 |
 |
1 og 1/2, Brilledukater. 1647.
I Oktober 1950 henledte Nils Ludvig Rasmusson min Opmærksomhed paa en i J. F. Joachims Samlung vermischter Anmerckungen, IV, Halle 1764, optagen Afhandling: Betrachtung einiger raren Schwedischen Goldmünzen (ibid. p. 133-161), idet han bemærkede, at Afhandlingen fra et svensk Synspunkt savner egentlig Værdi, men at der deri var indeholdt en Redegørelse for dansk-norske Bjergværkers Guldmønter, som kunde have Interesse med Hensyn til min Afhandling i N.N.Å. 1948 (Lidt om Carl Deichmans Samlinger). Georg Galster har i den Anledning gjort mig bekendt med et i Den kongelige Møntsamlings Bibliothek beroende Særtryk, der vel dog snarere er Joachims oprindelige Publication. Den findes trykt i Wöchentliche Hallische Anzeigen Num. I for Mandag den 2. Januar 1764, Sp. 1-12, og samme Num. II for Mandag den 9. Januar 1764, Sp. 17-27 (1).
Afhandlingen indledes med et Kobberstik, der afbilder 3 forskellige Dukater fra Fredrik I af Sverige, nemlig:
Joachim omtaler i Forbindelse med de 2 første Dukater, der er møntet af Guld, udvundet i Sverige (4), at man havde betvivlet, at der var fundet Guld i de nordiske Lande, men afviser denne Tvivl ved at citere Magnus von Bromell (5) og anfører endvidere, at der i 1644 fandtes Guld ved Kongsberg.
Som sine Kilder til dette norske Guldfund fra 1644 anfører Joachim dels Jacobæus, dels Ludvig Holberg. Jacobæus: Museum, regium (Hafniæ 1696), p. 86 siger imidlertid alene om 1/2 Brilledukaten 1647 (Schou 4), urigtigt hos Jacobæus anført som Dukat, at den er præget af norsk Guld, og henviser til Joh. Muleni: Numismata Danorum (Hafniæ 1670), Classis III, Series XX. 15, hvor det om samme Halvdukat siges, at den er "ex auro Norvagico", men intet af disse Steder er der nogen tilsvarende Bemærkning om de i 1644-1648 prægede dobbelte, enkelte, halve og kvarte "Hebræer"-Dukater. Paa samme Maade er Omtalen i 2. Udgave af Museum regium (1710), udgivet af Johs. Lauerentzen (Part II, Sect. V, E [12] 2 Nr. 40). - Holberg (6) omtaler, at der iflg. Ole Worm (7) er gjort flere Guldfund i Norge, og at "af det norske Guld ere bleven slagne de Ducater (8) og halve Ducater 1644, som ligge forvarede paa Det Kongelige Konst-Kammer", hvorhos han fortsætter: ... "Da disse Ducater bleve slagne, fandtes der nogle der vilde nægte, at de vare myntede af Norsk Guld, foregivende, at der aldeles intet Guld var udi Norge, hvorudover Høystbemeldte Konge (dvs: Christian IV), da han fandt en anden Guld-Mine, lod han slaae 1647 de bekiendte Ducater med en Brille paa, som gemeenligen bliver kaldet Brille-Ducater, hvorpaa er den Inscription:
Vide mira Domi. Disse sidste have iligemaade nogle understaaet sig at sige, at de vare slagne udi Tydskland paa den Tiid, da Kongen holdt det ulykkelige Slag ved Lutther, foregivende at de Tydske ved den Inscription: Vide mira Domi, vilde give tilkiende, at Kongen havde nok at bestille Hiemme, og ikke burte bemøye sig med fremmede Sager. Men hvor falsk og ugrundig saadan Foregivende er, giver Aars-Tallet tilkiende, nemlig l647 og viiser, at derved ikke kand forstaas det Slag ved Lutther, som skeede saa mange Aar tilforn.
Hebræer Dobbeltdukat. 1644.
Dette siger Doctor Sperling (9) udi hans Boreas, som har givet mig Oplysning derudi, er den rette Historie om denne bekiendte Guld-Mynt, hvilken ingen med ringeste Grund kand nægte, at den jo er slagen af Kong Christian den 4de og ikke af Fremmede, paa hvilke omsider Munden blev tilstoppet, da Høylovlig Ihukommelse Kong Christian den 5te fandt udi det Aar 1697 den Guld-Aare, ved Kongsberg iblant Sølv-Minerne udi den Grube kaldet: Die bestandige Liebe. Hvoraf Hans Majest. lod slaa Ducater med disse Ord af Job. c. 37, v. 22. Af Norden skal Guld komme den forfærdelige Gud til Ære."
Holberg ses saaledes at have anset den af Møntmester Henrik Köhler i København foretagne Udmøntning af de bekendte "Hebræer"-Ducater for at være foretaget af norsk Guld, og i lige Retning gaar Bemærkninger hos Carl Deichman (10) samt med megen Tvivl hos Chr. Ramus (11), der næst at citere Deichmans Beretning om, at disse Dukater, eller dog en Del af dem fra Aarene 1644-45, er slaaet af norsk Guld, som 1644 blev fundet i Nærheden af Arendal, fortsætter: "Men sikrere og mere bekjendt er dette Sagn om en anden berømt Guldmynt, den saa kaldte Brille-Dukat."
Den norske Præst og Historiker Jonas Ramus (1649-1718) nævner imidlertid i sin i 1735 udkomne Norriges Beskrivelse, hvis Approbation til Trykning er dateret 11. Februar 1715, intet om, at Hebræer-Dukaterne eller nogle af disse skulde være slaaet af norsk Guld, skønt han S. 99 anfører som slaaet af norsk Guld saavel de saakaldte "Brillen-Ducater, fordi derpaa var sat Briller eller Glarøjen med denne Opskrift: Vide mira domi", som "Dukaten" fra Kongsberg 1697. Og efterser man Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve, udgivne ved C. F. Bricka og I. A. Fridericia, VI. Bind (Kbhvn. 1885/86) (12), kan der heller ikke heraf fremdrages noget Materiale, der godtgør, at Hebræer-Dukaterne fra 1644 og følgende Aar har noget med norsk Guld at gøre.
I et til Korfits Ulfeldt rettet Brev af 10. januar 1645 (13) skriver Chr. IV. saaledes, at Kunst-Casper (Caspar Herbach, død som Møntmester 1664) havde været der med det guldholdige Erts, som Lensmanden Christoffer Gjøe (1584-1652) havde nedsendt fra Norge, og at der var foretaget flere Proberinger deraf, men uden sikkert Resultat, hvorfor Ulfeldt skulde underrette Kongen, om Chrf. Gjøe kunde sende en hel eller halv Tønde af denne Erts, og hvor hurtigt det kunde ske. I et, ligeledes til Ulfeldt, rettet Brev af 14. januar 1645, hedder det, at 3 eller 4 Berggeseller skal lave et 3 eller 4 Favne dybt Hul i Bjerget, for at Ertsen kan hentes fra større Dybde. Den 30. s.M. udgik dernæst Befaling til Gjøe, at han straks skulde indsende Erklæring til Kancelliet om, hvor langt den af ham i Norge fundne Mine af Gulderts laa fra Stranden, og om han havde fundet flere Miner af samme Art, hvorpaa Gjøe i Brev af 5. Februar 1645 oplyste, at den fundne Guldmalm fandtes dels i Bratsberg Len nær ved Kragerøers Havn, dels i Nedernæs Len paa hans og hans Hustrus Grund, omtrent 1 1/2 Bøsseskud fra Stranden.
Den 22. juni 1646 skrev Kongen til Kansleren Chr. Thomesen Sehested, at der var gjort et rigt Sølvfund i Grevskabet Pinneberg. "Ville Vorherre give Fremgang med det og med Guldet i Norge, da maatte der blive noget deraf med Tiden. - jeg har stor Forhaabning til begge Dele, var der kun Penge til at sætte Værket i Gang, thi lade Participanter faa fat paa det, gør jeg ikke".
|
|
1 og 1/2, Brilledukater. 1647.
Forhaabningerne til det pinnebergske Bjergværk brast snart; efter at Kongen havde besigtiget det, skrev han den 26. September 1646 til Kansleren, at det var værdiløst. - Men forinden havde Chr. IV været i Norge for at besigtige det Sted, hvor Christoffer Gjøe havde fundet Guld (Brev af 16. juli 1646 til Kansleren), antagelig Stedet i Nedernæs Len, og synes at have faaet det overdraget af Gjøe. I Brev, dateret Arendal den 1. August 1646, skrev Kongen til Sehested:
"... Tylstanden heer y Riigit Er, gud uerre loffuit, god, saatt man haffuer funden guld ymod alle folckis mening, ty dagen førend Ieg begaff mig fra Aggershus, da haffde Ieg Myndtemeisteren [Peter Grüner] Och wardynen y Christiania [Christoffer Friederich Hermann, der 12. August 1640 havde faaet Bestalling som Guardein ved Mønten i Chria.] huos mig Och uylle uide derris mening om Erdtzen, som heer fyndis, da suarede dy mig begge, att saframdt ieg fyek guld heer aff ded Erdtz, da uylle dy lade sig henge, wdi huilcken mening Nogle berriggeseller ochsa uar, som Ieg lod hendte fra Sølffuerckit, som lenge haffde tiiendt y wngeren [Ungarn] pa guldberriguerckit, Och kam fast ingen Endten Aadel eller wadel, som io uar y samme mening aff arsag, att dy uar y den mening, at dy gans Diuerse materier indted kunde uerre sammen. Dette aldtsammen wachtid, da gaff ieg mig ytag med samme Erdtz och lod heer bygge En offuen, huorpa den Allerhøiieste gaff syn Nade, art ieg fandt paa En gans fremmid maner at Meldte [smelte] samme Erdtz, saat leg fyck gullid derud, Saat man haffuer indted at giiffue wor herre skiild derfor, Om ded Indted dermed faris fordt. Mens myddel uyl dertiil at sette altiing y den postur, som ded bør at uerre, huortil Ieg Endomstund seer lyden sperantz" (14).
Den 12. og 19. Oktober 1646 skrev Kongen til Slotsfogden paa Københavns Slot om at sørge for Fremskaffelse af Redskaber til Smeltning og Udvaskning af Guldertsen, og om at lade Caspar Herbach se sig om efter en Medhjælper samt oplyse, hvor mange Arbejdere han behøvede til Smeltning og Udvaskning, "weil Ich in Namen gottes das Noruegiiske goldt Erdtz zu smeldtzen mich fohrgenommen, worbei ich den kunst kasper mir zum gehiilffen angenommen ... ". Af Breve af 6. juni 1647 og 29. November 1647 synes dog at fremgaa, at Forberedelserne har trukket temmelig meget ud, idet den benyttede Fremgangsmaade medførte et for stort Tab af Guld, hvorfor Kongen med et Suk skriver:
"Ded besuerligste uyl bliffue, huorledis man kan faa den Stødte Erdtz toen uden forlust. Tii man haffuer heer Endomstund Indted kund fynde paa den manehr, at man haffuer kundt faa den toen vden stor forlust. Huorfor Ieg haffuer stor Aarsag tiil at lengis derephther at See den maner, som Erdtzen uden affgang aff gullid kan bliiffue toen."
1/2 og 1/4 Brilledukater. 1647. 1/4 Brilledukat uden Aarstal.
Idet jeg om Brilledukaterne iøvrigt kan henvise til J. Wilcke: Møntvæsenet 1625-70, S. 91-93, og N.N.Å. 1948, S. 115-117 (16) mener jeg at kunne fastslaa, at det er urigtigt, at Udmøntningen af "Hebræer-Dukaterne" er foretaget af norsk Guld. Herimod taler forøvrigt ogsaa det temmelig betydelige Antal, hvori disse Mønter forekommer, samt at der af denne Sort ogsaa er foretaget Udmøntning i Glückstadt i 1645 og 1646 (Schou 8 og 10, Schou 4). Mærkeligt er det forøvrigt, at Joachim som Indskrift paa Brilledukaterne anfører VIDE MIRA DOMINI (i Stedet for DOMI); han synes altsaa at have opfattet DOMI som en Forkortelse af DOMINI og har maaske herved haft i Tankerne den af ham i Des neueröfneten Groschen-Cabinets Siebendes Fach (Leipzig 1750) p. 380 med Tavle XXV Nr. 43 beskrevne Kobbersterling fra Erik af Pommern, slaaet i Odense.
Naar Deichman (l. c. XI. S. 101) anfører, at af det i 1646 fremdragne Guld skal være udmøntet "ey allene de ovenmeldte Brille-Ducater, men endogsaa nogle flere Guld-Mynter i Friderich den 3dies første Regeringsaar", maa denne Udtalelse betragtes med megen Skepsis. Ingen af Fred. III's Guldmønter fra de første Aar antyder ved deres Præg, at de er fremstillet af norsk Guld, og desuden forekommer det mig besynderligt, om Chr. IV, naar han havde besluttet sig til at lade Brilledukaterne slaa med deres særlige Præg, ikke skulde have ladet alt det udvundne Guld anvende til Prægningen af disse Guldmønter. Usikkert er det ogsaa, hvad Deichman sigter til, naar han l. c. S. 97 taler om "et lidet Stykke Kongsberg Guld, med Friderich den 4des Bryst-Billede, af omtrent en halv Ducats-Vegt, jeg for nogle Aar offererede det Danske Selskab, og kommet fra den Danske Præst Hr. Jørgen Kongsberg." (17)
Efter at have omtalt Chr. IV's fornævnte Dukater omtaler Joachim "Dukaten fra 1697", hvortil hans Kilde er Nova literaria maris Balthici, se herom N.N.Å. 1948, S. 112 ff., men uden at fremføre noget nyt. - Derimod anfører han: "In unsern Zeiten ist zu Ezwoll in Norwegen eine neue Goldmine entdecket worden, aus deren Golde die königlichen dänischen Dukaten, mit dem Wort Eben Ezer, gepräget werden, und die man Ezwaldische Dukaten nennet", hvortil han knytter nogle Oplysninger fra Hofraad Madai, bl. a. "Ezwoll... Dort ist eine Goldmine entdecket und deswegen das Symbolum Eben Ezer, oder bisher hat der HErr geholfen, aufgepräget worden, als ein Merkmal der Dankbarkeit gegen den Schöpfer."
Ebenezerdukat. 1758.
Den af Joachim saaledes omtalte Speciesdukat (Schou 1758 Nr. 1), hvortil Stemplerne er skaaret af Arbien, er ifig. J. Wilcke: Kurantmønten 1726-1788 (Kbhvn. 1927), S. 99, præget i et Antal af 1001 Stk. for Kongens Regning i August 1759, altsaa paa et Tidspunkt, hvor ellers Udmøntningen af Kurantdukater var blevet eneraadende. Hvem Kilden er til Joachims Meddelelse, eller om det blot er en "lærd" Gisning, foraarsaget af Ordet Eben-Ezer, lader sig næppe nu oplyse. Joachim og Madai regnes dog at have haft gode Forbindelser blandt Møntinteresserede rundt om, og da vel ogsaa her i Danmark, og udelukket er det ikke, at hans Meddelelse skyldes velunderrettede Kredse.
Det er ret nærliggende i denne Forbindelse at tænke paa Notaterne i Luxdorphs Dagbøger for 29. November og 14. December 1758 (N.N.Å. 1949, S. 131, Note 17), selv om Udmøntningen af ialt 1001 Speciesdukater jo langt overstiger den iflg. Luxdorph anslaaede Guldmængde, der beregnedes til at kunne give 100 Dukater. Man kunde ogsaa tænke paa Guldfundet fra Eidsvold Sogns Alminding, som Deichman omtaler (XI, S.111-114 og 121; N.N.Å. 1948, S. 117, Note 25) (18). Som bekendt vides der af Eidsvoldguldet kun præget eet Exemplar af Jubelmedaillen 1760, hvortil ikke tilnærmelsesvis synes at kunne være medgaaet det da fremkomne Guld. - Og at Langebek i Brev af 16. September 1759 til Deichman omtaler, at han "vel har hørt, at her skal være kommet Guld ned derfra, og at deraf skal være slagne Ducater", men at han ikke har set dem, kan ikke undre, eftersom Udmøntningen af de 1001 Dukater til Kongens eget Brug jo først var sket i den foregaaende Maaned, saaledes at disse Dukater endnu næppe har været særligt kendt.
Møntdirektør N. P. Nielsen, Den Kgl. Mønt, har velvilligt gennemsøgt Korrespondancen mellem Finanserne og Møntinspektør v. Hauen for Aarene 1758-1759. Ifølge Møntdirektørens Brev af 20. November 1950 fremgaar heraf, at der fra Rentekanimeret den 17. Juli 1759 blev givet Ordre til Udmøntning af 1000 Stk. Speciesdukater "med de fremsendte Stempler, saa snart Udmøntningen af 24-Skillingerne var forbi; i Mellemtiden skulde Guldet leveres fra Zahlkammeret. Den 3. August 1759 meddeles, at 300 af disse Dukater er modtaget af Kongen, og at Resten kan afleveres i Zahlkammeret. Den 27. August 1759 beordredes Kassereren i Zahlkammeret, Falbe, til at aflevere det der beroende Guld til Mønten, for at dette sammen med Resten fra de 1001 Speciesdukater kunde udmøntes til Kurantdukater. I Korrespondancen findes ingen Omtale af, at norsk Guld er anvendt til Udmøntningen af Speciesdukateme. Derimod foreligger en Skrivelse fra Rentekammeret af 30. Juni 1759, hvorved det befales Mønten at modtage 2 halve og en kvart Tønde med Ertz fra Jens Hass Pedersen Bech af Wessens Præstegaard i Nordlanden, hvorom det den 10. Juli 1759 meddeles, at Ertzen er proberet og fundet at være fuldstændig. Dette kan dog ikke have nogen Forbindelse med Udmøntningen af Ebenezer-Dukateme.
I den usikre udenrigspolitiske Situation, hvori Frederik V befandt sig 1758-1759, kunde det passe meget godt, om han i Guldfundet saa en Hjælp fra Himlen og derfor "som Taknemlighed mod Skaberen" lod de saaledes prægede Dukater forsyne med Indskriften: EBEN-EZER d.e. "Hjælpesteen", dvs: "Hidindtil har Herren hjulpet os" (se den første Samuels Bog 7. cap. 12). O. F. Jansen synes ikke at have været opmærksom herpaa, da han i N.F. Mbl. I. S.210 (Maj 1918) skrev sin lille Notits.
Deichman og senere Forfattere ses ikke at have kendt noget til, at den smukke Speciesdukat med Aarstallet 1758, (altsaa Aarstallet for Guldfundet, ikke for Udmøntningen) havde sin særlige Forklaring. Saa kort Tid efter Begivenheden mener jeg, at Joachims Forklaring, affattet kun ca. 4 Aar senere, maa antages rigtig. I hvert Fald faar Dukatens særlige Præg herved en rimelig Forklaring.
Den saakaldte projekterede Halvdukat "Fra bestendige Liebe 1735" omtales ikke af Joachim. Muligt har allerede han været klar over, at det her ikke drejede sig om nogen Mønt, men jeg kan herom blot henvise til Afhandlingen i N.N.Å. 1949.
I Tilslutning til mine Bemærkninger l. c. S. 128-129 (Note 10 og 11) om Guldafslag af norske Sølvmønter vil jeg gerne gøre opmærksom paa, at der næppe er Grund til at antage, at disse - i hvert Fald bortset fra Undtagelsestilfælde - er præget af Guld fra norske Miner. Hyppigt ses disse Guldafslag at være præget paa hollandske Dukater, se saaledes 2 Skilling norsk 1708 (Beskrivelsen 1791 Nr. 117), 8 Skilling norsk 1733 i L. E. Bruuns Samling Nr. 10670 og ligeledes et Eksemplar i min Samling, en 2 Skilling norsk 1747 (Krebers Katalog Nr. 747) og en 2 Skilling norsk 1786 (v. Hemmerts Auktionskatalog Nr. 329 og Schubarth Nr. 2329). I andre Tilfælde ses Guldafslagene præget paa danske Kurantdukater, se saaledes en 2 Skilling norsk 1722 hos L. E. Bruun 10632, en 8 Skilling norsk 1735 (Schubarth 2016), en En-Skilling norsk 1765 paa en Kurantdukat 1761 (Glückstadt 3674), en 2 Skilling 1787 paa en Kurantdukat 1760 (i Fyens Stiftsmuseum i Odense) og en 2 Skilling 1800 paa en Kurantdukat 1761 (Glückstadt 3914). Guldafslag af en 12 Skilling 1719, præget paa en Dukat fra 1701 (?), anføres hos Hielmstierne S. 36 Nr. 5, og Guldafslag af en 2 Skilling 1787 paa en engelsk Guinea 1711 i Glückstadts Auktionskatalog Nr. 3821. Et nøjere Eftersyn vil muligt vise, at yderligere en Del af de i Samlingerne beroende Guldafslag af Sølv-Skillemønt er foretaget paa lignende hollandske Dukater, danske Kurantdukater o.s.v.
Slutningen af Joachims Afhandling omhandler Sverige, bl.a. Guldfundet 1738 i Ädelfors i Småland og den første Udmøntning af Dukater heraf i 1741, Antallet ialt opgivet til kun 64 Stykker (19). Men denne Del af Afhandlingen falder uden for nærværende Redegørelse.
(NNÅ 1950 side 81-90)
In two essays in Nordisk Numismatisk Årsskrift for the years 1948 and 1949 the present writer has described some coinages of Norwegian gold. In consequence of this Mr. N. L. Rasmusson, Stockholm, has drawn attention to an essay by J. F. Joachim from 1764 (note 1). Museum Wormianum (1655) states that gold was found in Norway in 1644, and authors as old as Ludvig Holberg and Deichmann (1777) supposed that the famous Hebrew-ducats from 1644 and the following years were coined of the gold in question, but this view is incorrect. Of Norwegian gold, however, were coined the so-called "Brilledukater" (Spectacles-ducats) from 1647, the origin of which appears from a series of letters from King Christian IV in his own writing. When the sceptics doubt as to the occurrence of gold in Norway had been put to shame, the king had the rather small quantity coined as whole, half, and quarter ducats with the special stamp: a pair of speetacles and the legend: VIDE MIRA DOMI, in order to show that he who either would not or could not see that there was gold in Norway, ought to put on a pair of spectacles.
According to Joachim the specie-ducat with the year 1758 and the legend EBEN-EZER was likewise coined of Norwegian gold. In 1757 under King Frederic V the very comprehensive coinings of current-ducats (21 carat gold, 75 pieces from one mark) were begun, and until now the appearance of the specie-ducat 1758, which is known to have been coined in 1759 at the king's expense, has been rather incomprehensible. The information in hand favours the supposition that gold from a find made in Norway in 1758 was used in the coining. In the troubled conditions of Danish foreign policy at the time, Frederic V appears in the gold find to have seen a help from Heaven and "in gratitude to the Creator" to have had these ducats coined with the legend EBEN-EZER, that is: "Hitherto hath the LORD helped us" (I Samuel 7.12). Finally a series of gold-impressions of Norwegian silver small-coins is referred to; it can be seen that they have chiefly been coined on Dutch ducats and Danish current-ducats; apart from possible exceptional cases Norwegian gold was hardly used for this purpose.