Frederik III's ældste guldkroner (1), møntet i København 1655 og i Glückstadt 1657, 1659 og 1660 er ifølge ordre af 29. august 1653 (2) slået som under Christian IV: 39 stk. af den 22 karat lødige mark, hvilket giver formlen 5.996g - 0.917 - 5.496g. Frederik III's senere guldkroner (2 guldkrone 1666, Schou 4, vægt 11,17g, guldkrone 1666, Schou 7, vægt 5.66 g og guldkrone 1668, Schou 2 og 2a, vægt 5.57g) må være slået efter en anden - nu ukendt - formel, da ovennævnte konkrete vægte (KM's eksemplarer) ikke stemmer med den tidligere formel (bruttovægt 5.996g) og idet datidens guldmønter var forbavsende nøjagtigt justeret.
Prætorius (3) skriver p. LIV:
"Friderici III Guld-Kroner med de tre Løver og en Krone er juste udmyntede efter Christian IV Anordning og findes deraf Stykke af Aarene 1657, 1659 og 1660.
Men derimod findes een af 1668 med Friderich III Brystbillede paa den eene og en Krone paa den anden Side, hvorved staaer XVIII M., men denne er meget lettere, hvorimod den synes at være af finere Guld (4). Vejer 1 1/2 Dukat 8 Es. Er formodentlig af Fiinhed med Species Dukater, og bliver Værdien altsaa den samme som de næstforestaaendes".
Prætorii antagelse, at de senere guldkroner er slået med samme indhold af fint guld som de ældre guldkroner, men af lødighed som speciesdukaterne, hvilket giver formlen 5.612g - 0,.979 - 5.496g, er forenelig med de konkrete vægte.
Den skete ændring i bruttovægten kan imidlertid også forklares på en anden måde. Guldets stigende værdi havde hævet speciedukatens værdi til 12 mark, jfr. forordningen af 2. januar 1658. Da guldkronen gjaldt 18 mark, ville et guldindhold over 1 1/2 dukat (5.126g fint guld) være for højt. Opstiller man formlen for guldkronen med et indhold af fint guld, svarende til 1 1/2 dukat (5.126g) og med den sædvanlige lødighed for kroneguld 22 karat (0.917), bliver regnestykket: 5.590g - 0.917 - 5.126g.
Bruttovægten er her faktisk den samme som efter Prætorii teori, og de konkrete vægte kan således forenes med begge formler.
Lødighedsprøve kan ikke skaffes, og man må da skønne over, hvilken teori der må foretrækkes. Nærliggende at antage er, at den lavere bruttovægt har en reel baggrund, ønsket om at bringe guldkronernes guldindhold i overensstemmelse med deres værdi 18 mark eller 1 1/2 dukat, hvorfor formlen 5.590g - 0.917 - 5.126g har sandsynligheden for sig.
Medens Frederik III's ældre guldkroner er af samme type som Christian IV's guldkroner - forsiden: Våbenet med 3 løver, bagsiden: Krone - har guldkronerne 1666 og 1668 kongens brystbillede på forsiden. Denne forandring kan muligvis tolkes som et udtryk for, at værdien af disse guldkroner var bragt i ret forhold til speciedukaterne, der alle bar kongens billede på forsiden.
Gotfried Krüger, der skaffede sig ulovlig profit ved at slå mønt, der ikke stemte med udmøntningsordrerne, slog guldkronerne 9 skilling ringere, end de burde være for at gælde 18 mark (5). Om han har knebet på vægten eller lødigheden, kan ikke siges.
Guldkronerne 1666 og 1668 er de sidste danske. Kommercekollegiet, der var befalet "at opsette en rigtig Møntreglement", udtaler i betænkning af 14. februar 1671: (6)
"Guldmønt belangende da kunde ei denne Tid tienligere schlaais end Ducater, efterdi samme Schrot och Korn ofveralt lige och ustridig er. Och dersom Eders May. vilde lade mønte Guldcroner, da kunde samme slaais til 18 Mark Støckit och ei paa dend Fod, som Krüger hafver mynted, efterdi hans Guldcroner 9 Sk. ringere i Verdi befunden, end de bør vere for 18 Mark, dog holder vi for Eders Mayts. Tieneste best. at samme icke mere slaais, eftersom de icke paa andre Steder gangbar er"
en indstilling, der blev fulgt. Guldkronernes tid var forbi, bortset fra at der 1701 for privat regning er slået en dobbelt guldkrone (7).
(NNUM 1957 side 110-112)