KLIK for forstørrelse!

Norske mønter

af Georg Galster

(udddrag af Galster: Mønt, København 1965 side 44-49)

I Norge som i så mange andre lande begynder møntprægning samtidig med overgang til christendommen. En mønt med kongenavnet Onlaf, der er slået med Æthelræds cruxtype af Godwine, er slået for Olav Tryggvason i 990'erne. Også fra Olav den Digre foreligger et lille antal mønter. Harald Sigurdsson (Hårdråde) førte en stor sølvskat med sig fra sin tjeneste hos kejseren i Byzans. Deraf lod han slå mønt i Nidarnes, Hamar og Kaupang ved i det mindste 6-7 navngivne møntprægere. Ret snart udnyttede han sin møntret til at slå kobberblandede penninge, kaldet "Haraldsslåtten". I de følgende århundreder sloges små penninge på 0.25-0.10 g, ofte kun med præg på den ene side (bracteater). Kun mønterne fra Sverre bærer kongenavn. I retterboden 1222 tilstod kong Håkon Håkonsson ærkebispen ret til at slå mønt, dog efter den møntfod, kongen bestemte. Dette gentoges flere gange i de følgende århundreder, men kun de 3 sidste ærkebisper vides at have udnyttet denne rettighed. Først fra Magnus Lagabøter og hans sønner Erik (Præstehader) og hertug (siden kong) Håkon foreligger et udbygget møntsystem: penninge (grossa moneta: ca. 1.3 g), halve og kvarte af ringe finhed (ca. 250-125 tusindedele), ligesom svartkroner (nigri coronati) og dertil hørende halve (oboli nigri) samt hvite penninge (albi rosati).

I tiden fra Magnus Lagabøter til Olav Håkonsson er der slået mønt i Bergen, Tønsberg og Oslo. Udmøntningerne har ikke været store, og ligesom i Danmark har fremmed mønt, grosser, sterlinge og siden witten været gæv og gængs og øvet en vis indflydelse på de norske mønters præg. Under unionen med Danmark ophørte for lang tid al udmøntning i Norge. I kong Hans' norske håndfæstning af 1. februar 1483 blev fastslået, at mønt skal slås i Throndhjem efter Nidaros' domkirkes gamle privilegier, og ligeså i Bergen og Oslo, jævngod mønt med danske penge. I henhold hertil slog ærkebiskop Gaute Ivarsson (1474-1510) hvide med omskriften SANctus OLAWS REX og penninge. I Bergen lod kongen slå søslinge, her og i de andre stæder tillige hvide og penninge. Men al hans mønt var underlødig og ikke på nær dets pålydende værd, ligesom hans danske mønt.

I en forordning for Norge 1514 bestemte Christiern II, at den norske mønt skulle være jævngod med den danske og gangbar i Danmark ligesom dansk mønt i Norge. Fra disse hans første regeringsår daterer sig skillinge, hvoraf der skulle gå 24 på en rhinsk gylden. Af samme finhed var de skillinge, som ærkebiskop Erik Valkendorf lod slå i Sankt Olavs og sit eget navn, men da kongen siden forringede mønten, fulgte mønten i Throndhjem efter uden dog at blive ligeså ringe. De gjaldt 4 hvide. Også dette nominal og blafferte (topenninge) af ringere lødighed lod ærkebispen slå. Efter Christiern II's flugt og inden valget af Frederik I til Norges konge, i årene 1523-4, lod slotsherren på Akershus, udvalgt biskop i Oslo magister Hans Mule slå ringholdige skillinge og tohvide, de såkaldte "Mulemønter".

KLIK for forstørrelse!

Fra Frederik I foreligger 4 møntordninger: 1524 til biskop Magnus Lauritsson på Hamar, 1525 til høvedsmanden på Akershus Olav Galle og 1526 og 1527 til høvedsmanden på Bergenhus, Vincens Lunge, hvorefter der skulle udmøntes skillinge (firehvide) til 30 stk. på en rhinsk gylden, og hvide. Desuden slog den sidste ærkebiskop, Olav Engelbrektsson tilsvarende skillinge og en stormønt, antagelig en mark. - Christiern II lod ved sin tilbagevenden til Norge, medens han belejrede Akershus, 1531-2, antagelig i Hamar slå klippingmønt, hvoraf de største formentlig skulle gå for mark og tomark.

KLIK for forstørrelse!

Under interregnet 1533-36 blev der af slotsherren på Akershus slået firehvide skillinge for Christian III som arving til Norge. Lejlighedsvis lod Christian III 1537 slå skillinge i Bergen.

Christian III's møntordning 1541 gjaldt også for Norge. Efter lange overvejelser og store besværligheder blev der ved saksiske bjergmænd anlagt et bjergværk i Bogahen i Telemarken, Golmsberg, Guldnes. I tilslutning hertil blev der indrettet en møntsmedje i det tidligere nonnekloster Gimsø ved Skien.

KLIK for forstørrelse!

Her blev 1544 slået gyldengroschen (daler), 8 stk. på den 14 1/2 lødige mark, mark, 8 og 4 skilling. Men møntværket betalte sig ikke, og da Gimsø-klostret brændte 1546, ophørte dette foretagende. Resten af det udvundne sølv sendtes til udmøntning i København. Med udmøntning af nogle hvide i Bergen for Frederik II 1574-78 ophørte for mange år møntprægning i Norge.

1623 fandt en bondesøn, Jacob Christophersen Gros-vold af Sandvær sølv i Numedalen. Christian IV rejste 1624 til Norge og anlagde Kongsberg, i øvrigt samme år som Christiania. Hermed havde han fået midler i hænde til at føre en hæderligere møntpolitik end hidtil. Forordningen af 4. maj 1625 blev skelsættende også for Norge. De første år førtes sølvet til København og sloges til speciedalere med omskriften: Benedictio Domini divites facit (Herrens velsignelse gør rige), idet den givtigste mine blev kaldt Gottes Segen.

KLIK for forstørrelse!

1628 oprettedes en mønt i Christiania, hvorfra der i de følgende år udgik en mængde gode speciedalere med den norske løve i præget og (fra 1629) med kongens kendte valgsprog Regna firmat pietas. Efter nogen vaklen sloges fra 1629 speciedaleren med 8 stykker på den 14 2/18 lødige mark (d.v.s. 29.232 g - 882 tusindedele - 25.781 g finvægt eller 9.071 speciedaler på marken fin). Fra 1641 sloges også småmønt. Under Torstenssonskrigen sloges foruden den gode speciemønt også samme slette krigsmønt, "hebræer", som i Danmark. Speciedaleren blev under Frederik III ubetydeligt forringet, men blev under Christian V 1671 fastlagt ved 28.775 g hvoraf 25.178 g fint sølv. 1685 (1695) blev mønten flyttet fra Christiania til Kongsberg for at spare transportomkostningerne Efter en række dårlige år gav minerne i årene 1692-96 godt udbytte, der blev udmøntet til speciedalere med poetiske randskrifter.

KLIK for forstørrelse!

I det 18. århundrede sloges altovervejende kurantmønt, fra Christian VI med 24 skilling, kaldet rigsort som hovedmønt. Under Frederik IV blev dog slået kroner af sølv fra en nyopdaget grube, opkaldt efter dronning Anna Sophia. 1765 og fra 1770'erne slog man igen speciedaler i større mængde, og 1794 blev den sat i fast forhold til kurantmønten: 1 speciedaler = 1 rigsdaler 24 skilling kurant, hvorefter der altså gik 5 rigsort på speciedaleren. - Rigsdaler kurant var regningsmønt, som ikke udmøntedes undtagen i den sidste af de 4 "rejsedalere", der blev slået for Frederik IV 1704, Christian VI 1733, Frederik V 1749 og Christian VII 1788 til rejser i Norge, alle slået med norsk præg i København.

KLIK for forstørrelse!

Efter at bjergværket i en årrække havde givet underskud, blev det nedlagt 1805 og mønten 1806; men efter 1807 blev det genåbnet for at slå en mængde kobbermønt, især 4-skilling, men også enesteskilling, kaldet "sildeflas" (jfr. "degnelus" i Danmark).

Oprettelsen af rigsbanken fik også gyldighed for Norge, der fik en filial af banken i Christiania. Den af rigsbanken i august 1813 fastsatte kurs, 200 rigsbankdaler (100 specier i sølv) = 375 rigsbankdaler "navneværdi" (i sedler) var den, der blev garanteret af rigsforsamlingen på Eidsvold. Der udstedtes af "Norges midlertidige Rigsbank" sedler ("prinsesedler"), men der blev ikke slået mønt; man benyttede den forhåndenværende gamle småmønt, men delte rigsbankdaleren i 60 specieskilling. Ved pengeloven af 14. juni 1816 vendte man praktisk taget tilbage til speciemøntfoden, specien udmøntet til 9 1/4 af kølnsk mark fint sølv, delt i 5 orter á 24 skilling, hvorved man kunne lade den ældre mønt circulere efter pålydende værdi, indtil Norge 1875 sluttede sig til den skandinaviske møntunion med kronemønt og guldmøntfod.


Tilbage til Dansk Mønt