De mange tusind mønter, som i den sidste halve snes år er fundet af amatører, der går med metaldetektorer rundt omkring i landet, har givet os en betydelig ny viden om dagligdagens brug af mønt i Danmark i næsten totusind år.
Men sammen med mønterne har vi også fået en smuk repræsentation af nogle møntlignende genstande, regnepenningene. Hvert år kommer der nye til; der er formentlig i den sidste menneskealder indgået ca. 500 til Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Heraf stammer en del fra undersøgelser i kirkegulve. Andre er fra almindelige løsfund, f.eks. fra haver. Sådanne fund er fra tid til anden registreret her i landet, første gang vist i Ribe 1860. Endelig har vi tre "skattefund" med regnepenninge, alle fra midten af 1700-tallet. Det største bestod af 162 eksemplarer med forskelligt motiv, som blev fundet under udgravningen af en byggegrund i Vester Voldgade 7, København, ved århundredeskiftet. Det mest bemærkelsesværdige kommer fra Amalienborg, hvor der i 1930rne blev fundet 20-30 stk. bag et panel. Og endelig kom der omtrent samtidigt et lille bygningsoffer fra Næstved: 6 stk. regnepenge, fundet i et taphul i en portstolpe fra et nedrevet hus fra 1700-tallet.
Kommet så vidt må læseren spørge: hvad er regnepenninge? Det er tynde cirkulære stykker af messing eller andet gulligt metal, forsynet med et møntlignende præg, således at de - overfladisk set - kan få en skuffende lighed med mønter. Når regnepenningene er velbevarede, kan de ligefrem minde om guldmønter. Det var en risiko, da de var nye, og det kan stadig hænde for en ivrig arkæolog, at en formodet guldmønt viser sig at være en regnepenning.
Næsten alle er fremstillet i den sydtyske by Nürnberg, som i middelalderen og nyere tid var et centrum for europæisk kobberhandel - specielt produktionen fra Mansfeld i Thüringen kom hertil - og for mange slags metalhåndværk. Her var højt specialiserede, store produkter som klokker og kanoner såvel som småsager som regnepenninge. I senmiddelalderen var en fjerdedel af Nürnbergs erhvervsdrivende sysselsat med metalhåndværk, og at byens borgere ogsa var gode til at få solgt deres varer, Nürnbergerkram, rundt om på markederne illustreres af et tysk ordsprog, "Uden Nürnbergere er der ingen messer". Det er nok forklaringen på, at regnepenningene kom så vidt omkring.
Regnepenningene var et af de tidligste hjælpemidler, når man skulle regne, nært beslægtet med gamle dages kugleramme, og en meget fjern forfader til vore dages elektroniske regnemaskiner. Man regnede ved at regne på linjer, fordi romertallene (I, V, X, L osv. for 1, 5, 10, 50 osv.) ikke var særlig velegnede til regneoperationer. Man havde i hvert fald siden senmiddelalderen regnebrætter eller regneborde med linjer for enere, tiere, hundreder og tusinder, og man skubbede regnepenningene hen ad linjerne når man f.eks. skulle lægge to tal sammen. se fig. 1-2. Det viste eksempel er forholdsvis enkelt. Det blev mere indviklet, når man skulle trække fra, gange og dividere. Men det var muligt at gøre også dette, og man kunne lære det ved at læse i de regnebøger, som blev trykt rundt om i Europa.
Der foreligger vistnok ingen speciel undersøgelse af regnepenningenes brug og udbredelse i Danmark. Men betragter man fundene, ser det ud til, at man i Danmark har brugt regnepenninge fra midten af 1400-tallet til ind i 1800-tallet. De ældste anses for at være franske, men fra midten af 1500-tallet, hvor antallet af fund tager til, spiller regnepenningene fra Nürnberg stadig større rolle, og fra henved 1600 bliver de nærmest enerådende. Fundeksemplarerne er af uædelt, normalt gulligt metal. I øvrigt lader det til, at de fleste af 1700-tallets og alle 1800-tallets regnepenninge havde tabt deres oprindelige funktion, fordi ingen længere anvendte den gamle regnemetode. I stedet brugtes regnepenningene som spillemønter.
Vi ved fra regnebøgerne, at regnepenningene har været brugt her i landet på samme måde som i Tyskland. Hermann Weijers regnebog fra 1552 fortæller, at hver linje gjaldt 10 gange så meget som linjen under, mens Hans Hansen Skaaninge 1636 siger, at når regnepenningene lå højt på linjerne, gjaldt de meget.
Man havde et meget illustrerende ordsprog, som vi kender fra Peder Syv (1682): "Hof-folk ere som regnepenge: gelder nu højt, nu lidet, nu ringe, ligesom de blive satte". Endelig skal der mindes om salme 632 i Den danske Salmebog: "Kom, hjerte, tag dit regnebræt ... " af Brorson (1732).
Selve teknikken hed - som i Tyskland - at regne på linjer, og banerne mellem linjerne hed "regnebænke".
Der er bevaret et enkelt regnebord i Danmark nemlig et stort stenbord (fig. 3), som står i Chr. IVs "vinterstue" på Rosenborg (inv. nr. 361). Det har baner ("regnebænke") betegnet med R, D, M og S for rosenobel, daler, mark og skilling, og bordet har utvivlsomt været til kongens personlige brug. Dets oprindelige bestemmelse var en tid gået i glemme, idet man troede, det var beregnet til et "muntespil" (møntspil), og man kan også argumentere for en sådan opfattelse. Forfatterne til denne artikel mener dog, at det snarere var formålet, dette at regne på linjer, der af en senere tid blev anset for en leg! Bortset fra regnebøgerne og de mange regnepenninge i Danmarks jord er det egentlig det eneste håndgribelige minde her i landet om en regneteknik, der nu er glemt. I Norge har man for resten for en del år siden fundet en regnepenning liggende i et regnskab fra 1600-tallet, vel glemt af en skriver.
Oldtidens regnepenge var oprindelig småsten, calculi, men der findes også specialfremstiIlede calculi af ler eller bronze.
De ældste egentlige regnepenge, dvs. møntlignende genstande fremstillet til brug for regnebrættet, kendes fra den kongelige franske forvaltning i 1200-tallet. Siden finder man dem også i England, Nederlandene, Tyskland og andre europæiske lande, hvor de gennemgår en udvikling fra relativ enkelhed til stor kunstfærdighed - i hvert fald for nogles vedkommende. De smukkest udførte eksemplarer stammer fra Nederlandene og Frankrig (fig. 4-8), men den største produktion af regnepenninge fandt som nævnt sted i Nürnberg, i Tyskland.
I begyndelsen var erhvervet frit; enhver borger i byen, der havde de fornødne færdigheder og redskaber, kunne få byrådets tilladelse til at præge regnepenninge. Men almindeligvis var det dog gørtlere og messingsmede og "flitterstadsmagere", der stod for produktionen, og det var også dem, der fik monopol på den i 1634. En af grundene til, at et monopol blev indført, var frygten for misbrug. Folk, der havde adgang til stempler og prægeværktøj, kunne få den tanke, at falskmøntneri var nok så indbringende som regnepenningmageri, og det var således ikke ligegyldigt, hvem det var, der gav sig af med det. Derfor kom der bl.a. nøje forordninger om, hvor mange lærlinge en mester måtte have. F.eks. var det meget vanskeligt for ham at få lov til at antage en lærling udefra, hvis han havde en søn, for sønnen forventedes helt automatisk at træde i faderens fodspor.
 |
 |
En lignende forsigtighed kendetegner forskrifterne for fremstillingen og opbevaringen af prægestempler. Bl.a. måtte stemplerne ikke udlånes til folk uden for værkstedet.
Byrådets stadige bekymring var, at regnepenningene kunne blive forvekslet med rigtige mønter, og derfor indførte man den regel, at alle stempler skulle synes af møntguardeinen. Hvis han skønnede, at der var for stor lighed med gangbar mønt - det være sig indenlandsk eller udenlandsk - blev stemplet inddraget. I 1583 kom der yderligere et forbud mod regnepenninge med "kronede hoveder".
Det lod imidlertid ikke til, at bestemmelserne var synderligt effektive, og der er gentagne eksempler på nye forbud. I 1768 fik alle Nürnbergmestrene ordre til at lade deres lager syne, og da guardejnen fandt, at flere af penningene havde betænkelig lighed med mønter, fik mestrene besked om for fremtiden at forsyne alt, hvad de lavede, med ordet Rechenpfenning.
Når man betragter de forskellige regnepenninge gennem tiderne, forstår man, at frygten for, at de skulle blive forvekslede med rigtige mønter, kunne være særdeles velbegrundet, navnlig i den tidlige periode.
De ældste regnepenninge var anonyme, dvs. uden mesternavn. Nogle af dem var messing- eller bronzekopier af engelske og franske sølvmønter. Andre var ikke direkte kopier, men deres gennemgående motiver: kroner, kors, liljer, løver og våbenskjolde viser, at de var stærkt inspirerede af de kurserende mønter. Sådanne typer gik aldrig helt af mode, men forekommer på regnepenningene langt op i 1700-tallet. Særlig populær blev en model med rigsæblet på den ene side og en dekorativ sammensætning af kroner og liljer på den anden (fig. 9). Den præges af adskillige mestre fra ca. 1550 til 1700, men med forskellige indskrifter.
De første egentlige billedtyper begyndte i løbet af 1500-tallet. Der var nærmest tale om standardtyper, der med få variationer anventes af flere mestre gennem årtier.
Skolepenningen eller regnemesterpenningen imiterer et hollandsk motiv. Forsiden viser en ved et regnebord, og på bagsiden er alfabetet (fig. 10). Man formoder, at penningen har været brugt i skolerne og gjort nytte både under regningen og under læsningen.
Den såkaldte Venuspenning har ligeledes nederlandske forbilleder. En kvindeskikkelse, iført et luftigt gevandt, står med en vase eller kande i den ene hånd, mens den anden holder om en snip af gevandtet. Betegnelsen Venus er bl.a. fra en indskrift på et eksemplar fra 1560, men vi har ingen sikkerhed for, at det altid er Venus, der er afbildet. På de nederlandske penninge varierer de ting, kvinden har i hænderne - snart er det blomster, snart er det fugle - og man kunne med lige så god grund opfatte hende som en anden allegorisk skikkelse; nogle steder kaldes hun Fortuna, Iykkens gtidinde (fig. 11).
Skibspenningen stammer fra midten af 1500 tallet (fig. 12). Dens forbillede er en fransk regnepenning, formodentlig præget for Paris, der havde et skib i sit våben. Det antages, at de nürnbergske skibspenninge blev produceret med henblik på eksport til Frankrig, men motivet leder dog også tanken hen på det fartøj, der findes på de engelske nobler, og faktisk er en hel del af disse typer fundet i England.
 |
 |
Man kan ikke sige, at kongeportrætterne hørte tiI standardtyperne. Som tidligere omtalt var der en over gang ligefrem forbud mod at bruge dem. Alligevel er det nok de almindeligste typer overhovedet. De franske konger fra Henrik IV til Ludvig XVI er langt i overtal (fig. 13 og 26), men man møder også mange andre af deres europæiske kolleger (fig. 14 og 16).
Den voksende interesse for medailler, der i langt højere grad end mønterne åbnede mulighed for kunstnerisk udfoldelse, smittede også af på regnepenningene fra slutningen af 1500-tallet. I virkeligheden er mange af dem hele små medailler, der præsenterer os for en mangfoldighed af rive emner.
Scener fra hverdagslivet er ikke hyppige, men der findes en del landskaber og byprospekter, omtrent som på vore dages postkort (fig. 13 og 14). Dog skal man ikke vente sig alt for stor arkitektonisk nøjagtighed af byprospekterne.
Kristne motiver er talrige. Først og fremmest er der afbildninger af den korsfæstede Kristus (fig. 15) og af jomfru Maria med barnet (fig. 16), men der er også adskillige scener fra Det gamle Testamente, f.eks. David og Jonathan (fig. 17).
Med renæssancens fornyede interesse for antikken kom også de klassiske - navnlig romerske - motiver, der udgør en endnu større gruppe end de kristne. Her møder vi de olympiske guder Minerva, Apollo og Diana, Mars og Venus, skovguden Pari (fig. 20), halvguder som Hercules (fig. 18) og allegoriske skikkelser som f.eks. Fortuna (lykken) og Justitia (retfærdigheden). Der er også scener fra den romerske urhistorie: tvillingerne Romulus og Remus med deres fostermoder, ulvinden (fig. 19), og den krænkede jomfru, Lucretia, der støder en dolk i hjertet for at redde sin ære (fig. 20). Hertil kommer personer fra den litterære verden: f.eks. billedhuggeren Pygmalion og de ulykkelige elskende Pyramus og Thisbe, som beskrives i den romerske digter Ovids Forvandlinger.
Bortset fra enkelte serier lader det ikke til, at de klassiske motiver er hentet fra møntfremstillinger. Det antages, at inspirationen snarere er kommet fra antikke gemmer.
Når man taler om renæssancens interesse for antikken og de veje, ad hvilke renæssancens ideer spredte sig til Nordeuropa og vort eget land, tænkes der normalt først og fremmest på arkitektur, malerkunst, trykt litteratur, folkelige etbladstryk, kobberstik etc. Men i regnepenningene har vi et hidtil lidt overset medie, som har spredt mange billeder og motiver fra den klassiske verden, og måske er nået langt dybere ned i befolkningerne, således også hos børn, end f.eks. den traditionelle grafik.
De ældste regnepenninge er uden indskrifter, men i løbet af 1400-tallet begynder der at dukke tekster op. Det kan være navne eller initialer på prægemestrene, det kan være helt meningsløse bogstav-rækker, og det kan være religiøse eller moralske sentenser. Nogle af sentenserne har overhovedet ingen tilknytning til resten af fremstillingen. Det gælder f.eks. GOTTES BORT PLEIBE EBI (Guds ord varer evigt) i forbindelse med, Karl Vs portræt (fig. 21). Men oftest fungerede de som kommentar til det afbildede motiv: FLEISSIGE RECHNVNG MACHT RICHTIKEIK (dvs. den, der regner flittigt, når også det rigtige facit). står der i omskriften på skolepenningen (fig. 10), hvis stempelskærer åbenbart ikke har taget det så nøje med stavningen. Der er også eksempler på, at billedet anskueliggør en sentens. og en af de mest originale af den slags motiver er en skildpadde udstyret med mast og sejl som illustration til det gamle mundheld FESTINA LENTE (skynd dig langsomt) (fig. 22).
Den tyske numismatiker C. F. Gebert har samlet oplysningerne om de Nürnbergermestre, der havde ret til at præge regnepenninge. Hvor mange der egentlig var beskæftiget ad gangen i branchens blomstringstid, er ikke ganske klart. Henved 200 navne er overleveret i perioden mellem ca. 1450 og 1750, og af kilderne fremgår det, at der kunne være 5-6 værksteder i funktion på én gang. Blandt navnene læser man med særlig interesse, at en Hans Sachs blev mester i 1497, og man fristes til at tro, at vi her har en ældre slægtning til digteren Hans Sachs (1494-1576), som Richard Wagner har givet en så fremtrædende rolle i Mestersangerne i Nürnberg. Hans far kan det dog ikke være, thi den yngre Hans Sachs var søn af en skrædder.
En række af mestrene står lidt blegt for eftertiden. Vi ved, hvornår de blev udlært og hvornår de døde - ellers intet.
Men der findes også mere detaljerede levnedsbeskrivelser i Nürnbergarkiverne. Med interesse læser man om den unge mester Cornelius Lauffer, der blev udlagt som barnefader af Margaretha Nützlin 9. februar 1660. Dengang var det ingen spøg at starte en faderskabssag, for det betød som regel, at både klageren og den anklagede blev fængslet for utugt, mens man undersøgte sagen. 9. marts blev Cornelius kendt skyldig, og inden parret blev løsladt gik der bud efter en præst, som foretog en tvangsformæling under kraftig protest fra brudgommen. Allerede 21. marts kom der en ny klage fra Margaretha: Cornelius var blevet hentet hjem af sine forældre! Disse, Conrad og Cornella Lauffer, svarede med en formel anmodning til rådet om at lade sønnen blive boende hjemme og arbejde et par år, så han bedre kunne skaffe udkommet til sit barn. Anmodningen kan have hængt sammen med, at Conrad Lauffer et par år tidligere gentagne gange havde fået afslag på en ansøgning om at måtte antage en ekstra læredreng. Men denne løsning vandt ikke gehør hos Margaretha, og rådet opfordrede i skarpe vendinger Cornelius til at flytte tilbage til sin kone, så man kunne få en ende på denne pinlige sag, der nu i flere uger havde været samtalestof i hele byen.
 |
 |
Mange af de værksteder, som prægede regnepenninge, var store familieforetagender, som holdt sig til faget i generationer. De kendteste var:
Schultes - (4 mestre) ca. 1515-1612; Krauwinckel - (4 mestre) ca. 1543-1635; Lauffer (16 mestre) ca. 1554-1790; Weidinger - (2 mestre) ca. 1670-1727; Dietzel - (2 mestre) ca. 1711-83; Höger - (4 mestre) ca. 1735 til efter 1777; Lauer - (3 mestre) ca. 1783-1888.
Familien Schultes er repræsenteret såvel med 1500-tallets solide, møntlignende regnepenninge som med de mere medailleagtige prægninger fra 1600-tallet.
Den ældste Schultes, Georg, var foregangsmand ved at signere sine værker med sit fulde navn. Hans tre efterkommere gjorde ligesådan, men da de allesammen hed Hans, kan det godt være vanskeligt at skelne imellem dem (fig. 15 og 21).
Der er tilsvarende problemer med familien Krauwinckel, der ligeledes omfatter flere personer med navnet Hans. Det formodes dog, at den kendteste var Hans II Krauwinckel, der blev mester ca. 1586 og døde 1635. Han var meget produktiv, og det er ham, vi kan takke for mange af de mest elegante antikke og bibelske fremstillinger (fig. 9, 10, 12, 17-20).
Efter Krauwinckels død overgik hans forretning til svogeren Georg Lauffer (1583-1647). Firmaet Lauffer var et blomstrende familieforetagende, der var førende i branchen i et par århundreder. Fra denne virksomhed stammer en lang række fine kongeportrætter (fig. 13), men også adskillige mere originale motiver (fig. 22), og det ser ud, som om det kunstneriske højdepunkt blev nået med 2. generation i begyndelsen af 1600-tallet. Skal man fremhæve noget, må det blive "Noahs ark" (fig. 23) af Hans I Lauffer (død 1632).
Selv om Cornelius Lauffer i sit ægteskab med Margaretha havde to sønner, fik han i 1701 tilladelse til at antage en ny lærling, Johan Jacob Dietzel. Denne viste sig at være mere lærenem end godt var, for da han med tiden fik sit eget, blev han dømt for at plagiere Casper Gottlieb Lauffers prægninger. Fra Dietzels værksted stammer et par usædvanlige allegoriske regnepenninge. Den ene opfordrer til medmenneskelighed under henvisning til belønningen fra Gud - ikke som man kunne vente den hinsidige belønning, men en særdeles kontant løn i det timelige, hvis man skal tro billedet (fig. 24). Den anden (fig. 25) er mere gådefuld. På forsiden ses en symbolsk fremstilling af "Troens frugt" og på bagsiden en moské med indskriften "Zu Gottes Ehre gericht" (oprejst til Guds ære). Har vi her et tidligt eksempel på religiøs tolerance, eller skal vi snarere forestille os, at jetonen er produceret med henblik på eksport til Tyrkiet?
Regnepenninge, eller jetóner fra 17- og 1800-tallet, blev stadig mindre og relieffet var efterhånden så fladt, at motivet mest af alt kom til at minde om en stregtegning (fig. 27). Det gælder f.eks. flere af stykkerne fra det sidste store jetonfirma, Lauer. Men produktionen fortsatte - omend i mindre målestok - langt op i århundredet, og som det fremgår af flere danske fund, fortsatte også eksporten til udlandet.
Den læser, der har fulgt med så langt, kan måske undre sig over, om regnepenninge har nogen som helst betydning i moderne tid undtagen som kuriosum.
Men her i 50-året for Danmarks besættelse kan der fortælles en historie, der viser, at regnepenningene efter alt at dømme kan have spillet en rolle under de tyske forberedelser til Besættelsen. En af dette århundredes største kendere af Nürnberg-regnepenningene var tyskeren Arthur Koenig (1884-1973). Han havde været officer under 1. verdenskrig og var sidst i 1930rne en fremtrædende tysk numismatiker. Ved to lejligheder studerede han Den kgl. Mønt- og Medaillesamliiigs store regnepenningsamling: september 1937 og august til december 1938. For nylig udkom omsider første bind af et nyt katalogværk om Nürnberg-regnepeninninge bl.a. byggende på Arthur Koenigs efterladte oprettelser fra diverse store samlinger herunder Den kgl. Mønt- og Medaillesamling.
Man var straks efter krigen opmærksom på muligheden af, at Koenig også kunne have haft andre, for Danmark knap så heldige formål med sin rejse. Under sit sidste, langvarige studieophold kom han nemlig kun en enkelt gang om ugen. Fra Den kgl. Mønt- og Medaillesamling blev der 1945 afgivet en erklæring, der antydede visse påfaldende omstændigheder i forbindelser med Koenigs ophold; Koenig afgav også selv en forklaring, der næppe kan kaldes fyldestgørende. Helt er formålet med Koenigs besøg i Danmark 1937-38 således ikke opklaret.
Den lille hændelse anføres her for at vise, hvorledes historiens meget store og meget små begivenheder undertiden tager hinanden i hånden - i 1930rne kunne en udlænding således mistænkes for at bruge de kun af enkelte specialister huskede regnepenninge som skalkeskjul for militær spionage i København.
(Nationalmuseets Arbejdsmark 1990 side 94-103)
