I maj måned sidste år forsvarede Nanouschka Myrberg sit doktorarbejde Ett eget värde. Gotlands tidigaste myntning, ca. 1140-1220 (2). Det er et stort og fortjenstfuldt arbejde, der bringer orden i denne vigtige gruppe af små, undseelige og mestendels indskriftsløse mønter. Fra et dansk synspunkt bør vi især takke forfatteren for indirekte at have bragt et hidtil upåagtet fænomen frem: disse mønters fremtrædende rolle på Bornholm. I Myrbergs fundkatalog optræder der fire fund fra Danmark (nuværende grænser), hvoraf de tre er bornholmske (det sidste er fra Æbelholt Kloster på Sjælland, katalognummer 79, s. 280). Man bemærker i øvrigt, at to af de tre fund (Ladegård og Sandegård) er fundet indenfor de sidste år takket været de bornholmske amatørarkæologers utrættelige afsøgning af øen med metaldetektor i tæt samarbejde med Bornholms Museum. De tre fund her:
Det viser sig, at staben her på Den kongelige Mønt- og Medaillesamling havde overset endnu et bornholmsk fund, da Myrberg i sin tid forespurgte herom. Det vil vi gerne undskylde, og for at gøre det godt igen, fremlægger vi her fundet. Det drejer sig om et stykke fundet på borgen Lilleborg i Almindingen midt på øen (Vestermarie sogn). Det blev fundet under udgravningerne i 1957, men lå i mange år upåagtet på Nationalmuseets Middelalderafdeling, før det i 1974 blev afleveret til Møntsamlingen (fig. 1) (3). Der gemmer sig måske flere eksemplarer af gotlandske mønter bag Møntsamlingens Fundprotokols ”ubestemte”, men det har ikke været muligt at tjekke det systematisk i denne sammenhæng.
Myrberg gør opmærksom på, at de gotlandske mønter i længere perioder var enerådende eller i det mindste dominerende i store områder udenfor selve Gotland: Östergötland, Småland, Öland, Estland/Baltikum (s. 20-21). På baggrund af det fremlagte materiale fra Bornholm kunne man fristes til at føje denne ø til listen – den ligger jo også geografisk i fin forlængelse af de nævnte områder. Hvis der kun havde været Ladegårds-skatten ville man sagtens kunne forklare den som en rejsende, der havde tabt sin pung med udenlandsk valuta. Men nu er der altså yderligere hele tre fund, hvilket tyder på, at disse mønter faktisk har været i almindeligt omløb på Bornholm. Har de så domineret omløbet, således som deres fremtrædende plads i Ladegård-skatten tyder på? Eller har de blot været en ud af mange komponenter af den cirkulerende møntmasse? For at svare på det, må man se på de øvrige bornholmske møntfund fra 1100-tallet.
Skattefundet fra Store Frigård, nedlagt efter 1106 (4), viser tydeligt, at Bornholm (der ellers for længst var blevet en del af Danmark) (5) stod udenfor, da resten af Danmark i tredje fjerdedel af 1000-tallet indførte et velordnet nationalt møntvæsen(6). Dette fund er nemlig et typisk vikingetidsfund med itubrudte og bøjede mønter alle steder fra – tyske, engelske, islamiske samt enkelte danske – gamle som nye, nedgravet sammen med smykker og andre sølvgenstande. Denne sammensætning er typisk for den vikingetidige vægtøkonomi, hvor man brugte metal efter vægt. Fundet står i stærk kontrast til de øvrige danske fund fra perioden, hvor nye, danske mønter dominerer fuldstændigt, og smykker og andre sølvgenstande er udelukkede, idet man var gået over til en møntøkonomi, hvor mønterne blev brugt efter antal til en af kongen garanteret kurs. Hermed er Bornholm på linje med Blekinge (7) og Gotland (8) og Estland (9), der alle fortsatte med vægtøkonomi langt ind i 1100-tallet.
Jeg har foretaget en meget hurtig – og langt fra komplet – gennemgang af det bornholmske fundmateriale. Resultatet er fremstillet i tabel 1. Det fremgår, at der er meget få fund indtil midten af 1100-tallet. Er det et reelt billede af situationen? En stor del af mønterne stammer fra borgen Lilleborg, som man normalt daterer til omkring 1150, og kirkerne på Bornholm, hvor en del af mønterne er fundet, blev først bygget omkring 1150-1250. Imidlertid bygger dateringen af Lilleborg netop på møntfundene, så her er der en risiko for ringslutning. Og netop fund af enkelte mønter fra 1000-tallet i Klemens og Vestermarie kirker tyder på, at de nuværende stenkirker har haft forgængere (10).
Fra bopladserne burde der have været en del flere tidlige 1100-tals mønter, hvis de virkeligt havde været der i stort tal – det er da også her, vi ser et par mønter fra kong Niels (1103-34). Her skal det dog fremhæves, at de tre kong Niels mønter fra Store Myregård, således som min kollega Jørgen Steen Jensen har bemærket (11), sandsynligvis er samtidige forfalskninger af mønter fra Lund. Metallet forekommer dårligere end normalt, stilen er primitiv, bagsidens indskrift er afløst af en række cirkler og streger. På forsiden har sværd og scepter byttet plads i forhold til den normale type. Det tyder på, at stempelskæreren ikke har været opmærksom på, at han skulle skære motivet spejlvendt på stemplet for at få det retvendt på mønten. Med forbehold for usikkerheden i mønternes primitive præg og dårlige bevaringsforhold, synes de tre mønter præget med samme stempelpar (fig. 4-5) (12). En sådan koncentration må afspejle helt specielle forhold – er de tre mønter fremstillet på eller ved Store Myregård? – og kan næppe ses som repræsentativt for møntomløbet.
Samtidigt viser Store Frigård skatten, at kong Niels’ mønter måske skal ses i sammenhæng med slutningen af den vikingetidige import af mønter alle steder fra. Fraværet af mønter fra 1100-tallets midterste årtier synes således på det foreliggende kildegrundlag reelt nok – man har sikkert klaret sig med de mange gamle engelske, tyske og danske mønter, som allerede var i omløb.
Fra anden halvdel af 1100-tallet er der lidt flere mønter. Der er et par stykker fra Valdemar I (1157-1182), mens antallet stiger kraftigt under Knud VI (1182-1202). Jeg er ikke stødt på andre ikke-danske mønter end de gotlandske.
Dette kunne tyde på, at Bornholm først blev inddraget i det nationale danske møntomløb i løbet af 1100-tallets sidste årtier (der på daværende tidspunkt var landsdelsopdelt. Bornholm tilhørte det skånske område, der blev forsynet med mønter fra Lund). Det præcise tidspunkt lader sig vanskeligt fastslå. Som vi så ovenfor, må Ladegård-skatten være nedgravet/ tabt efter 1187. I lyset af fraværet af Knud VIs mønter i skatten, er det nok ikke sket særligt lang tid efter dette årstal. Den kan således teoretisk repræsentere slutningen på en fase af møntomløbet, hvor gotlandske mønter dominerede på Bornholm. Denne fase kan tidligst være begyndt omkring 1140, da udmøntningen startede, men det kan naturligvis også være sket senere. Fasen må have sluttet omkring 1190, hvorefter danske mønter tog over. Den enlige gotlandske mønt i Skrivergade- skatten fra 1280’erne er så et relikt fra de gotlandske mønters dominans.
Det skal understreges, at ovenstående betragtninger hviler på et usikkert grundlag, da den præcise datering af både de danske og de gotlandske mønter er vanskelig. Desuden drejer det sig om ganske få fund. 1100-tallets mønter er i det hele taget sjældne på landsplan, hvilket maner til forsigtighed med alt for håndfaste fortolkninger af dem. Før man drager endelige konklusioner, bør man foretage en mere grundig gennemgang af ældre fund af mønter på Bornholm end den, jeg har kunnet gennemføre her. Og forhåbentligt frembringer de dygtige bornholmske detektorbrugere nye fund, der kan belyse denne problemstilling.
(NNUM 2009/1 side 7-10)