Den skandinaviske flugt fra sølvet

af Michael Märcher

I juli 1872 mødtes delegerede fra Danmark, Norge og Sverige i København for at diskutere fælles økonomiske problemer - det vigtigste punkt på dagsordnen var landenes møntsystemer. Intens diskussion, vidtgående og fremsynede forslag kendetegnede mødet, der bebudede mærkbare ændringer af landenes monetære forhold.

Omfattende ændringer og sammenbindinger på det monetære område er langtfra et nyt fænomen i Europa. Generelt indgik de fleste vesteuropæiske lande i møntunioner i 1870'erne, der dog adskilte sig fra ØMU'en på væsentlige punkter. Datidens møntunioner handlede primært om at lave ensartede mønter, der kunne komme den internationale handel til gode. Desuden var der i 1870'ernes møntunioner kun tale om et monetært samarbejde, den økonomiske dimension var udeladt.

Årtiet var også præget af andre monetære ændringer; mange af de møntsystemer, der var baseret på ædelmetaller, blev ændret. For Danmarks vedkommende var reformåret 1873, hvor man med møntloven af d. 23. maj, der skulle træde i kraft d. 1. januar 1875, ikke blot etablerede Den Skandinaviske Møntunion, men også gik fra sølvmøntfod til guldmøntfod.

I 1863 og 1866 blev hhv. det første og andet Skandinaviske Nationaløkonomiske møde afholdt. Det var møder mellem Danmark, Norge og Sverige, hvor man bl.a. diskuterede fælles problemer i landenes møntsystemer. Problemerne blev både forværret og fremskyndet omkr. 1872. Som følge af Tysklands samling i 1871 og den Tysk-franske krig 1870-71, hvor Tyskland fik 5 mio. guldfranc (1.613 tons guld) i krigsskadeerstatning, muliggjordes Tysklands overgang fra sølvmøntfod til guldmøntfod. Det betød, at sølvprisen på sigt ville falde kraftigt pga. det kommende salg af tysk sølv.

Den danske regerings reaktion på Tysklands overgang til guldmøntfod var nedsættelsen af en dansk møntkommission d. 1. juni 1872. Dens formål var at undersøge, om det ville være fornuftigt og muligt for Danmark at basere sit møntsystem på noget andet end sølv. Med andre ord var det klart for den danske regering, at det var uholdbart at forsætte med den nuværende sølvmøntfod.

Det erkendte Norge og Sverige også på det tredje Skandinaviske Nationaløkonomiske møde i juli 1872 i København. Herefter var mødet primært en diskussion af de tilbageværende monetære muligheder for de skandinaviske lande. Overordnet var der fem muligheder tilbage:

Den Latinske Møntunion blev dannet i 1865 mellem Belgien, Frankrig, Italien og Schweiz, mens Grækenland først tilsluttede sig i 1868. Det var en møntunion, hvor hovedmønterne var baseret på både guld og sølv. Det kaldes bimetalisme, hvilket kræver et konstant fast prisforhold mellem guld og sølv. Datidens marked indenfor guld- og sølvhandel var meget frit, dvs. i høj grad styret af udbud og efterspørgsel. Derfor var det både praktisk umuligt og økonomisk ufornuftigt at have et bimetalisk system. Det blev fremhævet på mødet, hvilket var den primære årsag til at den Latinske Møntunion blev fravalgt.

Før Frankrigs nederlag i krigen mod Tyskland 1870-71, havde de skandinaviske lande ellers været interesseret i den Latinske Møntunion, særligt pga. den anerkendte franske guldfranc. Den Tysk-franske krig fik altså på flere måder stor betydning for den monetære udvikling i Skandinavien.

I forbindelse med Bismarcks samling af det tyske rige i 1871, blev den Tyske Møntunion dannet d. 4. dec. 1871. På mødet blev der fra norsk og svensk side argumenteret for, at der ville være mange økonomiske gevinster ved en tilslutning til den Tyske Møntunion. Men de danske delegerede, der var langt i overtal på mødet, huskede stadig krigen og nederlaget i 1864. De fremførte flere nationale og suverænitetsmæssige betragtninger og fik dermed forhindret yderligere diskussion om tilslutning til den Tyske Møntunion. Antageligt foregik diskussionen af den Tyske Møntunion fra dansk side kun af formelle årsager, en tilslutning dertil kunne i danske øjne aldrig blive en realitet.

Reformen i 1873 betød ikke kun en ændring af hovedmønternes metal, men også af enhederne. Efter Statsbankerotten i 1813 og til 1873 var det danske møntsystem lavet sådan; at Ún rigsdaler (før 1854 rigsbankdaler) var lig 96 skilling, mens Ún krone efter 1873 var lig 100 øre. Efter 1873 lå decimaltal altså til grund for møntsystemets nominaler, det kaldes også for et metrisk system. Med andre ord gik man med reformen i 1873 fra en umetrisk sølvmøntfod til en metrisk guldmøntfod.

Det blev på mødet enstemmigt vedtaget, at man skulle gøre alt for at indføre det metriske system. Denne holdning var afgørende for afvisningen af en evt. tilslutning til Sterlingområdet. Selvom det i 1872 var verdens mest udbredte system, gjorde netop dets grundenheder: 12 og 20, at man hurtigt afviste det som ønskværdigt.

En evt. tilslutning til et eksisterende system var altså ikke mulig, hvorfor et nyt måtte skabes. Hovedkonflikten på mødet kom til at handle om dette: Skulle det nye guldmøntfodssystem være så rationelt som muligt, eller skulle det nye system ligne det eksisterende system mest muligt.

Konsekvenserne af den mest rationelle tankegang krævede en fem grams møntenhed: En fem grams mønt med en legering af 90 % guld ville være særdeles nem at benytte ved handel med udlandet, da den præcist ville indeholde 4,5 gram guld. Man ville gøre op med de skæve vægtenheder og dermed værdienheder som mønterne i Skandinavien hidtil havde haft, hvor eks. en svensk rigsdaler i 1870 i gennemsnit indeholdt ca. 6,3761 gram rent sølv. Grammønten ville sandsynligvis kunne blive en internationalt anerkendt og benyttet handelsmønt. En mønt, hvis værdi stammede fra sølvmøntfoden, havde derimod ingen muligheder internationalt.

På trods af, at de ledende økonomer på mødet argumenterede godt og fornuftigt for grammønten, blev forslaget ikke vedtaget. Mindre visionære kræfter formåede nemlig at få vedtaget nedenstående forslag med overvældende flertal, inden grammøntsforslaget var blevet endeligt fremsat,: "at Guldfoden snarest mulig antages, at Decimalsystemet gjennemføres, og at Overensstemmelse i Henseende til Møntsystem mellem de tre nordiske Riger opnaas,".

Forslaget viser, at der var et stærkt ønske om at løse problemerne i et fællesskab mellem de tre lande. Den primære grund hertil var, at Sverige havde et alvorligt problem med det forhold, der var mellem de tre landes mønter før 1873. Her cirkulerede mønter fra landene nemlig på tværs af landegrænserne, udfra det forhold at Ún norsk speciedaler var lig to danske rigsdalere, som svarede til fire svenske rigsdalere. Den svenske centralbank tabte nemlig til stadighed penge på denne cirkulation, da fire svenske rigsdalere indeholdt 25,5044 gram rent sølv, mens to danske rigsdalere og Ún norsk speciedaler indeholdt hhv. 25,2816 og 25,2966 gram rent sølv. De svenske mønter havde således en væsentlig højere finvægt end de norske og danske. Hvorimod de danske kun havde en finvægt, der lå meget lidt under de norske. Det nye system skulle udjævne denne forskel. Hvilket også var en af grundene til, at man havde overvejet de andre alternativer, der hver især ville have elimineret problemet.

Mødet endte med nedsættelsen af en nordisk møntkommission, der skulle undersøge; hvordan man ved antagelse af guldmøntfoden kunne bringe overensstemmelse mellem de tre landes møntsystemer. For at den brede befolkning i de tre lande ikke skulle udsættes for unødige gener, byggede kommissionsforslaget ovenpå det eksisterende system. Forslaget fra den nordiske kommission kom d. 20. sep. 1872, og blev optaget af den danske møntkommission, der d. 12. dec. samme år kunne præsentere et forslag til en ny møntlov.

De nye hovedmønter i det nye skandinaviske møntsystem skulle være 10- og 20-guldkroner med en legering på hhv. 90 % guld og 10 % kobber. Af Út kilo rent guld skulle der udmøntes 248 stk. 10-kroner og 124 stk. 20-kroner. De nye hovedmønter var altså udregnet efter det metriske system. Tidligere havde man som vægtenhed for rigsdalerens sølvindhold brugt den kölnske mark. Regneenheden skulle være en tiendedel af 10-kronen og en tyvendedel af 20-kronen og kaldes for Ún krone, der deles i 100 øre. Øre er et middelalderligt nordisk møntnavn, som man i Sverige havde genoptaget brugen af i 1855. Krone som møntnavn blev første gang anvendt om en guldmønt under Frederik II (1559-1588). Det var først under Christian IV (1588-1648) der blev fremstillet sølvmønter med navnet krone, de havde i begyndelsen en kongekrone som motiv. Således var både øre og krone gamle skandinaviske møntnavne.

Man fastsatte ved omvekslingen prisforholdet mellem guld og sølv til 1:15,5, hvorfor værdiforholdet mellem det gamle og nye system blev følgende: 10 svenske rigsdalere blev lig Ún guldtikrone. Således blev Ún svensk rigsdaler lig Ún ny 1-krone, mens Ún dansk rigsdaler blev lig to kroner. Det er baggrunden for, at man også i efteråret 2002 kan høre personer betegne Ún 2-krone som Ún daler.

Møntloven byggede således på mødets diskussioner og detaljerne fra det nordiske kommissionsforslag. Mht. de overordnede linier i Danmarks monetære valg og fravalg i 1872 går der med andre ord en lige linie fra mødets diskussioner til den endelige reform i 1873. Den blev vedtaget i Danmark med møntloven af d. 23. maj 1873. Det var dog først fra d. 1. januar 1875, at der kunne betales med 10- og 20-kronerne. Ligeledes blev den nye regningsenhed kronen først indført fra d. 1. januar 1875.

Norsk guld 10-krone 1874 med dobbelt værdiangivelse

Implicit i reformen var desuden grundlaget for Den Skandinaviske Møntunion af 1873 bestående af Danmark og Sverige. Norge tilsluttede sig først unionen i 1875, da Stortinget stemte imod forslaget i 1873. På trods af afvisningen af unionen, gik Norge alligevel over til guldmøntfod, men beholdt samtidig speciedaleren som regneenhed. Det kom der nogle anderledes mønter ud af, nemlig mønter med dobbelte værdiangivelser:

Norsk guld 20-krone 1875 med dobbelt værdiangivelse

(Medlemsbladet for Mønt- og Medaillesamlerforeningen i Aarhus Stift, nr. 305, december 2002, 30. årgang, p. 5-8)


Primært skrevet udfra:


Tilbage til Dansk Mønt