Frederik III’s danske toskillinge - en vægtanalyse og lidt typologi

Den disputats, som Bertil Petersson forsvarede i Lund i maj 1969 om angel-saxiske mønters vægtsvingninger, har gjort problemerne omkring vægtanalyser og de mulige slutninger, man kan drage af dem vedrørende møntpolitik og økonomisk historie meget aktuelle (1). Under selve doktorhandlingen i Lund kom det frem, at doktoranden (respondenten) havde stor tillid til sine matematiske formlers og statistiske bevisers bærekraft, medens fakultetets opponent Brita Malmer stillede sig mere skeptisk. Før jeg havde haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Bertil Peterssons disputats, havde jeg foretaget forskellige undersøgelser af et stort, men tidsmæssigt snævert begrænset materiale af danske toskillinge. Toskillingene blev valgt, dels fordi de udgjorde så stor en part af Ballefundet (2), c. 8 kg ialt og et styktal på 6428 danske, 1150 norske, dels fordi de vægtmæssigt er de mønter fra nyere tid, der svarer bedst til de tidlige middelalderlige penninge. Undersøgelserne har nemlig et dobbelt formål. For det første skal de belyse udmøntningerne i Christian IV's og Frederik III's egen tid, men dernæst har de den specielle hensigt at skabe et sammenligningsmateriale ved arbejdet med de middelalderlige danske sølvmønter, der udmøntedes ved en lignende arbejdsgang og efter samme principper, men som aldrig - når bortses fra Grenåfundet - er forekommet i store mængder i noget fund. De store tal kan på Ballematerialet endog opnås ved undersøgelser af mønter fra et eneste år, alle med samme Hedenummer. Toskillingene har foruden deres lighedspunkter med tidlige middelalderlige penninge med hensyn til størrelse, vægt, udmøntningsmetoder m.m. den afgørende forskel, at en stor del af de resultater, vi søger at finde frem til ved undersøgelserne af middelaldermønterne, er kendte på forhånd, idet vi fra skriftlige kilder har oplysninger om udmøntningernes størrelse og de formler, efter hvilke der møntedes. Vi har altså muligheden for at se, om mønterne svarer til, hvad man efter forordningerne kan vente af dem (3).

Fig. 1. Toskilling Frederik III 1649

En vægtundersøgelse (4) er som et forsøg foretaget med Frederik III's toskillinge fra 1649, Hede nr. 124, af hvilke der var over et kilo, 1000 gram blev taget fra til analysen, det viste sig at svare til 881 stykker. Til sammenligning er en undersøgelse foretaget af den største gruppe fra Christian IV, 400 gram, 350 stykker, de har årstal 1627, Hede nr. 134 B. Den foreskrevne idealvægt for mønterne fra 1649 er 1,218 g, for 1627-mønterne 1,299 g. Histogrammerne (5) viser en meget stor spredning af de konstaterede realvægte, laveste vægt 1627: 0,73 g, højeste 1,56 g, gennemsnitsvægt: 1,15 g.; laveste vægt 1649 er 0,74 g, højeste 1,71 g, gennemsnitsvægt: 1,13 g. Disse vægtundersøgelser viser med al ønskelig tydelighed, at mønterne er justeret al marco, ikke enkeltvis, og at store afvigelser fra det normale har kunnet passere, selv om udmøntningsordren lyder på, at 192 stykker skal veje en lødig mark. Den nøjagtige vægt af en mark er ikke let at fastslå i gram, men sætter vi den med Wilcke til 234 g, bliver gennemsnitsvægten som anført ovenfor I, 218 g. Tyngdepunktet for de vejede mønter både fra 1627 og 1649 ligger imidlertid på vægte lavere end denne foreskrevne vægt, og den reelle gennemsnitsvægt er, som det ses, ligeledes adskilligt lavere. Alt i alt kan man vel sige, at mønterne normalt har været undervægtige i forhold til den forordnede vægt, men at en del stykker dog udmærket kunne være overvægtige, endda som materialet her viser, meget overvægtige uden at blive "udvippet", før mønterne forlod møntstedet. De store vægtsvingninger kan ikke være resultatet af en bevidst politik fra møntherren eller møntmesterens side i anden forstand, end at man stort set har taget det let, at mønterne var undervægtige. Havde man kun ønsket at udsende undervægtige mønter, havde man forholdsvis let kunnet udskille de overvægtige ved hjælp af en seiger, som i middelalderen (6).

Denne vægtspredning på et kendt materiale er meget tankevækkende. Alle de her behandlede mønter er fra samme år, der er mange af dem, for 1649's vedkommende et helt kilo. Deres slitage er meget ensartet, deres fundforhold betinger, at eventuelle omdannelser under nedgravningsperioden må være de samme, ligesom alle mønterne er konserverede på samme måde. Selv om decimalerne har været lidt andre, da mønterne var nyslagne, må det relative forhold mellem konstaterede vægte være det samme. Når så store forskelle kan konstateres indenfor en og samme udmøntning i et eneste år, må det nok betragtes som endnu mere tvivlsomt end nogensinde, hvad man ud fra et lille middelaldermateriale kan tillade sig at slutte sig til om møntforringelser og møntforbedringer, hvis man kun har vægte at bygge på og ingen forordninger eller anden omtale i historiske kilder bevaret.

Den gradvise forringelse af vægten indenfor en gyldighedsperiode, som Petersson mener at kunne konstatere for angel-saxiske mønttypers vedkommende, ville nemt kunne aflæses her ved en omgruppering af vægtene. Men vi ved blot på forhånd, at materialet er fra et eneste år, og at der ikke er tale om en tidsbegrænset mønt.

Problemer vedrørende mønternes overvurdering-d.v.s. forholdet mellem sølvværdien og pengeværdien - spiller en stor rolle i Peterssons disputats (7). Han mener generelt at kunne sætte den til 33,3 %. Dette er et meget højt tal, hvis man sammenligner med, hvad man kan beregne om udbyttet andre steder. For Karolingerriget opgives 9 %, for England i 1200-tallet mellem 3 og 4 %. Christian IV blev stærkt dadlet for en gevinst på 20 % af markmønten (8).

At toskillingene både under Christian IV og Frederik III blev slået med den specielle hensigt at skaffe kongerne profit er hævet over enhver tvivl. Medens en speciedaler skulle indeholde 25,178 g fint sølv, indeholdt en daler i 2-skillinge kun 16,464 g, idet 2-skillingenes lødighed i forordningerne er sat til 4 1/2 lig med 0,281. For at hindre, at mønterne ved udgivelsen så alt for ringe ud, blev de hvidkogt med salt, møntmesteren må forsvare det store forbrug af salt over for revisionen. Da mønterne gravedes op i Balle, var de da også på grund af deres store kobberindhold helt grønne, men efter konserveringen fremtræder de særdeles smukt, bortset fra nogle få stykker af forskellige årgange, der tydeligvis er falske. Mærkeligt nok iøvrigt, at man turde slå falske mønter, da straffen derfor i mange tilfælde blev døden, som det kan ses af tidens dombøger.

Som stikprøver for undersøgelsen af lødigheden er udtaget et antal mønter fra Christian IV's og Frederik III's tid. Resultatet af lødighedsprøverne ses af følgende liste:

Af alle de prøvede mønter svarer kun nr. 20 nøjagtig til den forordnede lødighed 0,281. Det er bemærkelsesværdigt, at på nær nr. 1 med 276 ‰ ligger sølvindholdet overalt over det forordnede, endda sine steder meget højt over (nr. 10 438 ‰). Nr. 7, der er en toskilling fra 1632, skulle indeholde 875, og ligger altså også over det forordnede. Selv om de her prøvede mønters antal ikke er så stort, er tendensen klar nok: Hellere lidt for høj lødighed end for lav. Her har kontrollen givetvis været skrappere end for vægtenes vedkommende.

Frederik III lod i sin regeringstid slå for c. 370.000 daler toskillinge. Størrelsen for udmøntningerne af toskillinge opføres almindeligvis i rigsdaler til angivelse af den samlede værdi. Listen pr. år ser således ud for den periode, der har interesse i forbindelse med Balleskatten (9):

Kun 1652 og 1656 er 2ß ikke udgivet. Fra 1656 foreligger en falsk mønt (Schou: 31).

Fra Norge har vi 2ß fra 1649-60 uden manglende årgange, af disse var der i Balleskatten: 479 stk., heriblandt fundets yngste mønt fra 1656.

Det anses almindeligt for rimeligt, at småmønt udmøntes efter en ringere møntfod end den større mønt, da prægeomkostningerne er større. Dette har heller ikke nogen betydning for pengeomsætningen, hvis småmønten kun har begrænset anvendelse til mindre handler. Problemerne opstår, når toskillingene som i Frederik III's tid sammen med kronerne er hovedmønt. Det vil da ikke kunne undgås, at der efterhånden dannes en disagio på toskillingene i forholdet til både kroner og speciedalere, og en agio eller opgæld må ydes som overpris, hvis et beløb er ansat i kroner eller specier, men betales i toskillinge. Vi er dog ikke særlig godt underrettet om opgældens størrelse i Frederik III's tid, vi ved langt mere om de efterfølgende konger (10). En tvangsnedsættelse af Frederik III's toskillinge til en lavere værdi end pålydende, således som vi kender det fra flere af Christian IV's underlødige og undervægtige mønter, fandt ikke sted, heller ikke nogen indkaldelse af dem, som af kongens experiment med søslinge og hvide af kobber, der havde givet ham stor profit i hans første regeringsår. Disse mønter blev betragtet som stridende mod håndfæstningens bestemmelser. For at dæmpe lidt på klagerne over de store toskillingsudmøntninger i årene 1648-51 standsedes dog udmøntningerne af 2 og 1-skillinge fra 9. maj 1651, men en ny ordre af 20. maj 1652 satte dem i gang igen, og de fortsatte uantastet til 1665.

Når man arbejder med middelaldermønter er det almindeligt, at man lægger mærke til stempelstillingen. Dels kan den fortælle noget om udmøntningsmetoden, dels er den nyttig at kende ved identificeringen af mønter.

En undersøgelse af stempelstillingen på toskillingene viser, at der ikke kan have været tale om to faste stempler, men at det ene på middelalderlig vis har været holdt i hånden, således som også bevarede stempler fra nyere tid viser det. Der er stempelstillinger i alle tænkelige varianter hele kompasset rundt. En firkantet ramme om stemplerne, som Dolley mener har været almindelig for angelsaxiske mønter, da disse stort set kun har fire "diepositions:" 0, 90, 180, 270 grader, kan ikke have været anvendt (11). Kun runde stempler, hvoraf det ene er løst, giver mulighed for den store spredning. En fast stempelstilling har slet ikke været tilstræbt og må have været betragtet som værende uden betydning. En afmærkning på de runde stempler ville iøvrigt også have kunnet klare problemet om fast stempelstilling, hvis man havde ønsket det.

Visse betragtninger kan også fremsættes vedrørende en sammenhæng mellem mønternes udseende og den relative kronologi (12):

Med årstal 1648 har vi tre forskellige typer:

• 1) Med Christian IV's navn og årstal i omskriften slået både for Christian IV og for Frederik III, indtil han havde underskrevet håndfæstningen 8. maj 1648. Hede: 151 B, Schou: 28-37.

• 2) med Frederik III's navn og electus rex (udvalgt konge) fra 8. maj 1648 til kroningen 23. november 1648, her er 3 undergrupper:
  • a) Årstal i omskriften (Hede: 122 C, Schou: 17-18)
  • b) Årstal under skjoldet (Hede: 122 B, Schou: 10-16)
  • c) Årstal ved siden af skjoldet (Hede: 122 A, Schou: 1-9)

    Denne rækkefølge giver formentlig en relativ kronologi for stemplerne, idet 2 a har årstal anbragt som 1, og 2 c har årstal som følgende type 3. Den er derfor naturligere end den Schou-Hedeske rækkefølge.

• 3) Efter kroningen 23. november 1648. Mønten har nu rex i omskriften. Årstal på siderne af skjoldet. (Hede: 124, Schou: 40-42) (Fig. 2)

1648, 2a	1648, 2b
1648, 2c	1648, 3

Fig. 2. Toskillinge fra 1648

Toskillingen fra 1649 har i fortsættelse af typen 1648,3 årstal på siderne af skjoldet, se fig. 1, 1650 har flere varianter med hensyn til skjoldets kugler: a) 4 knopper (som de fleste fra 1649) b) 4 ringe, c) 2 ringe, d) ingen ringe. Der forekommer kun årstal på siderne af skjoldet i 1650. Det må derfor være naturligt blandt varianterne fra 1651 at placere den første (1), der ligeledes har årstal på skjoldets sider og skjoldet iøvrigt af samme udformning som 1650, uden ringe. Fra 1651 er der af mønter med en anden skjoldform fire varianter: (2) Årstal under DANS på bagside, ingen hjerter i skjoldfeltet (3) som 2, men med hjerter. (4) Årstal i bagsidens omskrift, med hjerter i skjoldet. (5) som 4, men uden hjerter.

1652 er der ikke slået 2-skillinge. Toskillingene fra 1653 har årstal i omskriften, og ingen hjerter, men er af ret afvigende tegning. (Fig. 3)

1650a (som 1649)	1650b
1650c	1650d
1651,1	1651,2; 1651,3 har hjerter i skjold
1651,4; 1651,5 uden hjerter i skjold	1653

Fig. 3. Toskillingstypologi

En sådan ordning af mønterne efter typologiske kriterier kan naturligvis ikke bevises, men forekommer mig sandsynlig. Lignende metoder kan man være henvist til at anvende, når man arbejder med middelaldermønter.

Balle, vægtanalyse, Chr. IV, II-skilling 1627. Hede: 134A, S. 29-32, ialt 400 gr. foreskrevne vægt: 1,299 gr.

Balle, vægtanalyse, Fr. III, II-skilling 1649. Hede: 124, S. 38-51, ialt 1000 gr. foreskrevne vægt: 1,218 gr.

(NNÅ 1969 side 105-116;)

Note fra Dansk Mønt: Som illustrationer er benyttet Sven Aagaards tegninger fra hans artikel i Numismatisk Rapport 2/1996

Noter:

• (1) H. Bertil A. Petersson: Anglo-saxon Currency. (Lund 1969).
• (2) Om Ballefundet se NNUM, april 1968, Nationalmuseets Arbejdsmark 1968 og Historisk Aarbog for Randers Amt 1968. En endelig publikation af både sølvtøj og mønter er under udarbejdelse ved Fritze Lindahl og Kirsten Bendixen, der også i fællesskab har skrevet om skatten i "Skalk" nr. 4, 1968. Se også artiklen: Christian IV's rytterpenninge. Forsøg til en forsidetypologi. NNÅ 1969 s. 94 flg. og optællingslister i NNUM september 1969.
• (3) Som grundlag for fremstillingen i det følgende er anvendt: Julius Wilcke: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625 (1919) samme: Møntvæsnet under Christian IV og Frederik III i Tidsrummet 1625-1670 (1924) og Holger Hede: Danmarks og Norges Mønter (1964), til hvilke der henvises generelt.
• (4) Vejningerne af mønterne og tegning af histogrammerne er udført af mine assistenter, stud. mag.'erne Erik Alstrup og Birgitte Sørig. Toskillingene er Hede/Schou bestemt af disse to samt stud. mag. Ibi Werner. De takkes herved alle tre for god hjælp. Toskillingene fra 1627 og 1649 er afbildet fig. 1.
• (5) Se tavle I og II samt lister s. 114-15. Den grafiske fremstilling søger at anskueliggøre forholdet mellem møntantal og vægt, således, at ad abcisse aksen er afsat vægt i gram, ad ordinat aksen antal mønter (Erik Alstrup). Den skraverede søjle betegner den Vægt, 2-skillingene burde have ifølge forordningen. En opdeling af 1649-mønterne i en A gruppe med DANSK = Schou 38-43 og en B gruppe med DANS = Schou 44-51 er blevet forsøgt, men der var ingen principielle forskelle i vægtfordelingen, hvorfor materialet er benyttet under eet.
• (6) Desværre kan man ikke af forordningerne se noget om en tilladt vægtsvingning, rimeligvis fordi man netop ikke ønskede at fastslå denne. Peterssons beregninger over naturlige vægtudsving (se især s. 96 fig. i ovenfor note i anførte værk) forekommer mig altfor teoretiske, når man ser på de faktiske tal.
• (7) Se fx. ovenfor anført s. 97 flg.
• (8) Kulturhistorisk Leksikon: Slagskatt.
• (9) Wilcke II ovenfor anf. s. 112 og 113.
• (10) Kurser på danske mønter blev noteret i Hamborg. Det vides ikke, hvornår noteringen begyndte, men materiale er bevaret fra 14. januar 1687. Se Axel Nielsen: Specier, Kroner, Kurant (1907) s. 60. Arent Berentsen omtaler 1656 opgælden specier-kroner, 2ß pr. Rd. Se Axel Nielsen s. 37.
• (11) Dolley, R. H. M. The significance of die-axes in the context of the later Anglo-saxon Coinage. (The British Num. J. 1953, Ser. III, Vol. VII, s. 167 flg.)
• (12) Se fig. 2 og 3.

Summary:

The purpose of the paper is to examine the weights ascertained for part of the great material from the Balle hoard and to compare the actual weights with those to be expected according to the ordinances.

At the time of Christian IV and Frederik III 2-skillings were still struck in the medieval way, and their weights are approximately the same as those of the medieval pennings. The great differences in weights and fineness as well, found in a material from 1627 to 1649, of which much adequate information is available, call for circumspection as to drawing conclusions for corresponding circumstances in connection with medievals coins.

At the end of the paper it is attempted to state a relative chronology according to typological criterions for some types of 2-skillings.

Tilbage til Dansk Mønt