Mønthuset Danmark sælger mønter til – ja, til hvem?

af Redaktionen af Dansk Mønt

Det er i hvert fald ikke til vidende møntsamlere eller numismatikere. Det er ikke svært at finde fejl i og slet ikke halve sandheder i de flot opsatte reklamer. Nogle eksempler:

Da guldprisen for nogen tid siden steg voldsomt, bragte man en kurve, der viste guldprisens himmelflugt i US $ pr. ounce. Det så særdeles godt ud, og ganske rigtigt var guldprisen steget, men da man må gå ud fra at reklamer på dansk henvender sig til danskere, kun en sandhed med modifikationer. Da US $ nemlig samtidig faldt pænt i forhold den danske krone i den viste periode, var der for en potentiel køber med danske kroner nok tale om stigende guldpris, men slet ikke så voldsom en stigning som figuren viste. Desuden er det næsten en naturlov, at når den amerikanske doller falder i værdi, så stiger guldprisen og hvad der er vigtigt i denne sammenhæng: når dollaren stiger, så falder guldprisen.

Omtalte kurve blev bl.a. vist i forbindelse med salg af som det hed ”Danmarks sidste guldmønt” – Chr. X’s 20 krone fra 1913 (Sieg 122). OK, hvis vi ikke regner Den Kongelige Mønts nyere udgivelser, der med en hvis ret kan betragtes som rene samlerobjekter og ikke som reelle betalingsmidler, så nærmer vi os næsten sandheden. 1913-mønten er den første guldtyvekrone der udgives under Chr. X. – ikke den sidste der er fra 1917. Desuden blev der slået yderligere to typer Sieg 122.2 i 1926 og 1927 samt Sieg 122.3 i 1930 og 1931. Disse to typer blev dog aldrig frigivet, men eksemplarer findes i handlen. ”Danmarks sidste guldmønt” må altså siges at være en sandhed med modifikationer. At prisen så lå pænt over hvad mønten kan erhverves for hos en almindelig mønthandler eller på diverse netauktioner, er så en anden sag.

I skrivende stund har Mønthuset Danmark to uimodståeligt gode tilbud – eller er de? ”Få Danmarks dyreste mønt for kun 195 kr” – ja, det lyder for godt til at være sandt. Danmarks dyreste mønt er Chr. IV’s guldportugaløser, der kun findes i ét eksemplar i privat eje. Videre læsning af det specielle tilbud kaster dog noget lys over sagen. ”Den nye prægning af Danmarks dyreste mønt, kong Christian IV’s portugaløser fra 1591 til en værdi af over 550.000 kroner”, er da dårligt dansk. Det, man skal lægge mærke til her, er ”Den nye prægning” og ikke ”Christian IV’s portugaløser fra 1591 til en værdi af over 550.000 kroner”, men vi havde vel heller ikke ventet andet. Der er ikke en gang tale om en mønt der ligner Christian IV’s portugaløser, men højst en pæn efterligning, og i øvrigt er både mønten og efterligningen uden årstal. At firmaet angiver 1591 kan kun ses som et eksempel på dets manglende numismatiske ekspertise - der findes en Chr. IV portugaløser fra (15)91, men det er ikke den man har efterlignet. 1607 er det bedst begrundede årstal for mønten. ”Fordelagtig introduktionspris på kun 195 kroner – du sparer 355 kroner”. Rigtigheden af denne påstand kan da diskuteres, med mindre der menes fordelagtig for Mønthuset Danmark. Møntefterligningen har en metalværdi på højest 50 kroner og det er Dansk Mønts gæt, at det vil tage rigtig mange år før nogen vil give meget mere for dette metalstykke. Kort sagt: hvis du gerne vil erhverve noget, der ligner en Chr. IV portugaløser, så køb den, medens den koster 195 kr., men husk lige at du efterfølgende med stor sandsynlighed efterfølgende vil blive tæppebombet med mønter og medailler, eller værre - efterligninger af sådanne, som du enten skal betale eller have besværet med at returnere. Måske er det bedre at vente et par år, så vil du sikkert kunde finde den på en netauktion til mindre end 195 kr.

Det andet aktuelle tilbud er ”Europas Sølvarv – unikke sølvmønter fra hele Europa. Dansk 2 krone i sølv fra 1930, Christian X´s 60 års fødselsdag ... 195 kroner”. Der er nu ikke meget unikt over denne jubilæumsmønt fra 1930, der i følge Siegs Møntkatalog er slået i 302.640 eksemplarer af. På f.eks. internetauktionssiden QXL kan den erhverves for mellem 50 og 75 kr. Det der falder i øjet ved denne reklame, er kvaliteten af den viste mønt. Den vises i absolut fejlfri medaillepræg, en kvalitet som man kan tvivle stærkt på svarer til kvaliteten af den mønt, man ville modtage fra firmaet. Vort råd, hvis man køber brugt på nettet, er da kun at købe, hvis den vare, du køber, også er præcist den afbildede vare - og det gælder også for andet end mønter.

For nogen tid siden var der tilbud på enskillingen fra 1771. Billedet viste en efterligning af mønten. Nu er omtalte mønt vores mest almindelige ældre mønt (præget i over 55 millioner eksemplarer), hvorfor den kan erhverves hos mønthandlere fra ca. 50 kr. og opefter afhængig af kvalitet. Gud ved – nej, Mønthuset Danmark ved, om det var efterligningen eller den originale meget almindelige mønt der blev udbudt. Sådan kunne man blive ved.

Vi slutter lige med en lille historie om Mønthuset Danmark. En af Dansk Mønts læsere henvendte sig til Deres redaktør, fordi hun fik ubestilte mønter tilsendt. Hun var sikker på at hun aldrig havde skrevet under på noget, selv om hun havde købt en mønt eller to hos firmaet. Hun havde gjort Mønthuset opmærksom på at hun ikke mente at hun var ansat hos dem, og derfor ikke behøvede at spilde tid på at levere ubestilte vare tilbage. Mønthuset påstod at det skulle hun, men at de da nok skulle lade være med at sende flere mønter. Da hun fik den næste mønt tilsendt henvendte hun sig igen både på mail og per telefon med den tidligere besked med den tilføjelse, at firmaet naturligvis var velkommen til at hente de nu to uåbnede kuverter. Så fik hun at vide at så ville sagen gå til inkasso. Her kom Deres redaktør ind i billedet. Hun ville nemlig ikke risikere en inkassosag. Deres redaktør tog sagen af nysgerrighed. Kunden havde bl.a. sagt at hun var skuffet, fordi det ellers så ud til at være et pænt firma med både telefonnummer og adresse på hjemmesiden – normalt et godt tegn. Deres redaktør ringede og bad om at tale med chefen. Han var ikke til stede. Næste dags opringning gav tilsyneladende resultat: Deres redaktør fik chefen i tale, selv om han tilsyneladende havde fået kønsskifteoperation i mellemtiden, han var nu en dame. Jeg fik den lange forklaring med, at når man købte noget hos Mønthuset Danmark, bandt man sig til at modtage (og kunne eventuelt returnere) resten i pågældende serie. Dertil replicerede jeg, at jeg selvfølgelig meget gerne returnerede varerne, hvis Mønthuset kunne dokumentere, at kunden havde skrevet under på de betingelser. Chefen havde åbenbart sat sig så meget ind i sagen at hun viste, at det kunne hun ikke. Så det blev bare overhørt og jeg skulle bare skrive på kuverterne ”modtagelse nægtet” og smide dem i nærmeste postkasse. Jeg foreholdt hende, at så havde jeg jo ingen kvittering på at jeg havde sendt firmaets vare retur, og når de kunne komme til at fremsende ubestilte varer, så var det vel heller ikke utænkeligt, at de kunne undgå at opdage at de havde fået dem retur, og så var jeg endnu dårligere stillet. Og joh da, jeg blev også truet med inkasso.

Jeg kom i tanke om kundens bemærkning om adresse, så næste dag stillede jeg op på adressen. Jeg havde jo lovet kunden, at vi nok skulle undgå inkasso. Desuden var jeg efterhånden blevet ret spændt på, hvordan det firma så ud. Der var flere firmaer på adressen og døren var låst, men der var en dørklokke til Mønthuset. Jeg ringede på adskillige gange, hvilket ikke gav livstegn fra dem, der evt. måtte være til stede. Det var der da heldigvis noget at gøre ved. Med så mange firmaer i opgangen måtte døren blive brugt jævnligt. Efter en halv times venten, kun afbrudt af jævnlig og resultatløs hyggeringning på Mønthusets klokke, kom der da også nogle, der havde adgang, og dem fulgtes jeg med ind i opgangen. Oppe ved Mønthusets dør stødte jeg på samme problem. Løsningen måtte være den samme. Efter endnu nogen venten kom tre kvinder med adgang til de hellige haller, og jeg fulgte med ind, hvilket jeg i øvrigt i kraftige vendinger blev orienteret om at jeg ikke måtte. Da jeg nu var kommet indenfor, kom der straks en fjerde dame og sagde, at jeg skulle gå med det samme, uden overhovedet at orientere sig om mit ærinde. Jeg forklarede uanfægtet af hendes velkomst, at jeg bare skulle returnere et par kuverter med firmaets varer, og jeg ville gå øjeblikkelig når det var gjort. Damen så ud som om hun overvejede hvad der var lettest, at smide mig ud eller modtage de to kuverter. Hun kom meget fornuftigt til det resultat, at det nok var lettest at modtage kuverterne. Hun prøvede dog først den med at jeg bare skulle smide kuverterne i postkassen, fordi det var nogle oppe i Norge de ordnede den slags, og for at gøre det rigtigt kedeligt fortsatte jeg med den med kvitteringen. Hun accepterede uglad, men skulle dog lige kontrollere de uåbnede kuverters indhold. Da Deres redaktør gjorde mine til at følge efter hende for at overvære kontrollen, standsede hun straks og kontrollen foregik stående i gangen.

Der var, hvad der skulle være i kuverterne, sagde hun heldigvis, for jeg havde ikke kunnet se det, da kuverterne kun kunne returneres i uåbnet stand, som chefen havde belært mig om i telefonen. Jeg havde hjemmefra skrevet modtagelseskvittering i to eksemplarer, men hun måtte først forhøre sig højere oppe i systemet, hvorvidt hun måtte kvittere på disse. Hun tog sine kuverter for at gå ind og få lov. Jeg overvejede hurtigt om jeg skulle følge efter og ikke lade kuverterne ude af syne, men blev enig med mig selv om at være flink, og lade hende gå alene. Hun så lidt plaget ud. Efter et par minutter kom hun tilbage med en underskrevet kvittering. Her havde hun samtidig forpligtiget Mønthuset til ikke at sende flere varer til kunden. Hun må i øvrigt have været kongelig for hun havde kun fornavn.

Mønthuset Danmark har en adresse, men kunder er ikke velkomne.

Dagens gode gerning var gjort, den tidligere kunde blev meget glad og Deres redaktør fik sig da en oplevelse. En oplevelse der med al ønskelig tydelighed viser, at man skal tænke sig godt om, før man handler med Mønthuset Danmark.


Tilbage til Dansk Mønt