KLIK for forstørrelse!

Norske Hvide fra Kong Hans

af Axel Ernst

Med hvor megen Omhu H. H. Schou's fortjenstfulde "Beskrivelse af danske og norske Mønter" (Khn. 1926) end er udarbejdet, har det ikke kunnet undgaas, at der senere er fremkommet en og anden Mønt, som ikke var ham tilgængelig under Værkets Udarbejdelse. Væsentligst drejer det sig dog om mindre betydende Varianter; men som C. F. Herbst i sin Tid - 13 Aar efter, at Standardværket C. J. Schive: Norges Mynter i Middelalderen (Chria. 1865) var udkommet - kunde give Meddelelse om en hidtil ukendt Skilling fra Bergen fra Kong Hans (1), er det i de senere Aar lykkedes mig at erhverve et Par hidtil ukendte Typer af Kong Hans' norske Hvide.

Den ene erhvervedes paa en Auktion hos Ludwig Grabow, Rostock, den 25. Juni 1934, Versteigerungskatalog VII Nr. 312 (afbildet Tavle 3). Den paagældende Samling angaves at hidrøre "aus dem Besitze emes norddeutschen Fürstenhauses". - I Samlingen forefandtes bl. a. 3 kostbare Guldmedailler over Christian VIII.s Tronbestigelse, Sølvbryllup og Kroning (Bergsøe 167, 168 og 170) samt som Nr.1369 et Lod, bestaaende af 716 mecklenborgske Brakteater fra ca. 1300, hvilke to Omstændigheder klart viser hen til det mecklenborgske Fyrstehus, - Christian VIII.s Søn, den senere Kong Frederik VII, blev som bekendt i 1841 viet til Prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz, - men enhver Tvivl om Proveniensen bortvejres iøvrigt ved Forekomsten af den højst sjældne Guldgylden fra Frd. I, u. A. (Schou 2, som i Chr. Langes slesvigholstenske Møntværk (I pag. 21 Nr. 9 A) alene anføres efter Originalen i Schwerin. Denne Mønt erhvervedes forøvrigt af det kgl. Møntkabinet i Kbhvn., se N. F. s. Mbl. XIV p. 274.

(Illustrationer)

I Auktionskataloget beskrives Mønten saaledes under "Norwegen":

"312. Johann v. Dänemark. Witten von Trondhjem. HONETA...nORVEDI... . Gekr.h zwischen .. Rs. SAnC-To'OL-AWS-REXE Schild m. d. norw. Löwen auf langem Kreuz. Schou - (cfr. Schou 221). Schön."

Denne Beskrivelse er dog ikke ganske nøjagtig; man maa læse HOnDTA... nORWDI... og SAND To OLAWS RDX... dog at der muligt kun skal læses : efter RDX... Det kronede Navnetræk (3-bladet Krone) minder nærmest om Schive XIV.27 og staar mellem . og :, men muligt findes her en Prægefejl, saa der skal staa . og . Skjoldet er noget større end sædvanligt paa Hans' norske Hvide. (Fig. 2)

Af Hvide med den norske Løve i Skjold paa stort Kors har hidtil kun følgende været kendt:

Af Mønter med kronet h eller n, der ofte kan være meget vanskeligt at skelne fra hinanden, mellem 2 Ringe kendes:

Den nu fremkomne Mønts ene Side stemmer saaledes i det væsentlige med Adversen paa Typerne III og IV, den anden Side nærmest med Adversen til C. - Hverken Adversen eller Reversen er af ganske samme Præg som nogen af de hidtil kendte Hvide; Mønten synes at være en "Zwittermønt" (Hybrid).

I Enkelthederne er der ikke faa Forskelligheder fra de tidligere kendte Hvide. - Mærkes kan det saalodes, at Bogstavet D her ikke blot som saa hyppigt er brugt for E, men ogsaa synes brugt for C, i saa Fald det hidtil eneste kendte Tilfælde, hvor Konsonanten C er benyttet i "Sanctus". Formen OLAWS (i Modsætning til OLLAVVS, OCLAVVS o. lign.) findes paa Hvidene Schou 220-223, Gaute Ivarsson Schou 1-11 samt paa samtlige Skillinger fra Erik Walkendorf (med Undtagelse af Schou 1518 Nr. 1) og samtlige Olav Engelbrektssons Mønter. Formen HOnDTA er meget hyppig, se Schou 192-195, 198, 205, 207-208, 212-213 og 217-218.

nORWDI findes hos Schou 193-195, 198-201, 205, 207-209, 212-213 og 217-218.

... i Omskriften findes hos Schou 187, 189, 193, 195, 210-211, 213-217, 220-221 og Gaute I. Omskriften "Moneta Norwei"optræder hos Schou 187-209, 212-213 og 217-218, og Navneangivelsen af Norges Skytshelgen med Tilføjelse af Kongetitel hos Schou 218, 222-223, Gaute 1-13, samtlige Erik Walkendorfs Skillinger og Hvide og samtlige Olav Engelbrektssons Mønter.

Mønten, der i det hele er velbevaret, vejer 0,715 Gram.

(Illustrationer)

Den anden Mønt er desværre ikke saa lidt slidt, og Læsningen er paa flere Steder noget usikker. - Jeg beskriver den saaledes, hvilken Læsning er godkendt af G. Galster, hvem Mønten har været forelagt (Fig. 3):

Adv. I en Perlering et kronet (?) h mellem 2 (?) Ringe. - Uden for Ringen deler Korsarme Omskriften, som jeg læser saaledes hAn SDGR nOR WDI Revers: Løve (?) i Perlering, Omskriften deles af 4 Korsarme. MOn nOW BER GEnS.

Medens Bagsiden stemmer med de kendte Hvide fra Bergen (Schive Tab. XIV. 6-11, Schou 171-186, navnlig 181, den eneste af Schou kendte Hvid med BER GEnS, formentlig efter H. Ernst's Møntsamlmg (Odense 1915 Nr. 5)), er Forsiden med Korsarmene, der deler Omskriften, ukendt. Omskriften paa Forsiden stemmer iøvrigt med den sædvanlige Omskrift paa Hvidene fra Oslo, men ikke med de kendte Hvide fra Bergen. - Den slidte Mønt vejer 0,505 Gram.

Med en Vægt af 0,715 Gram vejer den førstnævnte Hvid noget over den af Hans Holst i "Nordisk Kultur" XXIX (Kbhvn., Stockholm, Oslo 1936) pag. 130 anførte Middelvægt af 0,63 Gram for Kong Hans' norske Hvide, hvormed i det væsentlige stemmer Vægtangivelserne hos Schive ad Tavle XIV. 2-30; men den naar knap den af Galster for et betydeligt Antal danske Hvide konstaterede Middelvægt, nemlig 0,74 gr. for 329 Hvide fra Aalborg (1a) og 0,75 gr. for ca. 700 Hvide fra Malmø, se Vægtangivelserne i N. F. Mdlbl. XI, p. 227-228. Iflg. W. Jesse: Der wendische Münzverein (Lübeck 1928) pag. 210, skulde den lybske Witten i 1502 have en Vægt af 1,08 Gram og indeholde ca. 328 Tusindedele fint Sølv. - Den af Galster konstaterede Finhed for Assens-Fundets danske Hvide ligger væsentligt lavere, nemlig fra 245-280 Tusindedele, og ved at sammenholde disse Fakta med Bestemmelserne i Chr. Il's Møntordning af 1/8 1513 (Nordisk Kultur l. c. p.165-166) kommer Galster til det Resultat, at Hvidene, om hvis Udmøntningsforhold under Kong Hans der ikke haves nærmere Oplysninger, var for ringholdige. - Rigtigt er det nu ogsaa, at der i Nordtyskland fremkom utallige Klager over, at den danske Mønt var for daarlig, se saaledes Jesse l. c. p. 132 og 157-158, idet dog en Del af Klagerne synes at hidrøre fra de flere Steder i Tyskland foretagne Efterprægninger af de danske Hvide, og om dens ilde Anseelse vidner f. Expl. et Dokument af 2/1 1494 fra Schwerin (Regesta * 8269) "ikke i danske dreilinge", men i Sverige synes den danske Mønt at have været velanset, se saaledes et svensk Skøde af 2/6 1496 (Regesta 5087), der nævner et Beløb i "gode danske Hvide, som her (dvs. i Sverige) nu er gæve og gængse" (2)

Kong Hans havde som bekendt straks efter i 1497 at have vundet Regeringsmagten i Sverige udstedt sin Møntordning af 4/12 1497 for Mikil Johansson i Stockholm (3). - Paa Herredagen i Stockholm (30/5-10/7 1501) klagede Sten Sture og Hemming Gad og deres Tilhængere bl. a. over den daarlige Mønt og forlangte, at Kong Hans skulde sørge for at forbedre den (4), hvortil Kongen svarede med at henvise til, at han allerede i sin korte Regeringstid havde udgivet een Forordning om Møntens Forbedring (nemlig Møntordningen af 4/12 1497), og at der skulde Tid til at læge gammel Skade. - Utilfredsheden synes dog at have holdt sig, se saaledes de svenske Raaders Klageskrift af 4/8 1501, hvorefter Kongen trods Løfter ikke forbedrede Mønten i Landet (5). - Ikke desmindre synes det, set paa Baggrund af Sten Sture den Ældres tidligere, ringere Mønt at være en retfærdig Dom, Bengt Thordeman fælder i "Nordisk Kultur" l. c. p. 45, at Kritiken ved Kong Hans' Afsættelse over hans Mønt ikke synes berettiget. - De senere svenske Udmøntninger fra Svante Sture og Sten Sture den Yngre synes i hvert Fald at have været daarligere end Kong Hans' (6).

Paa den i Strengnæs i September 1511 uden Rigsforstanderens Nærværelse afholdte Herredag klagedes saaledes bl. a. over, at Rigets Mønt i hans Tid var forringet med 20 % (6a), og den 9/1 1513 klagede Provsten i Linkøping i et Brev til Sten Sture den Yngre over den svenske Mønts Slethed i Forhold til dansk og tysk Mønt (7).

I Kong Hans' norske Haandfæstning, udstedt i Halmstad den 1. Februar 1483, hedder det (8), at al Told i Sverige skal erlægges i Sølv til at holde Mønten oppe med, og at derfor ingen Foged eller Embedsmand maa lade Tolden erlægge i Klæde, Salt, Humle eller anden Vare uden i Sølv til Møntens Behov, samt at der i Throndheim skal slaas Mønt (penninge) efter Nidaros' Domkirkes Privilegier og ligeledes i Bergen og Oslo efter Rigets Lejlighed, i alle disse Steder jævngod Mønt med danske "Penninge".

Herigennem er det os bekendt, hvilke norske Møntsteder der fandtes under Kong Hans. Bergen synes at have været anset for eller tiltænkt Rollen som Hovedmøntsted, eftersom der herfra ikke blot kendes Hvide, men ogsaa Skillinger og Søslinge. - Rimeligvis skyldes dette Bergens store Betydning som Handelsstad i Hansatiden. - Der er Grund til at antage, at samtlige Udmøntninger i Bergen er forsynet med Angivelse af Bynavnet, og at norske Mønter, der ikke er forsynet med Angivelsen "Moneta nova Bergensis", ikke hidrører fra denne By. - Naturligt er det ogsaa at antage, at de erkebiskoppelige Udmøntninger i Throndheim alle bærer Angivelse heraf, enten ved Angivelse af Erkebispens Titel "Moneta archiepiscopi Nidrosiensis" eller for de stumme Hulpenninges Vedkommende derved, at kirkelige Insignier som Korsstaven eller Erkebiskoppens eller Domkapitlets Vaaben forekommer paa disse Mønter. -Endvidere er det rimeligt at antage, at Mønterne med Omskriften "Mon(eta) nova Nidros (iensis)", der ikke paa ovenanførte Maade fremtræder som erkebiskoppelige, hidrører fra kongelige Udmøntninger i Throndheim (Schou 222-223, Schive XIV. 35-36). Tvivl bliver der herefter alene om den rette Henførelse af de Mønter, der ikke saaledes paa Forhaand henviser til disse Byer. At en væsentlig Del af disse Mønter maa henføres til Oslo, synes utvivlsomt; dette gælder saaledes sikkert Hvidene Schou 187-213. Tilbage bliver herefter Mønterne Schou 214-226, de af Schou til Gaute Ivarsson henførte Hulpenninge 14-15 samt den første af de ovenfor beskrevne, hidtil ukendte Hvide. - Hvidene med et kronet 0, hvorom "Sanctus Olavus", og Revers Øxe i Skjold paa stort Kors (Schou 220), har tidligere været henført til Erkebiskop Gaute Ivarssons Mønter, saaledes endnu C. T. Jørgensen Nr. 33. - At disse Hvide dog ikke henhører til Erkebispens Udmøntninger, antager jeg af de førnævnte Grunde. - Paa den anden Side synes der mig paa Grund af Møntens For- og Bagside-Fremstillinger god Grund til at henføre den til Nidaros, men som kongelig Udmøntning. - Forsideomskriften synes til samme Udmøntninger at henføre Schou 214-218 og 221, og Bagsiden drager ligeledes Schou 219 herhen. - Af de anførte Grunde antager jeg ligeledes, at den ovenfor først beskrevne Hvid maa henføres til de kongelige Udmøntninger i Throndheim. - Hulpenningen Schou 226 bør formentlig henføres til Oslo paa Grund af den foran Løven anbragte Ring, der findes paa mange af Oslo-Hvidene, (Schou 191-195, 198, 204-205, 207-208 og 212), men ikke synes ar forekomme paa Hvidene fra Bergen, (Schou 171-186). - De af Schou til Gaute Ivarsson henførte Hulpenninge med Øxe i eller uden Skjold (Schou 14-15, Jørgensen 36, Schive XVII. 30, Hans Holst i Nord. Kultur p. 127-28 Nr. 77) forekommer der mig ikke at være nogen Grund til at henføre til de erkebiskoppelige Udmøntninger. Øxen (9), der vel er brugt som pars pro toto for det norske Rigsvaaben, forefindes jo paa Hvide, som der ingen Grund er til at henføre til disse Udmøntninger, men til de kongelige Udmøntninger i Throndheim, Schou 219-220 (10). - Tilbage staar de mærkelige Hvide med den religiøse Indskrift "Sit nomen domini benedictum", Schou 224-225, Schive XVII. 28. Fra gammel Tid har denne Mønt været kendt her i Danmark, se Museum regium, 2. Udg. ved Johs. Lauerentzen (1710) Nr.36, Beskrivelsen (1791) Nr.70, Tab. IV. 25. Den vides aldrig fundet i Norge, mangler fuldstændig i sit Præg Enkeltheder, der henviser til Norge, idet den hverken har den norske Løve, Øxe eller kronet O, hvorimod det tomme Skjold fuldstændigt svarer til Skjoldet paa de danske Hvide fra Malmø, Aalborg og København. Naar Schive Tab. XVII. 28 henfører Mønten til Gaute Ivarsson, begrunder han dette dels med, at Navnetrækket skal være et kronet n (Norvegia), dels med dens "aandelige" Legende. Rigtigheden heraf kan jeg dog ikke tiltræde. Et Exemplar af Mønten Schou 224 i min Samling (Fig. 4) (11) viser et tydeligt h, men det maa dog, som ovenfor berørt, erindres, at det paa de norske Hvide fra Kong Hans ofte er vanskeligt at afgøre, om Navnechifret skal læses for H eller N. - Ej heller Henvisningen til den "aandelige Legende") er afgørende. Paa Kong Hans' norske Mønter træffer man ikke andre "aandelige Legender" end Angivelsen af Norges Helgenkonge "Sanctus Olavus", hvorimod vi paa hans store danske Pragtguldmønter fra 1496 og 1502 træffer meget omfattende religiøse Omskrifter. - Ganske vist findes paa Mønter fra Magnus Lagabøter (1263-1280) religiøse Omskrifter som "Benedictus Deus" og "Benedictum sit nomen Domini" (12), men der kan ikke antages at bestaa nogen Forbindelse mellem denne Konges Mønter og de over 200 Aar senere prægede Hvide fra Kong Hans. Som af Hans Holst anført benyttedes navnlig i den senere Middelalder i udstrakt Grad religiøse Omskrifter paa Mønter for at afværge dæmonisk Indflydelse og til Frelse for de troende (13). Nævnes kan saaledes fra nordtyske Mønter: "Sit nomen Domini benedictum" (Jever 1433-42, Wismar 1553 og 1558, Jesse 476 og 659-60), "Benedictus Deus" (Hamburg, Jesse 303, 313, 363-64, 380-81, 416-17; Anklam, Jesse 346; Stettin, Jesse 355; Hertugdømmet Wolgast, Jesse 357-58); "Benedictus Dominus Deus" (Hamburg), "Sit laus Deo patri" (Lüneburg og Stettin); "Deus in nomine tuo" (Stralsund, Demmin, Anklam, Güstrow, Wolgast), "Da laudem Deo" (Stralsund), se Jesse l. c. pg. 238-254, og Assens-Fundets Witten fra Stade (Galster 176-177) med "Deus est omnipotens" og "Deus est ubique". - Den nære økonomiske Forbindelse mellem Danmark og de nordtyske Stæder maatte gøre det antageligere, at Hviden var præget her i Danmark, hvor der tilmed forelaa en Tradition for Anvendelse af slige Omskrifter siden Erik af Pommerns berygtede Kobbersterling med Omskriften "In nomine domini" samt fra Christoffer af Bayerns og Rigsraadets Skillinger.

Fornylig har Georg Galster venligst gjort mig opmærksom paa, at Mønten hverken er dansk eller norsk, men lige som de Witten, som Hertug Johan IV af Sachsen-Lauenburg (1463-1507) lod mønte i Otterndorf i Hadeln, præget i Helmstedt i 1512 som en Efterligning af Kong Hans' danske Hvide. - Ang. Kilderne hertil skal jeg henvise til W. I. L. Bode: Das ältere Münzwesen der Staaten und Städte Niedersachsens (Braunschweig 1847) pag. 96-98, 135-136 og 202-203; Ed. Fiala: Münzen und Medaillen der Welfischen Lande, Teil: Das mittlere Haus Braunschweig, Linie zu Wolfenbüttel (Leipzig & Wien 1906) p. 21, jfr p. 54; B.Engelke: Helmstedter Münzgeschichte, Zeitschrift für Numismatik, Bd. XXXIV p. 113-154 (Berlin 1924); H. Buchenau: Münzmeister Lucke zu Helmstedt und Genossen, Bl. f. Münzfreunde XV Bd. p. 473-476 (Halle/Saale 1923); Wilh. Jesse: Helmstedter Witten nach dänischem Vorbild, ibid. XVIII Bd. p. 145-146; Bruno Dorfmann: Münzen und Medaillen der Herzöge von Sachsen-Lauenburg (Ratzeburg 1940) p. 7-8, 50 og Tvl. I Nr.6; cfr. Max Schmidt: Die Münzen und Medaillen der Herzöge von Sachsen-Lavenburg (Ratzeburg 1884) p. 9-10; Galster i Num. Forenings Mbl. XI p. 231.

Abbederne i Helmstedt, der i hvert Fald siden Begyndelsen af det 13. Aarh. havde ladet præge Mønt i Byen Helmstedt, pantsatte i 1463 Mønten til Byen, men overdrog i 1490 Byen som arveligt Lehn til Hertug Wilhelm den Yngre af Brunsvig og indrømmede ham samtidigt Retten til at indløse den til Byen pantsatte Mønt. - Indløsningen af Mønten blev dog først foretaget i 1508 af Hertug Heinrich den Ældre, der lod sig forstrække med Indløsningssummen, 200 rhinske Gylden, af en Brunsvig-Borger Barthold (Berthold) Lücke (Lücken, Lucke), aabenbart mod samtidigt at ansætte ham som Møntmester; i hvert Fald nævnes han i December 1509 som fyrstelig Møntmester i Helmstedt. - Der kendes 3 Møntanordninger (Instruxer), udstedt af Heinrich den Ældre for Barthold Lücke, nemlig af 16/6 1510, 3/2 1512 og 29/8 1512, hvorefter Lücke skulde mønte en lang Række forskellige Møntsorter, væsentligt Efterligninger af de i Nedersachsen da kurserende Møntsorter. Af særlig Interesse for os er den i Wolfenbüttel "am Sontage decollationis Johannis" 1512 (dvs. 29/8 1512) af Hertugen udstedte Møntordning, hvorefter "wir dem Ersamen vnserm Montzemeister zu Helmstede vnnd liebenn getruwen Bartholde Luckenn befollenn haben vnnd befelen jme jn craft diesses Brieffs jnn derselbtigenn vnser Montze zw slahende emen kleynen groshenn auf emer Sydenn eynn h mit emer krone vff der andernn Sydenn em durchiende Crutze durch die Umbeschrift vnnd Schilt des sal die Margk haltenn funff qwentin fines Silbers vnnd eynn qwentyn jn die Fahere vnnd achte vnnd siebentzig Worffe vff die Margk gewogen worden, daruone sal er vnns vonn jglicher Margk fines Silbers driessig Mathier (dvs.Matthiasgroschen) zw slegeschatze gebin, vnd die Vmbeschrift derselbigen Groshen sal sein, Sit noinen domini benedictum...". Endvidere skulde han slaa "hole Scherffe" med en Hjelm, "swartze Pfenninge" og 13 1/2-lødige Groschen. - Den saa nøjagtige Beskrivelse af de "kleine Groschen" svarer ganske til vor Mønt, Schou 224-225, Schive XVII. 28, og forklarer, hvorfor den er saa kobberholdig, at Schive, der dog ansaa den for 2-lødig, mente, at den kun skulde gælde 1/2 Hvid. - Naar man tager den Møntmesteren indrømmede "Fare" i Betragtning, vil det i Realiteten sige, at han var ansvarsfri, naar Udmøntningen blot var eenlødig.

Udmøntningen fremgaar af følgende Skema:

Jeg har overensstemmende med Galster, se navnlig N. F. Mbl XII p. 227-228 og 239-240 samt XIII p. 94-95, regnet den kølnske Mark i Datiden til 230 Gram, men selv om man vilde beregne dens Vægt til 233,855 Gram, vil dette ikke væsentligt ændre Skemaet, blot at Raavægten pr Stk da vil andrage 0,749 Gram og Finvægten 0,0585-0,0468 Gram. Som af Galster paavist er det dog i Virkeligheden misvisende at regne med en Nøjagtighed, udtrykt i Tusinddele eller i Milligram, endsige regne med endnu flere Decimaler.

Med den ringe Lødighed er det ikke saa underligt, at de bevarede Exemplarer er saa kobberholdige! Betegnende er det, at Mønten ikke, bortset fra det kronede h, i sit Præg indeholder noget, der angiver Møntherre eller Møntsted. Det kronede h i Forbindelse med det Øvrige Præg var aabenbart beregnet paa, at Mønten skulde skuffe i Omsætningen, hvor den vel, saa længe den var ny, og det ringe Sølvindhold kunde give den et hvidt Udseende, vilde blive taget af den ikke altfor skriftkyndige Menigmand for en af Kong Hans' velbekendte Hvide. - Udmøntningen fik en krank Skæbne. Da Købmanden Martin Grutersleven (Ondersleven), som den 30/10 1512 havde sluttet Kontrakt med Hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg om for denne i Ratzeburg at mønte i et Tidsrum af 2 Aar forskellige Møntsorter, aabenbart beregnet til Export til de omliggende Landsdele, kort efter var kommet til Lü beck, hvor han sammen med et Par Fæller vilde sætte for 6oo Gylden af de i Helmstedt prægede danske Efterligninger i Omløb, blev han og hans 2 Fæller sat fast og endte efter Forhør deres Liv i Galgen den 16/11 1512, da de "dat gemeine wesen unde de gantze werlt betrogen unde bestelen hebben". - Af Forhørene fremgik iøvrigt, at Lücke ogsaa fra Bremen forsøgte at udføre disse Efterprægninger til Norge.

Skønt den ringholdige Witten med "Sit nomen..." havde været bekendt fra Museum regium (1710), den store danske Møntbeskrivelse fra 1791 og fra Schives og C. T. Jørgensens Værker, havde hverken Bode, Fiala, Buchenau eller Engelke bemærket dette, men endnu Engelke og Buchenau gik ud fra, at Lückes efterprægede "danske" Efterligning ikke mere kendtes. - Omvendt var ejheller den dog meget tydelige Beskrivelse af Mønten i Møntordningen af 1512 af danske eller norske Numismatikere sat i Forbindelse med den hos os velkendte Mønt.

I Oktober 1930 blev der, umiddelbart udenfor Byen Braunschweig, gjort et Møntfund, der kun bestod af 2 Sorter, nemlig 383 stærkt kobberholdige Løvepfennige, præget efter bøhmisk Mønster af Rudolf af Diepholz, samt 19 Stk. Ligeledes stærkt kobberholdige Witten med "Sit nomen...", i Gennemsnit af 10 Expl. vejende 0,745 g. - W. Jesse, der publicerede Fundet, oplyser, at H. Buchenau havde bragt ham paa det rette Spor med Hensyn til denne Mønts Henførelse til Helmstedt 1512 ved at henvise til den af Bode publicerede Møntanordning af 29/8 1512. - Det omstridte Spørgsmaal om Møntens rette Bestemmelse var hermed løst; det drejer sig hverken om nogen dansk eller norsk Udmøntning, men om en i vindesyg Hensigt foretaget Efterprægning af Kong Hans' Hvide. - Om Engelke har Ret i sin Antagelse af, at det kronede h skulde sigte til Møntherren, Hertug Heinrich den Ældre af Brunsvig, er meget tvivlsomt. Initialen h sigter formentligt hverken til Møntherren eller til Møntstedet, men dens Anbringelse er vistnok udelukkende sket for at gøre Ligheden med Kong Hans' Hvide saa stor som mulig og derved give den langt ringere Efterprægning Afsætningsmuligheder, som Mønten i sig selv ikke fortjente; - paa samme Maade som Johan IV af Sachsen-Lauenburg gjorde det med den ene af Udmøntningerne i Otterndorf, om end han for saa vidt gik mere ærligt tilværks, idet hans Mønter dog i deres Præg bærer hans Navn og Titel som Hertug af Sachsen saavel som Mønt-stedets Navn, ligesom andre af hans Udmøntninger har et kronet I, hvorved Ligheden med Kong Hans' Hvide blev endnu mindre.

Den Mulighed skal endnu kun lige berøres, at vi maaske ved nogle af de ikke helt sjældent forekommende, kobberholdige Hvide med delvis korrumperede Indskrifter, se f. Expl. Galster: Assens-Fundet Nr. 150-153 og Bl. f. Münzfr. 1930 p. 146, staar overfor Efterprægninger, foretaget et eller andet Sted i Nordtyskland i Lighed med den i Helmstedt i 1512 foretagne.

Skønt de norske Hvide synes ikke uvæsentligt ringere i Vægt end de danske, synes de at have kurseret godt nok sammen med de danske og altsaa at have været betragtet som "jævngode Mønter" ved Siden af disse. En anden Ting er det, at Hanseaterne, der handlede paa Norge, vel ofte vægrede sig ved at modtage norsk Mønt for fulde. Bekendt er det saaledes, at da den senere Christiern II i 1508 opholdt sig i Norge som Statholder, henvendte Oslo-Borgerne sig med Klage til ham over den Skade, de led ved Rostockernes Handelsprivilegier. - Hertugen afsagde da den 7/1 en Dom, hvorefter Kongens Mønt uvægerlig skulde tages i al Handel, og udstedte Forbud mod at "straffe" Kongens Mønt (Paludan-Müller, l. c. p. 248, Paus Forordn. p. 279), men betegnende nok er Bøderne ansat i Mark lybsk, 20 til Kongen og 10 til Byen.

Til Belysning dels af, hvorledes Kong Hans' norske Hvide har kurseret sammen med de danske Hvide, dels af, at de norske Udmøntninger utvivlsomt har været langt mindre end de danske, hvad iøvrigt kun var at vente efter de Økonomiske Forhold, kan følgende Fundmeddelelser tjene.

For Oplysningerne om de norske Møntfund, indeholdende danske og norske Mønter fra Kong Hans, takker jeg Dr. Hans Holst, Universitetets Myntkabinet, Oslo, der ved Skrivelse af 22. Oktober 1938 dog udtrykkeligt har gjort opmærksom paa, at Oversigten væsentligt bygger paa Undersøgelser, foretaget i Møntkabinettets Arkiv. En ikke ringe Del af Mønterne, saaledes alle, der er indkommet til Møntkabinettet før 1877, er i sin Tid blevet indlemmet i Hovedsamlingen uden Angivelse af Proveniensen, saaledes at der ikke nu er noget Middel til at identificere dem med de i Fundene fremkomne Mønter.

/// Ernsts fundliste er udeladt her ///

Selv om det ikke lykkedes for Kong Hans at reformere det danske (og norske) Møntvæsen, saa at det kom paa Højde med Forholdene i Samtidens førende Møntomraader, hvad der vel ogsaa maa betragtes som en nærmest uoverkommelig Opgave under de daværende Økonomiske og handelspolitiske Forhold, vidner hans Udmøntninger dog om den Interesse, han nærede for den Økonomiske Udvikling i hans nordiske Kongeriger og for Frigørelsen fra de vendiske Stæders hidtidige Økonomiske Overmagt. Muligt maa ogsaa Nobel-Udmøntningen i 1496 efter nederlandsk Forbillede ses i Lys af den Interesse, han havde i at fremme Handelen med dette Land paa Hansestædernes Bekostning.

(NNÅ 1940 side 73-93)


Anmærkninger:

Zusammenfassung


Tilbage til Dansk Mønt