For Samleren saavel som for Numismatikeren er det ofte af Interesse at vide, hvor sjælden en given Mønt er. Samleren har særlig Interesse herfor ved Køb; men han vil dog ogsaa gerne vide, hvor sjældne de Mønter er, som han har, da han uvilkaarlig sætter større Pris paa, at den Mønt, han ejer, er sjælden, fremfor at det er en ganske almindelig Mønt. Men ogsaa Numismatikeren kan drage sine Slutninger af en Mønts større eller mindre Sjældenhed. Naar man saaledes f. Eks. ved, at Christian III's Marker, der er af bedre Lødighed end Frederik II's Marker (1563), tillige er meget sjældne i Modsætning til Frederik II's Marker fra 1563 (der ifølge H. H. Schous Beskrivelse findes i 100 Varianter), tør man slutte, at Christian III's gode Mønt er indsmeltet af Frederik II for at udmøntes i ringere Mønt. En Bekræftelse herpaa findes deri, at den udbrudte Krig med Sverige (Syvaarskrigen) stillede overordentlige Krav til Rigets Finanser. Ifølge "Danmarks Riges Historie" III S. 159 angives som et af Midlerne til Tilvejebringelse af de fornødne Penge: "Indtægterne af Mønten, som allerede i 1563 og 1564 ved Udmøntning af den slette Mønt, Klippingerne, gav et Udbytte af over 1 Million Daler."
Hvis man da vil udfinde Mønternes Raritetsgrad, er Spørgsmaalet, hvorledes denne lader sig konstatere. Som Regel vil Samleren gaa den Vej at slaa op i tidligere Møntkataloger for at se, om Mønten findes der, og om den er angivet som sjælden. Hvis en Mønt ikke findes de eftersøgte Steder, kan man nok slutte, at den er sjælden; men omvendt kan man ikke ubetinget gaa ud fra, at en Mønt er almindelig, naar den findes i de fleste Samlinger. Thi det kan jo være, at det er nogle faa Exemplarer, der gaar igen, som Tordenskjolds Soldater. De i Katalogerne angivne Raritetsgrader vil være vejledende, men helt paalidelige kan de ikke være, da de som Regel er baseret paa et løst Skøn.
Den eneste rationelle Vej at udfinde Sjældenhedsgraden vil ubetinget være den at foretage en Optælling af existerende Exemplarer. Denne Fremgangsmaade er anvendt ved Beskrivelsen over Friherre A. W. Stjernstedts Svenska Myntkabinet, (Numismatiska Meddelanden VI & VII), Dr. Astley Levins Beskrivelse af Johan III's Mønt (N. M. XI), hvor Oplysning er indhentet fra 19 offentlige og 54 private Samlinger samt T. G. Appelgrens Beskrivelse af Gustav I's Mønt (N. M. XVI). En Optælling over danske Mønter 1448-1923 foreligger i det Materiale, der ligger til Grund for Udarbejdelsen af H. H. Schous Beskrivelse, og har allerede været benyttet ved Raritetsangivelserne af Direktør Guildals Samling (Medlemsbladet III pag. 177 ff) Dette Materiale er utvivlsomt saa fuldstændigt, at man trygt kan basere sine Angivelser paa det. Derimod savner man desværre ganske tilsvarende Optælling over danske Mønter fra Tiden før 1448, og det vil sikkert ikke være let i Řjeblikket at foretage Optællingen, da en saadan - i alt Fald for visse Perioders Vedkommende - vanskeliggøres ved, at man mangler en Beskrivelse, der medtager Varianter.
Med Hensyn til Spørgsmaalet, om hvorledes Raritetsgraden bør angives, er det klart, at hvis man ikke har en egentlig Optælling, men gaar ud fra et mere eller mindre løst Skøn, maa Angivelsen udtrykkes vagt. Saaledes benytter saa godt som alle hidtidige Fortegnelser Angivelserne R (Rar), RR (Perrar), RRR (Rariss) samt Unicum. Hvilke Fordringer, der stilles til en Mønt, for at den kan erholde noget af Prædikaterne, angives ikke og lader sig kun udfinde ved Betegnelsen unicum! Hvor derimod en Optælling har fundet Sted, er der den Mulighed simpelthen at angive Antallet af kendte Exemplarer, og denne Fremgangsmaade har da ogsaa - som foran nævnt - været anvendt, enten ved Angivelse af, hvilke Samlinger, der har Mønten eller ved Angivelse af Antallet af de Exemplarer, der findes (altsaa uden at oplyse, hvor Exemplarerne ligger).
A priori vil man vel gaa ud fra, at den bedste Maade at angive Rariteten paa, vil være at opregne de Samlinger, der paa et givet Tidspunkt har Mønten eller - af Pladshensyn subsidiært - Antallet af kendte Exemplarer. Hertil kan dog maaske indvendes, at det er uheldigt med Tal (der nu engang ikke lader sig opfatte omtrentligt) at angive noget, som man vel tør gaa ud fra, er nøjagtigt, men som dog alligevel kun udtrykker, hvad man - efter den Viden, det er lykkedes at indhente antager er rigtigt. Det vil altid virke uheldigt, hvis en Mønt, der er angivet kendt i 2 Exemplarer, kommer frem i f. Eks. 4 Exemplarer. Slet saa grelt virker det dog ikke, hvis Mønten er angivet som RRR.
For at man kan komme til et Resultat m. H. t. Udtryksmaaden, er det imidlertid nødvendigt, at man forinden klarer sig, hvad man ønsker. at udtrykke, eller med andre Ord, hvad der ligger i, at en Mønt angives f. Eks. "kendt i 2 Exemplarer" (eller kaldes RRR). Denne Betegnelse er korrekt, hvis den anvendes paa en Mønt, der kun findes i ét Stempel af den Type. Men hvorledes stiller Sagen sig - for at tage den anden Yderlighed - hvis f. Eks. en af Varianterne af Fr. II's Marker fra 1563 findes i 2 Exemplarer? Vil det ikke være vildledende at betegne denne Mønt som "kendt i 2 Exemplarer" eller som "RRR", og hvis dette erkendes, hvor er da Grænsen, og lader det sig ikke gøre at skelne imellem forskellige Arter af Sjældenhed?
Jeg kunde her tænke mig, at man gik den Vej at angive Sjældenheden dels ved (stort) R, betegnende væsentlige Afvigelser og dels ved (lille) r for mindre væsentlige Afvigelser, og at man ved begge Grupper benyttede som Norm:
(I Beskrivelsen over Stjernstedts Samling anvendes følgende Inddeling: Unicum - 1 Exemplar, RRRR for 2, RRR for 3-4, RR for 5-7 og R for 8-10 Exemplarer. Betegnelsen r anvendes ikke).
Spørgsmaalet er da, hvorledes man bør drage Grænsen imellem de Sjældenheder, der angives med R i Modsætning til r.
Som R bør sikkert angives: Type, Aarstal, Møntsted, Møntmester, Sternpelskærer.
Under denne Gruppe kan dog formentlig ogsaa henføres (1): forskellig Anbringelse af Aarstallet (f. Eks. 1664 S. 21 og 24, Wolfenbüttel 1627, 5, 9 og II), Randskrift, eller ej samt forskellig Randskrift (1692, 9-15), forskellig Form af Skjolde, f. Eks. 
(1624, 14, 16 og 17), forskellig Anbringelse af Vaabnene inden for Skjoldene (1592, 2 og 4), væsentlig Forskel i Kongens Titel, f. Eks. Magnus den Gode, Hedeby, Hauberg, 38 MAGNUS REX NAR i Modsætning til den anden Variant med REX D, væsentlig forskellig Klædedragt (1666, 21 og 33), Ring eller ej om Navnetræk eller Vaaben (1653, 68 og 69), Udmøntning af anden Værdi end Stemplet angiver f. Eks. 8 Mark med 4 Mark Stempel (1653, 28) eller 4 Mark med 2 Mark Stempel (1624, 60), Speciedaler med 1/2 Speciedaler Stempel (1634, 6), Udmøntning i andet Metal, saafremt der foreligger en selvstændig justeret Mønt (1665, 6 og 38, 1685, 1 og 17 i Modsætning til 1684, 1 og 1c), Anbringelse eller ej af Valgsprog (1618, 18), forskellig Retning af Omskrift (1668, 18, 31, 32 og 34) eller Valgsprog (1651, 12 og 34), forskellig Skrifttype, f. Eks. i Navnetræk (1666, 34 og 36) eller Valgsprog (1666, 73 og 76), endvidere om Billed, Navnetræk eller Korsarme bryder Omskriften (1658, 20 og 21, 1659, 75 og 76,1654, 32 og 33), Laurbærgrene modsat Palmegrene (1694, 34 og 35).
I Modsætning hertil henføres øvrige Forskelligheder under Betegnelsen r, idet der dog bortses fra Forskel i Interpunktion og andre Skilletegn, medmindre denne er særlig egenartet (f. Eks. 1563, 42, 43, 59, 67) samt andre, ganske uvæsentlige Afvigelser, saasom forskellig Afstand mellem Bogstaver, Ord o. l., mindre Forskel i Bogstaver og Tals Størrelse, Perlering, snoet eller glat Ring, forskellig Fordeling af Bogstaver mellem Korsarme, Billed, Vaaben o. l., forskellig Form af Kronen, Hjerternes Anbringelse i Skjoldet, Antal Bær eller Blade i Grene, forskelligt Antal Ringe i Dragt.
Ved r betegnes saaledes Bogstavforskelligheder, herunder Fejl i Bogstaveringen (1524, 61, 1606, 13, 1616, 6 og 7, 1653, 35, 1704, 25), Forkortelse eller ej af Valgsprog (1651, 64 og 65), hel eller kun delvis Angivelse af Aarstallet (1659, 44 og 59), Anvendelse af Romertal eller arabiske Tal i Kongens Titel (1623, 11 og 13) eller Udeladelse af Tallet (1681, 64) i alt Fald, hvor dette er en Forglemmelse, hvor denne Forskel derimod er bevidst (hvilket vel tør antages f. Eks. 1544, 1 og 5) kunde der maaske være Anledning til at anvende R, forskellig Plads af Møntmesterens Navn (1649, 9 og 17), Hjerter eller ej i Skjoldet samt forskelligt Antal Hjerter (1653, 29 og 36, 1677, 44 og 47), Billedet med eller uden Elefant (1694, 11 og 12), Afslag i andet Metal, hvor dette ikke er justeret som selvstændig Mønt (jfr. ovenfor), forskellig Diameter af Stempel eller Blanket (1624, 64, 65 og 72).
I Tvivlstilfælde bør det afgørende være, om den paagældende Forskel enten angiver et Faktum af numismatisk Interesse, eller - i alt Fald i nogen Grad - giver Mønten en anden ydre Fremtræden. Er man i Tvivl, vil det kunne forsvares at benytte Raritetsangivelsen med Tilføjelse af, hvori det sjældne bestaar.
Det lader sig i og for sig gøre at kombinere Benyttelsen af R og r. Hvis en Mønt saaledes findes i 2 Varianter, den ene i 3 Expl. og den anden i 6 Expl., vil den første Variant kunne betegnes R og rrr og den anden R og rr. Som Regel vil der dog næppe være Anledning til at benytte r-Angivelsen om en Mønt, der er R.
For at vende tilbage til Spørgsmaalet om det hensigtsmæssige i at angive Raritetsgraden ved Nævnelse af Antal kendte Exemplarer eller ved Benyttelsen af R og r, tror jeg, man kan sige, at Angivelsen af Antal bør anvendes - som det mest oplysende - hvor denne Fremgangsmaade ikke kan virke misvisende. Anvendelsen vil saaledes være paa sin Plads ved en Møntfortegnelse, hvor man opregner en Periodes Mønter (medtagende Varianter). Selv om man her ved hver Variant angiver Antallet af kendte Exemplarer af denne Variant, vil enhver kunne se, hvor sjælden Aarstallet, Typen eller Hovedvarianten iøvrigt er ved at sammentælle samtlige kendte Exemplarer inden for den paagældende Gruppe. Angivelsen f. Eks. i Dr. Levins Fortegnelse over Johan III's Mønt vil ikke kunne misforstaas, naar den ses der; derimod vil et Citat af Bogen, hvor man kun nævner en Variant og angiver dennes Antal, være misvisende og derfor utilladelig. Hvor derimod det drejer sig om et Auktionskatalog, bør man ikke ved en Variant angive det Antal Exemplarer, denne er kendt i, thi den ukyndige vil ikke kunne vide, hvor mange andre Varianter der findes. I Auktionskataloger tror jeg derfor, det vil være paa sin Plads at anvende R og r, hvorved man opnaar at kunne angive en kun i ringe Grad afvigende Variants Sjældenhed, uden at det kan misforstaas derhen, at Typen (Aarstallet) er sjælden. (Det erkendes vist almindeligt, at den Fremgangsmaade, der blev anvendt i Guildals Katalog, ikke virkede heldigt og har kunnet give Anledning til Misbrug). Der er imidlertid intet til Hinder for, at man i Tilslutning til Angivelsen R (og r) i visse Tilfælde giver Oplysning, om hvor alle eller enkelte af Exemplarerne befinder sig og da særligt, om nogle af disse ligger i offentlige Samlinger og derfor ikke vil komme i Handelen. Det vil selvfølgelig forhøje en Mønts Handelsværdi, hvis en forholdsvis stor Del af de kendte Exemplarer ligger fast.
Det er muligt, at den Afgrænsning, som ovenfor er forsøgt - og som ikke maa anses for udrømmede angivet ved de Opregnelsers Forskelligheder - kan gøres mere rationelt. Hvis Medlemmerne har Forslag i saa Henseende, henstilles det, at de fremkommer hermed, enten i Bladet eller ved Henvendelse til mig. Det kunde maaske være praktisk eventuelt at gøre Sagen til Genstand for et Diskussionsmøde i Foreningen. Naaede man derved til et endeligt Resultat, vil dette kunne meddeles her i Bladet som Rettesnor for fremtidig Raritetsangivelse.
(NFM X (1927) side 210-215)