Den lille sølvmønt 4 skilling 1696 (fig. 1) (1) er præget med stempler skåret af den kendte medaljør Anton Meybusch (1702) (2).
Mønten har på bagsiden Christian Winekes møntmestermærke – et hjerte. Wineke (fig. 2) var født i 1640 og virkede som møntmester i København fra 1690 til sin død i 1700.
4 skilling 1696 er fremstillet under hans virke og ansvar som møntmester i København, der er ikke tale om falske mønter eller andre former for senere prægninger – men alligevel er 4 skilling 1696 ikke en almindelig skillemønt præget til datidens møntomløb.
Mønttypen kendes kun i et mindre antal eksemplarer (fig. 3), og den er således ikke en almindelig cirkulationsmønt fra slutningen af 1600-tallet. Alle de undersøgte mønter er præget med samme for- og bagsidestempel. Til gengæld varierer deres vægt og diameter. Muligvis varierer deres lødighed også – det er ikke undersøgt. Disse oplysninger – samt at mønttypen ikke er nævnt i datidens møntlovgivning – taler for, at det er en prøvemønt. Den betragtning er ikke ny. I sit standardværk beskrev Holger Hede eksempelvis mønten som “antageligt en prøvemønt” (3). Det nye i denne korte artikel er – foruden listen over en del eksemplarer i fig. 3 – et bud på, hvorfor Christian Wineke i 1696 eksperimenterede med udmøntning af 4 skillinger.
Anm. Flere af disse mønter kan være identiske. Yderligere foreløbige oplysninger:
På H. H. Schous auktion blev et Schou 35-eksemplar solgt til mønthandler Clausen. Møntauktion. Udvalgte Danske og Norske Mønter fra Nyere Tid af H. H. Schous Samling, København 1927, nr. 864.
H. H. Schous kartotekskort angiver: L. E. Bruun køber Bech/845 (stor diameter), og 1 stk. lille diameter og 2 stk. stor diameter fra H. H. Schou. Før købet af BilleBrahesamlingen ejede L. E. Bruun 2 stk. med lille og 2 stk. med stor diameter.
Winekes møntsted var en forpagtningsmønt. Det vil sige, at møntstedet blev drevet af ham, og at han på forskellig vis var forpligtet ved en kontrakt i forhold til udmøntningerne og møntstedet. Han skulle principielt selv skaffe ædelmetallet til udmøntningerne, som blev aftalte med Rentekammeret, og han betalte en fastsat afgift til kongen, der havde møntregalet, for retten til at producere de aftalte mønter (4). Da Wineke blev ansat i 1690 fik han eksempelvis “Tilladelse til at slaa 60000 Rd. i hele, 30000 Rd. i halve og 10000 Rd. i kvarte Kroner efter den sædvanlige Kronefod mod en Afgift af 2 pCt., saalænge en Mark fint Sølv kostede 10 Rd. 20 Sk.; faldt eller steg Sølvprisen skulde Afgiften forandres i Forhold dertil.” (5)
I første halvdel af 1690’erne var der møntreformer og betydelige udmøntninger i riget. Samtidig steg sølvpriserne, så der i København fra 1696 og indtil Winekes død i 1700 kun blev udmøntet mindre summer i sølvmønt. Han fik i starten af maj 1695 lov til at producere 50.000 rigsdaler i 8 skillinger mod 6% i afgift, og den sum blev udmøntet fra 8. maj til 19. oktober 1695. Desuden havde han i februar 1695 fået mulighed for at udmønte 100.000 rigsdaler i kroner og marker mod 2 % i afgift, men det blev på grund af sølvets høje pris kun til udmøntning af i alt 81.060 rigsdaler i kroner og marker 1695-99 (fig. 4).
Anm. Fordelingen på mønttyper kendes ikke med sikkerhed, men både møntprotokollen og de bevarede mønter indikerer, at næsten hele udmøntningen må have været i kroner. Ved alle udmøntninger, på nær den i 1698, angives der at være udmøntet et beløb “fertige Cronen”. Kun ved udmøntningen i december 1698, som i alt var på 1.525 rigsdaler og 2 mark, synes der at være udmøntet både krone- og markstykker.
Uoverensstemmelserne mellem udmøntningsårstallene og årstallene på bevarede mønter bør bemærkes, men undersøgelser heraf ligger uden for denne artikels formål. Kilde: Som note (6).
Derfor stod Mønten i København stort set stille, efter Wineke i oktober 1695 blev færdige med de tilladte 8 skillinger og næsten stoppede med udmøntning af kroner (og marker). I midten af 1690’erne blev der på Mønten i Glückstadt udmøntet flere millioner 8 skillinger, så for Wineke var der næppe gode muligheder for at komme til at udmønte flere 8 skillinger lige med det samme. Stilstanden på Mønten gjaldt også kobberudmøntningerne – der var ophold i udmøntningen af ½ skillinger (Hede 112) fra november 1694 til april 1696. Guldudmøntningerne var også ganske små 1695-96, det blev kun til henholdsvis 1.008 og 1.375 dukater de to år mod 33.268 dukater 1697-98 (6). Stilstanden på Mønten i København var den direkte anledning til, at Wineke i 1696 ansøgte kongen om en udmøntning af 4 skillinger i København (7). Ansøgningen er udateret, men blev fra Gehejmekonseilet sendt til Rentekammeret den 16. juni 1696, så den er sandsynligvis fra forår-juni 1696. Sagsbehandlingen faldt så vidt vides ikke positivt ud for møntmesteren. Der haves ikke kendskab til hverken tilsagn eller afslag – og et tilsagn ville normalt have efterladt sig flere spor i det bevarede materiale fra møntvæsnet i 1690’erne. Så Wineke må have fået et afslag, og de bevarede eksemplarer af 4 skilling 1696 må derfor betragtes som prøvemønter fra første halvdel af 1696 fremstillet i forbindelse med udarbejdelsen af udmøntningsforslaget i ansøgningen. Det giver god mening i forhold til de bevarede mønters forskellige vægte, diametre – og eventuelle lødighedsforskelle.
I ansøgningen angav Wineke, at årsagen til stilstanden på møntstedet – og dermed på udmøntningen af mark-og kronemønt – var den meget høje pris på sølv med høj lødighed. Prisen havde betydet seks måneder næsten uden produktion på møntstedet – og dermed få møntindtægter til Wineke. Det var et problem for møntmesteren, som havde adskillige børn og ansatte at tage hensyn til.
Han argumenterede i ansøgningen for udmøntningen af 4 skillinger ved at henvise til, at der de seneste 18-19 år ikke var udmøntet 4 skillinger i København (8). Sådan en udmøntning ville ikke forstyrre produktionen af bedre mønt, da den jo i forvejen stod stille. Desuden skulle der til 4 skillingerne ikke bruges sølv af samme finhed som til den bedre mark- og kronemønt.
For at forbedre sin egen situation bad Wineke om, at han mod blot 5% i afgift måtte udmønte eksempelvis 50.000 rigsdaler i 4 skillinger – altså samme beløb som de nyligt udmøntede 8 skillinger, hvor afgiften var 6% – altså højere! De 50.000 rigsdaler svarede endvidere til den mængde 4 skillinger, der 1693-94 var udmøntet i Glückstadt (Hede 128). Winekes 4 skillinger skulle være 8-lødige, og der skulle udmøntes 138 stykker af (vægt) marken brutto. Det vil sige, 4 skillingen skulle indeholde 50% sølv og teoretisk veje 1,6946 gram, hvis vægtmarken sættes til 233,855 gram. Med andre ord skulle en (vægt) mark finsølv udbringes til 276 (2x138 styk) 4 skillinger. De 276 styk 4 skillinger svarer til 11½ rigsdaler, hvorfor møntfoden var 11½ rigsdaler på marken fin. Udmøntningsformlen med en teoretisk bruttovægt på cirka 1,7 gram passer ganske godt med den omtrentlige vægt på mange af de bevarede eksemplarer (fig. 3) – såfremt disse har en lødighed på 50%. Mønterne i oversigten med en vægt på mellem 1,02 og 1,15 gram er antageligt prøver med en anden og formentlig højere lødighed. Hvis gruppen af lette eksemplarer kun holder 50%, er de udmøntet til omkring 200-230 stykker på marken brutto.
Winekes foreslåede 4 skilling med en møntfod på 11½ rigsdaler på marken fin skulle indeholde 0,8473 gram rent sølv, og det var ikke en specielt god mønt i 1696. Den ville være blevet lidt ringere end både 8 skilling 1695 (Hede 113) med møntfoden 11 1/3, og de nyligt udmøntede 4 skillinger fra Glückstadt (Hede 128), der blev udmøntet til 11,416 rigsdaler på marken fin.
Det er umiddelbart forståeligt, at Wineke ikke fik lov til at udmønte sin 4 skilling. For det første hørte mønten ikke til 1690’ernes møntreformer (9). For det andet var den direkte årsag til ansøgningen Winekes private forhold, som blev vanskeliggjort af den høje sølvpris. Ansøgningen var således ikke motiveret af en efterspørgsel på 4 skillinger i omsætningen eller en anden årsag på et højere niveau end møntmesterens husholdning. For det tredje var det ikke en god mønt, som Wineke mod blot 5% i afgift ønskede at slå.
(NNUM 4, 2011 side 148-151)