Da vikingerne for alvor begyndte deres angreb på England i 800-årene, var mønter ikke noget ukendt begreb for dem, som man undertiden ser det fremstillet. Resultater udledt af fund af frisiske sceattas (udtales schatta(s)), små tykke sølvmønter fra 700-tallet i det ældste Ribe, viser, at man allerede fra byens grundlæggelse i begyndelsen af 700-tallet har brugt mønter i omsætningen. De ældste danske mønter præget i Hedeby i begyndelsen af 800-tallet taler om behov for hjemlig møntprægning, bag hvilken måske stod den kong Gudfred, der byggede en af Danevirkevoldene. Denne møntgruppes motiver viser tydeligt tilknytningen til tidens vigtigste handelsmønter fra Frisland og Frankerriget.
Den ene gengiver således ret nøje den frisiske sceatta med ansigtsmaske og drage, der ser sig tilbage over ryggen. Det er en sceatta-type, vi har fundet ikke blot i Ribe, men også i Dankirke vest for Ribe og i Hedeby. En anden af Hedeby-mønterne kopierer indskrifterne på Karl den Stores mønt fra Dorestad, en tredje med skibe er formentlig inspireret af karolingiske mønter med skibe, omend stilen er udpræget nordisk.
Spredningen feks. langs Østersøkysterne af danske mønter, af hvilke nogle formentlig er præget af Harald Blåtand i sidste del af 900-tallet, vidner om handel med mønter som betalingsmiddel.
Drejede det sig om store betalinger eller formuer, måtte man dog ofte gribe til sølv efter vægt. Herved opstod brudsølvskattene (se fig. 1), der indeholdt hele og itubrækkede smykker, sølvbarrer og mønter. Undersøgelser af mange af de små stykker brudsølv i skattene har imidlertid vist, at disse ikke sjældent har møntvægt, enten som arabiske dirhems, der i stort tal kom til Norden som følge af handel mod øst med araberne, eller som europæiske penninge. De små sølvstykker må opfattes som erstatningsmønter, brugt når man ikke kunne skaffe nok af de udenlandske mønter, man røvede eller handlede sig til i England, Frankrig og Tyskland. Brudsølvet er derfor ikke et udtryk for et primitivere stade, hvad valget af betalingsmidler angår, end brugen af møntet sølv. Vikingerne vidste udmærket, hvad mønter skulle bruges til, da de kom i kontakt med England. Ikke desto mindre fik mødet med de engelske forhold afgørende betydning for den videre udvikling af Danmarks møntvæsen. Historien om vikingetidens prægninger i England er ikke blot spændende i sig selv, den er forudsætningen for forståelsen af de hjemlige udmøntninger fra slutningen af 900-tallet og op gennem 1000-tallet.
Det er ikke nogen let sag ud fra ofte modstridende kildeudsagn at finde rede i de mange kongehøvdinge og konger, der drog til England, og give dem deres rette placering såvel tidsmæssigt som geografisk indenfor det britiske område, som de så hyppigt angreb. På samme måde er der mange problemer forbundet med at få de mønter rigtig anbragt, der i stort tal blev slået, efter at vikingerne havde taget fast ophold i England.
Det land, de kom til, var opdelt i en række mindre kongedømmer, som vikingerne søgte at erobre flest mulige af. Alle steder fandt de lokale udmøntninger. Initiativet til afløsning af de små, tykke sølvmønter - sceattas - der blev slået i sidste del af 600-tallet og første halvdel af 700-tallet, med større, tyndere og velprægede pennies var udgået fra den indflydelsesrige kong Offa af Mercia, der regerede fra 757-796.
Offa var den frankiske kejser Karl den Stores samtidige og havde nær forbindelse med denne betydelige hersker. Derfor hentede Offas udmøntninger også deres forbilleder i Karolingerriget. Som de karolingiske prægedes de af godt sølv. Offa anerkendtes som overkonge i England, og mønter afsamme art som Mercias blev slået i Wessex og East Anglia. Det var i Offas tid, at det første betydelige vikingeangreb på England fandt sted: overfaldet på Lindisfarne-klostret Northumbria i 793. I Northumbria fulgte man iøvrigt ikke Offas møntreform, her forblev mønterne små og tykke, som de andre steder afskaffede sceattas, her kaldtes de blot stycas. Sådanne småmønter blev præget både i 6-, 7- og 800-tallet.
Vikingernes angreb og erobringer i England i 800-tallet er - ligesom deres angreb på Frankerriget - ganske godt kendt fra skriftlige kilder, omend som nævnt langtfra alle gåder kan løses. Som supplerende kilde belyser en lang række møntfund i England de urolige år. Blot for 10-året 865-75 er der således en snes store fund med tilsammen flere tusinde engelske mønter. Omkring 100 år senere er der meget få fund fra Øst- og Sydengland, hvilket viser fredeligere forhold, efter at vikingerne har bosat sig. Mod vest og nord i Irland og på øerne, forårsager strid med nordmændene derimod samtidig snesevis af nedgravede skatte med mønter.
At vikingerne ikke kendte til mønters rette brug før de traf et fuldt udbygget møntvæsen i England er søgt modificeret en del i, hvad jeg har fremhævet om den ældste møntcirkulation i Danmark. Imidlertid begynder de ikke straks at slå egne mønter i England. Der var vel nok i omløb af de engelske og formentlig medbragte mange vikinger også karolingiske mønter fra deres hærgningstogter i Frankerriget. Dette ses bl.a. af de mange frankiske mønter i den berømte skat fra Cuerdale, Lancaster, nedlagt c. 903.
Efterhånden må vikingekongerne imidlertid have følt savnet af egne mønter. Møntprægning gav jo både prestige og indtægter i form af slagskat, og mønter var praktiske til forskellige formål som handel, skat og afgifter og sold til hæren. I slutningen af 800-tallet kom nye prægninger hovedsageligt fra vikingernes vigtigste modstander kong Alfred af Wessex, der regerede 871-899. Et forsøg på at knuse Alfreds magt og erobre hans rige blev gjort af en af hans farligste fjender, den danske vikingekonge Guthrum, hvem det lykkedes at erobre Mercia, East Anglia og dele af the Midlands. -
Fra denne store erobringsperiode stammer et lille numismatisk minde, fundet 1980 på vikingebopladsen Syvsig nær Haderslev. Kong Burgred af Mercia, der 874 måtte overgive sit rige til vikingehæren, slog i sine sidste år mange mønter med kongebillede på forsiden og tværskrift i 3 linier på bagsiden. Her står foroven og forneden ordet mønt MON - ETA, over midten møntmesternavnet. Nogle varianter er meget sjældne . Mønten fra Syvsig er så sjælden, at den hidtil ikke er fundet helt magen til. Desværre blev den, efter at den kom til Danmark, rullet sammen, så den kan trækkes på snor. Derfor kan kun bagsiden ses og læses.
Vikingernes fremgang var så stor, at Alfred en tid var fordrevet til den yderste grænse af sit kongerige. Det lykkedes ham imidlertid at rejse en hær, og i et for Englands fremtid meget vigtigt slag ved Edington 878 besejrede han Guthrum, der måtte opgive Wessex og dermed tanken om at samle England. I henhold til fredsbetingelserne med Alfred den Store måtte Guthrum lade sig døbe med navnet Æthelstan. Fra hans sidste år c. 885-90 stammer mønter, der har stor lighed med Alfreds, ja endog for en dels vedkommende har samme møntmestre. Muligvis er da nogle prægede i London, hvor Alfred slog mønt med Londonmonogram fra 886, da han havde erobret byen. Andre er nok præget i East Anglia, som den eneste Æthelstan-mønt vi har i Møntsamlingen. Den har på forsiden omkring et lille kors et noget fejlskrevet Æthelstan, på bagsiden møntprægerens navn ELDA og Me fecit (gjorde mig) i tværskrift.
Den sidste engelske konge i East Anglia, der regerede fra 855-869 var blevet dræbt af danske vikinger fra »Den store hær« og dyrkedes snart efter som lokal helgen. Hans død beskrives af Abbo af Fleuri, der skrev hans levnedsbeskrivelse c. 100 år senere: »Passio Sancti Edmundi«, med så grufulde detailler, at historien minder om Regner Lodbrogs sønners behandling af kong Ella af Northumbria, da de ville hævne deres faders død i slangegrotten.
Drabet på kong Edmund er baggrunden for, at man i East Anglia får en omfattende udmøntning af St. Edmund mindepenge fra o. 895 til lidt ind i 900-tallet. En stor del af de i dag bevarede exemplarer stammer fra Cuerdalefundet. De er velprægede med omskrifter på begge sider omkring et stort A,om er udlagt både som Anglia og Anglorum, og et kors.
Den store danske hær som i 865 var kommet til England blev i landet. Efter erobringerne i Østengland rykkede den mod Northumbria. Allehelgensdag, første november, 866 drog vikingerne ind i York, hvis sidste - stridende - konger Osberth og Ella blev dræbt.
Af de tre Lodbrogsønner Ubbe, Halvdan Vidfavne og Ivar Benløs, som ifølge sagaerne ledede togtet, regnedes sidstnævnte som overkonge. Han drog formentlig til Irland. Halvdan drog efter et mislykket forsøg på at erobre Irland med sine mænd til Northumbria. Den oldengelske krønike meddeler for året 876: »I dette år delte Halvdan Northumbrernes land, hvor danskerne hærgede og forsynede sig, og de begyndte at pløje og skabe sig et levebrød«. Som Magnus Magnuson skildrer det i sin vikingebog (1980) »Den gamle »store hedningehær« fra 865 havde nu travlt med at etablere sig på de nye ejendomme i Northumbria. De smedede sværdene om til plovjern. De og deres efterkommere fik en stærk og vedvarende indflydelse på såvel landskabet som de sociale og kulturelle forhold i Nordengland, og især på Northumbrias hovedstad York, som de kaldte »Jorvik«.
Vikingerne så, at York var velbeliggende på et strategisk godt punkt mellem to flodarme, og de forstod hurtigt at udnytte byens århundredegamle handelsforbindelser. De arkæologiske udgravninger i nyeste tid - især i Coppergate - fortæller meget om håndværk og handel og har også afgivet mange fund af både lokale og udenlandske mønter. Blandt fundene er rariteter som et exemplar af den ældste Hedebymønt med ansigt og hjort.
I perioden 876 til 919 var York styret af vikingekonger af dansk æt. Først Halvdan, som ikke blev længe i York, senere Godfred fra c. 883 til c. 895. Disse to slog så vidt vides ikke mønt. En række mønter bærer navnet Sigfrid, han var konge efter Godfred og kaldes i kilderne »Piraten fra Northumbria«. Mønterne, der er slået o. 895 angiver York som møntsted. Deres korsformer har tilknytning til byzantinske og karolingiske motiver, ikke til angel-saxiske. Vikingernes forbindelser mod øst og syd giver genklang i mønternes udsmykning.
Mønter fra o. 900 bærer kongenavnet Knud, nogle angiver som møntsted York (Ebracie), andre har på bagsiden den besynderlige indskrift CUNNETTI. De fleste opgiver at forklare ordet, Georg Galster har foreslået, at det er et stednavn: Kenneth; der ligger en by af dette navn på grænsen mellem East Anglia og Mercia. Nogle af Cnuts mønter er prydet med et Carolusmonogram kopieret efter karolingiske mønter. Knyttet ved type og navn til Cnut-mønterne er mønter, der angiver den franske handelsby Quentovic som møntsted. Dette kan enten forklares som, at Cnut havde overhøjhed over byen, om hvilket vi dog intet ved udover mønternes udsagn, eller det kan blot være engelske imitationer af karolingiske mønter fra Karl den Skaldede. Forbindelsen til Frankerriget er under alle omstændigheder tydelig.
Til Yorkudmøntningerne i denne periode hører også mønter med stærkt religiøse indskrifter: Mirabilia fecit (han gør vidunderlige ting) og Dominus Deus Omnipotens Rex (Gud Herren er en almægtig konge). Måske ærkebispen står bag disse mønter, skønt hans navn ikke nævnes.
En stor gruppe mønter fra York er uden kongenavn. De forskellige varianter kan anses for prægede indenfor perioden c. 905-918. De bærer alle St. Peters navn og tilknytningen er klar nok, Yorks ældgamle domkirke var indviet til St. Peter. Den ældste type har kun indskrifter, på de to andre tilføjes på forsiden et sværd. Sværdet hører ikke til blandt St. Peters attributter, af hvilke hans bedst kendte er Himmeriges nøgler. Er det et vikingesværd? På bagsiderne finder vi i to varianter Thors hammer - en chokerende tilføjelse til en kristen mønt og et talende vidnesbyrd om den brydningstid, man levede i. Det er ikke sandsynligt, at ærkebispen har haft noget at gøre med en sådan udmøntning, næppe heller et bystyre, som nogle har foreslået. Måske har det været de danske vikingehærledere. Et lykkeligt fund i Coppergate af hvad man mener er møntmesterens eller stempelskærerens hus, har givet os et stempel til en møntside med sværd og St. Peters navn - det eneste bevarede møntstempel fra denne periode. Stemplet er af jern med en - delvis afbrækket - kraftig spids til at slå ned i en træblok. Den negativt graverede stempelplade er af særlig hærdet jern og var meget velbevaret.
En parallel til St. Peters-mønten finder vi i Lincoln, hvor man slog en St. Martins-penny o. 915 med sværd og kors. Over sværdet er der en T-figur, der ser ud som en misforstået Thorshammer. Mønterne er i dag meget sjældne. En er fundet i den store danske vikingeskat fra Terslev (nedlagt c. 950). Lincoln hørte til det dansk-besatte område, der kaldtes Femborgslandet og som lå c. midt i Danelagen, omfattende foruden Lincoln Stamford, Nottingham, Derby og Leicester. I denne omstridte landsdel, der skiftevis var under dansk og engelsk overhøjhed, blev der slået en del vikingemønter, der var efterligninger af Alfred den Stores typer fra 880'erne.
Det danske overherredømme i York varede til 919, da nordmanden Regnald fra vikingedynastiet i Dublin tiltvang sig magten, hvilket dog ikke ændrede på den kendsgerning, at Northumbria var koloniseret især af danskerne, hvad der vedblev at præge forholdene. Tre mærkelige og sjældne penny-typer med forvirrede omskriver, af hvilke man dog med god vilje kan udlede: Regnald og York, henføres i henhold til den nyeste forskning til den norske fyrste. Den ene har et primitivt »portræt« af den skæggede viking, den anden en åben hånd, der almindeligvis på europæiske mønter er Guds hånd. Begge disse mønter har på reversen Carolusmonogram. Den tredie mønt har bue og pil og Thorshammer. Regnald døde allerede 921 og fulgtes til 926 af broderen Sihtric Caoch. Dennes mønter er meget sjældne, men vi har dog et eksemplar fra grosserer L. E. Bruuns gave til Møntsamlingen. Forsiden med Slhtrics navn har et sværd, bagsiden et kors med halvmåne og kugler i korsvinklerne.
De engelske konger, først Alfred den Store, så Edward den Ældre og ikke mindst Æthelstan (der regerede fra 924-939), søgte at udnytte enhver chance for at tilbageerobre landet fra vikingerne, hvilket for en stor del lykkedes.
De tronstridigheder, der opstod ved Sihtric Caochs død, i hvilke også den norske konge af Dublin blandede sig, benyttede Æthelstan til at sikre sig selv overherredømmet over Northumbria, som han beholdt til sin død. En stor samlet modstand af vikingehære med støtte fra Irland og Skotland slog Æthelstan ned i det blodige slag ved Brunanburh.
På en mønt fundet i Coppergate finder vi den titel Æthelstan så sig berettiget til: REX TOTIUS BRITANNIAE (herre over hele England). Mønten er præget i Chester af møntmester Wulfstan. Samme titel bar han på mønter slået i York. Fra stempelskærerens hus har vi et blyprøveafslag af en sådan mønt for Æthelstan og møntpræger Regnald af York, og et med møntprægernavnet Adelbert.
Efter Æthelstans død 939 sloges hans efterfølger Edmund og flere regenter af det norsk-irske dynasti om magten i Northumbria i en årrække med skiftende held. Også denne periode har interessante mønter præget i York som Anlaf Guthfridsons med en ravn med udbredte vinger, slået c. 940. Bemærkelsesværdigt er det, at vi her finder hans titel i omskriften på oldnordisk: CVNVNC i stedet for Rex. På hans efterfølger, fætteren Anlaf Sihtricssons mønter ses en militærstandart og et triquetrasymbol (se Arbejdsmarken 1977). Medens vikingerne tidligere havde et ravnebanner, har denne standart et kors i dugen og nok et på stangen.
Den sidste konge af norsk herkomst var Erik Blodøkse, den norske konge Harald Haarfagers søn, der i to perioder fra 947-48 og 952-54 styrede York. Hans mønters forside prydes af det fra tidligere York-udmøntninger så kendte sværd, medens bagsiden er rent angel-saxisk med et lille kors. Til Erik Blodøkses ophold i kongsgården i York knytter sig den dramatiske historie om mødet mellem ham og hans dødsfjende Egil Skallagrimsson. Egil reddede sit liv ved at digte et hyldestkvad til Erik. I digtet omtaler Egil, hvad hirden forventer af sin herre, og hvad Erik virkelig også har levet op til:
Men ikke blot guld- og sølvsmykker kunne vikingerne bruge, også præget sølv var godt at have.
Og som vi har set præger næsten alle Yorks konger mønt. Mønter var nødvendige for byens handel både lokal og udenlandsk, til afgifter, sold til hirden og meget mere, og det er bemærkelsesværdigt, at man ved møntværkstedet i York ikke lader sig i mindste måde gå på af de skiftende politiske forhold. Møntprægeren Ingelar arbejder således for alle engelske såvel som norske konger i den urolige periode 939 til 954 og det nævnte stempelskærerhus viser en værkstedsaktivitet fra 915 til c. 960. Det sidste fund derfra er et bly-prøvestykke med afslag af en mønt for den engelske kong Eadwig 955-59 og hans møntmester Frothric.
Selvom vort hovedindtryk af vikingetidens betalingsmidler i England må være, at mønter dominerede, så er det dog sådan, at vi også finder skatte, der viser, at vikingerne en tid lang bevarede deres skik med at bruge brudsølv og sølvbarrer efter vægt til store betalinger og kapitalopsparinger. Den flere gange nævnte Cuerdaleskat nedlagt i 903 og fundet i 1840 var en blykasse fyldt med c. 8000 sølvmønter, c. 3,2 kg sølvsmykker, de fleste itubrækkede og c. 22,6 kg sølv i barrer. Det er en af de største vikingeskatte, der kendes. Nær York er flere sådanne blandede skatte gemt bort i de urolige 920'ere således fundet fra Goldsborough, der indeholdt en ubrudt tidselbroche i sølv fra Skotland plus nok et helt sølvsmykke, stykker af skandinaviske, irske og skotske smykker, stumper af barresølv samt hele og overklippede, halve mønter. Måske er det iøvrigt vikingernes ønske om små værdier der har bevirket, at man i England en kort årrække slog halvpennies, hvad der ellers ikke var almindeligt.
Efter at den værste kamptid var ovre og vikingerne overalt havde måttet anerkende den engelske konges overhøjhed tog man sig tid til at reformere udmøntningerne. Et virkeligt vendepunkt i Englands mønthistorie indtraf under kong Eadgar i 973. Han indkaldte al cirkulerende mønt og gjorde den ugyldig. I stedet indførtes en standard-penny, der skulle slås ens ved en lang række møntsteder over hele England. Stemplerne skulle leveres fra et hovedmøntværksted og sendes ud til de lokale møntsteder. En mønttype skulle have en omløbstid på 6 år og derefter ombyttes med en ny, naturligvis for at sikre den kongelige magt over udmøntningerne og det overskud, de kunne give. Eadgars første reform-penny-type har på forsiden kongens stiliserede portræt med diadem om håret, langs randen hans navn og titel. På bagsiden et lille kors og herom møntprægerens og møntstedets navn. Eadgar døde 975 og hans søn Edward Martyren var kun konge få år før han blev myrdet.
Hans halvbror Æthelred II kom på tronen 978 kun 10 år gammel og regerede i ikke mindre end 38 år. Under ham foldede det nye møntsystem sig rigtigt ud med indkaldelse efter en seksårs periode og udgivelsen af nye mønttyper. Det var dette velordnede møntvæsen, der mødte de danske vikinger, da de mod slutningen af 900-tallet igen iværksatte store angreb på England. De nye vikingeskarer kom for at plyndre, ikke som landnamsmænd. Det første overfald skete 980 på Southampton, 982 brændtes London. Afgørende for den kommende tid blev den norske konge Olav Tryggvasons ankomst i 991 med en stor hær og flåde. Han sejrede over den forsvarshær, der gik imod ham, og Æthelred så som eneste udvej for at redde sit land at betale sig fra det, 10.000 pund sølv måtte han aflevere til Olav. Hermed indledtes de store »Danegæld«-betalinger, som blev en stedse voksende byrde for England, for vikingerne kom igen og igen på deres røvertogter og forlangte større og større summer for at drage bort. Skrækslagen blev Æthelred den rådvilde, da selveste danerkongen Svend Tveskæg med en stor, disciplineret hær fordelt på fireoghalvfems skibe stod ind i Themsen, ledsaget af Olav Tryggvason. 16.000 pund kostede det at fa dem til at standse hærgningerne. Betalingerne gav kun en stakket frist, så var vikingehærene der igen. I 1010 kom en anden norsk kong Olav (senere den Hellige) og angreb London. Modangreb lykkedes aldrig og fortvivlelsen steg i England. Malende fortæller en angel-saxisk krønikeskriver: »Når Fjenden var i Øst, holdt man Hæren i Vest. Når de var i Syd, var vor Hær i Nord«. De mange Danegæld-udbetalinger afspejler sig tydeligt i Skandinavien i form af rige skatte med sølv og mønter.
Æthelred II måtte lade præge store mængder af mønter til betalingerne. Mønttypen for de kritiske år 991-97 var den såkaldte Crux-mønt. På forsiden har den kongens billede i en stil, der er en efterklang af de romerske kejserportrætter, på bagsiden er der et kors med ordet CRUX (=kors) i vinklerne. Forsidens omskrift er kongens navn og titel, bagsidens møntprægerens og møntstedets. Denne mønt er i stort tal fundet i de nordiske lande, ligesom long-cross typen fra 997-1003 med kors til møntens rand. Også hans følgende typer er rigt repræsenteret. Der er en afgørende forskel i mængden af fund af angel-saxiske mønter i 9. og i 10. århundrede. Det skyldes at de første vikinger kom for at slå sig ned og kun få bragte mønter med hjem til Skandinavien. Den næste bølge af vikinger kom som nævnt for at plyndre - eller lade sig betale væk - og drage hjem igen med bytte. Selvom lederne af togterne var norske eller danske, så er der rigelige mængder af danegæld, der er nået Sverige. Man regner med at svenske vikinger har ladet sig hverve som lejesoldater. Runestene fortæller også herom, således modtog Ulf fra Uppland tre gange danegæld i England fra danske hærledere.
For Svend Tveskæg, der efter et opgør med Norge var blevet anerkendt som konge der, blev det efterhånden klart, at han havde chancer for også at erobre England. I 1013 lå den store inyasionsflåde klar, Svend ledede togtet og havde sin 18-årige søn Knud med om bord. Togtet lykkedes, og Svend anerkendtes som konge af England. Glæden blev imidlertid kort, for han døde allerede i februar 1014. Efter nogle års tronstridigheder både i England og Danmark blev Knud konge begge steder, senere føjede han Norge til. Hans mægtige stilling som hersker over et Nordsøimperium udtrykker han selv i et brev: Rex totius Anglie et Denemarci et Norreganorum et partis Sueanorum (Konge over hele England og Danmark og Norge og dele af Sverige). Selvom der hersker tvivl om, hvad hans svenske herredømme betød, var han ubestridt den største hersker Nordeuropa har haft. Han døde 1035, hvorefter riget hurtigt faldt fra hinanden. Knuds søn Hardeknud var dog i få år Danmarks og Englands konge.
Det er indlysende at den nære forbindelse mellem England og Danmark som de nye togter og kongefællesskabet medført, måtte få stor betydning for møntvæsenets udvikling i Danmark. Den første påvirkning kan direkte aflæses af de ældste danske mønter med kongenavn præget c. 995-97, der meget naturligt har Æthelreds crux-mønter som forbillede, de strømmede jo ind i landet som danegæld. Svend Tveskægs mønt har på forsiden kongebillede med scepter og omskriften: ZVEN REX AD DENER, på bagsiden et kors tegnet af dobbeltlinier, i vinklerne C R V X, ganske som Æthelred IIs mønt. Omskriften er: GODPINE M AN DNER. M må forstås som monetarius, møntmester, der nævnes intet møntsted. Mønten er meget sjælden. Måske kan dette delvis forklares af, at den mere var et paradenummer end et økonomisk behov. Der var jo udenlandske mønter nok i omløb i Danmark. Møntmesternavnet Godwine er almindeligt i England, men det er alligevel påfaldende, at både dansk, norsk og svensk møntprægning begynder c. 1000 efter angelsaxisk forbillede med en mønt med navnet Godwine. Det må anses for sandsynligt, at han er rejst rundt og har taget tjeneste hos de forskellige konger. Den norske mønt bærer navnet Onlaf, formentlig Olav Trygvason (995-1000), den svenske Olav for Olaf Skötkonung.
Svend Tveskæg nåede ikke i sin korte tid som Englands konge at slå mønt der, men Knud overtog det velordnede system, og mønter blev slået i hans navn ved ikke mindre end 70 møntsteder fordelt over hele England. Hans første mønttype betegner imidlertid ikonografisk (dvs. med hensyn til billedfremstillingen) en nyskabelse, idet portrættet er kronet med den engelske lilliekrone. Knud blev kronet til Englands konge i St. Paul den 6. januar 1017. På det kendte samtidige håndskriftbillede, hvor Knud ses skænkende et kors til altret i domkirken i Winchester, bærer han lilliekronen. Som noget nyt er både forsidens kongehoved og bagsidens lange kors til møntens rand - der var overtaget fra Æthelreds mønter - omgivet af et firpas, hvilket har givet mønten dens engelske navn: quatrefoil. Typen har cirkulerer i perioden 1017-1023. Den prægedes i store oplag, da Knud skulle bruge mønterne til at betale sold til sin hær, som han ønskede at aftakke, efter at hans magt i England var konsolideret. Det er derfor ikke mærkeligt, at en del mønter af denne type indgår i danske skattefund.
Da seksårsperioden var omme fornyedes mønten med hjælmtypen (pointed helmet), der løb fra 1023-1029. Også denne portrættype er en bemærkelsesværdig nyskabelse. Med »pointed helmet« er det med en enkel og primitiv streg lykkedes møntgravørerne at fremhæve noget virkelig karakteristisk: den spidse hjelm, som vi feks. finder den på en benskulptur fra Sigtuna i Sverige, på gotlandske billedsten og på en gravsten fra Middleton i Yorkshire. Møntbilledet er således ikke en tilfældighed, det forestiller vikingekongen Knud.
Knud den Stores tredje engelske mønttype fra 1029-1035 er derimod en traditionel engelsk type lånt fra Æthelred II. På forsidens portræt bærer han et diadem om håret - en efterklang af romerske kejserfremstillinger - på bagsiden finder vi et kors tegnet med dobbelte streger og omgivet af en ring (short cross).
I England lærte Knud således at forstå hvad et kongeligt styret møntvæsen med deraf flvdende indtægter til herskeren kunne betyde. Han indførte derfor et ordnet møntvæsen i Danmark efter angel-saxisk mønster og sørgede for, at møntsmedjer oprettedes landet over med angel-saxiske møntmestre og stempelskærere, som skulle oplære danskere i håndværket. Stednavne er ofte forkortede, men dog læselige. De viser, at der udmøntedes i Lund, Roskilde, Viborg, Ørbæk og Ribe. Hedeby nævnes ikke i omskrifterne, men det er dog sandsvnligt, at nogle typer kan henføres hertil.
Knuds tre engelske typer benyttedes alle ved danske møntsteder, og her finder vi endnu flere efterligninger af Æthelreds mønter: lille kors (small cross), langt kors (long cross),
en type med Guds hånd, der rækkes ned fra skyen og endelig en smuk og sjælden type med Guds lam (Agnus Dei) og Helligåndens due. Disse religiøse motiver skulle understrege, at Danmark nu virkelig var et kristent land.
Fra Hardeknud stammer de sidste mønter præget i England af en dansk vikingekonge, den første type med et smukt forsiret kors på bagsiden (Jewel cross), den anden særlig karakteristisk ved, at man på forsidens portræt ser den arm, der holder magtens symbol: sceptret (arm and scepter).
Hardeknuds danske mønter er næsten alle efterligninger af engelske fra faderen og Æthelred II, bl.a. genoptager han crux-typen og Agnus Dei. Der kendes overordentligt mange mønttyper fra hans regeringstid (1035-1042) og nye møntsteder kommer til som Ålborg og Århus.
Under de efterfølgende konger Magnus den Gode (1042-47) og Svend Estridsøn (1047-74) fortsætter den engelske indflydelse på danske mønttyper, men samtidig kommer en stærk påvirkning fra Byzans fra de vikinger, der drog østpå. Man må tænke sig at byzantinske mønter er kommet hertil med hjemvendte væringer fra Miklagård, dvs. nordiske livvagter hos kejseren i Konstantinopel. Der er ikke blot tale om en stilpåvirkning, direkte forbilleder fra bestemte byzantinske mønter kan påvises. Vi møder Svend Estridsøn i byzantinsk herskerdragt, den tronende Christus på højsædet, engle og Danmarks ældste madonnabillede. Samtidig ser vi på anden måde, at vikingetiden endnu ikke helt er forbi, idet vi på en række mønter finder både møntprægernes og møntstedernes navne i runealfabetet.
De store blandede skatte med mønter mange steder fra er stadig karakteristiske for møntomløbet i Svend Estridsøns tid. Både i de store formuer som Haagerupskatten med c. 1400 mønter gemt bort medens tronstridigheder rasede og Harald Haarderaade fra Norge hærgede landet, og i en lille sum på 15 mønter, en tabt pengepung, finder vi udenlandske og danske mønter som gængse betalingsmidler. Brudsølvets tid er forbi, men smykker kan godt gemmes sammen med den kontante formue.
Kommer vi efter 1075 ser vi, at udenlandsk mønt mere og mere forsvinder fra cirkulationen. Fundene bliver færre og mindre og omfatter efterhånden kun få danske typer. Medens man i slutningen af Svend Estridsøns regeringstid kunne konstatere en del uregelmæssigheder i prægningen som stærkt forvirrede omskrifter, så sker der nu under Harald Hen (1074-80) en ændring. Mønttyperne bliver færre og omskrifterne klare og læselige.
Vi har ingen skriftlige kilder, der fortæller os om Harald Hens møntpolitik, men gør vi os fundmaterialets ændrede karakter klar, er forklaringen indlysende. Ved en betragtning af det til rådighed stående numismatiske materiale kan vi tillade os at drage den historiske slutning, at Danmark nu er gået over til det samme feudale møntsystem som rådede i Vesteuropa. Mønterne er ikke længere værdibestandige, det betaler sig normalt ikke at tesaurere dem (gemme dem som formue), de er blevet »skattepenge« med begrænset gyldighed, så kongen får størst muligt udbytte af dem. Vikingetidens sølv og udenlandske mønter som cirkulerede jævnbyrdigt med de danske er gået ud af omsætningen. Middelalderen med dens kongelige danske monopolmønt er begyndt.
(Nationalmuseets Arbejdsmark 1981 side 145-155)