Dansk guldtikrone, 1873, den første af sin slags (1)
Monetært var perioden fra 1870'erne og frem til den første verdenskrigs udbrud i 1914 karakteriseret ved den internationale guldmøntfod. Systemet blev etableret, da flere økonomisk betydningsfulde lande gik fra enten sølvmøntfod eller bimetalisme til guldmøntfod i 1870'erne. For Danmarks vedkommende var det møntloven af 1873 med virkning fra d. 1. januar 1875, der indførte guldmøntfoden.
I Skandinavien var det særegent, at der samtidig med indførslen af guldmøntfoden blev skabt en monetær union mellem Danmark, Norge og Sverige, kaldet den Skandinaviske Møntunion. Denne union er ofte og letforståeligt beskrevet i den eksisterende litteratur. Det samme kan ikke umiddelbart siges om guldmøntfoden, derfor forsøges det her at give en forståelig introduktion til de teoretiske aspekter vedr. guldmøntfoden i Danmark.
Dansk guldtikrone, 1873, den første af sin slags (1)
Danske forhold
Overordnet findes der tre hovedtyper af guldfodssystemer: guldmøntfod, guldbarrefod og guldvekselfod. Hovedtyperne er teoretisk betragtet ikke meget forskellige. Den primære forskel mellem guldmøntfoden og de to andre typer er, at man under guldmøntfoden udmønter hovedmønter i guld, i teorien (2) kan der også udmøntes skillemønter i guld.
For Danmark og de fleste andre lande var det frem til 1914 guldmøntfoden, der blev anvendt som basis for pengevæsnet, men også de to andre systemer har haft betydning for Danmark. Således var det et guldbarresystem Danmark indførte i 1927, mens efterkrigstidens internationale Bretton-Woodssystem kan karakteriseres som en særlig type guldvekselfod.
I sommeren 1944 mødtes repræsentanter for 44 lande i Bretton Woods for at diskutere og forberede efterkrigstidens internationale pengevæsen (3)
Hovedforudsætningen og selve essensen i guldmøntfodssystemet er, at hvert enkelt land sætter en fast pris på guld i forhold til landets valuta. Det kan eksemplificeres ved, at den danske stat angiver, hvor mange gram guld én dansk krone er værd. Konsekvensen af fastlåsningen mellem guldet og den nationale valuta var, at revaluering og devaluering, kaldet valutakurspolitik, umuliggjordes, så længe der ikke blev ændret på mønternes udmøntningsformler.
Den danske møntlov (4) af 1873 foreskrev, at der skulle udmøntes 248 guldtikroner af 1000 gram rent guld, med andre ord kostede 1000 gram guld 2480 kroner. Det betød, at én krone var ca. 0,403 (5) gram guld værd. Centralbankerne var forpligtiget til at købe og sælge guld til den fastsatte pris, som følge heraf var der fri im- og eksport af guld. Det er to meget vigtige pointer, når guldmøntfodens virkemåde skal forstås, det fremgår tydeligt senere.
En anden forudsætning for guldmøntfoden i Danmark var den frie udmøntning af hovedmønter, det vil sige den frie udmøntning af guld. Her bringes et uddrag af § 12 fra møntloven af 23. maj 1873: "… Der skal aabnes Adgang for Enhver til at erholde Hovedmønter udmøntede for indleveret Guld imod Erlæggelsen af ¼ pCt. af det udmøntede Beløbs Værdi for Møntning af 20-Kroner, 1/3 pCt. for Møntning af 10-Kroner. I øvrigt erlægges ingen Slagskat. … Skillemønt udpræges kun for Statskassens regning." (6)
Seddeldækningen
Under den danske sølvmøntfod fra 1845 til 1873 og guldmøntfod efter 1873 var udstedelsen af pengesedler primært baseret på henholdsvis Nationalbankens (7) sølvreserver og guldreserver. Enhver kunne tage sine sedler med ind i Nationalbanken og få dem vekslet om til klingende guldmønt. I de fleste andre lande havde centralbankerne lignende forpligtigelser.
Nationalbankens kasse, hvor omveksling af sedler til guld kunne ske (8)
Guldindløseligheden var en central del af baggrunden for, at guldmøntfoden fungerede internationalt. Guldindløseligheden var således af meget stor betydning. Desuden afhang befolkningens tiltro til pengevæsnet, særligt til sedlerne, af troen på, at man til enhver tid kunne få vekslet sine pengesedler om til guldmønter. I alvorlige krisesituationer var centralbankerne nødt til at suspendere guldindløseligheden for at beskytte det pågældende lands pengevæsen, det vil sige for at beskytte centralbankens guldfond. Da de fleste lande med guldmøntfod suspenderede guldindløseligheden ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914, blev det samtidig enden på den internationale guldmøntfod.
Nationalbanken under guldmøntfoden (9)
Nationalbanken, der reelt først under 1. verdenskrig endegyldigt blev Danmarks centralbank, blev oprettet ved oktroj (10) i 1818 som et privatejet aktieselskab, der skulle sikre et stabilt pengevæsen og et problemfrit pengeomløb i Danmark. Oktrojen havde gyldighed til 1908, men blev uden større problemer fornyet i 1907 indtil 1938. Nationalbankloven, der forsat gælder, kom dog allerede i 1936. Nationalbanken havde monopol på udstedelsen af officielle pengesedler i Danmark og skulle principielt være uafhængig af staten. Derfor var der i oktrojen opstillet skrappe regler for seddelmængdens fundering, der dog undergik en forandring ved oktrojfornyelsen (11).
Dækningssystemer
Før 1907 havde seddelmængden været dækket af Nationalbankens guldfond m.m. via et såkaldt kontingentsystem. Under et kontingentsystem må den pågældende centralbank udstede en fastsat seddelmængde uden dækning, hvorimod seddeludstedelser udover den fastsatte mængde skulle være 100 % dækket af centralbankens guldfond m.m. I perioden op til 1907 havde det fastsatte beløb i Danmark været 38 mio. kroner, mens Nationalbankens guldfond var på ca. 90 mio. kroner. Således kunne Nationalbanken under kontingentsystemet omkr. 1907 lovligt sætte sedler for ca. 128 mio. kroner i cirkulation (12).
Ved oktrojfornyelsen i 1907 blev det ældre kontingentsystem erstattet af det såkaldte procentsystem/brøksystem, der betød, at en bestemt procentdel af seddelmængden skulle være dækket 100 % af centralbankens guldfond. I Danmark var procentsatsen 50, det var en højere sats end i de fleste andre lande. I Danmark betød det forsimplet gengivet, at seddelmængden kun måtte være dobbelt så stor som summen af Nationalbankens nettotilgodehavender hos Norges Bank, Sveriges Riksbank og Reichsbank in Berlin samt Nationalbankens beholdning af ædelmetaller, der næsten udelukkende bestod af guld. Af disse aktiver skulle ædelmetallerne for at skabe tillid til og sikkerhed for systemet udgøre en minimumsandel.
Et teoretisk fastkurssystem
Datidens største handelscentrum var London, og England var sammen med Tyskland Danmarks vigtigste handelspartnere. Både Tyskland og England havde også guldmøntfod. Ligesom kronen var fastsat til at være ca. 0,403 gram guld værd, så var det engelske pund (13) fastsat til at være ca. 7,325 (14) gram guld værd. Det vil sige, at den teoretiske og officielle £-kurs var ca. 1816,6 (15), med andre ord var ét pund 18,166 kroner værd.
På grund af den fælles fastlåsning til en bestemt guldværdi, var der automatisk etableret et fastkurssystem. Den faste, men teoretiske, kurs kaldes guldpariteten. Den reelle kurs afveg fra guldpariteten på grund af forskellige økonomiske (16) forhold, de vigtigste var forsikrings, omvekslings- og transportomkostninger. Disse omkostninger fremkom bl.a. på grund af den måde, hvorpå internationale betalinger skete i datiden, hvilket kort omtales senere (17).
Guldsovereigns indeholdt næsten dobbelt så meget guld som de danske guldtikroner. Denne er udmøntet i London i 1912
Problematikken ang. faste valutakurser er helt central mht. guldmøntfodssystemet, desuden ligger den meget nær dele af den danske ØMU-debat, hvorfor den kun kortfattet fremføres her: Den store fordel ved faste valutakurser er, at diverse transaktionsomkostninger ved omveksling spares. Der er på denne måde kun et vekslegebyr og forsendelsesomkostninger tilbage som udgift ved et fastkurssystem. Det vil således være en fordel for private personer i forbindelse med rejser o.l.
De primære fordele ved faste valutakurser opnår imidlertid stater, virksomheder osv. Eksempelvis vil konkurrenceevnen forbedres på grund af faldet i transaktionsomkostninger. Desuden vil virksomheder o.a. i en verden uden faste valutakurser skulle kalkulere med et vist udsving i varens pris, når der handles med udenlandske virksomheder o.a., da der ofte vil være en forskel mellem valutakursen den dag kontrakten blev indgået og den dag handlen gennemføres.
En reel indvending er, at virksomhederne kan forsikre/aftale sig udenom dette problem, de fleste internationale transaktioner er i nutiden kurssikrede. Men alt andet lige eliminerer et fastkurssystem i teorien selve problemet, hvilket bl.a. giver virksomhederne bedre muligheder for langsigtet planlægning og bedre im- og eksportforhold. Den fordel som virksomhederne opnår ved de lavere transaktionsomkostninger kan også problematiseres, da der let kan stilles spørgsmål ved dennes størrelse; Har den reelt så stor betydning for virksomhederne? Det er et åbent spørgsmål, som ikke vil blive søgt besvaret her.
Der er også en direkte ulempe ved faste valutakurser, således vil en økonomisk krise/asymmetrisk chok, der rammer et enkelt land, blive eksporteret til andre guldfodslande som følge af den fælles binding til guldet. Ligeledes vil andre ikke-koordinerede politiske tiltag kunne påvirke andre lande via en spillover-effekt. På denne måde stiller guldmøntfodens fastkurssystem krav til samarbejde og solidaritet mellem landene.
Det ultimative betalingsmiddel
Valutaernes binding til guldet og den frie import, eksport og guldudmøntning skabte dele af grundlaget for datidens internationale handelssystem. Tidligere foregik internationale betalinger oftest i de mest anerkendte valutaer (18), men betalingerne kunne også ske via omveksling til og fra guld samt via im- og eksport af guld, det skete imidlertid sjældent for andre end centralbankerne, hvilket forklares senere.
Via periodens meget vigtige danske eksport af forædlede animalske produkter, særligt smør og det magre baconsvin, til England, kom der store mængder af engelske pund til de danske eksportører. Derved fik Danmark et overskud på handelsbalancen i forhold til England, og Nationalbanken blev kreditor overfor Bank of England på grund af den udbredte brug af veksler. Samtidig blev Nationalbanken debitor overfor Reichsbank in Berlin via den danske import af varer fra Tyskland, der krævede at importørerne havde tyske mark at betale med.
De forskellige handelsunderskud blev, når de var tilstrækkelig store, udlignet mellem centralbankerne via køb og salg af guld. Guldet indtog således en altoverskyggende rolle i datidens økonomiske og monetære system. Foruden at være pengevæsnets basis, var Nationalbankens guldbeholdning også garant for Danmarks internationale kreditværdighed og forsatte import. Guldet var sagt på en anden og mere summarisk måde datidens ultimative betalingsmiddel, da det kunne omveksles til alt.
Bank of England, én af de vigtigste brikker i den internationale guldmøntfod (19)
Guldpunkter
Når danskere handlede med briter kunne det som nævnt ske enten i guld eller i pund altså i national valuta. Prisen på valuta var styret af udbud og efterspørgsel, men valutakurserne under guldmøntfoden kunne kun svinge indenfor nogle bestemte margener kaldet det øvre og nedre guldpunkt.
Det skal forstås på den måde, at hvis der i Danmark var stor efterspørgsel på pund, så ville prisen på pund stige, lige indtil det bedre kunne betale sig rent økonomisk at foretage betalingen i guld. Det kunne ske ved at købe guld i Nationalbanken for danske kroner, som derefter sendtes til Bank of England, hvor guldet omveksledes til pund, der derefter brugtes til at betale med. Begge centralbanker var jo forpligtet til at veksle/udmønte valuta/guld efter de fastsatte priser på guld.
Det tidspunkt, hvor det for den danske debitor bedre kunne betale sig at betale med guld, kaldes for det øvre guldpunkt. Derfor vil valutakursen aldrig kunne gå over det øvre guldpunkt. Forskellen mellem guldpariteten og det øvre guldpunkt er de tidligere nævnte økonomiske omkostninger ved dette fastkurssystem. Forklaringen på det nedre guldpunkt er analog med ovenstående forklaring men med den forskel, at efterspørgslen efter pund nu er faldende, hvorfor prisen på pund også vil være faldende (20).
Centralbankspolitik
Hvis £-kursen i Danmark nogensinde kom i nærheden af det øvre guldpunkt, så ville Nationalbankens guldfond være truet. Hvis det blev aktuelt, det vil sige økonomisk rentabelt, for private at bruge guld som betalingsmiddel, ville guldfonden hurtigt forsvinde, hvilket alt andet lige ville være en katastrofe for Danmark. Hvis det omvendt var det nedre guldpunkt som valutakursen nærmede sig, så var det Bank of Englands guldfond, der var truet.
Derfor måtte centralbankerne forsøge at holde valutakurserne så tæt på guldpariteten som muligt. Desuden skulle centralbankerne sørge for, at guldindløseligheden og troen derpå bevaredes så længe som overhovedet muligt. Centralbankerne havde dertil forskellige midler. De kunne eksempelvis føre pengepolitik (rentepolitik); én i samfundet øget efterspørgsel efter guld ville på grund af guldindløseligheden sætte centralbankens guldbeholdning under pres og antageligt skabe inflation, der i guldmøntfodssystemet selvsagt skulle forhindres. Kontraktiv pengepolitik gør det mere fordelagtigt at sætte penge i banken, hvorved presset på guldbeholdningen ville mindskes. Den ville ligeledes tiltrække udenlandsk kapital til landet, hvilket på sigt ville stabilisere den pengemangel, der antageligt ville opstå i samfundet.
Centralbankerne kunne også sælge og købe udenlandsk valuta og derigennem påvirke udbudet og efterspørgslen i samfundet, så troværdigheden og den fastsatte kurs kunne opretholdes. Centralbanken kunne også styre seddelmængden i samfundet, hvilket også kunne bruges til at fjerne et eventuelt pres på guldbeholdningen f.eks. ved at obligationer udstedtes og seddelmængden dermed indskrænkedes.
Guldmøntfodens internationale karakter fremgik i datiden på flere måder
Karakteristik
Overordnet er guldmøntfodssystemet i moderne optik et liberalt system, selvom der er en fastsat pris på guld. Systemet indeholder simple teoretiske løsninger på mange problemer. Fordelene ved faste valutakurser er i en liberal optik umiddelbart klare, men enkelte dele kan i udstrakt grad problematiseres. Centralbankernes rolle og muligheder er ligeledes klare, det samme er målet; Beskyttelse af guldfonden og seddelindløselighed til alle tider.
Vigtigheden af international koordinering og bekæmpelsen af inflation giver også sig selv i systemet. En sidste vigtig faktor man skal have i baghovedet, når systemet analyseres, er, at de fleste af fordelene først eksisterer såfremt systemet er meget udbredt. Heraf følger det, at fordelene ved systemet bliver større desto flere lande, der går over til systemet (21).
(Medlemsbladet for Mönt- og Medaillesamlerforeningen i Aarhus Stift, nr. 309, april 2003, 31. årgang side 8-16)
