Christian II's klippinge - en studie i en effektiv møntinddragelse

af Keld Grinder-Hansen

I forbindelse med studiet af middelalderens møntvæsen må man nødvendigvis gøre sig overvejelser om, hvordan et system med hyppige, endda i perioder årlige tvangsvekslinger har indvirket på det møntmateriale, vi får i hænde i dag. Hvor effektivt har kongemagten kunne gennemføre omvekslingerne og fjernet "de gamle" mønttyper fra cirkulationen? Fra borgerkrigsperioden, ca.1250-1335 er der overleveret flere skriftlige kilder, der demonstrerer et stærkt ønske fra kongemagtens side om at foretage årlige tvangsvekslinger ved Mikkelsdag d. 29. september, men bedømt ud fra den betydelige typevarians i periodens skattefund har kongemagtens bestræbelser ikke været særlig succesfulde. I hvert fald synes man i dagligdagens økonomisk liv at have accepteret også ældre mønter, der måske allerede for længst havde mistet deres officielle værdi.

Spørgsmålet er så, hvordan mønttyper, der har været udsat for en effektiv inddragelse, optræder i fundmaterialet. Er de overhovedet synlige? For at belyse dette interessante problem vil jeg i denne artikel kigge på Christian II's klippinge-udmøntninger, som er et "skoleeksempel" på en effektiv møntinddragelse.

Christian II påbegyndte produktionen af de underlødige klippinge i Malmø 1518 i forbindelse med oprustningen mod Sverige, og fortsatte med at fremstille dem i stort antal og i stadig ringere lødighed frem til 1523. Klippingen prægedes med skillingestempler og havde fra begyndelsen af en nominel værdi af en skilling, der dog løbende reduceredes i takt med lødighedsforringelserne. Vi har mulighed for at følge produktionen på nærmeste hold, da regnskaberne fra kongens møntmester i Malmø, Jørgen Koch, for en stor dels vedkommende er bevaret fra disse år. Tilsammen summer de kendte udmøntninger sig op til hele 516,333 danske mark, der omregnet til mønter vel svarer til et sted mellem 50 og 60 millioner klippinge. Der var altså tale om en uhyre stor udmøntning, der endda må have haft et endnu større omfang. Der er således ikke overleveret nogle produktionstal fra Jørgen Kochs tredje regnskabsperiode fra 19. november 1520 - 13. december 1521. Ligeledes synes der at have været præget klippinge i det belejrede København i 1523, og der forekom også en moderat produktion af danske klippinge i Stockholm i 1521. Klippingeproduktionen har med andre ord været enorm, og hertil kommer et ukendt antal falske danske klippinge, som blev fremstillet og sendt i omløb af Gustav Vasa 1521-23. At der ikke har været tale om ubetydelige mængder fremgår bla. af møntforordningen af 1524, hvor "falske klippinge, som ikke er møntet i Danmark" specifikt fremhæves, ligesom Frederik I i september 1523 udsendte et forbud mod at modtage klippinge fra udlændinge.

Der eksisterer en lang række skriftlige kilder, som viser, hvorledes Christian II's ringholdige klippinge oversvømmede det danske samfund til stor skade for den danske økonomi og ikke mindst for landets indbyggere, der måtte tage sig betalt i de efterhånden nærmest værdiløse kobbermønter. Overraskende er det imidlertid, at også kongens udenlandske lejetropper til dels fik deres sold udbetalt i klippinge. Det fremgår da også med al tydelighed, at de var svært utilfredse hermed. Således måtte Christian II's kommandant i København, Henrik Gøje, i maj 1523 gennemføre lange og seje forhandlinger med sine nederlandske landsknægte, der nu krævede halvdelen af månedslønnen udbetalt i "tykke sølvpenninge". Til sidst fik han dem dog modstræbende med på at nøjes med klippinge endnu en måned. Imellemtiden havde Frederik I benyttet lejligheden til uantastet at gå i land i Korsør! De skriftlige kilder giver alt i alt et levende indtryk af et inflationsramt pengevæsen på sammenbruddets rand. Frederik I søgte da også allerede inden Københavns overgivelse at få rettet op på disse fortvivlende møntforhold. D. 10. august 1523 udstedte han en møntforordning, hvorefter klippingene indenfor tre uger skulle indleveres og ombyttes med nye efter kurs. Den nye mønt man ville sætte i stedet, var Frederik I's såkaldte lejrskilling (Galster 51), der dog også var en underlødig krigsmønt. Befolkningen reagerede imidlertid så negativt på forordningen, at Frederik I i al hast måtte udstede et nyt dekret, der ophævede den annoncerede møntreform. Først i begyndelsen af 1524 sad Frederik I så sikkert på tronen, at en reformen kunne lanceres. D. 25. februar 1524 udstedte rigsrådet et brev, hvorefter klippingene skulle inddrages og ommøntes. Brevet giver en udførlig beskrivelse af forskellene i udseende og lødighed mellem de cirkulerende klippinge. Der skelnes efter lødighed mellem fire hovedtyper af klippinge, som henholdsvis skulle ommøntes til 14 penninge, 6 penninge, 4 penninge (hvid) og 3 penninge. Kun de to først beskrevne klippingetyper kendes imidlertid fra møntfund i dag. Det drejer sig om klippinge, der bærer "et kronet skjold med tre leoner med udrakte tunger og med kroget og kruset rumpe og et kors under våbenet med liljer i enden" (Galster 42 a). og den anden, meget kobberholdige klippingetype "med tre leoner uden tunger og med en slet rumpe og et slet dobbelt kors ud mod siderne" (Galster 42 b).

Dette var en kortfattet resumé af produktions- og omløbshistorien for Christian II's klippinge, som den fremgår af det righoldige skriftlige kildemateriale. Lad os afslutningsvis se, hvilke spor denne dramatiske episode i den danske mønthistorie har afsat i skattefunds- og enkeltfundsmaterialet. Der er ti danske møntskatte med nedlæggelsestidspunkt i 1520'erne, men blot én eneste klipping har fundet vej til disse skatte.. Enkeltfundsmaterialet er heller ikke overvældende. Nedenfor er gengivet en liste over de 30 kendte fundeksemplarer. Det mest bemærkesesværdige ved listen (bortset fra det beskedne antal) er, at 7 eller næsten 25 % af eksemplarerne er fundet på Bornholm. Når man betænker, at der har været millioner af klippinge i omløb, syner 30 stk.ikke af meget. Vender vi os til forholdene i Norge, synes fundantallet nogenlunde at svare til de danske. H. Holst bragte i 1944 en liste over danske fundmønter i Norge, hvori 28 er bestemt som klippinge. Flertallet af disse stammer imidlertid fra to møntskatte. I de sidste 50 år har tilvæksten af klippinge kun været yderst beskeden i Norge. I Sverige domineres klippingematerialet fuldstændigt af den store møntskat fra Västerås med ialt 1224 danske og svenske klippinge, heraf 8 stk af Gustav Vasa's klipping med Dalarpile, tre kroner og bogstavet G. De øvrige mønter består af Christian II's klippinge, muligvis iblandet eksemplarer af Gustav Vasa's forfalskninger. Antallet af enkeltfund synes lidt større i Sverige, men sniger sig næppe over 50 fundeksemplarer.

Som det med al tydelighed fremgår af det overleverede fundmateriale, behøver store møntproduktioner ikke nødvendigivs at sætte sig betydelige spor i skatte- og enkeltfundene. Bedømt ud fra antallet af fundmønter alene måtte Christian II's klippinge siges at have have haft en meget begrænset udbredelse, men sandheden er som bekendt en ganske anden. En usædvanlig effektiv møntinddragelse har så at sige "støvsuget" millioner af klippingene fra omløbet, og kun ladet få spredte eksemplarer tilbage. Moralen af denne lille undersøgelse er følgelig, at man må være yderst forsigtig med at drage altfor vidtrækkende konklusioner om omfanget af en møntserie, alene på grundlag af dens manglende tilstedeværelse i fundmaterialet. Dette gælder ikke mindst forholdene i middelalderens århundreder, hvor møntombytninger hørte til dagens orden.

Enkeltfundne klippinge fundet i det nuværende Danmark:

(NNUM 1984 side 70-73)


Tilbage til Dansk Mønt