Fremkomsten af endnu et eksemplar af den sjældne 1 marck 1535 Galster 246 og det forhold at et andet kendt eksemplar H. Hedes eksemplar - aldrig har været afbilledet er bevæggrundene for denne artikel.
Endvidere kan det oplyses, at Hedes eksemplar vil komme på auktion til efteråret.
I april 1533 døde Frederik I på Gottorp slot i Slesvig. Dette var anledningen til flere års uro i Danmark, som kulminerede med grevefejden. Denne begivenhed førte til at hertug Christian - Frederik I's søn - blev konge af Danmark.
Den lutherske lære var under Frederik I's beskyttende hånd udbredt i Danmark - til bispernes og prælaternes store fortrydelse. De drømte om at få den magt tilbage, som de måtte afgive i forbindelse med Frederik I's reces af 1527, hvor kirken i Danmark blev nationalkirke - løsrevet fra Paven og Rom.
Rigsrådet og dermed adlen havde efter afsættelsen af Christian II fået en væsentlig indflydelse på kongemagten. Rigsrådet var på Herredagen i København i 1533 ikke til sinds med det samme at vælge en ny konge hertug Christian, der var protestant - men rigsrådet ville se tiden an. Baggrunden herfor var de katolske herremænds og bispernes store indflydelse i rigsrådet.
Hansestaden Lübeck under ledelse af Jurgen Wullenweber og Nederlandene ønskede begge hver for sig eneret på handlen i Østersøen og hertil skulle de bruge stabile, men afhængige kongedømmer i Østersøregionen.
Hertil kom den svenske konges - Gustav Vasa - angst for at Christian II skulle blive løsladt fra Sønderborg Slot og genindsat som konge af Danmark.
Dette er i grove træk de vigtigste forhold for den blanding af religionskrig, klassekamp og handelspolitisk opgør som karakteriserer grevefejden.
Borgerkrigen, der brød ud i 1534, havde på den ene side Hansestaden Lübeck, Christian II's tilhængere. På den anden side det danske rigsråd, Nederlandene samt den svenske konge Gustav Vasa.
Grev Christoffer af Oldenburg var den militære leder for Christian II's tilhængere, heraf navnet på borgerkrigen - grevefejden. Hertug Christian blev af et hårdt presset rigsråd opfordret til at lade sig hylde som konge og der igennem yde Grev Christoffer modstand.
På det tidspunkt var Sjælland, Skåne og Fyn faldet i Grev Christoffers hænder uden sværdslag. Samtidig gjorde den nørrejyske almue under Skipper Klement - en gammel Christian II-tilhænger - oprør. Hertil kom at lejetropper fra Lübeck gik ind i Slesvig-Holsten. Presset fra alle sider hidkaldte Christian III den kendte hærfører Johan Rantzau til hjælp.
Johan Rantzau, der hjalp Frederik I med indtagelsen af København i 1523, slog lübeckerne tilbage og belejrede Lübeck. Det tvang byens ledere herunder Jurgen Wullenweber til at afslutte en separatfred, der dog ikke omfattede borgerkrigen i Danmark.
Med fred i Slesvig-Holsten vendte Johan Rantzau sig mod Nørrejylland, hvor Alborg blev erobret og skipper Klement blev taget til fange. Med ro i Jylland gik Johan Rantzau i foråret 1535 mod Fyn og Sjælland.
Lübecks fortsatte indblanding, herunder indragelse af hertug Albrekt af Mecklenburg, som blev lovet både den danske og den svenske trone, medførte, at Gustav Vasa gik ind i Halland efter at have hvervet soldater i Tyskland i efteråret 1534. Baggrunden for at Gustav Vasa kunne gå ind i Halland var en forbundsaftale mellem ham og det danske rigsråd fra foråret 1534, der skulle imødegå en eventuel indtrægen fra Lübecks side. Forbundstraktaten var aldrig blevet ratificeret fra dansk side, men Gustav Vasa overholdt nødtvungen sin del af aftalen.
Gustav Vasa indtog Halmstad, men fejlede i første omgang at indtage Varberg. Styrken drog derfor videre mod Helsingborg, hvor den skånske adel med deres styrker sluttede sig til svenskerne.
Helsingborg blev indtaget, idet den danske kommandant gik over til de dansk-svenske styrker og lod "Kårnan"s kanoner beskyde de lybske tropper bagfra. Efter Helsingborgs fald var kun Landskrona og Varberg tilbage i grevelige hænder. Skåne var nu helt i Gustav Vasa og Christian III's magt.
Gustav Vasa lod sine styrker blive i Skåne indtil Christian III kunne overtage herredømmet selv og det skete i sommeren 1535.
I foråret og sommeren 1535 erobrede Johan Rantzau Fyn og store dele af Sjælland, kun København holdt stand mod belejring, men byen måtte give op i sommeren 1536. Inden da havde Lübeck indgået en fredsaftale med Christian III, hvori Christian III af Lübeck blev anerkendt som Danmarks konge. Ved Københavns fald var Grevefejden slut.
Grevefejden gav anledning til mange forskellige udmøntninger. Rigrådet indledte udmøntninger med 2 skillingen fra 1533 G.81. Herefter foretog Grev Christoffer udmøntning af forskellige nominaler i Christian II's navn, men også i eget navn og med eget våben.
De første mønter Christian III lod slog udenfor Hertugdømmerne var klippingene fra Århus og ved belejringen af København flyttede møntsmedjen med til Roskilde, hvor der blev slået 1- & 2 marck samt 4 skillinge fra 1535.
Til gengæld var det ukendt at der var slået mønter i Christian III's navn i Stockholm indtil T. G. Appelgren i 1918 påviste dette.
T. G. Appelgren beskrev i sin artikel i Numismatiska meddelanden (1) og i bogen "Gustav Vasas Mynt" (2), hvorledes Gustav Vasa lod præge mønter med Christian III navnetræk og portræt.
Baggrunden for denne udmøntning ligger i, at de af Gustav Vasa hvervede tyske landsknægte, som han anvendte da han gik ind i Halland, ville have deres sold udbetalt i dansk mønt. En brevveksling mellem Gustav Vasa og hans betroede i Skåne Severin Kiil viser, at kongen var igang med at realisere planerne om at slå en 4 skilling - Galster 249 - med Christian III's navnetræk. Som forbillede anvendtes Frederik I's 8 skilling med kongen siddende på trone. Forbilledet for 8 skillingen - Galster 247 og 248 - var dels den svenske 1 øre dels den danske 14 penning 1524. Det bemærkes at modparten Grev Christoffer lod præge mønter - Galster 85 og 91 - hvor oplægget ligeledes var Frederik I's 8 skilling. Formodenligt for at tækkes de hvervede soldater.
Christian III begynder i Roskilde i 1535 at slå 1- og 2 marck med kongens harniskklædte brystbillede og på bagsiden Danmarks kronede våbenskjold med tre løver. Den i Roskilde prægede 4 skilling 1535 har helt tydeligt sit forbillede i de holstenske dobbeltskillinge.
Det formodes at 1- og 2 marcken er anvendt som forlæg for 4 skillingen - Galster 250 og 251 - 1535. Disse typer har ikke deres mage hvad angår nominal og årtal indenfor de danske mønter - derfor bemærkes forskellen tydeligt. Anderledes forholder det sig med 1 marcken 1535 - genstanden for denne artikel.
T. G. Appelgrens gennemgang af Gustav Vasas Rentekammerbøger og Gustav Vasas brevveksling dels med Severin Kiil i 1535 og dels med Måns Svenson i 1536 leder ham hurtigt hen til at udskille de ovenfor nævnte 4 og 8 skillinge bl.a. ved at se på møntmestermærkerne. Disse adskiller sig markant fra de danske og kan henføres til svenske møntmestermærker fra perioden 1532 til 1537.
Det bliver metoden til at udskille den danske Roskilde 1 marck fra den svensk prægede 1 marck. Hvor Roskilde-marcken har et trekløver - Fig.3 - der har Stockholmmarcken et trefliget blad - se fig. 3 & 4. Ydermere har Stockholm-marcken på reversen til venstre for det trefligede blad et tegn, der er tydet som et hesteskosøm. Hesteskotegnet går igen i årstallet 1535 og er endnu et forhold, der viser forskellen mellem Stockholm-marcken og Roskilde-marcken.
Møntmesteren er Anders Hansson, der i marts 1536 ifølge Rentekammerbogen (3) for 1536 afleverer 27.984 marck danske til Rentekammeret.
Udmøntningen af 1 marcken og 4 skillingerne er startet i begyndelsen af 1536 jævnfør Gustav Vasas brev af 5. januar 1536, hvor kongen opfordrer Måns Svenson til at få eksemplarer af de mønter Hertug Christian nu præger og lade en prægning begynde.
Beløbet 27.984 marck omfatter formodentlig både 1 marck, de to typer 4 skillinge sant en i dag ukendt 2 marck.
Schou opregner de to eksemplarer han kendte som henholdsvis nr. 46 og 47. Det tredie eksemplar er Schou nr. 46. De tre eksemplarer er alle meget slidte og præget virker groft, dog ikke i alle områder af blanketten. Det bevirker, at detaljer på den ene mønt kan anes, når man sammenligner med et andet eksemplar - f.eks. Hesteskosømmet på reversen.
En summarisk stempelanalyse foretaget ved hjælp af stregtegninger - Fig. 5 & 6 - giver følgende resultat: Bruuns eksemplar og det ny tilkomne er - bortset fra forprægninger - sternpelidentiske, hvad angår aversen, hvorimod reversen synes at være præget af 3 forskellige stempler.
Vægtene på de tre eksemplarer ligger omkring 7,0 gr. til 7,3 gr., hvilket ikke giver de store afvigelser.
Af 1 marcken kender forfatteren til ialt 3 eksemplarer, men det er ikke usandsynligt at der kan dukke flere eksemplarer op.
Som nævnt i figurerne ligger der et eksemplar i L. E. Bruuns samling, et eksemplar i H. Hedes samling samt et eksemplar i en privat samling i Jylland. H. Hedes eksemplar stammer fra A. Ernsts samling og blev erhvervet af H. Hede på foreningens Finlandsindsamlings auktion den 27. marts 1940 for 825 kr. A. Ernst skal have erhvervet sit eksemplar på Emil Glückstadts auktion, hvor den var opført som en almindelig Christian III marck.
(Numismatisk Rapport nr. 41 1994 side 115-121)