, grøn krans om lænderne og krans om hovedet (nr. 3). I hånden har han et træ revet op med rode. På hertug Julius’ daler fra 1569 har han i den anden ånd en lysestage, hvorom det smukke valgsprog, som lyset symboliserer: Aliis Inserviendo Consvmor (Ved at tjene andre fortæres jeg). En gruppe, på 24 stykker er fra Saxen (nr. 4), mange af mønterne med kurfyrsternes portrætter.
Adskillige tyske byer er repræsenteret med smukke exemplarer af de særlige byudmøntninger; Augsburg, Dortinund. Frankfurt am Main, Hamborg (nr. 5), Hildesheim, Køln, Lybæk, Mainz (nr. 6), Metz, Nürnberg, Rostock og Stralsund (nr. 7), og dertil er der mængder fra forskellige hertugdømmere og grevskaber: Brandenborg, Burgmilchlingen, Fugger, Hessen-Cassel, Hohenstein, Mansfeld, Montfort, Stolberg, Oldenborg og Østfrisland. Blandt disse må særligt fremhæves den meget sjældne og særdeles pragtfuldt udførte daler fra 1605 slået for Heinrich Hermann til Burgmilchlingen og Wilhermsdorf (nr. 8), og Mansfeld-dalerne med St. Georg og dragen (nr. 9), der af soldater betragtedes som amulet, der beskyttede mod hug, stik og skudsår. Da efterspørgslen efter dem efterhånden blev for stor, tog man en produktion af medailler op, først i Kremnitz, senere i Nürnberg, med St. Georg-motivet på den ene side og Christus, der stiller stormen på søen, på den anden side - så kunne de meget praktisk også anvendes i havsnød. Denne produktion er fortsat helt op i nyere tid (7).
Fig. V: 4. Saxen, brødredaler 1598 (lbnr. 12 034). 5. Hamborg, 1/2-daler 1608 (lbnr. 11 996). 6. Mainz, daler uden år (lbnr. 12 011). 7. Stralsund, 1/2-daler 1635 (lbnr. 12 047).
60 mønter kommer fra Østrig, de fleste slået af kejsere og ærkehertuger med deres portrætter, otte er præget for ærkebisp Paris Lodron af Salzburg. Heriblandt en meget smuk mønt med Madonna med barnet på den ene side og stiftets værnehelgen Sankt Rudbertus på den anden (nr. 10). - Otte mønter er fra Polen fra Sigismund III og Vladislav IV, to af dem er fra Danzig, to fra Thorn. Fra Schweiz stammer 4 dalere, 1 fra Genéve, 1 fra Schaffhausen (nr. 11), to fra Zug.
Fig. VI: 8. Burgmilchlingen, daler 1605 (lbnr. 11 984). 9. Mansfeld, daler 1534 (lbnr. 12 012). 10. Salzburg, daler 162 (lbnr. 12 107). 11. Schaffhausen, daler 1621 (lbnr. 12 110).
Medens engelske mønter er almindelige i middelalderlige skatte, således også talrige i Kirialfundet, er de sjældne i nyere danske møntfund. I Balleskatten er der fire: tre shillinge og en sixpence, slået for Elisabeth I og Charles I. De har været længe i omløb og er stærkt beklippede i randen.
Vore fjender svenskerne, for hvis plyndringer Balleskatten gemtes væk, har kun leveret to af mønterne i fundet: 2 dalere fra Dronning Christina - fra 1645-47 - der bærer hendes brystbillede. Den ene har på bagsiden en stående Christusskikkelse og omskriften Salvator Mvndi Salva Nos, der har givet den navnet: Savatordaleren (nr. 12). Omskriften betyder: Verdens frelser, frels os. En 1 øre er slået for Gustav II Adolf 1625 i Reval, der var under svensk styre.
Fig. VII: 12. Sverige, Salvatordaler 1645 (lbnr. 11 760). 13. Frankfurt, daler, 1622 (lbnr, 11 986). 14. Rethel-Nevers, daler uden år (lbnr. 12 113).
En sjælden og mærkelig mønt, der ved første øjekast ser ud til at komme fra Frankfurt am Main, hvis dalertype er nøje efterlignet, viser sig at være fra Frankrig fra det lille grevskab Rethel-Nevers, som var i Carl I Gonzaga, Hertug af Montferrats, besiddelse. Den er uden år, men slået i begyndelsen af 1600-tallet (nr. 13 og 14).
På grænsen mellem udenlandsk og dansk står en daler og en halvdaler fra Frederik III af Slesvig-Holsten-Gottorp, en daler fra Justus Herman, Greve af Holsten-Schauenborg, og en del holstensk og bremisk småmønt.
Som det ses, er de udenlandske mønter altså kommet mange steder fra, hentet ved handel - ofte gennem flere led - herop til Danmark for at bringes i den daglige omsætning jævnsides med den hjemlige mønt.
Trods de her nævnte mange mønter fra udlandet er størsteparten, ialt 11.469 dog danske og norske fra Christian IV's og Frederik III's tid (8). Nogle få er speciedalere, mange krone-, mark- og skillingsmønt; flest - nemlig 8.836 - er to- og een-skillinge.
Fundets ældste danske mønt er en toskilling fra Christian III (1534-1559) slået i hans sidste regeringsår 1559 i København af møntmester Paul Fechtel. En lille gruppe er slået under Frederik II (1559-88): Mark fra 1563 og 1583, 8-skillinge fra 1582 og 84 samt et par 2- og 1-skillinge, ialt 11 mønter. Nogle af dem er fra København, nogle er prægede på den nyindførte møntmaskine på Frederiksborg, der kun fik en kort levetid (9).
Den mest brogede og mangfoldige gruppe af mønter bærer: Christian IV’s navn så rig en afveksling af typer og værdier er her, at Ballefundet giver et udmærket udgangspunkt for en opridsning af udmøntningerne under denne konge og en skitse af hans møntpolitik. I tid strækker de sig fra hans kroning, idet den ældste er en skilling fra 1595, og til hans død 1648, geografisk dækker de Danmark, Norge og hertugdømmer.
For at kunne vurdere Christian IV's møntpolitik, hvis hovedformål var at udnytte den kongelige møntret mest muligt for at skaffe penge i kongens kasse, må vi gøre os klart, at den ikke er noget isoleret dansk fænomen, men skal ses i europæisk sammenhæng.
Baggrunden for Christian IV's møntspekulationer finder vi i den tyske ”Kipper og Wipper-periode”. Hovedmønten i det tyske møntsystem, som man gennem forskellige forstadier (vigtigst Tyrols guldiner fra 1486) nåede frem til, var taleren, en stor sølvmønt, slået af greverne af Schlick fra 1519 i Joachimstal i Böhmen. Forskellige rigsmøntordninger søgte at bringe en ensartet vægt og lødighed, men først ved den fjerde forordning, Augsburger Rigsdagsafskeden 1566, fik man anerkendt den mest benyttede saxiske udmøntningsformel for dalere. En rigsdaler skulle veje 29,23 g - finvægt 25,97, og gælde 68 kreuzer. 8 stykker skulle udmøntes af marken. Denne rigsdaler blev stående som norm i henved 250 år frem i tiden.
Til daglig handel var småmønt dog langt vigtigere end talere, og rigsmøntordningerne søgte også her at give udmøntningsregler, som imidlertid sjældent overholdtes. For at tjene på udmøntningerne forringede man sølvindholdet, så lødigheden stadig dalede. Forringelsen af småmønten tog sin begyndelse i slutningen af 1500-tallet, men fremskyndedes kraftigt af 30-års krigen. Kulminationen af denne spekulation nåedes i årene 1619-23, den såkaldte Kipper- og Wippertid, der fik navn efter den ulovlige trafik at udvippe overvægtige mønter til beklipning eller omsmeltning. God dalermønt opkøbtes af møntforpagterne, indsmeltedes og udmøntedes til stærk kobberholdig småmønt. Forringelsen kan aflæses af det stadigt stigende antal småmønt, der måtte betales ved indveksling af en daler. Den saxiske dalers værdi steg således fra 74 kreuzer i 1603 til 600 i 1622. Voldsomme prisstigninger fulgte med krigen og møntforringelsen (10).
For virkelig at forstå, hvor meget en så stor møntforringelse betød i datidens må man gøre sig klart, at i middelalderen og et godt stykke ind i nyere tid spillede en mønts vægt og ædelmetalindhold en afgørende rolle for dens værdi i handel og vandel, et forhold der jo er ganske anderledes i dag, hvor sedler og mønter blot er symboler for værdier, rent og skært omsætningsmiddel med en ved lov fastsat kurs. Lige fra udmøntningens begyndelse i tidlig middelalder regnede man med et bestemt rimeligt udbytte for kongen som møntherre, men greb han til at spekulere i at øge dette udbytte ved at forringe mønten enten i vægt eller sølvindhold var det af stor betydning for landets økonomiske forhold. Dels blev folket hjemme snydt, dels kunne man ved hel overdreven forringelse risikere, at udlandet nægtede at modtage mønterne som betaling eller satte dem til en lav kurs. Så ville forringelsen i øvrigt også vende sig med møntherren selv, så han fik tab. Det var altså noget af en balancekunst at spekulere i møntforringelse. Denne sport lader det til i høj grad har moret Christian IV, og det er ikke småbeløb han har tjent ad denne vej.
Christian IV drev i en periode akkurat samme møntpolitik som Tyskland, idet han lod gode dalere indsmelte og ommønte til ringholdig mønt, bl. a. markstykker.Ifølge bevarede regnskaber kan vi se, at der i tiden 1612-25 indsmeltedes 1.135.400 spededalere, hvortil kommer, at vi af oplysninger i andre kilder kan se, at der også indsmeltedes en del dalere uden om regnskaberne, ligesom det ses, at kongen har givet ordre til indsmeltning af gammelt sølvtøj. En stor del af de indsmeltede specier var tyske og nederlandske dalere indkommet gennem Sundtolden, nogle var danske. Ganske parallelt med de tyske forhold kan vi også i Danmark konstatere et stigende antal skillinge på daleren som følge af forringelsen af den mindre mønt, om end ikke lige så voldsom; fra 1602 til 1625 er der en stigning fra 64 ß til 100 ß (11). En gang imellem blev det dog Rigsrådet for meget, og så måtte Christian IV gå med til en nedskrivning af dårlig, mønt. Vanskeligheder kunne også opstå, når kongen, forlangte underlødig mønt taget efter pålydende som betaling for leverancer til staten, men kviede sig ved at modtage dem i skat. En sådan politik måtte skabe utilfredshed, og vi ser da også, at Rigsrådet straks efter kongens død i 1648 iværksatte en nedsættelse af den særligt underlødige krigsmønt ”Hebræerne”, og at det i Frederik III's håndfæstning i §48 fastsættes, at kongen for fremtiden skal spørge Rigsrådet, når han ønsker forandring i mønten (12).
Fig. VIII: 15. Christian IV, speciedaler 1643, Norge (lbnr. 20). 16. Christian IV, 1/8-speciedaler 1643. Norge (lbnr. 24). 17. Christian IV, mark 1613, København (lbnr. 118). 18. Christian IV, mark ”1617“, Glückstadt (lbnr. 358).
Speciedaleren daler i eet stykke i modsætning til tider i mønt - var grundpillen i det danske møntsystem og højt værdsat, men dalere var dyre at udmønte, da man næsten altid veg tilbage for forringelse. Almindeligvis udmøntedes der derfor for få af dem til omsætningen og udenlandske trådte i stedet, et forhold, der udmærket belyses af Ballefundets store indhold af fremmede dalere. Dog betød netop i Christian IV's tid opdagelsen af sølvminerne ved Kongsberg i Norge en noget øget udmøntning af dalere, idet disse nu kunne slås af hjemligt sølv (13). Størsteparten af sølvet brugtes dog til mindre mønt, der gav kongen større udbytte. Når man tager dette forhold i betragtning, kan det ikke undre, at der kun er få specier fra Christian IV i fundet. 7 heldalere, ingen halvdalere, 3 kvartdalere og 1 ottendedelsdaler. Af dalerne er den smukke specie fra Norge, der har kongens_kronede brystbillede på forsiden og den norske løve på bagsiden fra en sjælden årgang: 1643 (nr. 15). Ottendedelsspecien (nr. 16) fra samme år er meget sjælden., (Dalermønten er repræsenteret af følgende stykker: 1) 1610, Helsingør, 2) 1623, Glückstadt 3) 1628 Christiania, 4) og 5) 1633, Christiania, 6) 1640 Christiania, 7) 1643 Christiania - 1/4 dalere: 1) 1623, Glückstad, 2) 1629, Christiania, 3) 1634, Christiania; 1/8 daler: 1643, Christiania).
Da Christian IV ikke kunne gøre sig håb om at tjene på udmøntningen af daleren, satte han i stedet ind på at få mest muligt udbytte af markene. I perioden 1588- 1618 udmøntedes kun 9.000 speciedalere, men ikke mindre end 418.000 mark. Marken var dermed at betragte som hovedmønt i omsætningen, og dens kurs var afgørende i regnskaber. Christian IV satte en tvangskurs på marken = 1/4 speciedaler, men i virkeligheden svarede dens lødighed og vægt snarest til 1/5 specie; kursen kunne derfor ikke vedblivende holdes, og kongen måtte gå med til en nedsættelse i 1618. Speciedalerens skillingstal sattes til 84, daler i mønt - ofte 4 - markstykker til 80 ß (14). Indtil da havde han dog tjent godt på markudmøntningen, der var beregnet til at give ham 20% i udbytte.
Af mark er der ikke mindre end 331 stk. i Ballefundet, de fleste fra den egentlige markudmøntningsperiode indtil 1618 (Hedenumrene 77, 92, 95 og 99 med flest af sidstnævnte type), slået i København og Helsingør (nr. 17). Dertil kommer 3 stk. fra Glückstad 1627 (2 stk.) og 1628. Den ene af Glückstadmarkene er unik, idet den tydeligt har årstallet 1617 (nr. 18). Da der imidlertid ikke møntedes mark i Glückstad dette år, eftersom møntstedet slet ikke var oprettet endnu, men først kom i gang i 1619 (15), og mønten i alle enkeltheder svarer til 1627 (Hede: 173, Schou: 27) må forklaringen formentlig være den, at der er tale om en stempelskærerfejl. - Kun en af markene hører til ”Hebræerserien” fra 1645.
Sølvet til fremstilling af den dårlige markmønt skaffede kongen sig som nævnt ved indsmeltning af dalere, indkommet især ved Øresundstolden - iøvrigt sikkert grunden til oprettelsen af den midlertidige møntvirksomhed i Helsingør ledet af Hans Flemming. Her blev slået mønt fra 1607-1610 på forpagtningsbasis, hvor et fast udbytte for kongen aftaltes med møntmesteren.
I to forordninger fra 1616 og 1618 henvises til, at markmønt let eftergjordes i udlandet (16). Det kunne betale sig at være falskmøntner, endog selv om man holdt sig til kongens møntfod. Wilcke mener, at advarslerne har været overdrevne, og at falskmøntnervirksomheden ikke har været særlig omfattende, men flere fund - således også Ballefundet - kan opvise falske markstykker med endnu mindre sølv i end kongens (17).
Samtidig med marken blev der slået en hel del halve mark eller otteskillinge, også disse er talrige i Ballefundet, (379 stk.).
Fig. IX: 19. Christian IV, dobbelt-krone 1618, København (lbnr. 6197). 20. Christian IV, 1/2-krone 1620, København (lbnr. 6286). 21. Christian IV, 8-kroneskilling 1620, København (lbnr. 6301). 22. Christian IV, 12-skilling 1622, Frederiksborg (lbnr. 370).
Da Christian IV efter nedsættelsen af marken 1618 ikke længere kunne tjene, hvad han ønskede, på denne udmøntningsform, måtte han se sig om efter noget andet og valgte da at indføre en helt ny mønttype: Kronen, der af udseende er en af de prægtigste, han har ladet slå. På forsiden har dobbeltkronen fra 1618 kongen i hel figur i majestætisk positur, på bagsiden hans dejlige - endnu bevarede - kongekrone med påskriften CORONA DANICA (nr. 19). I Ballefundet forekommer kun eet stykke af den, slået i København af møntmester Johan Post. Kronerne var blandt andet tænkt til betaling i Ostindienhandelen, men man fandt snart ud af, at de ikke holdt, hvad de skulle, og trods deres smukke udseende var af lidt ringere lødighed, end de burde være i forhold til den kurs, der sattes på dem: 1 1/2 speciedaler. Finvægten på 1 1/2 daler skulle nemlig være 38,5 g, dobbeltkronens finvægt var 32,5 g, hvilket giver 16% undervægt. Den foreskrevne bruttovægt, for Christian IV's kroner fra 1618 er 18,766 g for kroner fra 1619 og følgende år: 18,909 g. En vejning af kronestykkerne i Ballefundet viser kun små varianter i vægten. Blandt stykkerne i første gruppe er laveste vægt 18,41 g, højeste 18,74 g. I anden gruppe, der har 75 stykker er laveste vægt 18,38 g og højeste 19,29 g - dette ene stykke har altså en ret stor overvægt. Langt de fleste er blot en lille smule undervægtige og kan have nærmet sig idealvægten i endnu større grad, da de var nyprægede og ikke havde slid, et langt ophold i jorden og påfølgende konservering bag sig. Disse forholdsvis store mønter kan altså ikke have været så vanskelige at justere, og man har tydeligvis lagt vægt på, at de skulle holde sig så nær det foreskrevne som muligt. At de var underlødige var jo som sagt bevidst møntpolitik. Kongens bekendtgørelse vedrørende kronemøntens indførelse var ellers meget smukt formuleret, så den skulle give folket den opfattelse, at her var tale om en møntforbedring i forhold til de underlødige mark, hvis kurs han havde måttet opgive at opretholde (18).
Navnet krone valgte man, fordi det var velkendt både fra franske, nederlandske og spanske guldkroner; i England udmøntedes både sølv- og guldkroner. En direkte efterligning af de udenlandske hvad angår vægt, lødighed og typer foreligger ikke. Den store dobbeltkrone blev kun slået i 1618 og 19, og dens kronenavn gik over på den oprindelige halvkrone, også kaldet IIII-mark eller sletdaler. Denne sattes ved forordning af 1625 lig 4 mark eller 64 skillinge.
Af kroner rummer skatten 80 stykker, de 65 er fra årene 1618-21, de 15 fra 1624 og 25. Af disse er nogle af en mindre og tykkere type end de andre kroner. Kongekronen har en bøjle mellem takkerne, et træk, der ikke bunder i en omlavning af kongekronen, men er rent heraldisk (19). Af halvkroner er der 22 stk. Blandt disse er halvkronen fra 1620 (Hede 107B, Schou 1) overordentlig sjælden (nr. 20). Den har hidtil kun været kendt i eet exemplar, forhen Axel Ernsts samling, nu Møntsamlingen. Dette exemplar er præget på en lidt større blanket, så perlekanten står smukkere, men stykkerne er stempelens.
Kroneskillinge 1/4 og 1/8 kroner er ikke repræsenteret i skatten, derimod er der en del af de til kronesystemet hørende skillinge: 8-, 4-, 2- og 1-skillinge fordelt på 2 serier til forskellig kurs. Lødigheden er den samme for de to rækker, og den er den samme som kronens (0,859), men vægten er højest for dem, der bærer årstallet 1619, lidt lavere for exemplarer for 1620-21. Bag denne ordning ligger et forsøg på at hjælpe folk til rette i den jungle, småmønterne efterhånden udgjorde, fordi man ikke blot regnede efter flere systemer: dalere med dertil hørende dalerskillinge, og kroner med kroneskillinge, men også måtte holde rede på, om ældre mønter var sat ned i værdi, så de ikke længere gjaldt deres pålydende. Den ældre række kroneskillinge fra 1619 har på 8-skillingen i en oval taflet 12, d. v. s. den regnedes til 1/12 af en krone à 96 fine kroneskillinge, 4-skillingene har tilsvarende tallet 24, 2-skillinge: 48, skillingen: 96. Ved en nyordning blev man enig om at ophæve forskellen mellem krone- og dalerskillinge, og regnestykket så derefter således ud: 1 speciedaler = 96 skillinge, 1 1/2 daler = dobbeltkronen: 144 skillinge. Dette gav regnskabsmæssige lettelser, men bevirkede at en ny serie kroneskillinge måtte udstedes. De fik tallene 18 på 8-skillingene (nr. 21), 36 på 4-skillingene og 72 på 2-skillinge. Havde man så inddraget den gamle serie, havde det jo unægteligt været lettest at finde ud af, men den fortsatte uantastet - som det f. ex. ses af disse mønters tilstedeværelse her i en skat fra Frederik III's tid (20).
De nydelige kroneskillinge, der på grund af deres gode lødighed fremtræder smukt efter konserveringen, har på forsiden kongekronen. Den lille skilling (Hede 118), der også bærer kongekrone, har kun en lødighed på 0,321 og er altså ikke slået som kroneskilling. Af 8-, 4- og 2-kroneskillinge var der ialt i Balleskatten 107 stykker.
I 1620'erne forsøgte Christian IV sig også med spekulation i forskellige typer og værdier af skillingsmønten, særlig karakteristisk er forholdene omkring de usle skæve og dårligt prægede 12- og 8-skillinge fra 1622 og 23, af hvilke Balleskatten indeholder tilsammen 83 stk (nr. 22). De er slået af Johan Engelbrecht, der ligesom Hans Flemming var møntforpagter, først i København fra 1620-22, hvor han bl. a. slog kroneskillinge og 1622-23 i møntværkstedet på Frederiksborg Slot (21). Forpagtningssystemet brugtes meget i Tyskland under Kipper- og Wipper-perioden og havde den fordel for kongen, at han ikke skulle afholde driftsudgifterne ved møntningen, men blot inkassere en slagskat beregnet efter udmøntningens størrelse. Slagskatten var størst for småmønt, hvor forpagterens fortjeneste også var bedst. Møntmester Nicolaus Schwabe i København, der havde virket siden 1602, var periodisk møntforpagter. Han har af spekulationsmønt bl. a. slået 24-, 16-, 12-, og 8-skillinge i 1624 og 25, af hvilke 91 stykker forekommer i Balleskatten.
Fig. X: 23. Christian IV, rytterpenning u. år, Glückstadt (ældste type). 24. Christian IV, rytterpenning u. år, Glückstadt (yngste type). 25. Slesvig, Holsten, Gottorp, rytterpenning (lbnr. 11 624). 26. Christian IV, 6-skilling 1628, København (lbnr. 785). 27. Christian IV, hebræer-4-skilling 1645, København (lbnr. 1555). 28. Christian IV, 2-skilling 1644, København (gruppen 3416-3596). 29. Frederik III, 2-skilling 1650, København (gruppen 9643-9692).
Ved den nyoprettede mønt i Glückstad indførte Christian IV også møntforpagtningssystemet ved ansættelsen af den portugisiske jøde Albert Dionis i 1619 (22) Dionis' første opgave var at slå en særlig handelsmønt til brug for handelen på Finmarken: denninge, der var en efterligning af de russiske dengi, små bitte uregelmæssig formede sølvmønter med fyrsten til hest. Lignende mønter blev slået af Johan Post i København. I Glückstad fortsattes udmøntningerne som ”Rytterpenninge” til 2- og 4-skilling lybsk, en typisk spekulationsmønt som Kipper-mønterne, undervægtige i forhold til det, de gav sig ud for at være, men dog af forbavsende god lødighed (0,888), et forhold, der har fået den tyske møntforsker Jesse til at se rytterpenningene som en forbedring af småmønten, medens Christian IV får bebrejdelser af Wilcke også for disse udmøntninger (23). Balleskatten indeholder et stort antal af disse rytterpenninge, både 4- og 2-skillinge lybsk, 4 ß: 80 stk., 2 ß: 277 stk. Schous system for opdelingen af rytterpenninge går hovedsageligt på bagsidens indskrifter, hvad der ved bearbejdning af et større materiale forekommer højst uheldigt, især da indskrifterne er tilfældigt afskåret og så godt som aldrig komplette. Derved får man desuden slet ikke rede på de store afvigelser, forsidestemplerne frembyder. Blandt Balle-mønterne er der flere sjældne varianter, og med udgangspunkt i disse har jeg forsøgt at lave en forsidetypologi, der foruden at give et overblik over billedfremstillingerne også skal give en relativ kronologi (24). Ældst er 2-skillingene, der mest ligner de russiske dengi og de danske denninge, hvor hest og rytter ses delvis forfra. Kongen har åben krone og liliescepter (nr. 23). Hertil slutter sig en 4-skilling, hvor kongen ligeledes har åben krone og to meget sjældne 2-skillinge typer, hvor rytteren på den ene variant er uden krone, men med tykt pagehår. Alle disse varianter er at finde i Balleskatten. Den største gruppe - og de også fra andre fund almindeligst kendte 4- og 2-skillinge - har kongefiguren i profil med lukket bøjlekrone på hovedet og i hånden kommandostav, der ender i en rhombeformet spids. (Nr. 24). Efter et par års udmøntninger måtte Christian IV tage konsekvenserne af klagerne over rytterpenningene. På herredagen i København 16/6 1622 nedsattes 4-skilling lybsk = 8 skilling dansk til 7 skilling dansk og 2 skilling lybsk = 4 skilling dansk til 3 skilling dansk.
I Hertugdømmerne førtes en lignende møntpolitik som i Kongeriget. Hertugerne fulgte med i møntforringelsespolitiken og søgte at udnytte den til egen fordel. Karakteristisk er her de holstenske rytterpenninge og nældeblade, slået af hertug Hans den Yngre af Sønderborg-Pløn og hertug Frederik III af Gottorp (nr. 25) og de tilsvarende mønter fra ærkebisp Johann Friedrich, ærkebisp af Bremen. Der er adskillige af disse mønter i Ballefundet, den eneste småmønt, der fik lov at kursere i kongeriget foruden den dansk-norske var nemlig den holstenske og bremiske. Al anden småmønt var bandlyst, da den ansås for skadelig for den hjemlige møntpolitik. Den hamborgske søsling og 1/24-daler fra Brunsvig-Lyneborg har derfor næppe kurseret. Den lille sølvmønt fra Reval kan derimod tænkes at være smuttet med af en fejltagelse, fordi dens udsmykning: et kronet skjold med tre løver, minder stærkt om danske to-skillinge (25).
En møntværdi, som Christian IV i hele sin regeringstid experimenterede meget med og prøvede at få mest muligt ud af, er 4-skillingen, der aldrig, hverken hvad lødighed eller vægt angår, holdt, hvad den skulle. At 4-skillingene virkelig var af betydning i dagliglivet ses f. ex. deraf, at rigsrådsmedlemmet Anders Bille i en klage over den dårlige mønt kunne sige: ”at den største Part Penge som er udi Hans Majestæts Lande er 4 ß” (26).
Flere gange måtte kongen gå med til nedskrivning af de dårlige 4 ß - en nedskrivning, der i øvrigt i første omgang gik ud over den brede befolkning, der netop havde en del af sine rede penge i 4-skillinge.
De forskellige nedskrivninger af den slette mønt, som kongen i årenes løb mere eller mindre godvilligt var gået med til, viste sig ikke at være tilstrækkelige for at bringe blot nogenlunde rimelige forhold til veje. I 1625 besluttede rigsråd og konge i forening sig da til at søge at få gjort op med den dårlige mønt. Når kongen kunne gå med til det, skyldtes det, at han var i den vanskelige situation dårligt at kunne nægte at tage sine kroner som skattebetaling, og det kneb umådeligt at holde deres kurs. Det siges direkte i rigsrådsbetænkningen, at det var en hovedårsag: ”efterdi kongl. Majestät sig naadigst icke kand veigre sin eigen rettighed af Undersaatterne (d. v. s. Skat) udi i sin eigen mynt at lade erlegge oc betalle.” (27). Ved forordning af 4/5-1625 blev flere vigtige bestemmelser vedtaget, der fik betydning for fremtiden. Daleren blev fastsat til 6 mark à 16 skilling = 96 skilling, en kurs, der fastholdtes til dens afskaffelse ved kronemøntens indførelse 1873. Betegnelsen krone var gået over på halvkronen, af hvilke jo langt det største antal var udmøntet. Den sattes til 2/3 af daleren eller 4 mark = 64 skillinge. Alle ældre mark og skillinge nedsattes i værdi, og rigsrådet frarådede kongen på det bestemteste igen at søge at tjene på småmønten ved indsmeltning af dalere. En mulighed for en bedre møntpolitik havde han jo også netop fået i disse år, hvor sølvminerne i Kongsberg begyndte at give udbytte.
Man kan så spørge, hvad Christian IV brugte de mange penge til, som han bevisligt indtjente på denne sin her skitserede møntforringelsespolitik, og det kan straks siges, at nogle af hans investeringer nyder vi godt af den dag i dag, idet vi uden de således indtjente summer næppe havde fået de pragtfulde bygninger, som kongen lod bygge, og som de fleste vist nødigt ville undvære i Københavns bybillede og rundtom i landet. Bygningen af Frederiksborg slot kostede alene kongen 950.000 dalere.
Dertil interesserede kongen sig meget for ophjælpning af forskellige industri- og handelsforetagender, og selv om der sjældent kom så forfærdeligt meget ud af det, var det en positiv indsats for landets erhvervsliv.
Til selve denne politik at tjene især på de mindre mønter kan man sige, at det er rimeligt, at småmønt udmøntedes efter en ringere møntfod end større mønt, da prægeomkostningeme er højere. Hvis der er hovedmønt nok, betyder forringelsen intet, kun hvis småmønten bliver talrigst i omsætningen, opstår de store problemer. Til kongens undskyldning kan også siges, at det var tidens almindelige møntpolitik han førte, og at han aldrig drev udnyttelsen så langt som de tyske fyrster. Forskellige historikeres krav om, at kongen burde have været hævet over sin tid, er temmelig urimeligt, og man kan ikke forlange, at Christian IV på forhånd skulle kende de økonomiske vanskeligheder, han senere mødte.
Det ville være af stor interesse, om det var muligt at sætte Christian IV's møntpolitik ind i en større sammenhæng ved en vurdering af hele hans finanspolitik og periodens økonomiske historie. Det mangler heller ikke på kilder til at foretage en sådan undersøgelse, men de forarbejder, der er gjort, er mærkværdigt få (28). Heldigvis ser det ud til, at flere for tiden interesserer sig for disse problemer - alene kan man ikke hamle op med dem. At affærdige Christian IV's møntpolitik, som det for ganske nylig er gjort i et arbejde om rentemesterregnskaberne 1588-1628 (af Kersten Krüger) med bemærkninger om, at den var overlødig og meningsløs, er i hvert fald ikke en farbar vej. Det tyder på manglende indlevelse i tidens økonomiske opfattelse (29).
Efter det store opgør i 1625 var udmøntningsvirksomheden i de følgende år ret begrænset, dog prægedes en hel del 2-skillinge, af hvilke der er mange i Balleskatten. Med årstal 1627-28 og 29 udmøntedes efter tyske forbilleder en del seksskillinge i København (for 120.000 rigsdaler ialt). Selv om de var slået som skillemønt, kom de til at gå som hovedmønt, fordi der var mangel på speciedalere. De kongelige 6-skillinge eller døtgen (Düttchen) blev slået af Schwabe og Grüner og har løvevåbnet på forsiden (nr. 26). En anden type med kongens portræt er ”Borgerskabets Mønt” slået på forpagtningsbasis af forskellige borgere (30). Alle 6-skillinge blev i oktober 1629 nedsat til 5 1/2 skilling. (I Ballefundet er der ialt 645 af disse mønter.)
En serie på 8-, 4-, 2- og 1-skilling møntedes 1629 og 30 af rigsdalersølv, (0,875). For at denne høje lødighed kunne overholdes måtte 1-skillingen fra 1629 slås som bracteat - den sidste i Danmark (31). Den lillebitte mønt var naturligvis ikke videre praktisk, men forblev dog i omløb. En lille portion (3 stk.) var blandt Ballemønterne.
Speciemønt var, som nævnt flere gange, kun udmøntet i ringe mængder i Danmark. Lidt blev slået i Glückstad i perioden 1623-48, i 1628 indledtes en udmøntning i Norge af Kongsbergsølvet. Speciedalere herfra kendes med alle årstal fra 1628-1648, og nogle stykker var, som nævnt i begyndelsen af gennemgangen af mønttyperne, i Balleskatten. Bortset fra denne møntvirksomhed indtraf der ellers i nogle år en komplet stilstand. Da kongen på grund af de vedtagne forordninger om bedre mønt ikke længere kunne tjene på udmøntingerne, gik disse i stå, og Møntens folk blev sat på ventepenge. Standsningerne varede til 1644, da krigen med svenskerne gjorde nye udmøntninger nødvendige (32). Rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt fik overopsyn med Københavnsmønten, og man diskuterede udseende, lødighed og vægt af de nye mønter. Resultatet blev de såkaldte ulfeldtske hebræere med indskriften: Justus Jehova Judex, Herren er en retfærdig dommer. Christian den fjerde ønskede med denne indskrift at vise sin sindstemning efter svenskernes uforudsete fredsbrud ved Torstenssons indfald i Jylland. Kongen skulle bruge penge til krigen mod svenskerne, derfor kom udmøntningen igang, og det er klart, at da man skulle tjene på mønterne, havde de ikke fuldt den værdi (II og I mark og 4 ß), som de gav sig ud for at have. ”Hebræerne” blev forøvrigt også slået i Norge efter samme formel. Trods deres mindreværd forlangte kongen dem naturligvis anerkendt efter pålydende som betaling for leverancer til hæren og lønninger.
De var hovedmønterne i omsætningen, da der kun prægedes ringe mængder af speciemønt, og det kom derfor ikke til at mangle på klager. En forordning om devaluering af 10/12-1647 var langt fra fyldestgørende. Først efter kongens død (28. februar 1648) blev der af rigsrådet foretaget en effektiv nedsættelse af denne krigsmønt ved en forordning af 21/3-1648 (33). Hebræer-tomarken, der skulle gælde 32 skilling efter den oprindelige ordning, nedsattes til 28 skilling, og den tilsvarende mark fra 16 til 14 skilling. Der er slået betydelige mængder af disse mønter, der er velkendte i mange af 1600-tallets fund, således Børsfundet og nu Ballefundet. I Balleskatten var der kun eet markstykke, men derimod 174 af de til udmøntningen hørende 4-skillinge (nr. 27). Disse nedsattes 1648 til 2 ß og var i omsætningen i mange år, så sent som i 1693 hører man klager over dem.
I Christian IV's sidste år prægedes endelig 2- og 1-skillinge (nr. 28), af hvilke der er adskillige i Ballefundet, og i Glückstad søslinge og Düttchen, der ligeledes er repræsenterede.
Balleskatten indeholder ikke en eneste guldmønt, hverken udenlandsk eller dansk, men det er klart, at man ikke får et fuldstændigt billede af Christian IV's møntpolitik, hvis man ikke husker på, at han også slog guld omend i ringe mængde, og at udenlandsk guldmønt indkom i landet, bl. a. gennem Øresundstolden. Rosenobler nævnes f. ex. tit i samtidens kilder, de var yndede bryllups- og faddergaver blandt adelen og velstående borgere. Mange af Christian IV's guldmønter er i øvrigt lavet efter udenlandske forbilleder. I forbindelse med den tidligere omtale af Kongsbergsølvet skal nævnes de morsomste af kongens guldmønter, de sjældne brilledukater, der har en særlig historie. På bagsiden har de en brille og indskriften: ”vide mira domi” (se, hvilke undere - der kan ske - herhjemme eller, hvis man vælger at opfatte punkterne efter ordene som forkortelsestegn: vide mirabilia domini, se Herrens undere). Disse mønter er præget af lidt guld, der blev fundet i norsk sølvmalm, og som blev udvundet af Caspar Herbach og kongen i værkstedet på Rosenborg (34).
Christian IV's regeringstid var, som vi har set, præget af hård udnyttelse af møntregalet - iøvrigt parret med stor lyst til at skabe smukke og særprægede mønter af mange arter. Også her fik han afløb for sin bekendte pragtglæde og kunstneriske sans. Frederik III fik ikke så megen lejlighed til at udfolde sig frit i møntpolitiken, hans håndfæstning satte en bom, idet han måtte spørge rigsrådet om forandring i mønten - en reel ophævelse af hans regale - d.v.s. kongelige ret. Det er dog ikke sådan, at man helt ophører at søge at tjene på udmøntningeme, f. ex. møntedes der straks fra Christian IV's død en del 2- og 1-skillinge med reduceret vægt, formentlig med Christian IV's navn for de flestes vedkommende, dernæst med electus rex og til sidst med rex. For 2 ß var profitten absolut det afgørende, og udmøntningeme var store. I 1648 alene for 111.461 rigsdaler (35). I 1650-erne var 2-skillingen sammen med sletdaleren eller kronen vigtigste omsætningsmønt (nr. 29). Begge møntsorter er rigt repræsenteret i Ballefundet (36). Særlig mange af Frederik III's mønter prægedes i Norge for at udnytte det norske sølv. I 1649 gav man således ordre til prægning af dobbelt-mark og mark; efter de norske marks formel, der var noget ringere end de danske kroners, slog man fra 1652 danske sletdalere - eller kroner (37) (Nr. 30.). Denne mønt blev normgivende for den følgende periode og fik betydning ikke blot for Norden, men også i Nordeuropa, hvor dens skrot og korn (vægt og lødighed) efterlignedes i Zweidrittlerne (2/3 Talere) (38).
Fig. XI: 30. Frederik III, krone 1653, København (lbnr. 7047). 31. Frederik III, speciedaler 1649, København (lbnr. 7022).
Der prægedes under Frederik III's første år kun få speciedalere og dukater, der hovedsagelig fandt anvendelse som gaver, i regnskaberne siges, at ”saadan Mønt mehr for en Rarietet giøres end som profit derved er” (39). Nogle få stykker speciemønt har dog fundet vej til Balle, 3 speciedalere: 2 fra København 1649 og 1650 (nr. 31) og en norsk fra 1651, der er meget sjælden. (Hede 8B.) Den fandtes ikke tidligere i Møntsamlingen. Desuden 1/2 sjælden daler fra Norge, ligeledes 1651 og 1/4 fra 1650.
Blandt Frederik III's 2-skillinge og skillinge er fundet Balleskattens yngste årstal 1656. Der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at den store skat er gemt bort under Carl-Gustaf-krigen, hvor fremmede tropper hærgede frygteligt i Jylland.
Hvorfor den ikke er hævet igen, får vi nok aldrig at vide; måske dens ejer er dræbt under urolighederne.
Ballefundets bestand af mønter er hverken usædvanlig eller påfaldende, når vi drager sammenligninger med andre fund fra svenskekrigsperioden. Bortset fra visse sjældenheder både blandt de danske og de udenlandske mønter er der intet, der overrasker. Noget større end sædvanlig kan dog de danske småmønters forholdsmæssige antal siges at være. Ingen tidligere skat har indeholdt så megen småmønt.
Den store mængde 2-skillinge fra Christian IV og Frederik III - ca. 8 kg ialt inspirerede mig til at foretage en vægtanalyse for at undersøge udmøntningsmetoder og vægtsvingninger og dermed skaffe sammenligningsmateriale til arbejdet med de middelalderlige danske sølvmønter, hvis vægt svarer ganske godt til 2-skillingene (40).
Fig. XII a og b. Se kommentar note (52).
2-skillingene har foruden deres lighedspunkter med tidlige middelalderlige penninge med hensyn til størrelse, vægt, udmøntningsmetoder m. m. den afgørende forskel, at en stor del af de resultater, vi søger at finde frem til ved undersøgelserne af middelaldermønterne, her er kendte på forhånd, idet vi fra skriftlige kilder har oplysninger om udmøntningernes størrelse og de formler, efter hvilke der møntedes. Vi har altså mulighed for at se, om mønterne svarer til, hvad man efter forordningerne kan vente af dem.
Vægtundersøgelserne, hvis resultater samledes i histogrammer viser med al ønskelig tydelighed, at mønterne er justeret al marco, ikke enkeltvis, og at store afvigelser fra det normale har kunnet passere, selvom udmøntningsordren lød på, at 192 stykker skal veje en lødig mark. Den store vægtspredning kan konstateres for mønter præget samme år. Den ene af de undersøgte portioner var 1 kg mønter, alle med årstallet 1649. Når store forskelle kan konstateres indenfor en og samme udmøntning i et eneste år, må det nok betragtes som endnu mere tvivlsomt end nogensinde, hvad man ud fra et lille middelaldermateriale kan tillade sig at slutte sig til om møntforringelser og møntforbedringer, hvis man kun har vægte at bygge på og ingen forordninger eller anden omtale i historiske kilder bevaret.
Fig. XIII. Se kommentar note (52).
De danske mønter i Balleskatten er fordelt på så mange værdier og typer fra Christian IV's og Frederik III's tid, at vi, som vi har set, næsten kan få et komplet billede af den brogede og forvirrede mængde mønter, som folk i hine tider måtte være kendt med og kunne benytte til betalinger. Det har ingenlunde været nogen let sag at holde styr på pengene, for man kunne jo slet ikke regne med, hvad der stod på dem. Var de udmøntet alt for slette, blev de sidenhen nedskrevet, og gik for under pålydende, og sølvindhold og vægt var f. ex. meget forskellig, om den 4-skilling man stod med i hånden hørte til blandt de ældre kroneskillinge, de ny kroneskillinge eller blandt dalerskillingene. Et andet karakteristisk træk belyses godt af Ballefundet, nemlig at alle de mange forskellige møntværdier på Christian IV's tid fortsatte omløbet under Frederik III i så rigelige mængder, at de må have været talrigere i omsætningen end Frederik III's egne mønter.
Spørgsmålet om, hvad en sådan sølvskat som Balleskatten har været værd for sin ejer, er nærliggende at stille - svært at besvare fyldestgørende (41).
Først kan man prøve at se på nogle af de priser på sølvtøj, som kan findes i Sophie Brahes regnskabsbog ført i årene 1627-40 (42). Under året 1630, netop det årstal, der er indgraveret på Ballekanden, er opført en sølvkande givet bort som brudegave. Denne kandes vægt opgives til 80 lod, og prisen er 40 rdl. Omregner vi Ballekandens vægt bliver det 100 lod, og prisen skulle således have været 50 rdl. Undersøger man imidlertid sagen lidt nærmere, viser det sig, at Sophie Brahes pris 40 rdl. ikke er en salgspris fra en sølvsmed, men derimod en vurdering efter prisen på sølv. Denne sættes ved sådanne vurderinger til 1/2 rdl. pr. lod. Skal vi finde den fulde pris på Ballekanden, da denne var ny, må vi lægge arbejdslønnen til. Arbejdslønnen pr. lod forarbejdet sølv er meget afhængig af arbejdets sværhedsgrad, ses det af Christian IV's aftaler med sine guldsmede, men skønsmæssigt kan vi vel for kanden sætte 10 skilling pr. lod. Dertil må så yderligere være kommet betaling for graveringen (43). En anden sag er det, at sølvprisen alene nok har været afgørende for kandens værdi. Tager vi derfor vort udgangspunkt i vurderingen til 50 rdl. og sammenligner f. ex. med andre priser, vi kan finde hos Sophie Brahe, så vil vi se, at man i 1630'erne for samme betaling kunne have købt 16 tønder rug eller 7-8 gode slagtestude. Man kunne også have købt f. ex. 20 tønder tysk øl, 10.000 mursten eller 5.000 tagsten.
Det øvrige sølvtøj vejede tilsammen ca. lige så meget som sølvkanden, og dertil skal lægges værdien af den lille guldring og guldknapperne. En vurdering efter vægt giver ikke meget mere end 100 rdl. for alt sølvtøjet, men det må dog tænkes, at salgsværdien for det fine krucifiks og det vægtige og smukke sølvbælte har været højere end sølvprisen.
At lave et samlet overslag over, hvor mange rigsdaler hele Balleskatten kan omregnes til, er meget kompliceret, fordi den er sammensat af en så broget mængde af mønter. Foretager vi en løselig omregning af alle de mange mønter til skillinge og derefter til rigsdaler, får vi et tal på 780 rdl., der dog skal tages med forbehold, da dette tal ikke angiver pengenes købekraft på nedlægningstidspunktet, idet vi må huske på, at mange af Christian IV's underlødige mønter var nedskrevne i værdi. Til gengæld har der været tale om en vis opgæld på speciedaleme, så disse betaltes med flere skillinge end den officielle kurs.
Skal vi gisne om købekraften på nedlægningstidspunktet, må vi huske på, at prisen på f. ex. fødevarer var meget høje under svenskekrigene, allerhøjst dog naturligvis i det belejrede København, hvorfra vi har de bedste oplysninger (44). I Grenå, hvor skatten blev fundet, har de været knapt så høje.
For den samlede værdi på henved 900 dalere må vi tænke os, at man har kunnet få omkring 100 stude eller 1.000 tdr. havre.
De 780 dalere i mønt svarer nogenlunde til en hofpræsts årsløn, hertil fik han 2 hofklædninger (45). Præsten ved Holmens kirke fik 240 dalere i rede penge plus adskillige tønder korn, oxekød, sild, torsk, ærter m. m. som naturalieløn (46). Vi kan altså nok slutte vore betragtninger over værdien af Balleskatten med at sige, at man har kunnet leve pænt af den et årstid.
(Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1974 side 131-181)
Slesvig, Holsten, Bremen 289 Danmark/Norge 11.469 Udlandet 363Dette forhold er dog kun et udtryk for stykantal, ikke for købekraften, da de fleste af de udenlandske mønter er dalere og derfor tegner sig for en stor del af værdien.
Christian IV 993 Frederik III 895 Ialt 1.888
København 5.206 Norge 993 Glückstadt 643 Helsingør 83 Frederiksborg 83 Ialt 7.008
Kirsten Bendixen: