Som søn af Christian 6. blev han født på Københavns Slot d. 31. marts 1723. Efter pietismen under Christian 6. virkede det nærmest som en befrielse, da den 23-årige Frederik 5. besteg tronen. Tonen var blevet en anden, og både kongen og hans dronning var nærmest elsket. I kongens regeringstid var der inden krige, trods dette kneb det med økonomien, da hoffet slugte mange penge. Men kongen havde en slap moral og hans privatliv yderst diskutabelt. Helt galt gik det efter, at hans unge og folkekære dronning Louise døde 1751 i barselseng. Med sin første hustru havde han 5 børn og med sin anden hustru Juliane Marie havde han en søn og med en af sine elskerinder madam Hansen havde kongen en søn og 4 døtre, som var født i tidsrummet 1746-1751. På trods af et tiltagende drikkeri og udsvævende liv var han dog klog nok til at overlade regeringen til Moltke og Bernstorff, som forstod at holde Danmark ude af konflikter og krige. Dette medførte store indtægter. for handelens folk og en opblomstring for vore kolonier. I en kort artikel som denne at skulle nævne alle Frederik 5.'s mønter er umulig, men nogle af de typiske kan da det da blive til.
Tronskifte 3 krone (H:28)
I anledning af tronskiftet sloges som skik var en mønt med portrættet af den nye konge på forsiden og den afdøde konge på bagsiden samt randskriften: GIVE GUD TIL VERDENS ENDE, SLIGE LYS I NORDEN BRENDE. Stemplerne bærer signaturen W. for Winsloff. Det var hensigten, at mønten skulle gøres finere (d.v.s. af bedre lødighed) end de almindelige kroner og dertil indkøbtes fra Pierre His i Hamburg for 1200 rigsdaler fine hartziske zweidritler med samme lødighed som de påtænkte udmøntede. Men produktionen af disse kroner samt kronen 1747 (H:29), dobbeltkronen (H:30) og Koch’s prøvekrone (H:32) gav faktisk tab, hvilket fik rentekammeret til at forhøre sig, om det var muligt at hæve prisen for de enkelte typer, hvilket kongen gav sin tilladelse til den 2. okt. 1747.
Kroningsspecie 1747 (H:25)
Først på året 1948 fik man tilladelse til prægning af kroningsspecier (H:25 og 26) og dukater (H:1 og 2). Af dukater 600 stk. og dobbeltdukat 100 stk. samt 500 dobbeltspecier og 5000 enkelte specier. Forsiden af kroningsspecien viser enevoldskongen siddende under en baldakin på sin tronstol med scepter og rigsæble. Bagsiden viser, det danske rigsvåben, stående på en konsol og f lankeret af 2 vildmænd. Nederst årstallet 1747 og signaturen A. Kunstneren bag dette var Magnus Gustav Arbien, den ypperste af stempelskærerne på denne tid. Den første del af prægningen foregik på madam Winekes Mønt i Borgergade 25, men grundet det dårlige sølv måtte de 3 sidste smeltninger foretages 1750 på Mønten ved Charlottenborg. Det dårlige sølv fik dog anvendelse, eftersom det blev brugt til småmønter, fordi fattigdirektørerne klagede over mangel på samme til tavlepenge i kirkerne.
Rejsedaler 1749 (H:33)
De allersidste mønter, der blev slået på Mønten i Borgergade, var de såkaldte rejsedalere. På mønten er de angivet som 6 mark stykker, men betegnelsen rejsedaler optræder så tidligt som i Beskrivelsen af 1791, ja endog, før. Det var praksis, at den danske konge eller kronprins een gang skulle besøge Norge og til dette formål lod man, mønter præge med monarkens portræt på - den ene side og Norges løve med olavøkse På den anden side - en økse der mest af alt var kommet til at ligne en hellebard. Sådan ser mønten med årstal 1749 også ud. Winsløff skar 6 stempler H:33A hvoraf de 4 var ubrugelige, Wahl skar ligeledes 2 brugelige stempler H:33B, og det er sidstnævnte som ses hyppigst til salgs. Der er præget 5000 Rigsdaler, hvoraf de 4000 Rd. blev af leveret til Partieulærkassen og kun 1/4, d.v.s. 1.000 Rd. blev udleveret til dem, der rejste med kongen, prisen for et stykke var ca. 10% over pålydende, idet der forlangtes 1 Rd 10 skilling pr. stk. Nyere norske møntkataloger medtager disse mønter som om det var norske mønter. De angiver dog København som møntsted, men siger, at disse mønter jo blev brugt i Norge. Dette er en frygtelig gang vrøvl. Danskprægede mønter er og bliver danske, og iøvrigt var det jo kun en ringe del af disse rejsedalere, der blev medtaget til Norge. Hvis man fra norsk side fastholder dette princip, ja så må man udelukke den berømte norske piaster 1777 fra de norske kataloger og kalde den for kinesisk - og dette vil de ikke drømme om i Norge. Rejsedalerne er og bliver rent danske mønter.
Dukaterne
Dukaterne fra Frederik 5.’s første regeringsår og dem findes der en hel række af, er alle ypperlig skåret af medaillør Arbien. Også de er præget på mønten i Borgergade, indtil sidste stempelslag lød i begyndelsen af maj 1749. Af regnskaberne ses, at oplaget af disse guldmønter både enkelte og dobbelte, var forholdsvis lille. De fleste er udmøntet for det Westindisk-Guineiske Compagni eller Asseatisk Compagnie af guldstøv, som var blevet erhvervet i Afrika. Danmark havde kolonier i Vestindien, på Afrikas vestkyst (Guinea) og Trankebar på Indiens sydøstlige kyst og yderligere havde vi handelsstationer andre steder bl.a. Canton i Kina. Udmøntningen af dukater ophørte i 1758, da man skulle bruge guldet til kurantdukater, men herom senere.
Rigsort (24 skilling)
En af de vigtigste omsætningsmønter under Frederik 5. var 24 skillingen eller rigsort, som den blev kaldt. En ort er 1/4, og da der gik 96 skilling på en rigsdaler, ja så var det 96/4 = 24 skilling. Første gang denne møntenhed blev præget var i 1731 under Christian 6. 1750 er første årstal for Frederik 5.'s rigsorter, og de er præget helt til 1764. Også i Norge blev der præget mange 24 skillinge af sølvet fra minen i Kongsberg. På den første type (H:34) ses kongen med sin store allongeparyk, medens bagsiden prydes af et asymetrisk barokt skjold. Syvårskrigen, som Damark jo ikke var involveret i, bevirkede, at al god mønt forsvandt til udlandet og det på trods af forordninger om forbud mod udførsel, forordninger der stillede strenge straffe i udsigt til synderne. Men folk var ligeglade, når der hurtigt kunne tjenes op til 14%, og det iøvrigt var næsten umuligt at kontrollere.
Kurantdukater
Under den Store nordiske Krig havde Frederik 4. i 1714-16 introduceret en ny dukattype. Den normale dukat havde igennem lang tid haft vægten 3,490 gr. Den nye dukat, der fik navnet kurantdukat, var kun af 21 karat guld mod dukatens 23 1/2. De nye kurantdukater gjaldt for 2 rigsdaler eller 12 mark. Men det var kun under krigen, de blev produceret. Men under Frederik 5.’s regeringstid fik man pludselig problemer. Og problembarnet var Rusland, syvårskrigens udbrud og den fransk-engelske kolonikrig, der fik prisen på sølv til at stige. Der skulle også bruges mange penge på at holde hæren parat, især da den russiske kejserinde Elizabeth døde i 1762 og blev efterfulgt af den gottorpske Karl Peter Ulrich, der besteg den russiske trone som Czar Peter 3 - en mand der nærede et blindt had til danskerne. Men til alt held for danskerne blev han styrtet ved et statskup af sin hustru og hendes elsker G. Orlov den 8-9. juli 1762. Peter 3. blev godt en uge efter dræbt i slagsmål med Grigori Orlov. Hustruen bestiger tronen som Katarina 2., og hun standser krigsforberedelserne og sørger for venskabelige forbindelser mellem Danmark og Rusland. Hermed var faren drevet over, og produktionen af kurantdukater kunne nedtrappes. Men produktionen havde været stor. Fra 1757-1765 var der præget 3.030.742 stykker, hvilket er grunden til, at de i dag er så forholdsvise almindelige - næst efter de danske 10 og 20 kroner er Frederik 5.'s kurantdukat den billigste ældre danske guldmønt.
Mønter fra de danske besiddelser
At omtale de norske mønter under Frederik 5. er nemt. Det blev kun til en enkelt speciedaler i 1765 - et hav af den samme type 24 skilling fra 1747-65 samt en 2 og en 1 skilling. Men i Tyskland havde vi et område - Oldenburg - hvor der er en kort tid 1761-64 er præget en mængde typer. Det havde længe været et ønske at oprette et møntsted i Oldenburg, der allerede 1676 var blevet dansk. Dette blev realiseret i 1761 og ud spredtes en lang række møntenheder: Zweidritler (2/3 th.), dritler (1/3 th.), groter, mariengroschen og pfennige. Men forsøget faldt skuffende ud - man tabte på de store lødige mønter, og de små underlødige mønter, som skulle give profit, var vanskelige at omsætte, så efter kun 4 års drift lukkede man ned i 1756. For Dansk Vestindien havde forgængeren Christian 6. i 1740 startet en produktion af 12 skillinge samt 1 og 2 skillinge. Frederik 5. lod præge 12 og 24 skillinge, der på bagsiden var forsynet med et kompagniskib for fulde sejl. På den anden side af jordkloden i Trankebar mærkede man også den opblomstring, der var sket med handelen, og der blev derude slået store mængder af sølvmønter, både enkelte og dobbelte royaliner, men kun få kobbermønter. Som man vil forstå lå Trankebar som en station på vejen til Kina og ud fra Trankebar gik handelsruter til Malaya, Java, Benares, Bengalen og Kina, og således blev Trankebar en slags opsamlingscentral på vejen mod Danmark, en transport der altid havde være vanskelig. Der var sørøvere; vi var til tider i krig og havde konflikter med englænderne, portugisere og hollændere, og så var der vejrforholdene og de store strabadser for søfolkene, som gjorde at en mængde skibe aldrig så dansk havn, men dem der nåede hjem der ude fra, bragte bl.a. the, kinesisk porcelæn, lakvarer, silkestoffer og krydderier, og at handelen og dermed Danmarks udbytte har været stort ses af, at der i tidsrummet 1747-66 sendtes 27 skibe til Ostindien og 38 skibe til Kina, hvilket gav et udbytte på hele 24 millioner rigsdalere.
(Festskrift for Amagerlands Numismatiske Forening 1972-1987, København 1987)