Lidt om S. P. Petersens Eftf.s private mønter

i anledning af Nordiske Numismatikeres besøg i fuglefjord den 30. Maj 1999

af Petur Martin Petersen, Fuglefjord

Første gang jeg stiftede bekendskab med S. P. Petersens private mønter - de såkaldte "blikkpengar" (der nok blev kaldt således, fordi de var lidt tyndere end de traditionelle mønter) var en dag først i 1950'erne.

Min far, Erhardt Petersen, var regnskabschef i ovennævnte firma og arbejdede ofte til sent ud på aftenen. Den gamle dør ind til købmandsbutikken, der var i stueetagen, var også hoveddør til kontorerne i overetagen (fig. 1). Denne dør var forsynet med en gammel lås, hvortil der hørte en stor nøgle, der skulle bringes til S. R P. juniors private adresse lidt længere henne i bygden. Da dette ofte var mit job, mødte jeg op hos min far på kontoret, lidt før han afsluttede dagens arbejde.

Dansk Mønts note til billedteksten

Efter min målestok som lille dreng, var dette kontor nærmest et sted, hvorfra en stor del af papirarbejdet i hele verden blev styret - og ikke mindst med min far som styrmand - til trods for at han næsten ikke kunne se ud på vandet uden at blive søsyg.

I et hjørne i dette "kæmperum", der nok målte ca 4x5 meter, navigerede min far mellem stakke af papirer - regninger, breve og andre dokumenter - der vedrørte skibe, fiskearbejde og købmandsskab i almindelighed. I et andet hjørne stod et gammelt pengeskab, som min farfar, Samuel Peter Petersen, der i folkemunde nok mest blev tiltalt som "Gamle Samuel Peter" (fig. 2), havde fået i bryllupsgave fra en af sine brødre, da han blev gift for anden gang i 1904 efter at have siddet som enkemand med 5 børn siden 1896.

En af mine opgaver ved disse aftenbesøg på kontoret var at anbringe en stor sort bog i dette skab, samtidig som min far kom med en gammel pengekasse, der var så slidt udvendig, at jeg troede, at den var af det rene sølv. Denne pengekasse blev stillet ovenpå den sorte bog, hvorefter skabet blev lukket og låst. Under dette skab var der en træsokkel, der var forsynet med en dør, der også kunne låses. I dette sokkelskab skulle der også anbringes forskellige bøger og papirer, når min far afsluttede sin arbejdsdag.

I et hjørne i dette underskab stod der en lille trækasse eller skrin, som på et eller andet tidspunkt vakte min opmærksomhed med det til følge, at min far en aften tog det frem, åbnede det og viste mig indholdet.

Jeg havde nok på det tidspunkt læst mine første sørøverromaner, hvor barske sørøvere gemte deres guld i trækister på afsidesliggende øer ude i det store hav. Derfor var det nok naturligt, at jeg spurgte min far, da "gulddyngen" i dette skrin kom til syne, hvorfor han gemte "sølvskatten" i pengeskabet, og lod guldet ligge i et træskab. Så jeg må på dette tidspunkt nok have tilegnet mig nogle af mine sørøveres forsigtighedsprincipper.

Men så fik jeg historien om "gulpengene". Min far sad på sin slidte kontorstol med "gulpengene" foran sig på bordet. Han tog et par mønter op af skrinet, og så fik jeg historien om min farfar og min fars halvbror med samme navn og om de såkaldte "blikkpengar".

Min farfar, der i 1887 startede firmaet, S. P. Petersen, havde en vis tilbøjelighed til kun at regne "klingende mønt" for penge. Han havde - til trods for at han kun havde faet undervisning i at læse og skrive i ca to år - allerede tidligt vist interesse for købmandsskab. Han var født i 1861 som kongsbondesøn. Men, da han ikke var ældst, måtte han ud og skabe sig sin egen tilværelse. Dette måtte enten blive som daglejer eller fisker. Han valgte at blive fisker.

Som 20-årig finder vi ham i Island, hvor han - sammen med andre af sine bygdefæller - driver fiskeri med åben båd fra de islandske kyster. Men som supplement til sit fiskeri havde han en sæk med købmandsvarer med sig. I denne sæk fandtes meget af det, som fiskerne omkring ham kunne have brug for. I fem år fra 1882 til 1887 - handlede han på denne måde og tjente efterhånden lige så meget ved sin handel som ved fiskeriet. De penge, han tjente på denne måde, vekslede han om til såkaldte "guldstykker", som han gemte i et barbersæbeetui på en sådan måde, at han tog sæben op af etuiet, anbragte mønterne i bunden af dette og pressede sæben på plads igen, så mønterne ikke kunne ses. En gammel mand har fortalt mig, at min farfar engang blev meget varm om ørerne, da en anden fisker havde lånt hans barbersæbe, og havde fået den "forkerte" sæbe med. Da han leverede den tilbage og sagde tak for lån, skulle han have tilføjet: "Samuel Peter, din barbersæbe vejer mere end de almindelige, men den skummer lige så godt". Dette må have været sidst på sæsonen, så denne mand må have været meget tæt på min farfars guld.

Min farfar blev gift i julen 1887 i Kollafjørdur. 3. juledag kom han til Fuglfjørdur. Det siges, at han kom til fods ad bygdestien med hænderne fulde. Han støttede sin hustru med den ene hånd, mens han ledte en ko med den anden. På dette tidspunkt havde han bygget sin købmandsbutik med bolig for de penge, han havde tjent ved fiskeri og samtidigt købmandsskab. 4. juledag åbnede han sin forretning med "kostbart kram og kone i køkken og ko i kælder", som der var nogen, der sagde.

Forretningen gik strygende. Han købte fisk, fik den forarbejdet og solgt til de rigtige priser. Firmaet blev kendt for kvalitetsklipfisk, fik medaljer ved fiskeriudstillinger i Norge og Spanien og begyndte i 1892 at anskaffe sig skibe og selv at drive fiskeri. Omkring århundredskiftet er det blevet til flere skibe, og nu kommer der en rivende udvikling i gang, således at firmaet ved 1. verdenskrigs begyndelse både havde flere forretninger og fiskeriaktiviteter i forskellige bygder og en fiskestation på Island.

Mens min farfar aldrig rigtig havde gået i skole, sørgede han for, at børnene skulle få en uddannelse, og specielt sønnerne skulle kunne drive købmandsforretningen og rederivirksomheden, der nu var blevet til en af de store på Færøerne.

Forretningerne med Spanien var nu blevet så betydelige, at min farfar valgte at sende en af sine sønner; Theodor, til Spanien for at varetage sine interesser der. I begyndelsen passede han disse interesser med adresse i Barcelona og senere i Bilbao.

Hjemme på Færøerne havde min farfar tabt nogle penge inden for fiskeri ved slutningen af 1. verdenskrig. Senere - i begyndelsen af 1920'erne - kom han med i et norsk projekt med nybygning af en trawler, der ikke kunne indfri de forventninger, man havde stillet, hvorfor han igen tabte en masse penge, samtidig med at fiskepriserne på verdensmarkedet var lave til trods for, at hele Europa sultede.

I 1924 måtte Gamle Samuel Peter standse sine betalinger, firmaets virksomhed gik i stå. Da værdierne blev gjort op, viste disse sig dog at være af en sådan størrelse, at man ved en fornuftig akkordordning fik lavet en aftale, hvor Gamle Samuel Peters ældste søn med samme navn kom til at forsætte firmaets virksomhed, som nu fik et "Eftf." knyttet til. Den reetablerede virksomhed blev også drevet med tæt samarbejde mellem flere af brødrene.

I begyndelsen var det meget svært med rede penge. Det sædvanlige i disse år var, at de, der arbejdede i de forskellige virksomheder på Færøerne, også købte deres varer hos deres arbejdsgiver. Da kreditmulighederne i bankerne var begrænsede, og fiskerivirksomhederne ofte måtte vente længe på deres penge i udlandet, havde man en ordning, hvor de ansatte i et firma kunne få lov til at købe dagligvarer på kredit. Dette køb blev så bogført i firmaet på en konto og hos kunden i en kontrabog, således at begge parter kunne holde regnskab med forbruget til den endelige afregning kunne gøres.

Denne ordning kunne i nogle tilfælde være uheldig, når kunde og firma ikke altid kom til samme resultat. Blandt andet derfor var det, at Theodor Petersen, som i marts 1924 - foruden at passe firmainteresserne i Spanien - også var blevet dansk og islandsk konsul, i 1929 kom på den tanke, at det kunne være praktisk med et privat "firmapengesystem", der delvis kunne overflødiggøre disse nogle gange ubekvemme kontrabøger.

Han søger kontakt med et firma i Spanien, der laver mønter til spilleautomater, og far lavet udkast til nogle private mønter, der kun skal bruges i deres eget firma. Mønterne skal være så gedigne som muligt - i "Gamle Samuel Peters" ånd fra pionerdagene. Mønterne skal laves af messing, men bliver kun præget på den ene side. Da kunderne i firmaet er en meget blandet skare, også ældre og gamle mennesker, hvis førlighed og evner til at sysle med bogstaver og tal ikke altid er de bedste, bestemmer Theodor, at disse mønter skal have ikke blot forskellig størrelse, men også forskellige faconer, som mange af brugerne nemmere kunne forholde sig til. Han laver kort sagt et møntsystem i 1929, som hos mange i vore dage stadigvæk kan vække beundring.

Min fars funktion bliver i disse år - efter hans eget sigende - en slags "nationalbankdirektørfunktion". Alt går godt - i begyndelsen. Men så opdager de andre købmænd i byen, at de kan øge deres forretning, hvis de også vil handle med denne nye valuta, som så blot skal veksles om til "kongens mønt" i "nationalbanken" - og der sad min far og vidste ikke rigtig, hvad han skulle. Men sådan blev det. Familiefirmaet måtte leve op til sit gode navn og rygte og betale om til "rigtige" penge, når de andre købmænd kom for at veksle.

Efter et par år var pengene blevet accepteret som "rigtige" penge vidt omkring. Mange af de ældre syntes endda bedre om disse penge, fordi de ikke rigtig havde tiltro til papirpenge, som nu var blevet mere almindelige - og så lignede S. P. Petersens penge jo også grangiveligt de gamle guldstykker, som man vidste, hvad var.

Måske kom kravet fra Danmarks Nationalbank om at holde op med disse private penge som en slags redning ud af problemet, til trods for, at min far tog det meget alvorligt, at han skulle blive beskyldt for at have været med til noget ulovligt. Men pengefalskneri kunne dette ikke komme under, for der stod jo navn og adresse på hver mønt. Det var nok med let sind, at min far i 1933 for sidste gang stillede pengeskrinet med de private mønter ind i træsoklen under pengeskabet og låste.

Nu sad han igen med samme skrin og viste mig de forskellige mønter, der vist nok var fremstillet i flere udgaver, hvorfor bogstaver og tal på de samme værdier kunne være lidt forskellige, ja, der var endda nogle, hvor man havde stavet "Eftf." forkert. - Min far var meget pedantisk med hensyn til retskrivning.

Før han lukkede pengeskrinet, tog han en mønt op og sagde til mig, at denne kan du beholde, for den kan i hvert fald ikke være noget værd. Der var boret et hul i kanten på den og et 1-tal var præget i bagsiden af mønten.

"Ja", sagde min far, "mønterne kom dog igen til ære og værdighed, da vi indrettede værktøjsrummet i vores smedje".

Og så fortalte han om, hvordan farbror Hilmar var kommet på den geniale id, at bruge mønterne som poletter, der skulle hænges på søm, der var anbragt ved de forskellige stykker værktøj, når de blev "lånt" ud til de ansatte til brug ved de forskellige arbejder. Hver arbejder fik sit nummer præget i et antal mønter, som skulle afleveres, når de "lånte" et stykke værktøj, og tilbageleveres til arbejderen, når værktøjet blev leveret tilbage.

"Ja, nu er denne ordning også gået af brug", sagde min far, "så mønterne er nok gået over i historiens glemsel for evigt".

Han har nok ikke dengang tænkt på, at menneskeheden havde udviklet en afart, der blev kaldt numismatikere.

Ovenstående beretning blev fremlagt ved Nordisk Numismatisk Unions møde i Fuglafjørdur på Færøerne søndag den 30. maj 1999.

(NNUM 2000/6 side 123-126)

 

Note til billedteksten til fig. 1:
I et brev til Dansk Mønt 24.11.2000 anfører Petur Martin Petersen:

"I Numismatisk Tidsskrift er teksten under billedet med selve handelsbygningen lidt misvisende. Det drejer sig ikke om en vinterstemning. Fjeldene er mørke og uden sne. Det hvide, som ses på jorden oppe forbi bygningen er klipfisk, der ligger til tørring på de stensatte fisketørringspladser, som fandtes forskellige steder på friarealer i bygden - og man tørrede kun fisk udendørs om sommeren og lidt ud på efteråret. Så teksten kunne i stedet have heddet: Sommerstemning med fiskearbejde omkring den gamle købmandsgård i Fuglefjord."


Tilbage til Dansk Mønt