Et par kilometer vest for Åkirkeby ved Spidlegård lå i middelalderen en spedalskhedsstiftelse. Hertil var knyttet et Sct. Jørgenskapel, hvis rester undersøgtes 1918 af Poul Nørlund, og hvor dr. Vilhelm Møller-Christensen har foretaget omfattende supplerende udgravninger i somrene 1961 og 62. Kapellet, der er bygget af kampesten, er 14 x 8,6 m og har haft tre altre. En række middelalderlige begravelser i og ved kapellet er blevet fremdraget ved de sidste gravninger på stedet (1).
"Domus leprosorum", de spedalskes hus, nævnes første gang i ærkebisp Karl Erikssøn af Lunds testamente, hvor han skænker en pengesum hertil; han døde 16. maj 1334 (2). En af efterfølgerne, ærkebisp Niels Johansøn (Bild) betænker ligeledes stiftelsen i sit testamente, dateret 3. februar 1379 (3). Sct. Jørgensgårdens senere historie er velkendt (4), men om den har existeret før 1334, har det indtil nu ikke været muligt at bevise, selv om murresterne synes at tyde på en noget ældre datering. Det er imidlertid så heldigt, at der ved gravningen i juli-august 1962 er fundet mønter i kapellet, syv stykker i alt. Et par af disse rykker klart kapellets stiftelsestidspunkt i hvert fald 70 år tilbage i tiden. Mønterne stammer fra jordlaget under det urørte middelaldergulv, hvor en række skeletter blev fremdraget.
De fundne mønter er følgende:
De to ældste mønter er fra kong Erik Klippings regeringstid (1259-1286). Den ene er af en type, der efterligner Valdemarsmønter med et stort kongehoved på forsiden. Den er slået i Lund og kendes blandt andet fra Skrivergadefundet på Bornholm (Bodilsker sogn), hvor den forekom i et antal af 104 stk. Den anden er slået i Halland. Den er desværre meget ødelagt, men dog ikke mere, end at bestemmelsen er sikker. På den ene side er overdelen af et stort R bevaret og til venstre herfor et lille v fra omskriftens ERICVS. På den anden side er en del af en rude og noget af en krone bevaret.
To små halvmåner ses tydeligt uden for ruden. Mønten er en variant af Hbg. 3, M.B. 138 med ringe i mellemrummene mellem kronen og ruden.
Også mønt nr. 3 ligger før det fra de skriftlige kilder kendte tidspunkt for hospitalet, idet den er fra Erik Menveds kongetid (1286-1319). Den velbevarede mønt blev fundet på et urørt mandsskelet, begravet ved kirkens indgang. Hans knogler viste meget svære spedalskhedsforandringer. Mønten lå direkte på den døde, så der er grund til at formode, at her er tale om en Charonsmønt.
Magnus Smeks mønt falder i tid sammen med de skriftlige kilder, han regerede Sverige 1319-65. Det var til ham den førnævnte ærkebisp Karl Erikssøn henvendte sig for at bede om værn mod grev Johan, der i Danmarks opløsningstid var blevet pantherre i Skåne. Resultatet heraf blev, at greven, der ikke turde tage en kamp med den svenske konge, afstod Skåne i november 1332. Først 1360 kom Skåne atter under den danske krone.
Noget senere er den, desværre defekte, svenske hulpenning med kronet kongehoved efter lybsk forbillede. Den sættes af Thordeman til 1300-tallets slutning og begyndelsen af 1400-tallet. Yngst er de to hulpenninge med kronede oxehoveder fra Meklenborg. De dateres til 1400-tallets første del og er uhyre almindelige i danske kirkefund i en række forskellige varianter. De må have været lige så hyppige blandt menigmand som de samtidige danske mønter fra Erik af Pommern.
Skønt ringe af omfang har Spidlegårdfundet endnu engang kraftigt understreget mønters store betydning som dateringsmiddel og primær kilde for perioder, hvor skriftlig overlevering er sparsom.
(NNUM 1962 side 172-174)