Borgerkrig, dyrtid og underlødig mønt

Træk af reformationstidens danske møntforhold

Da den 41-årige kong Christian II i april 1523 forlod Danmark for personligt at hente udenlandsk støtte i kampen for at bevare sin trone, var et åbent opgør mellem kongetro og oprørske kræfter uundgåeligt. Samtidig befandt landet sig i krig med Sverige og Lübeck, og uro gærede på andre felter: bønder rejste sig mod herremænd, og den katolske kirkes stilling undermineredes langsomt, men sikkert. Oprørsbevægelsen mod den landflygtige konge sejrede, men han havde stadig - åbenlyst eller skjult - mange tilhængere i landet, og muligheden for, at han med det habsburgske kejserhus' støtte skulle vende tilbage til Danmark, forblev de næste 21 år en afgørende faktor for de nye magthaveres indenrigs- og udenrigspolitik.

Som altid, når stærke kræfter kæmper om magten, var det den civile befolkning, der blev udsat for krigens rædsel. Dens omkostninger fik menigmand helt bogstaveligt at mærke i form af tunge ekstraskatter, plyndringer og grasserende dyrtid, sørgeligt velkendte følger af al krigsførelse. Efter Christian II's eneste, men fejlslagne forsøg på at generobre magten i 1531, indtraf kulminationen med Grevens fejde 1534-36, Danmarks sidste borgerkrig, der bragte den protestantiske Christian III til magten. I 1536 konfiskerede sejrherrerne tillige kirkens gods og gennemførte reformationen af den danske kirke efter lutheransk forbillede.

Et tidehverv

Disse dramatiske år er på mange måder en brydningstid mellem middelalderlig tradition og en ny tids strømninger. Et eksempel herpå er statsapparatets højst nødvendige drivkraft: møntvæsenet.

Helt fra det danske møntvæsens organisation i tidlig middelalder har prægning af landets mønt været et kongeligt privilegium, et regale, håndhævet i sammenhæng med skatteudskrivninger og andre statslige indtægtskilder. Det betød, at kongen i princippet havde frihed til, som en yderligere mulighed for at sikre staten indtægter, at udnytte forholdet mellem en mønts indhold af ædelmetal, dens reelle værdi, og den højere værdi, møntherren eventuelt kunne forlange, dens nominelle værdi.

Middelalderen rummer mange eksempler på sådanne møntserier med tvangskurs og regelmæssige afgiftsbelagte omvekslinger af gammel mønt for ny; det krævede imidlertid stor omtanke at administrere Møntforringelser som en indtægtskilde, dels på grund af forholdet til udlandet (hvor møntregalet dog ofte blev tilsvarende udnyttet), dels fordi kongen måtte være beredt på siden at modtage sin egen underlødige mønt i sine undersåtters skattebetalinger. Store dele af datidens økonomi har dog bestået af naturaliebetalinger, f.eks. blev mange afgifter til den lokale herremand betalt i korn, smør o.lign.

Penningen var i århundreder den eneste møntværdi, der blev præget, alle andre værdier var blot regneenheder. I slutningen af 1300-tallet indførtes den nordtyske regning med skilling (12 penninge), sechsling (søsling, 6 penninge), witten (hvid, 4 penninge) og blaffert (2 penninge). Første gang daler (= 3 mark) og mark (= 16 skilling) foreligger som konkrete mønter er i 1530'erne. I 1541 blev daleren hovedmønten i Christian III's reform af det danske møntvæsen, der i sine grundtræk forblev uændret helt til krone- og øresystemet indførtes i 1873. Fra et numismatisk synspunkt er 1541 derfor det skelsættende år mellem middelalder og nyere tid i Danmark.

Numismatikkens belysning af tidsalderen

I denne artikel vil enkelte hovedtræk af danske møntforhold for ca. 450 år siden blive ridset op. Kilderne til vor viden udgøres af officielle dokumenter fra samtiden, f.eks. møntmesterregnskaber, der dog kun undtagelsesvis er bevaret, og af mønterne selv. Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings mangeårige leder Georg Galster (1889-1983) har i adskillige større og mindre afhandlinger beskæftiget sig med denne periodes danske mønthistorie; det helhedsbillede, der er fremkommet gennem hans flittige forskning, danner grundlaget for nærværende oversigt.

Det overblik, der afslutningsvis forsøges skitseret over de arkæologiske vidnesbyrd, står i gæld til den omfattende registrering og bearbejdning af middelalderlige skattefund, der for tiden foregår på Nationalmuseet. Dette projekt, der udføres som et samarbejde mellem museets 2. afdeling og Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, skal efter planen resultere i udgivelsen af en publikation, der samler al eksisterende viden om skattefund fra ca. 1050 til middelalderens afslutning, gjort inden for det nuværende Danmarks grænser.

Christian II’s klippinge

I sine fem sidste regeringsår udnyttede Christian II sit møntregale til det yderste. Til udrustning og aflønning af lejetropper under felttoget mod Sverige 1520 krævedes store kontante beløb. Mellem 1518 og 1522 vides det fra bevarede regnskaber, at de upopulære klippinnge er fremstillet i millionvis. De er præget med skillingsstempler, men på alt for små og ujævne blanketter; skønt både stærkt underlødige og undervægtige skulle de gælde for en hel skilling (fig. 1).

Fig. 1. Christian II’s fuldgode skillinge. Senere sloges klippinge med skilllingstempler. Det var en hemmelig markering af forskelle i klippingenes lødighed, hvis de tre løver f.eks. var tegnet med eller uden tunger.

Udmøntningen fandt sted i Malmø og for de sidste par års vedkommende tillige i Stockholm. Hårde straffe truede de formastelige, der nægtede at tage imod kongens mønt. Resultatet viste sig hurtigt i helt ukontrollable prisstigninger på alle livsfornødenheder.

I møntmesterregnskabet 1518/19 nævnes også dobbeltskillinge af en bedre lødighed, men det er karakteristisk, at ikke et eneste eksemplar heraf er bevaret til eftertiden. Dårlig mønt fortrænger som regel den gode, der sikkert hurtigt er blevet omsmeltet.

Omsætningen i både Danmark og Sverige har helt frem til foråret 1524 været domineret af denne dårlige krigsmønt. Blandt klagepunkterne over Christian II's regimente fremhævede hans farbror og efterfølger Frederik I klippingen som en unyttig mønt, der ikke var andet end kobber. I sin håndfæstning fra 1523 måtte Frederik I love at udstede sine betalingsmidler af en lødighed, der svarede til de nordtyske udmøntninger. Indløsningen af klippingene medførte kraftige protester fra befolkningen, da den i første omgang foregik til en endnu ringere kurs end deres reelle købekraft.

I Sverige blev Gustav Vasa ligeledes nødt til at inddrage klippingene efter sejren over det danske styre 1523. En hel del af dem havde han selv ladet præge som betalingsmidler til sine tropper, camoufleret som elendig fjendemønt!

Klippingene inddrages

Frederik, der var hertug af Slesvig-Holsten, var, kort før Christian II forlod landet, af jyske adelsmænd blevet hyldet som Danmarks konge på Viborg landsting. Midt på sommeren 1523 gjorde han landgang på Sjælland. København og Malmø var loyale mod Christian II og holdt stand i hans navn, men efter en langvarig belejring overgav begge byer sig til kong Frederik den 6. januar 1524.

Klippingene er fortsat blevet udmøntet i København under belejringen, men det blev stadig vanskeligere at få soldaterne til at godtage dem.

Fig. 2. En af Frederik I’s såkaldte lejrskillinge fra Københavns belejring, (15)23. Mønterne har stor lighed med de dobbeltskillinge, Frederik I lod præge som hertug af Gottorp.

Frederik I lod til sin belejringshær præge dobbeltskillinge (fig. 2) med omskriften Deo duce milites triumphant (Med Gud som fører sejrer soldaterne). Efter en kun 17 år yngre omtale i et officielt dokument kaldes disse mønter lejrskillinge. Detaljer om denne mønttypes tilblivelse kendes ikke, men der kan meget vel have været indrettet møntsmedje i selve militærlejren; den var opslået i landsbyen Serridslev, der lå et sted mellem Fælledparken og Lersøparken i vore dages København. Det er en praksis, der har paralleller allerede i antikken, hvor romerske hærførere ofte slog mønt i felten.

Da nu de indkaldte klippinge skulle ommøntes, har Christian II's møntmester Jørgen Kock indtaget en central position. Han var nyvalgt borgmester i Malmø og havde loyalt forsvaret byen frem til kapitulationen i januar 1524. Han erkendte sit nederlag og formåede at overgå i Frederik l's tjeneste med alle sine embeder i behold. Sin nye konge forstrakte han med betydelige pengelån mod at få pant i udmøntningen i Malmø. Kongen havde faste møntværksteder i flere danske byer, og møntmesterembedet, der hvert sted i reglen var baseret på forpagtning, var højt betroet og indebar gode muligheder for formuedannelse.

Fig. 3. Frederik I, søsling 1524, præget i Malmø

På grundlag af den viden, Kock som møntmester sad inde med, kunne Christian II's klippingudmøntninger inddeles i fire grupper efter deres lødighed. Det var markeret i præget ved forskellige skjulte kendetegn, som menigmand ikke har haft forudsætninger for at tyde. De blev indsmeltet og metallet fra de tre grupper brugt til udmøntning af hhv. 14-penninge, søslinge (fig. 3) og hvide. Den fjerde og sletteste gruppe kendes hverken som klippinge eller de 3-penninge, de blev ommøntet til.

Sold kræver klingende mønt

Begge de stridende parter slog altså mønt med det primære formål at kunne aflønne de væbnede styrker. Det er karakteristisk for denne ustadige periode forud for reformen 1541, at ufredsårene og mønternes årstal ofte er identiske. Møntherrens militært betonede behov for betalingsmidler dominerede helt de behov, det civile samfund måtte have.

Fig. 4. Skilling, præget ca. 1523 af Søren Norby, der havde fået Gotland som pantelen på livstid af Christian II. Guds lam er Gotlands våben, mens møntens bagside viser Søren Norbys eget og hans navn SEVERIN NORBI

At møntherren ikke nødvendigvis var en kongelig person, findes der et enkelt eksempel på. Søren Norby, Christian II's lensmand på Gotland, måtte forsvare sit len mod både Frederik 1, Sverige og Lübeck; til finansiering af sin trofaste kamp slog han i eget navn skillinge (fig. 4) og hvide, hvad der er helt enestående i dansk mønthistorie. I 1525 ledede han på Christian II's vegne den skånske bondeopstand mod adel og konge, og i Landskrona slog han skillinge under den kongelige belejring af byen.

I 1525 udstedte Frederik I en ny møntordning, der dog ikke kom til at indfri håndfæstningens løfter om, at det danske møntvæsen skulle bringes på niveau med de nordtyske byers. I det store og hele måtte man indskrænke sig til at slå småmønt, der stadig var underlødig, og næsten ikke præge de større og bedre sølvmønter. Sølvprisen steg så voldsomt, at videre udmøntning ganske enkelt ikke kunne betale sig, og da krigshandlingerne var ebbet ud, var den heller ikke nødvendig og blev derfor indstillet 1528 i både Malmø og København. Man måtte i den daglige omsætning klare sig med den forhåndenværende danske småmønt, navnlig søslinge, og for større nominalers vedkommende med udenlandsk. Klippingenes ommøntning var dog afsluttet, så de har på dette tidspunkt ikke længere været gangbare.

Christian II vender tilbage

Jørgen Kocks lån til Frederik I med pant i den kongelige mønt i Malmø var indløst i 1530, men udmøntningerne lå stille, indtil kongen atter skulle hverve tropper. Efter mere end 8 års eksil forsøgte Christian II i 1531 at generobre sine riger og lande. Han ankom med henved 1200 mand til Norge, indtog Akershus og lod sig hylde som Norges retmæssige konge, mens Frederik I febrilsk udskrev store skatter. I de danske sognekirker beslaglagdes store mængder alterkalke og relikviegemmer, hvis ædle metaller den hastigt genoptagne møntprægning havde et næsten umætteligt behov for. Allerede 1528-29 havde udskrivningen af en klokkeskat tyndet alvorligt ud i landets bestand af kirkeklokker; ikke mindre end 375 tons middelalderligt klokkemalm blev i smeltedigien forvandlet til kongelige kanoner.

Fig. 5. 8-skilling præget i København 1532 af underlødigt sølv

Jørgen Kock og hans københavnske kollega Jørgen Drewes skulle atter fremstille krigsmønt, halve mark og skillinge (fig. 5), der ikke holdt, hvad de gav sig ud for. Undtagelsestilstanden blev dog af kort varighed, idet kongen i 1532 brød det frie lejde, han havde givet Christian II, og fængslede ham på Sønderborg slot.

Enkelte store sølvmønter og nogle få guldmønter blev præget i 1531-32; det er ikke urimeligt at forestille sig, at det er det konfiskerede guld og sølv fra landets kirker, der har gjort det muligt at præge disse pragtmønter (fig. 6). De bærer skriftsteder fra Det gamle Testamente, der udtrykker fuld tillid til, at Gud vil lade retfærdigheden sejre.

Fig. 6. Guld-nobel fra 1532 med Frederik Is og dronning Sofias portrætter. Bagsidens latinske omskrift lyder: I Herrens hånd er al jordens magt. Guldværdien af denne pragtmønt, der hun blev præget i 21 ekspl., svarede til ca. 18 gylden eller 45 mark. Samme stempler er anvendt til prægning af sølvgylden

At nære sådanne fromme forhåbninger skulle snart i endnu større grad vise sig berettiget. Nok sad Christian II bag lås og slå, og nok var spændingerne mellem kirkens prælater og de protestantiske prædikanter, og mellem disse indbyrdes, ikke slået ud i blodig uforsonlighed, men det gærede lige under overfladen. I landets store byer havde prædikanterne vundet fodfæste i løbet af 1520'erne, og statsmagtens foreløbige tolerance over for de nye stramninger var fremgået af kongens og rigsrådets beslutninger på herredagen 1527. I Malmø havde borgmester Jørgen Kock i 1529-30 foranlediget, at al kirkelig ejendom blev overtaget til verdslige formål, og byens katolske gejstlighed resignerede.

Grevens fejde 1534-36

Da Frederik I døde i april 1533, viste det sig imidlertid, at et flertal af adelsmændene i rigsrådet var modstandere af at vælge sønnen Christian (III), der i juni blev hertug af Slesvig-Holsten og bekendte sig til den evangelisk-lutherske lære. Rigsrådets knapt 50 adelsmænd udgjorde derfor landets øverste myndighed frem til sommeren 1534, hvor Christian III udråbtes til konge af en del af den jyske adel. Med omskriften Senatus regni Danie og årstal 1533 blev der præget 2-skillinge i Malmø af Jørgen Kock (fig. 7).

Fig. 7. Dobbeltskilling præget for Rigsrådet 1533 i Malmø

Da kom Christian II's person atter i fokus, idet grev Christoffer af Oldenburg, sønnesøn af en bror til Christian I, i den fængslede konges navn gjorde landgang nord for København. Han var i forbund med Lübeck, byrådene i København og Malmø og sidenhen tillige med hertug Albrecht af Mecklenburg. Dermed indledtes Grevens fejde, den sidste regulære borgerkrig i Danmark.

Christian III var med sin holstenske hærfører Johan Rantzau herre i Jylland. Det var af afgørende betydning for krigens gang, at han selv var i stand til at producere mønt. Han lod etablere et møntværksted i Århus, forestået af hans hertugelige møntmester Reynold Junge, der med sine folk var hidkaldt fra Gottorp. Fra hans bevarede regnskaber vides, at de ensidede klippinge med et C, det holstenske våben og årstal 35 er præget i Århus (fig. 8).

Fig. 8. Klippinge til pålydende værdi af hhv. 2 mark samt 8 og 4 skilling, præget i Århus 1535 for hertug Christian (III).

Disse afløstes snart af regulære 4-skillinge (fig. 9), der angiver Århus som møntsted og den portrætterede møntherre som electus rex, dvs. udvalgt konge. Der udmøntedes over 2000 kg sølv, indkommet som skatter fra befolkningen og gejstligheden, bidrag fra forbundsfællen Gustav Vasa og udbyttet af plyndringen af Ålborg. Sølvet blev blandet godt op med kobber, som det kunne være vanskeligt at skaffe i tilstrækkelige mængder.

Fig. 9. 4-skilling, Århus 1535, præget af Reynold Junge for den udvalgte kong Christian III. I månederne frem til august 1535 blev der fremstillet i alt tre udgaver af denne mønt med faldende lødighed.

Om sommeren havde Johan Rantzau og Christian III underlagt sig Fyn efter slaget ved Øksnebjerg og indledte snart efter den lange belejring af København. Møntværkstedet flyttede med tropperne og havde i Roskilde 40 svende i arbejde samt yderligere 20, der var indforskrevet fra Tyskland.

Fig. 10.

Flere betydelige ekstraskatter blev pålagt befolkningen af rigsrådet, og en sølvskat skulle skaffe ædelmetal fra domkirker og klostre - i det omfang, der stadig var noget at hente efter gentagne afleveringer i Frederik I's tid.

Disse store formuer forvandledes i Reynold Junges værksted i Roskilde til 2-mark (fig. 11), mark og 4-skillinge, der skulle holde Christian III's krigsmaskine i gang under den 11 måneder lange belejring af København.

Fig. 11. Christian III, 2-mark præget 1535 i Reynold Junges værksted i Roskilde.

I Malmø havde Jørgen Kock slået mønt for rigsrådet i 1533. Ved Grevefejdens udbrud var han tilsyneladende ikke i tvivl om, hvilket parti han skulle støtte; som borgmester i byen stillede han sig på grevens og den gamle konges side. I løbet af krigsårene lånte han betydelige beløb til grev Christoffer, lån der i 1548 endnu ikke var indfriet. Hans udmøntninger fandt sted i den fængslede Christian II's navn. En 4-skilling er slået, som det hedder i møntens omskrift, i det 3. år af det uforskyldte fangen-skab hos holstenerne (fig. 12); på en halv sølvgylden fra 1536 står, ligeledes på latin, Guds hånd skal udfri mig i det skændige fangenskabs 4. år.

Fig. 12. 4-skilling præget 1535 i den fængslede Christian II’s navn. København eller Malmø.

Malmø eller København er hjemsted for en 4-skilling, der bærer både Christian II's og grev Christoffers navn (fig. 13); samme type kendes som enkelt og dobbelt gylden, der hver kun findes bevaret i ét eksemplar.

Fig. 13. 4-skilling 1535 med Christian II's navn og billede og grev Christoffer af Oldenburgs navn og våbenskjold. København eller Malmø.

Efterspillet

Plaget af hungersnød og epidemier overgav København sig 29. juli 1536 til Christian III, der da stod som enehersker i hele landet. Efter Malmøs overgivelse havde han i april 1536 stillet en forbedring af landets møntforhold i udsigt, og dette blev formelt stadfæstet ved forordningen af 21. oktober 1537, hvor han lovede at reducere sin hidtil slagne mønt til halvdelen af pålydende. De første år efter den udmarvende borgerkrig har statsfinansernes tilstand imidlertid ikke tilladt en sådan afvikling af de underlødige udmøntninger; der skulle gå tre år, før kongen i praksis kunne nedskrive krigsmønternes pålydende værdi, og først i 1541 gennemførtes en fuldstændig reform af det danske pengevæsen.

Fig. 14. 4-skilling med Christian III’s ukronede billede, angivelse af København som møntsted og (15)35 som årstal. Må enten være præget i lejren udenfor Københavns mure ellerførst i det følgende år efter byens overgivelse til Christian III.

Både i København, Århus og Ribe har produktionen af underlødige 4-, 2- og 1-skillinge fortsat i 1537-38, men dateret, som om de var præget før krigens ophør. Christian III's københavnske 4-skillinge med årstal 1535 kan først være præget efter byens overgivelse det følgende år, medmindre man forestiller sig, at de er slået i lejren uden for København (fig. 14), parallelt med fig. 2. Ligeledes må 2- og 1-skillingene med kongens kronede billede, titel rex (konge) i stedet for electus rex (udvalgt konge) og årstal 1536 være præget efter kroningen i august 1537 (fig. 15).

Fig. 15. 2- og 1-skilling fra hhv. København og Ribe, dateret (15)36. Christian III er fremstillet som rex. konge, og med krone, skønt han først blev kronet i 1537.

Muligheden for, at Christian III af propagandahensyn ønskede at fremtræde som herre over København og som konge af Danmark, før han reelt blev det, er naturligvis til stede. Men mønternes uoverensstemmelse med den forbedring, der loves i 1537, og skriftlige optegnelser om udmøntninger i Ribe og Århus i 1537-38 - årstal der ikke kendes fra mønterne selv - peger snarere i retning af et forsøg på at sløre manglende forbedringer. Mønterne er antedaterede, dvs. forsynet med et ældre årstal end deres faktiske prægeår. Denne antagelse, der først blev fremsat af Georg Galster, bygger på en kombination af skriftlige kilder og mønternes egne udsagn. Om arkæologiske data, se nedenfor.

For anden gang havde Jørgen Kock holdt med den tabende part, og atter formåede han at opnå sejrherrens tillid. Hans protestantiske sindelag har nok spillet en vis rolle; med reformationens indførelse i oktober 1536 var det slut med den reelle tolerance over for trosretningerne: den evangelisk-lutherske var fra nu af den eneste, der kunne accepteres. Så velhavende var Kock, at han kunne yde kongen store lån i de svære år efter krigen, hvor landet langsomt kom på fode igen. I 1540 blev han atter borgmester i Malmø, og samme år deltog han som sagkyndig i de retslige undersøgelser mod Reynold junge, der var anklaget for underslæb og uregelmæssigheder i regnskaberne for Christian III’s udmøntninger 1534-40. Det er takket være denne retssag, der endte med en hård bødestraf til den ligeledes meget velhavende Junge, at disse regnskaber findes bevaret for eftertiden. Møntprægningen i Malmø blev indstillet ved byens overgivelse, så møntmester blev Kock ikke mere.

Fig. 16. Danske skattefund vest for Øresund med slutmønt 1523-1536 (-40'erne)

Periodens skattefund

Skemaet med skattefund fra 1520-30'ernes Danmark, de skånske provinser fraregnet, kan give et vist indtryk af datidens hjemlige møntcirkulation. De er opstillet på grundlag af Den kgl. Mønt- og Medaillesamlings fundprotokoller og forarbejderne til værket om danske skattefund fra middelalderen. Fastlæggelsen af mere præcise nedlægningstidspunkter er imidlertid i de fleste tilfælde lidt drilagtig.

De seks store fund fra Middelfart, Gloslunde, Voldtofte, Assens, Hedebogård og Æbelholt har alle 1524-26 som sidste sikre årstal. I flere af dem optræder den udaterede hvid, som Frederik I fra 1526 lod slå i Bergen (fig. 17).

Fig. 17. Hvid præget i Bergen for Frederik I. Den bærer intet årstal, men fra bevarede regnskaber vides, at den blev fremstillet fra 1526.

Skønt der således ikke findes krigsudmøntninger fra 1531-32 eller senere, er der næppe noget i vejen for at antage, at disse fund først er nedgravet under urolighederne i 1530'erne. Skattefundet fra augustinerklostret i Æbelholt bør måske ses i sammenhæng med reformationsårenes almindelige usikkerhed; fire af de øvrige fem fund stammer fra Nord- og Vestfyn, hvor krigen hærgede i foråret og sommeren 1535.

l et senere indkommet efterslæt til det store skattefund fra Assens optræder en skilling, præget i Oslo 1528. Nationalmuseets embedsmænd var underrettede om, at et antal mønter fra Æbelholt-skatten over en periode ca. 1850-80'erne var unddraget danefæbestemmelserne og ulovligt solgt fra stedet; blandt disse understukne mønter skulle efter sigende have befundet sig en 2-skilling, præget for rigsrådet 1533 (fig. 7). Sådanne oplysninger støtter formodningen om, at skattene først er skjult under Grevens fejde, og maner generelt til forsigtighed, når et skattefunds nedlægningstidspunkt skal indkredses. Den gamle tommelfingerregel om, at man har gravet sin formue ned i forbindelse med krig eller krigsfare, og at ejermanden selv er omkommet under krigen, må siges at have sandsynligheden for sig i de fleste tilfælde. De seks store fund er karakteristiske ved at indeholde et bredt udsnit af de foregående knap 100 års danske møntomløb. Korshvide fra Christoffer af Bayern, rigsrådets regeringsmåneder i 1448 og navnlig fra Christian I og Hans udgør langt hovedparten af de enkelte fund. Denne lille mønt, af værdi 1/3 skilling, må have været populær også til opsparingsformål i en tid, hvor Frederik l's ringere søslinge ellers dominerede den daglige cirkulation.

Det er påfaldende, at kun et enkelt eksemplar af Christian II's forhadte klippinge kendes fra periodens skattefund, nemlig fra det østjyske Gravholm-fund, der med sikkerhed vides at stamme fra 1530'erne. De må hurtigt og temmelig effektivt have forladt omsætningen. De øvrige mønter fra denne konges regeringstid er alle skillinge og hvide, der indeholder væsentlig mere sølv i forhold til den pålydende værdi.

Frederik I's søslinge gør sig yderst svagt gældende i de seks store fund, men dominerer til gengæld helt de tre mindre fra Djørup, Fårevejle og Fabjerg kirke. De to første består udelukkende af søslinge, det sidste fund af 16 søslinge og tre 4-skillinge. Som underlødig mønt har søslingene hurtigt fortrængt bedre mønt fra omsætningen og sikkert været temmelig enerådende i den almindelige handel og vandel. De synes at have nydt en vis tillid i befolkningen, der nok har foretrukket dem fremfor de mere upålidelige krigsudmøntninger. Alle tre fund kan for så vidt meget vel dateres til Grevefejdens år.

De ganske få tyske dalere i fundene fra Æbelholt (2 stk.), Hedebogård (3 stk.) og Voldtofte (2 stk.) har repræsenteret små selvstændige kapitalanbringelser. Sidstnævnte fund indeholdt tillige en tysk guldmønt, en gylden præget ca. 1495 for markgreverne af Brandenburg. En gylden modsvaredes af sølvværdien af en sølvgylden eller daler. På kong Hans' tid fik en landsknægt en gylden i ugentlig sold. En enestående guldskat, der ikke er omtalt i fig. 16, blev fundet indemuret på Hammershus i 1967. 22 tyske gylden, hvoraf den yngste er præget efter 1518, lå gemt i en lille silkepose sammen med fire fingerringe. Sandsynligvis er skatten gemt bort i august 1522, da en flåde fra Sveriges forbundsfælle Lübeck erobrede Hammershus fæstning, der på dette tidspunkt tilhørte Christian Il.

Fig. 18. Hvid uden årstal, formentlig præget 1541-44. Bagsidens våbenskjold og kors genfindes på alle danske hvide tilbage til Christoffer af Bayern i 1440'erne, deraf navnet korshvid.

Søslinge fra 1520'erne optræder sammen med senere mønter i fundene fra Gravholm, Hyllede, Teglstrup, Stokkebjerg, Allerup bakker og Brarup kirkegård. Blandt de opstillede fund i fig. 16 er mønter med årstallet 1536 med sikkerhed slutmønter i fire tilfælde. I to andre fund er det de yngste daterede mønter, men i disse to fund, Allerup bakker og Brarup kirkegård, findes tillige to udaterede typer, der af forskningen betragtes som præget efter møntreformen 1541. Lødighedsprøver af sølvindholdet i Christian III's hvid (fig.18) peger hen mod perioden 1541-44. Foruden fra Brarup kirkegård kendes denne hvidtype fra Svinninge kirkegård, hvor den afdøde har fået ikke færre end 218 korshvide med sig som gravgave; kors på mønter er i folketroen blevet tillagt særlig beskyttende kraft, og denne pengesum, der svarer til ca. 4 1/2 mark, skal sikkert ses i sammenhæng hermed. Fundets ualmindelige sammensætning tillader derfor ingen slutninger til et præcist nedlægningstidspunkt eller en nærmere tidsmæssig placering af den udaterede hvid.

Den anden problematiske type er en blaffert (1/3 søsling) med et kronet C, der findes i fundet fra Allerup bakker. Typen henføres til Flensborg, ligeledes i 1540'erne (fig. 19).

Fig. 19. Blaffert eller en halv hvid, formentlig fra 1540'erne. Mønten er så tynd, at den kun bærer præg på den ene side.

De to omtalte kirkegårdsfund har som gravgaver ingen sammenhæng med formuedeponeringer gjort i krigstid. Den lille pengesum fra Allerup bakker kan i hvert fald tidligst være fra 1537 på grund af kongens kronede monogram på blafferten; samme ræsonnement må gælde fundene fra Gravholm, Hyllede, Teglstrup og Stokkebjerg, hvis man fastholder formodningen om antedatering af 2- og 1-skillingene.

Skønt en stor del af fundene i fig. 16 formentlig først er skjult under Grevens fejde, har kun to kendte skattefund vest for Øresund indeholdt mønter, der på nedlægningstidspunktet har været helt nye og oven i købet af propagandamæssigt tilsnit. 4-skillingene slået i Christian II's og grev Christoffers navn (fig. 13) er repræsenteret i den ufuldstændigt bevarede skat fra Fåborg og i Assentorpfundet.

Fundene afspejler en kaotisk og dramatisk tid. De er gravet ned på tærskelen mellem middelalder og nyere tid og er karakteristiske ved helt at være domineret af samtidig og lidt ældre hjemlig småmønt. De ganske få tyske dalermønter foregriber den kommende tidsalder, der i 150 år helt skulle domineres af denne fuldlødige internationale handelsmønt.

Fig. 20. Daler præget 1526 for grev Ernst af Mansfeld. Eksemplaret stammer fra skattefundet fra Hedebogård, Veflinge sogn, Fyns amt. Det er den yngste daterede mønt i fundet.

(Nationalmuseets Arbejdsmark 1986 side 26-35)

Litteraturliste

• Reynold Junges Møntmesterregnskaber 1534-1540, udgivne ved Georg Galster. København 1934.
• Georg Galster: Unionstidens udmøntninger. København 1972.

Tilbage til Dansk Mønt