Ukendt speciedaler fra Altona 1795

af Axel Ernst

J. Wilcke har i Specie-, Kurant- og Rigsbankdaler, Kbhvn. 1929, givet en fyldig fremstilling af de store udmøntninger, der i 1787 og de følgende år foretages i Altona og i annexmøntstedet Poppenbüttel, navnlig af speciedalere. Den forcerede udmøntning udkrævede et stort antal stempler, der blev skåret af en række stempelskærere, navnlig J. E. Bauert. Men også Mahrenz, David Jacobson og Salomon Ahron Jacobson samt J. J. Holm og senere P. Gianelli har skåret stempler til specier og anden mønt, og deres signaturer findes på speciemøntens hovedmønter (1/1, 2/3 og 1/3 specier) anbragt under Christian VII.s hovede. Det skortede dog ofte på nøjagtighed i stemplernes udførelse, hvorover der flere gange klagedes. Som eksempler på den udviste skødesløshed skal blot erindres om de flere gange forekommende fejl i møntomskrifterne. Således forekommer CSHLESW i stedet for SCHLESW på en af Bauerts specier fra 1787 (Schou 4), CORANT i stedet for COURANT på en af Bauerts 2/3-specier fra 1787 (Schou 6) og DAV i stedet for DAN på en 1/3-species af Mahrenz fra 1789 (Schou 5).

For kort tid siden har jeg i Tyskland erhvervet en specie fra 1795, der i det hele stemmer med Bauerts specie med lange nakkebånd (Schou 2), men som i stedet for signaturen · B · tydeligt har signaturen · R ·, der ikke kan være fremkommet ved, at B er beskadiget forneden, idet den bageste "streg", på R vender bagud. Der kendes ingen stempelskærer, til hvem signaturen R kan henføres, og det må vel antages, at · R · er fejlskåret for · B · og beror på en skødesløshed i lighed med de foran nævnte eksempler. Det kan endnu tilføjes, at de til mønten anvendte stempler i det hele er skåret dybt, hvilket ved prægningen har medført, at man på begge sider af møntens blanket kan spore den modsatte sides billedfremstilling i groft omrids. Navnlig ses på møntens revers tydeligt omridset af kongens hovede.

Møntens store sjældenhed forklares naturligt derved, at en sådan fejl som den urigtige signatur vel har medført, at de med dette stempel slåede mønter straks er blevet kasseret og omsmeltet, ligesom tilfældet har været med mønterne med de ovennævnte fejl, således at kun meget få eksemplarer er blevet bevaret til vore dage.

(NNUM 1958 side 1-2)

Note fra Dansk Mønt: Der henvises til den opfølgende artikel af Gert Hatz i NNUM 1961 side 77-81, hvorfra også ovenstående illustration stammer.


Tilbage til Dansk Mønt