I 1635 udnævnte Christian IV sin næstældste søn prins Frederik til ærkebiskop af Bremen som led i et storpolitisk spil. Frederik var fra nu af tysk bispefyrste og hertug. Betingelsen for udnævnelsen var, at Frederik ikke giftede sig. Trods modstand fra faderen forlovede Frederik sig imidlertid med den ikke udpræget smukke, men livfulde og pragtglade Sophie Amalie, datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg. Da storbroderen Christian (”dend udvalgte Prins”) i 1647 døde af et livslangt umådeholdent indtag af mad og vin, måtte Frederik opgive bispeværdigheden og blev i juli 1647 udnævnt til statholder og øverstbefalende for hertugdømmerne, samt præsident for Glückstadt.
Kongedømmet var et valgkongedømme. Da Christian IV døde 28. februar 1648 måtte hertug Frederik som udvalgt konge (”electus rex”) underskrive en barsk håndfæstning, som han - nu som kong Frederik III - først slap ud af ved enevældens indførelse i 1660, efter at adelen så eftertrykkeligt havde svigtet forsvaret af det dansk-norske kongerige. I Norge skete der efterfølgende en antalsmæssig tilbagegang i adelen.
Hoflivet med Sophie Amalie var kapitalkrævende. Årligt modtog dronningen hele 12.000 rigsdalere, som frem til 1662 udbetaltes med 4.000 rigsdalere fra henholdsvis Mønten i Christiania, Rentekammeret og kongens eget kammer. Den 2. april 1662 udstedte kongen en ordre om, at de 12.000 rigsdalere til ”unser freundlichen herzliebten Gemahlin” fremover skulle udbetales fuldt ud fra Mønten i Christiania ”richtig und unfehlbar für Allen Anderen”. Udbetalingen stillede store krav til Mønten, og i 1664-1665 blev beløbet ikke betalt til tiden. Fra 1662-1669 udgjorde specieleverancen til dronningen op til 2/3 af den samlede produktion af speciemønt i Christiania. Norsk speciemønt var periodevis dermed mere ”dansk” end ”norsk”. Fra 1656-1669 anvendtes i København til hammerprægede speciedalere således kun 12 forside- og 30 bagsidestempler, mens forbruget på Mønten i Christiania var mere end fire gange større med henholdsvis 49 forside- og 126 bagsidestempler. Dette højere stempelforbrug i Norge er et klart vidnesbyrd om de norsk prægede speciedaleres markant større betydning for leverancen af speciemønt til det samlede kongerige.
På nærværende auktion sælges hele 8 tidlige norske speciedalere fra Frederik III, hvoraf enkelte i teorien kan have været en tur forbi dronning Sophie Amalies svulmende pengeskrin, inden de atter spredtes til overklassen, som var den normale modtager af luksusmønter som speciemønt og guldmønt.
(Oslo Myntgalleri 10 (2016) side 21)
Litteratur: