Vi ved, at udenlandske specialister er hentet til Danmark gennem århundrederne. Alene indenfor mønt- og pengehistorien kan vi anføre en række eksempler:
Under arbejdet med et planlagt nordisk bind i Philip Griersons serie Medieval European Coinage blev jeg her i sommer opmærksom på en engelsk-dansk møntmester fra første halvdel af 1200-tallet, som ganske vist er kendt i de snævreste fagkredse, bl.a. efter Georg Galsters fremlæggelse i jubilæumsbogen for American Numismatic Society i 1958 (2). Alligevel vil det nok ikke være helt forkert også at berette om pågældende på et nordisk sprog. Samtidig skal jeg forsøge at perspektivere mandens virke, der bestemt ikke har været helt almindeligt.
Når vi overhovedet kender noget til Nicholas af Saint Albans' forbindelse med Danmark, skyldes det Matthew af Paris, en uhyre flittig engelsk krønikeskriver, som både kunne skrive om sit eget kloster St. Albans nord for London (den pragtfulde 1100-tals klosterkirke eksisterer stadigvæk) samt om hele den dengang kendte del af verden, i praksis altså Europa og Middelhavslandene. I England har historikeren Richard Vaughan i de senere år stået for flere bøger om og nyudgaver af Matthew af Paris. Matthew døde i øvrigt i 1259 og var aktiv lige til et par år før sin død (3). Også andetsteds i Europa har man i nyere tid beskæftiget sig med Matthew af Paris, en oversigtsartikel i det store nye middelalderleksikon giver et godt indtryk af forskningen (4).
Matthew af Paris bringer et sted i sin St. Albans krønike en ganske fantastisk - men ikke utroværdig! - historie om, hvordan en engelsk munk på en snedig made bringer den hellige Albans relikvier tilbage til klosteret i England, efter at relikvierne - vel i nogle menneskealdre - har stået på alteret i domkirken i Odense. Han får lavet et hul i undersiden af helgenskrinet og får fisket de relevante dele ud. Derefter bringes de tilbage til England med en købmand, som hvert år kommer til Ribe med sit skib. Købmanden vidste godt, hvor om bord der var et hemmeligt sted til sådanne sager, og ekspeditionen får en lykkelig udgang. Relikvierne kommer tilbage til St. Albans, hvor munkene jubler. Den snedige munk vender også hjem, og som det moralske menneske han var, underretter han Odense-munkene, som tilsyneladende tog sagen forholdsvis pænt (5).
Hvornår denne hændelse skete, ved vi ikke. Måske engang i 1100-tallet? Hændelsen har ganske givet gjort indtryk i Danmark, selvom vi ikke har danske kilder, der beretter om den hvis der har været skriftlige kilder, så er de i hvert fald ikke bevaret. Men sagen har ganske givet været kendt, man har talt om den i landets indflydelsesrige kredse, ved hoffet og andetsteds. Men utvivlsomt - som man sagde senere hen - sub rosa. Det vil sige, at man talte om sagen i en sluttet kreds, men holdt mund uden for! Hvis man imidlertid var uden for Danmark og tilbage i England, kunne sagen vel ventileres! Det var en landsmand, som havde været dristig, og så kunne den viden, man havde fået sub rosa vel godt luftes, heltene sad jo i ens eget land, de bedragne var blevet på den anden side af Nordsøen. Havde man øjne og øren og øjnede den gode historie, så skrev man den også ned, hvis man var Matthew af Paris. Og det gjorde han, og på den måde har den overlevet tidernes gang. Men hvem var det så, som ikke kunne holde mund? Her er Matthew helt præcis, han angiver alle hjemmelsmændene, som netop stammede fra eller var uddannet ved egnen omkring St. Albans, og som de trofaste og troværdige mænd de var, havde de været i kongen af Danmarks tjeneste. Og kongen af Danmark hed "Aldemarus", altså Valdemar, og han regerede mere end 40 år. Med andre ord, Valdemar II Sejr, som var konge fra 1202 til 1241.
Mændene var
Nu er det Nicholas af St. Albans, vi skal koncentrere os om, manden, som efter oplysningerne - og Matthew er normalt troværdig - var øverste møntembedsmand først hos den danske og senere hos den engelske konge. Med det vi nu ved, kan vi sige, at Nicholas af St. Albans som søn af den berømte guldsmed Johannes så at sige var "født ind i faget", slet ikke nogen dårlig start, hvis man var ambitiøs, og det har Nicholas nok været. Hvis vi vil have nogle absolute årstal, må vi vende os til de engelske kilder og - nogenlunde kortfattet - begynde med den engelske, afsluttende del af karrieren.
Det viser sig, at Nicholas i 1237 købte embedet som moneyer (møntmester) i det engelske hovedmøntsted London samt i den kongelige andel af det ligeledes vigtige møntsted Canterbury (fig. 2-3) (7). Eller, som Martin Allen udtrykker det i en nylig publikation, Nicholas havde monopol på de kongelige møntstempler fra London og Canterbury, hvad der kan hænge sammen med, at han havde forpagtet "møntstøberierne" i London og Canterbury. Det må være sket før den 3. maj 1242, idet man på dette tidspunkt overvejede, hvorledes man kunne formindske Nicholas' indtægter, der p.g.a. krig med Frankrig var blevet ekstraordinært store (8). Her må vi gøre en lang engelsk historie kort. Selv om Nicholas ikke hele livet kunne beholde begge sine indbringende entrepriser, både den i Canterbury og den i London, så var han stadigvæk en indflydelsesrig mand, der måske oven i købet også havde sørget for at få en kone med ben i næsen? Han ser ud til at være død omkring 1252, og når der fortsat blev slået mønt i hans navn, kan det måske skyldes at det reelt var boets eksekutorer, som i det følgende par år stod for virksomheden (9)?
Hvis vi skal sammenfatte det fra et dansk synspunkt relevante i Nicholas' engelske karriere, så er han senest i 1237 vendt tilbage til England fra Danmark, og han har været i stand til at købe sig til indflydelsesrige - og lukrative! - poster på de vigtige engelske møntsteder, London og Canterbury Og pengene - ja, de kan selvfølgelig være arvet fra faderen Johannes, men nok så nærliggende er det vel at tro, at de var tjent i Danmark i Valdemar Sejrs tjeneste. Måske vil nogen nu spørge, kan det være muligt? Var kassen ikke tom, da landet i 1225 for 45.000 mark sølv havde måttet løskøbe kongen og hans søn fra fangenskabet hos greven af Schwerin? Jo, utvivlsomt, det var også det man sagde et par år efter, da paven behøvede en indbetaling fra en af bisperne! Men - lad os prøve at sætte os i Nicholas' sted. Han har brugt 30 år, sin ungdom og den bedste del af sin manddom i den danske konges tjeneste. Han har været med til at administrere møntvæsenet, mere eller mindre sådan som det "altid" havde været, masser af mønttyper, regelmæssig udskiftning af typerne fra de forskellige møntsteder, mere eller mindre hvert år, år efter år (renovatio monetae). Han kommer med sin engelske baggrund, hvor man i generationer - siden 1180 - har haft en uforandret, stabil sølvmønt, og hvor møntherrens navn, som det fremgår af mønterne, altid var Henrik (fig. 1). Ganske uanset om kongen så hed Richard Løvehjerte eller Johan uden Land! Måske var det noget, man skulle tale med Kong Valdemar og hans rådgivere om? Og måske var det samtidig fornuftigt - efter vel udført gerning - at sætte kursen mod de hjemlige engelske strande? Kong Valdemar var efter tidens forhold ved at blive gammel, og hvem ved, hvordan efterfølgeren ville skikke sig?
Det ovenanførte er selvfølgelig formodninger, men de er ikke helt grebet ud af luften. I hvert fald gennemføres der i 1234 - eller lige efter en møntreform, som i resten af Valdemar Sejrs tid (til 1241) giver de jysk/fynske mønter et ensartet, standardiseret kan vi næsten sige, udseende (fig. 4) (10). Lødigheden er ganske vist ikke sterlingsølvets 925 ‰, man må nøjes med c. 200 ‰. Også på Sjælland lykkes det at bringe orden i tingene, man beholder ganske vist sin egen, men stabile mønt, men også den er i lighed med de jyske mønter fremstillet ved hjælp af punser (fig. 5). Således fremtræder den smukt og ensartet. Der har helt givet været en overordnet styrende tanke og hånd, og det kan vel næsten kun have været Nicholas af St. Albans'. Nu kunne man være mønten bekendt, både inden- og udenlands! Kun skåningene holder sig for sig selv, den moderne teknik med punsene måtte skåningene i nogle år acceptere, men udseendet ville man nu have for sig selv!
Da møntreformen var vel sat i søen og godt i gang, kunne Nicholas gøre op med sit virke og sig selv. Han så på sit regnebræt, og besluttede sig til at bede kongen om sin afsked efter de mange, ja, angiveligt 30 års tro tjeneste. Og kongen indvilgede - modstræbende - må man tro. Men det håndgribelige resultat af de mange år - Nicholas' formue - hvordan kom den hjem? Ja, penge og pengeoverførsler talte man ikke om, hverken dengang eller nu. Men det hemmelige rum, som Nicholas og hans venner kunne berette om skulle findes i købmandens skib, da den hellige Albans relikvier skulle hjem til England, det har sikkert også været til at finde omkring 1236, da Nicholas selv stod for at skulle til England. Men måske, kan man formode, var det en lille smule ufornuftigt med en større transport af en sum, enten i sølv - eller penge - når man nu i så mange år havde været møntmester. Der var måske en form for kontrol, og der kunne jo måske blive stillet ubehagelige spørgsmål af en tolder eller foged! Rent bortset fra selve sørejsens farer.
Heldigvis for Nicholas har han sikkert kunnet begrænse, eller rettere fordele risikoen. Han har sikkert kendt andre metoder til at opdele sin formue. Det var nemlig ofte middelalderens europæiske guldsmede, som stod for pengeoverførsler og betalinger. Hvis man nu - tilfældigvis - rigtig godt kendte en af de engelske købmænd, der handlede i Danmark, og måske også en af de danske købmænd, der handlede på England, så kunne man måske betale pågældende et beløb i Danmark og til gengæld få et tilsvarende beløb udbetalt i England? Her er vi inde på antydningernes vej, men de er ikke uforsvarlige. Der er nok al mulig grund til at tro, at Nicholas af Saint Albans har været helt på højde med tidens forretningsteknik, og at han - så vidt det nu var muligt - også har udnyttet den, da han skulle gøre sit bo i Danmark op. På den ene eller den anden måde lykkedes det, og da Nicholas vendte hjem, omkring 1237, begyndte han en ny lysende karriere som en af den engelske konges pengemænd, en karriere, som efter alt at dømme kom til at vare til hans død 15 år senere, ca. 1252.
For at undgå misforståelser - dette er en skitse, udarbejdet en sommerdag på Fitzwilliam-museet i Cambridge på grundlag af en række kendte oplysninger. Den skildrer, hvorledes sagen kan være gået for sig. Hvordan Nicholas af Sankt Albans' liv virkelig har været, får vi næppe nogensinde at vide. Men for undertegnede har tiden været inde til at give et bud, så kvalificeret det nu har kunnet gøres.
(NNUM 2005 side 58-62)