Fremmed indflydelse på Danmarks møntvæsen i middelalderen

af Georg Galster

Tusindtallige møntfund afspejler Danmarks historie gennem gode og onde tider - mest dog det sidste. Når fjenden stod i landet og røgen fra naboens gård drev over gærdet, var det på høje tid for en forsigtig bonde at betro sit arvesoiv til jordens gemme, og det hændte, at skatten ikke blev hævet igen. På alfarvej og for kirkens alter dryssedes mønter af uagtsomme hænder. I død mands kiste og i grunden af det nybyggede hus lagdes småmønter efter gammel skik og brug.

Disse mønter bærer tillige vidnesbyrd om de skiftende tiders handelsveje; langvejs fra er de kommet, fra Romerriget, Kalifatet, Frankerrigerne, de britiske øer, Nederlandene og Det hellige tysk-romerske Rige. De danske konger har måttet tage hensyn til købmændenes ønsker ligeså vel som til egen fordel og har ladet mønter slå, der mere eller mindre lignede de efterspurgte fremmede mønter.

Pladsen her tillader kun at gøre opmærksom på hovedtrækkene i denne udvikling, der oftest går fra det gode til det ringere, fra det ringere til det endnu værre.

Påvirkning fra Romerriget gjorde sig i forhistorisk tid gældende i det landområde, som beboedes af Danernes forskellige stammer. Bl.a. overtog de som vægtenhed den romerske unce (beregnet til 27,29 g). Det nordiske navn for uncen, øre (øra, eyrir, flertal aurar) er antagelig navnet på den romerske guldmønt, (nummus) aureus. Det er typisk for loven om pengenes synkende værdi, at denne oldtidens værdifuldeste mønt i løbet af 2000 år er gledet ned til at blive en uanselig, ringe agtet zinkmønt. Øren deltes i 3 ørtug og i vekslende antal, f.ex. 30 penninge. Denne betegnelse må være låneord, og kan muligvis være afledt af latinsk pendere, at veje. Som flere låneord, fex. mønt (moneta), pund (pondus) kan det være indkommet på anden hånd, fra germanske folk.

I Nordens guldalder, da Rolf Krake efter sagnet såede sin gyldne sæd på Fyrissletten, sloges de nordiske guldbracteater, hvis ældste prægninger efterlignede eller var inspirerede af romerske guldmedailloner. Her afbildes exempelvis bagsiden af en guldmedaillon, slået for Constantius II som cæsar (323 337) i Trier 324~326 til minde om erobringen af Byzans (fig. 1). Ved siden af vises en guldbracteat med samme fremstilling; man genfinder den spydbærende kejser, Victoria med palmegren og krans og soldaten (fig. 2). Det virker som en særpræget kunstopfattelse, for ikke at sige en barbarisering af det antike motiv.

Medens Kalifatets mønter, de kufiske dirhemer, i mængder er strømmet til Danmark som vidnesbyrd om en gunstig handeisbalance (for at bruge et aktuelt udtryk), er de ikke blevet efterlignede i Danmark; de er oftest hakket i småstumper til brudsølv af Nordboerne, der på det tidspunkt foretrak vejet sølv for mønt. Mønterne bærer årstal, der svarer til vor tidsregning mellem 668 og 1010, og de stammer for en stor del fra samanidernes rige i Centralasien.

De første mønter, der sloges i Danmark, antagelig i Hedeby, var nøje efterligninger af Karl den Stores mønter fra Dorestad. Det er den velkendte mønttype med kongenavnet CARO-LVS i to linjer på forsiden og bynavnet DORSTAT ligeledes i to linjer på bagsiden; her er forneden tillige sat spidsen og bladet af den frankiske økse (fig. 3) Udmøntningen er rimeligvis begyndt tidligt i Karls kongetid, fra 768. Dorestadmønten var så vel indarbejdet i Frisernes handel på Hedeby og Østersøen, at udmøntningen er blevet fortsat antagelig lige til stadens ødelæggelse af Normannerne i midten af det 9. århundrede. De senere udmøntninger er efterhånden blevet temmelig barbarserede, og yderlig forvanskede blev møntprægene, da udmøntningen blev optaget og fortsat i Hedeby. Det er ikke altid let at afgøre, hvor de ægte Dorestadmønter hører op, og hvor efterligningerne i Hedeby tager fat. Efterhånden indgår særlige nordiske motiver i præget (fig. 4-8). På forsiden ændres de mindre bogstaver O og S til mandehoved, trekant, perlering o. lign., medens CAR og V bibeholdes i forvansket form. Bagsidens DOR bliver til et par buer over TAT, der i en enkelt type udvikler sig til tegningen af et hus med port, sidestolper og tag med dyrehovedformede vindskier. Senere forekommer særlig nordiske bagsidetyper, af hvilke her interesserer en fremstilling af et skib, der kan være inspireret af en mønttype fra Dorestad fra Ludvig den Frommes tid.

Det er muligt, at de danske efterligninger er begyndt udmøntede allerede i kong Godfreds tid, han, der overfor kejser Karl gjorde fordring på Frisland og 810 udsendte en flåde på 200 skibe, der opkrævede skat hos friserne. Samme år blev han myrdet, og hans efterfølger sluttede fred ved den tusindånge Ejdergrænse.

Udmøntningen af den oprindelige type er blevet fortsat side om side med vekslende typer; men vægten er blevet lettere, og de sidste udmøntninger fra Harald Blåtands kongetid i midten af det 10. århundrede fremtræder som halvbracteater, idet møntblanketterne efterhånden er blevet så tynde, at præget fra den ene side slår igennem på den anden side. Medens vægten på de ældste Hedebymønter fra kort efter år 800 ligger omkring et gram, vejer de sidste udmøntninger af denne type kun omtrent det halve.

I erobringen af England deltog folkeslag fra Danmark, jyder og angler side om side med saxerne, og en vis forbindelse med hjemlandet har de antagelig vedligeholdt. Herom vidner fremstillingerne på en sceatta, der har tjent til forbillede for en mønt, slået i Hedeby eller mulig andetsteds i Danmark, så sent som i begyndelsen af Harald Blåtands kongetid (fig. 9-11). Sceattaen er formentlig slået i 700-tallet, før penningen blev indført. Den danske mønt, hvis præg er nok så godt som dens engelske forbillede, er bl.a. fundet i Terslevskatten nedlagt ca. 960-970, og de to exemplarer i denne skat ser helt stempelfriske ud. Sceatta'en bærer på den ene side et mandehoved mellem to små kors og på den anden side et ejendommeligt tegnet fabeldyr. Begge disse fremstillinger er optaget på den danske mønt, hvor de er blevet yderligere udarbejdet. Endnu på bagsiden af en mønt fra Knud den Store er en lignende dyrefremstilling gengivet.

Den angelsaksiske indflydelse på det danske muntvæsen i det 11. århundrede er af den største betydning. Fra 991 strømmede kong Æthelræds mønter i uhyre mængder til Danmark som "danegæld" (fig. 12). Den ældste af Danegældens mønttyper, der meget sigende bærer indskriften [RVX, er nøje gengivet i den første danske mønt med kongenavn, stået for erobrerkongen Sven Tveskæg af en angelsaksisk møntpræger Godwine, rimeligvis fra Danelagen (fig. 13). Og i samme stil lod den svenske Olav Skatkonge også slå mønt.

Det var imidlertid en enlig foreteelse. Derimod organiserede Svens søn og efterfølger, Knud den Store, det danske møntvæsen kort efter sin fonyede erobring af England. Det må være sket under hans ophold i Danmark i 1019-20. Angelsaksiske møntmestre blev indkaldt i stort antal og møntsmedjer anlagdes i en række af de opvoksende danske stæder. Først og fremmest i Lund i Skåne, som synes at være grundlagt af kong Knud ikke blot af navn som et sidestykke til London, tillige i Roskilde, Odense, Ribe, Viborg og flere andre stæder. Som venteligt er, er de fleste af kong Knuds angelsaksiske typer repræsenteret i de danske udmøntnlnger. Oftest er Knuds engelske kongetitel REX ANGLORVM bibeholdt fremfor REX DANORVM. Også det lille ord on i stedet for det latinske in eller danske i er sat foran møntstedets navn. Nogle exempler vil vise den tit fuldkomne overensstemmelse i præget (fig. 14-18). Blot blev de danske møntpræg barbariserede, især med ulæselige omskrifter, når danske møntprægere afløste eller virkede ved siden af de mere øvede angelsaksere. Den angelsaksiske påvirkning var fremtrædende lige til Sven Estridsens sidste kongeår.

Byzantinske mønter forekommer kun i ringe tal i de danske fund, men der har i det 11. århundrede antagelig været en betydelig indførsel af byzantinsk mønt, takket være bl. a. den nordiske krigerskare, der som væringer stod i den byzantinske kejsers Efter at Knud den Store havde aftakket størstedelen af sin hær efter Englands erobring, søgte mange af disse trænede krigere til kejser Basilios II Bulgaroktonos i "Miklagård". Mange vendte siden hjem med deres sold i koingende mønt ligesom den navnkundigste af væringerne, Harald Hårderåde, om hvis store skatte der gik frasagn viden om. Det var da ikke så mærkeligt, at den byzantinske indflydelse blev betydelig, og at den satte sine tydelige spor i de danske udmøntninger, hovedsagelig i dem, der udgik fra det vigtigste mntsted i Lund. Allerede en af de tidligste mønttyper fra Hardeknud (1035-42) synes inspireret af byzantinsk mntpræg, for så vidt som kongens brystbillede bærer byzantinsk kejserkrone og kongetitlen gengives i fire linjer ligesom på byzantinske mnter + HARD ACNVT REXIN DANO // +ALFPARDONLVNDI (fig. 19 og 21). Nærmere det byzantinske forbillede kommer en flgende udmntning, hvis forside elter Æthelræds sidste mnttype viser Guds Lam omgivet af +HARDA[NVTR, medens bagsiden bærer to kongers brystbillede med et processionskors imellem sig, derover mntprægernavnet +DOR [ETL (fig. 20) - På den danske mønt synes denne fremstilling meningsls, da Hardeknud ikke havde nogen samkonge at dele magten med. Fremstillingen er en nøje kopi af en mønt fra kejserne Basilios II og Constantin XI (976-1025).

Betydelig blev den byzantinske påvirkning i Sven Estridsens kongetid (1047-74). En mønt af usdvanlig størrelse, måske slået som dobbeltpenning eller skuemønt viser på begge sider kongen stående i byzantinsk kejserdragt med langt kors og rigsæble; bortset fra møntprægerens angelsaksiske navn, PVLFET (Wulfet) er møntindskrifterne ulæselige (fig. 22-23). Den samme, lidt varierende fremstilling genfindes på en mønt af normal størrelse og vægt (0,97-1,07 g), der er fremkommet i mange fund, der med sikkerhed lader sig tidsfæste til begyndelsen af Svens kongetid. Dens forbillede, som nøje er kopieret, er bagsiden af en byzantinsk slvmønt fra 11. århundrede; den er anonym, idet den i stedet for kejserens navn bærer et hexameter til ære for den hellige jomfru, der fremstilles på forsiden. Den henføres almindeligvis til kejser Romanos IV (1068-71); men den danske møntefterligning, hvis datering til begyndelsen af Sven Estridsens kongetid tydeligt fremgår af flere fund, viser, at den må være betydeligt ældre, mulig fra Romanus III's kejsertid (1028-34). Andre fremstillinger af lignende art foreligger med byzantinsk kejserbillede på forsiden og engelsk påvirket fremstilling (kongebillede eller dobbeltkors) på bagsiden.

Ejendommelig er en mønt, der på forsiden viser en engel, der overrækker kongen (i byzantinsk klædning) et labarum, en kirkefane; Guds hånd er antydet lagt på kongens hoved og hans navn er gengivet +SEVIN (Svein; fig. 24) - På bagsiden vises Christus thronende med evangeliebog og velsignende højre hånd; derom læses møntprægerens navn : PVLFETONLV(nd). Et par tilsvarende mnttyper har andre angelsaksisk prægede bagsider med tvelinjede kors. Som mange fund viser, hører også de til Svens ældste udmntninger. Den førstnævnte mønt er i begge sider en nøje kopi af en mønt fra en kejser Michael, der følgelig ikke (som almindelig antaget) kan være Michael VI (1056-57), men må være enten Michael IV (1034-41) eller Michael V (1041-42).

Fremstillingen med Christus i højsædet blev meget populær og genfindes på en række mønttyper fra den følgende tid under kong Sven, ikke blot fra Lund, men også fra andre møntsteder, Borgeby, Thtumatorp, Odense og Hedeby (fig. 25-30).

Overhovedet er det byzantinske indslag i denne tids danske mønter stærkt fremtrædende ved siden at det angelsaksiske.

Som fundene viser, begynder størmmen af tysk mønt til Danmark i sidste halvdel af det 10. århundrede; sølvet til disse mønter kom for en stor del fra de i 950'erne fundne miner ved Goslar i Harzen. Importen begynder altså omtrent samtidig med den store indførsel af angelsaksisk mønt, og overgår efterhånden denne i større mængde, indtil også den tager af i det 11. århundredes sidste fjerdedel for helt at ophøre i begyndelsen af det følgende århundrede.

Nogen direkte indflydelse af betydning fik de tyske mnter ikke i denne tid. Mellem de mange hundrede møntprægernavne, de fleste angelsaksiske, noget færre danske, kan næppe påvises et eneste tysk møntprægernavn. - Dog kan lidt påvirkning være mulig allerede i Knud den Stores tid (fig. 31-32). En af hans mønter fra Slagelse bærer de ejendommelige omskrifter: +INPRINCIPIOERADFABVM +EDFARBVMERADAPADM. Det er Johannesevangeliets indledningsord, let forvanskede (in principio erat verbum et verbum erat apud Deum); men forlægget synes at være givet af en tyskfødt klerk med udtalen F for V. Og den Guds hånd, der er skåret på en anden, samtidig Slagelse-mønt, er nærmest taget fra en mønt fra Deventer som forbillede. - Når de jydske penninge udmøntedes til en rigere vægt end de sjællandsk-skånske, kan det mulig skyldes handelsforbindelse med Frisland, der just slog lettere mønt end det øvrige tyske rige.

En ejendommelig mønttype, der især synes at være knyttet til Roskilde, med to "gavle" adskilte ved et tværbælte, har sit nærmeste forbillede i en mønttype fra Antwerpen (fig. 33-34). Den er udviklet af saxiske og karolingiske kirkefremstillinger, der atter længst ude efterligner templerne på romerske denarer. En sådan kirkebygning forekommer på en mønt slået for kong Hardeknud af Thorcetel i Lund. Dens nærmeste forbillede synes at være en mønt fra Cöln slået for kejser Conrad II ((1024) 1027-1039) (fig. 35-36).

Ivrigt er den tyske påvirkning på de danske mønter kun ubetydelig i den ældre middelalder, skønt allerede Valdemar I's møntmester i Roskilde, Gerhard, var tysker. Selv ikke i Valdemar II's kongetid, da der dog sloges mønt i Hamborg og Lybeck i den danske konges navn, kan spores tysk påvirkning på de danske møntfremstillinger.

Den engelske indflydelse, som havde været så overvældende på det danske møntvæsen i det 11. årbundrede, kan praktisk talt ikke spores i det følgende århundrede, skønt en engelsk guldsmed og klosterbroder, Anketil, fra St. Albans, i 7 år før 1123 var i kong Niels' tjeneste som overordnet ved den danske mønt. I 1180 blev en ny mønt indført i England: the short-cross penny (fig. 37), som blev slået ensartet indtil 1247. Denne sterling blev efterlignet flere steder i Nordeuropa, dog ikke i Danmark, skønt Valdemar Sejr havde en engelsk møntmester, Nicholaus, også fra St. Albans, som var i hans tjeneste i 30 år. Efter kongens død i 1241 tog han tilbage og overtog en ledende stilling ved mønten i London og Canterbury, hvor han døde c. 1252. Nogle små mønter slået i Ribe for Valdemar Sejr (fig. 38) kunde vidne om en vis påvirkning fra sterling-korset, og et lignende tvelinjet kors forekommer jævnlig på mønterne i den følgende tid. Sterlinge af irsk type med kongehoved i en trekant kan have inspireret til en lignende fremstilling på et par mønter fra Erik Plovpenning (1241-50), henført til Nørrejylland og Ribe (fig. 39-41).

I det århundrede, der fulgte efter Valdemar II's død 1241, gik det danske møntvæseri helt til grunde. År for år fornyede kongen sin mønt, der stadig blev ringere og ringere. Allerede før 1300 nåede mønten i Sjælland og Jylland nulpunktet i indre værdi og modtoges kun med uvilje til den af kongen fastsatte kurs. - I de mange år for år skiftende fremstillinger fra henved en halv snes forskellige møntsteder, forekommer jævnlig lån fra landskendte fremmede mønter, der indkom i landet og med forkærlighed anvendtes, hvor det var muligt. Blandt de tydeligst kendelige mønttyper kan nævnes den franske gros tournois (fig. 42), hvis karakteristiske billede er efterlignet på en mønt fra Erik Klipping (1259-86), slået i Lund, fra Erik Menved (1286-1319), slået i Roskilde, fra hertug Valdemar (1283-1312), slået i Slesvig, og fra Christopher II (1319-32), antagelig slået i Ribe (fig. 43-45).

Sterlinge og turnoser, hanseatiske hulpenninge og witten blev almindelig gængse i Danmark, hvor udmøntningen af de gamle danske penninge ophørte i den kongeløse tid 1332-40 i Sjælland og Jylland, noget senere i Skåne. Disse fremmede mønter forekommer i mængder i fund fra det 14-15 århundrede.

Da dronning Margrethe i slutningen af det 14. århundrede genoptog udmøntningen (i Erik af Pommerns navn), var det med nederlandske møntmestre, og det var det lybske møntsystem, der nu indførtes, med regning efter mark a 16 skilling a 12 penninge. Mark og skilling var dog kun regningsenheder. 4-penningen, svarende til den lybskc witten, blev opgivet snart efter til fordel for 3-penningen, svarende til den lybske dreiling. Det blev hovedmønten, som dog benævnedes sterling eller "engelsk". Af møntpolitiske grunde lod dronningen denne mønt slå lidt ringere end det lybske forbillede. Derved opnåede hun, at den ikke så let gik ud af landet, samtidig med, at hun til hansestædernes harme krævede, at den skulde gå til samme værdi som den lybske mønt. Ved siden deraf sloges en penning ligesom den lybske penning som brakteat. - Det affødte årelange forhandlinger med hansestæderne, der forlangte, at den danske mønt skulde være af samme værdi som den lybske, og rent galt blev det, da Erik af Ppmmern henved 1422 lod sterlingen slå - som nødmønt i krigstiden - af rent kobber. 1424, under kong Eriks bortrejse, sluttede dronning Philippa endelig en møntunion med hansestæderne hvorefter der blev slået en søsling (6-penning) og en penning, jævngod med den lybske mønt. EIter få års forløb fandt kong Erik sig atter foranlediget til at forringe den danske mønt og lod i Lund og på Gurre slot slå grosser, der af navn svarede til de nederlandske groter og skulde gå for 9 penninge, men som kun var en underlødig krigsmønt i hans kamp mod holstenerne og hansestæderne.

Hans efterterfølger Christopher af Bajern genoptog udmøntningen af de gode gamle sterlinge for dog snart efter at gå over til at lade slå skillinger og hvide, der af navn svarede til de lybske skillinger, der var indført i den vendiske møntunion 1432, og witten. De danske mønter var dog nu ligesom i dronning Margrethes tid noget ringere, og gik til en kurs af omtrent 10 procent under den lybske mønt. Den lybske møntfod var i det følgende århundrede den eftertragtede målestok for det danske møntvæsen; men de stadige krige for at genoprette den nordiske union foranledigede udmøntning i for store mængder af hvide, der blev ringere og ringere. Ved år 1500 regnede man den danske hvid (4-penning) kun til 3 penninge lybsk. Det blev altså møntsystemet og møntnavnene man optog - selve mønternes præg var ikke genstand for efterligning.

Da kong Hans mod århundredets slutning rustede for at forny unionen med Sverige, greb han til også at lade sin beholdning af guld udmønte. Guldet fik han især fra øresundstolden, der skulde erlægges i engelske noble. 1496 lod hin slå en mønt, som fik navnet nobel, men som i sit præg indtil de mindste enkeltheder efterlignede den store guldreal (grote gouden real), som kong Maximilian fra 1487 lod slå i Nederlandene; selv Dordrechts møntmærke, rosen, er sat på mønten. Desuden lod han slå rhinske gylden, der skulde svare til de 4 rhinske kurfyrsters almindelige gængse guidmønt; præget var dog rent dansk, med Danmarks nationalhelgen, kong Knud, på forsiden (fig. 46-47). At mønten lå i underkanten af den rhinske gyldens guldindhold, er ikke at undres over; den skulde jo bruges til lønning af de tyske krigsknægte.

Ganske tilsvarende noble blev slået af Christiern II (1516 og 1518) under hans rustninger mod Sten Sture den Yngre i Sverige (fig. 48). Og af samme stempler blev der slået sølvgylden, i værdi svarende til guldmønten, den rhinske gylden; det var den samme mønt der fra 1518 under navnet joachimstaler gik sin sejrsgang gennem Europa. Med daleren, der fra Christian III fik borgerret i Danmark, er vi ude af middelalderen og inde i den nyere tid. Daleren, der i Danmark benævnes speciedaler, dvs. daler i eet stykke til forskel fra daler i (små)mønt, blev slået fra 1537 til 1872 af nogenlunde uændret sølvindhold (oprindelig 26 gram, synkende til 25 1/4 gram fint sølv). Deri blev gennem århundreder det faste værdimål, medens al anden mindre mønt stadig blev forringet, oftest under påvirkning fra udlandet.

(Nationalmuseets Arbejdsmark 1957)



Tilbage til Dansk Mønt