Det vil være naturligt i 400-året for Jørgen Kocks død at mindes denne Malmø stads store borger i dette årsskrift. Her er tidligere fremkommet flere udmærkede skildringer af ham og hans virke til stadens ve og vel (1); denne lille skærv til hans minde vil derfor hovedsagelig kun omhandle en. enkelt, men ganske vigtig side af hans foretagsomhed - hans embede som Malmøs sidste og betydeligste møntmester.
Jørgen Kock er - som det først for få år siden opklaredes ved restaureringen af hans portræt (2) - født 1487 eller 1488. antagelig i en stad i Vestfalen, da han betegnes som vestphæling (vestphalus) (3). På mødrene side havde han tilknytning til Lybæk (4). Det hedder i visen om ham, at han kom som en fattig mand til Danmark, hvor han fik rigdom og ære (5) - hvornår vides ikke. Han har altså været en af de mange tusinde tyske - købmænd, håndværkere, krigsmænd og lykkeriddere - der lige fra Valdemarernes tid er strømmet ind til Danmark som til det forjættede land. Men i kraft af sin enestående dygtighed har han også gjort sig fortjent af sit nye fædreland og især af den stad, der kårede ham til sin første borger. Han synes at have tilegnet sig det danske sprog og behersket det i skrift med en ualmindelig færdighed. Selve hans navn siger os intet andet end, at antagelig en af hans forfædre har udøvet den ædle kogekunst, hvorefter navnet på håndværket er blevet hængende på hans efterkommere, således som det i det 15. århundrede blev tysk navneskik. Da han var vel forfaren i den yderst exclusive kundskab om møntprægning, som i regel gik i arv inden for visse slægter, er det muligt, at han nedstammede fra eller havde tilknytning til en tysk møntmesterfamilie. Og datidens møntmestre drev som vigtigt bierhverv købmandskab, foruden at de virkede som vekselerere og bankierer. løvrigt bæres navnet Jørgen Kock af flere mænd i datiden. Således træffes i årene 1505-10 en ældre samtidig Jørgen Kock som rodemester i Strandkvarter i København (6) - han kan umulig (som man oftere før har antaget) være identisk med den 17-18-årige unge mand fra Vestfalen. En yngre samtidig mand af navnet ansattes 1543 som møntmester i Skien i Norge og derefter 1547 som møntmester i Flensborg, hvor han virkede til 1556 (7); han var en brodersøn af sin berømte navnefælle.
Om Jørgen Kocks personlige forhold oplyser en lille notits i hans samtidige, Malmø-boen Henrik Smiths danske årbog ved år 1522: ”Samme aar kom første tid den flamske weffnet ind y landet Danmarck med Jørgen Mønters hustru Allhed” (8). Det må antaglig betyde, at hun har oprettet et værksted med flamske vævere i Malmø. Det vilde falde godt i tråd med kongens og mor Sigbrits bestræbelser for at fremme de borgerlige erhverv i købstæderne - i dette tilfælde endda et fornemt kunsthåndværk. Året før havde kongen just været i Flandern og her trådt i forbindelse med kunstnere; det vilde være naturligt, om nogle vævere derfra havde søgt deres lykke i den tilsyneladende mægtige konges rige. Men denne oplysning om Jørgen Kocks ægteskab kan ikke være rigtig. Mester Mogens Madsen må her stå til troende, når han under samme år meddeler, at det var Jørgen Kocks broder, Johan Kock, der med sin kunstfærdige hustru Athelhed kom og bosatte sig i Malmø, hvor hun indførte flamsk vævning og måden at farve ulden med forskellige farver (9).
Sandsynligvis allerede før 1518 er Jørgen Kock blevet gift med den rige enke Sidse Kordtsdatter, der må have været adskillige år ældre end han, siden hun havde en voksen søn. Hun var datter af Kort Daniel eller Berent, der nævnes som rådmand i Helsingør i årene 1478-83 (10). Hun var enke efter en velstående borger i København, Walter Kniphof, hvis navn kunde tyde på afstamning fra Danzig; deres søn var den så navnkundige kaperhøvding, kong Christierns håndgangne mand, Klaus Kniphof. Hun nævnes i en københavnsk indkvarteringsliste fra hendes enkestands tid, efter 1510, som en af 30 borgere, der skulde give herberg til en krigsknægt og hans hest: ”Item Sitze Wolthers wtinde Hans Bogbinders hws” (11). Da hendes søn efter mange sejrrige kampe med hansestædernes skibe omsider den 7. october 1525 ved Greiziel i Ems-mundingen måtte bukke under for overmagten og blev ført som fange til Hamborg, rejste hans stedfader med en stor pengesum af sted for at løskøbe ham. Da han kom til Lybæk, fik han at vide, at hamborgerne til trods for kong Christierns fuldmagt den 30. october havde henrettet ham og 75 af hans mænd som sørøvere (12).
Jørgen Kock træder først frem i historiens søgelys, da han i påsken 1518 overtog stillingen som møntmester i Malmø efter Dines Blicher. Hans tiltræden betød et afgørende brud med håndfæstningens krav, ”at to mark gør fyldest for en rhinsk gylden”, og med møntordningerne af 1513, 1514 og 1515. Kongen, der forgæves måtte vente på udbetaling af sin hustrus rige medgift på 300.000 gylden, måtte nu finansiere krigen med Sverige ved at lade slå ringholdig og undervægtig mønt. Nok havde Dines Blicher måttet udnytte møntregalet kraftigt: men nu blev alle hensyn tilsidesat.
Møntergården i Malmø, der lå, hvor nu Malmøhus ligger, var bygget 1434 af Erik af Pommern som et led i stadens befæstning og stødte op til bymuren. Det var betryggende at have møntvirksomheden anbragt i et velbefæstet hus. Under Christopher af Bajern henlagdes da hele Danmarks udmøntning hertil. Her virkede møntmestrene Hans Mindel (før 1444-1455), Henrik Dringenberg (1455-92), Hans Sever (1492-1512) og Dines Blicher (1. aug. 1513-april 1518) (13).
De store rustninger til krigen mod Sten Sture og lønningen af de mange tusinde hvervede krigsknægte stillede store krav til Malmø-møntens evne til at fremskaffe klingende mønt. Det har sikkert været mester Dines for meget. I april 1518 er han da fratrådt sin stilling; den 23. i denne måned fik han et kongeligt beskærmelsebrev, ”at inghen skall wære hans Dommer vti the Sager som bør fore ingen Herre at forhandles vden Hans Naade selffuer Oc skall han bliffue boendis oc besiddendis vti Malmøe eller andenstædz her i Riget hwor hannem løster oc han seg best bierge kand Oc skall han wære altingest frii oc quith fore alt kongelige oc Byes Tynge ehvor han boer swo lenge han leffuer dog skall han giøre oc giffue till myn Herre oc Kronen Told og Cisze aff hues Godz han handlendes worder som andre Vndersate oc Borgere her i Riget giøre oc giffue” (14). Han må således have gjort god rede og regnskab for sin virksomhed overfor sin overordnede, borgmester Hans Mikkelsen, der lige fra 1513 havde haft overopsyn med mønten, og kongen har påtaget sig det fulde ansvar for de udmøntninger, som ellers kunde blive alvorligt påtalte af rigsrådet, hvis de skulde bedømmes efter håndfæstningen og møntordningerne. Det er tydeligt, at kongen har været tilfreds med hans gerning, siden han fik lov til at beholde de forrettigheder, som ellers kun tilkom en tjenstgørende møntmester, selv efter at han var fratrådt sin stilling. Iøvrigt benyttede Dines Blicher sig ikke længe af dette protectorium; allerede 1522 blev han ansat som møntmester af bystyret i Vismar, hvor han med nogen afbrydelse virkede til sin død i december 1543 (15).
Allerede i påsken den 4. april er han blevet afløst af den kun 30-årige Jørgen Kock. Den uhyre energi og sagkundskab, som han lige fra første færd udfolder, viser, at han må have stået i lære i længere tid og været kendt med de særlig vanskelige forhold; måske har han da arbejdet ved mønten i Malmø allerede under Dines Blicher. Tillige må han have haft gode forbindelser både inden- og udenlands. Desværre svigter alle kilder, når vi vil forske efter, hvorledes det lykkedes ham at udføre sit embede. Vi kan kun få et skøn derom ved at betragte det arbejde, der blev gjort af andre samtidige møntmestre og navnlig Reynold Junge, der virkede under lige så vanskelige vilkår i grevefejdens tid 16 år senere (16). Selv om Jørgen Kock overtog værksted og mandskab, måtte bedriften nu udvides i overordentlig stor målestok. Den snart hundredårige møntergård har næppe kunnet rumme alle de smelteovne og værksteder, der nu krævedes. Allerede 1506 havde den gamle daværende møntmester Hans Sever måttet bygge et hus til på møntergården, og rimeligvis måtte Jørgen Kock lade udføre adskillige tilbygninger, som vi dog ikke ved det mindste om. Han må have haft mellem et halvt og et helt hundrede mand i arbejde, og det for en stor del særlig teknisk uddannede folk, som måtte hentes i det sydlige udland, hvor der ved de hundredtallige møntsmedjer fandtes møntersvende, der vilde søge hen, hvor deres arbejde blev bedst lønnet. Jørgen Kock har sikkert her kunnet udnytte sine tyske forbindelser og har vel navnlig fra Vestfalen og Harzen kunnet hverve en god del af de folk, han skulde bruge; og dog har han ikke kunnet fremskaffe tilstrækkelig sagkyndig medhjælp, siden han måtte ty til den udvej at slå en så ureglementeret mønt som disse klippinge, der afveg fra al god gammel tradition om, hvorledes mønter skulde se ud.
Derimod var den faktiske møntforfalskning med at gøre sølvmønten yderlig kobberholdig ikke noget nyt i Danmark. Just hundrede år før havde Erik af Pommern under krigen med holstenere og hansestæder ladet slå sine ilde berygtede kobbersterlinge, og endnu tidligere havde Erik Klipping og hans efterfølgere bragt den gamle danske penning til nulpunktet af værdi ved tilsætning med kobber.
Det har ikke været nok at bygge flere smelteovne og smedjer på mønten; der måtte fremskaffes eller indforskrives mangehånde fornødenheder til møntens behov, bl. a. digler af hessisk ler til alle de mange prøver, der måtte tages af de forskellige yderst blandede sendinger af guld, sølv, pagament og mindre lødigt sølv. Kobber måtte fremskaffes til at spæde sølvet op med. Noget kom til tider vel fra de svenske miner i Dalarne; men ellers måtte det indforskrives fra Danzig, hvorfra kobberet fra Fuggernes miner i Ungarn udskibedes. Lejlighedsvis måtte Jørgen Kock selv rejse til Lybæk for at købe sølv for sundtoldens guldmønter eller til Stockholm med nyslået mønt for at stoppe munden på de forslugne krigsknægte og for at hente mere sølv til smedjen i Malmø. Brændslet til møntens smelteovne har det været en vanskelig sag at fremskaffe: det meget kobber i mønterne krævede en varmegrad på 1100 grader Celsius. Uhyre mængder af træer matte fældes i Skånes og det øvrige Danmarks skove og brændes til trækul, der i hundredtallige vognlæs førtes ad opkørte veje til Malmø eller udskibedes på rheden.
Danske mænds og kvinders arvesølv blev under hårde skattetryk hentet op fra kistebunden for at bestride denne krig, som ingen ende vilde tage, og som blussede op igen, just som man troede, at nu var der fred og ingen fare. Fra danske lensmænd, købstæder, prælater og adelsmænd kom med skib eller med agende og ridende post en stadig strøm af guld, sølv og kobber. Der krævedes skrivere, som kunde føre ordentlig regnskab med, hvad der således kom ind og siden gik ud igen som nyslået mønt. Når man betænker, at datidens regnskabsførere bestandigt benyttede romertal og derfor måtte have regnebræt ved siden, er det ikke mærkeligt, at man ofte finder fejl i deres udregninger. Ydermere skulde man holde regnskab med holdigheden af de mange forskellige sendinger. Det var ikke nok med efter gamle erfarne købmænds og guldsmedes brug at bide i sølvet, smage på det, prøve dets bøjelighed og foretage stregprøver med blodsten og probernåle; der måtte tages utallige prøver i dertil egnede digler (cupeller), og så måtte det ”beskikkes” til det ”værksølv”, der skulde smeltes, hamres i tene gentagne gange, indtil den fornødne mønttykkelse var nået. Så skulde de vordende mønter klippes ud af disse plader, helst runde, som velanstændige mønter nu skulde være; men det var der altså ikke tid eller kyndigt mandskab nok til; det gik efter bedste beskub. Alt imedens havde smede tilberedt hammer- og amboltstempler af hærdet stål (16a), og derefter havde særlig uddannede stempelstikkere skåret kongens billede, navn, titel og våben, således som foreskrevet var, i disse stempler. Så kunde møntblanketterne endelig een for een lægges på amboltstemplet af en lærling, medens en møntpræger satte overstemplet på og slog et kraftigt slag på det med sin hammer. Overstemplet flossede ud for oven under slagene og måtte fornyes oftere end understemplet, der sad fast i ambolten. De færdige mønter blev optalt og justeret - ikke enkeltvis, men så og så mange på den vegne mark, den såkaldte kølnske mark til mellem 230 og 234 gram, som nu havde vundet almindelig indpas i møntsmedjerne.
Træsnit af Hans Burgkmair, Augsborg ca. 1510: Den unge konge (senere kejser) Maximilian besøger Mønten. ”Der Weiss Kunig. Eine Erzelung von den Thaten Kaiser Maximilian des Ersten. Von Marx Treitzsaurwein auf dessen Angeben zusammentragen, nebst den von Hannsen Burgmair dazu verfertigten Holzschnitten, Herausgegeben aus dem Manuscripte der kaiserl. königl. Hofbibliothek. Wien 1775”. Numismatisk Forenings Medlemsblad XIV (Marts 1934) s. 43.
Alt dette har Jørgen Kock måttet organisere og overvåge. Ingen regnskaber er bevaret, som kan berette om det kæmpearbejde, der her er udført. Ikke et eneste navn er overleveret til eftertiden på hans store skare af medarbejdere. Og han har sikkert hårdt savnet kyndige folk. Da kong Christiern i sommeren 1521 besøgte sin svoger kejser Karl i Nederlandene, søgte han da også at hverve møntkloge folk til at træde i sin tjeneste. Og den nybagte ridder af den gyldne flis sparede ikke på pengene. For 3000 gylden udbetalt 13. juli skulde Jorys Dirckzoon komme til Danmark og ordne møntvæsenet; kongen regnede med, at nu skulde krigsmønten afvikles og alt sættes på god skik igen; han håbede jo på, at dronningens rige medgift snart skulde blive udbetalt. 2000 gylden udbetaltes 5. aug. til Peter og Gerbrand Dirckzoon for udført arbejde de nåede dog, såvidt vides, ikke frem til Danmark, før oprøret udbrød. Muligvis skyldes den enestående smukke prøvemønt for en sølvgylden, som nu forefindes i Paris, dette besøg (18a).
Også kongens faktor i Amsterdam, Poppius Occo, skrev 5. september samme år til Moder Sigbrit og anbefalede en menigmand, Jacob Hentammer, til arbejde på mønten - eller til krigstjeneste (19). Nej, Jørgen Kock måtte hjælpe sig, så godt han kunde, og han gjorde det med stor dygtighed. Men han gjorde det ikke for ingenting. Møntmesterens embede kunde give sin mand en formue, om han ret forstod sit kram. Vi kender ikke vilkårene for hans løn; men der er ikke tvivl om, at Jørgen Kock fik høje procenter af sine udmøntninger. Dertil kom, hvad han tjente ved den til mønten knyttede vekselbod, når han selv indvekslede sølv og penninge for egen regning. Det var sædvanligvis en skilling på hver mark, altså 1/16 eller 6 1/4 %. Endelig havde møntmesteren ret til at drive købmandskab - det var jo ofte således, at han måtte realisere skatter og afgifter, der indkom i naturalier, korn, kvæg og lignende, som skulde omsættes i klingende mønt. Tilmed var han fritaget for borgerlig skat og tynge. Jovist var det givet, at en mand som Jørgen Kock måtte blive stenrig uden at behøve begå ”åger, underslæb og bedrageri” (usura, peculatus et impostura), som hans arge fjende, Povl Helgesen beskyldte ham for (20).
Stempler til tomark 1675, krigsbytte fra Landskrones generobring i juli 1676. Det synes at være et par ældre stempler, hvis oprindelige præg er blevet slebet ud og erstattet med Carl XI’s præg. Der er ingen kendte tomark slået med dette stempel (udover nypræg taget i nutiden).
Jørgen Kocks første regnskabsperiode går fra påsken (4. april) 1518 til 10. februar 1519, da han sammen med Hans Mikkelsen aflagde regnskab for Herman Villumsen (20a).
1518 oct. 12. for Stockholm antvordet Peder Skriver til at lønne ryttere med 30.780 mark antvordet skipper Laurits til kongen selv 39.000 mark antvordet Niels skriver på Hamborger kravel 18.100 mark På regnskab af det sølv, som mester Anders Glob og Hans Mikkelsen siden påske (4. april) antvordet haver (21). 1518 nov. 1. antvordet Peder skriver 500 mark på regnskab af det sølv, kongen har ladet skikke på mønten, siden han kom af Sverige (12. oct.) og til i dag (22). 1518 dec. 15. antvordet Peder skriver 1.500 mark på regnskab af de penninge, mester Anders Glob forskikket på mønten nu sidst før jul med Hans Mikkelsen og Jacob Mikkelsen (23). 1519 jan. 7. antvordet Peder skriver 4.000 mark på regnskab af samme penninge (24). (1519 febr. 10 ? - Kvittering ikke optegnet) (25) 19.000 - 14 ß lalt 112.880 mark 14 ß
Torsdagen næst efter sancte Dorothee virginis dag 1519 (10. febr.) aflagde Jørgen Kock regnskab for Herman Villumsen for, hvad sølv og andet ”pauiment” han på kongens vegne havde opbåret og annammet og der af møntet udi ”klipte penninge och dubbelte skillinge”: 112.880 mark danske og 14 skillinge og fik kvittering herfor på Københavns Slot (26).
Kongen havde nu brug for Hans Mikkelsen til andre højt betroede hverv, bl. a. som slotsfoged på Københavns slot, til det påtænkte lovgivningsarbejde m. m., og Moder Sigbrits broder Herman overtog nu opsynet med møntvæsenet.
Det er beklageligt, at det ikke er meddelt, hvor meget sølv og hvor meget ”pauiment” (ringholdig mønt) han har modtaget. Sølvet er antagelig udmøntet i bemeldte dobbeltskillinger, som var velkendte fra de vendiske stæder og fra hertug Frederiks mønt i Husum (27); de er optagne (som 1/12 gylden) i møntordningen af 1514. Da dobbeltskillinger fra Christiern II ikke er overleveret til vore dage, er de sandsynligvis hurtigt gaet i smeltediglen igen for at genopstå som ringholdige og undervægtige klippinge, slået med skillingstempler.
Jørgen Kocks anden regnskabsperiode går fra 10. februar 1519 til 19. november 1520.
1519 maj 17. antvordet Peder skriver 7.490 mark på regnskab af det sølv, som Jørgen Kock købte i påsken (24. april) i Lybæk for det guld, mester Anders Glob antvordede ham i Lanteholsten i fasten (28). 1519 maj 22. antvordet kongen selv 6.000 mark og Peder skriver 2.700 1/2 mark på regnskab af det sølv, som kongen antvordede ham 8 dage før, og af det sølv, som mester Anders Glob fik udi Lanteholsten i fasten og antvordede ham (29). 1519 juli 13. antvordet kongen "vti klippe pendinger" (30) 7.522 mark - - 25. antvordet kongen selv på regnskab (31) 19.000 mark - sept. 17. antvordet kongen selv på regnskab (32) 13.000 mark "Relator Hans Michelsen". - dec. 24. antvordet kongen selv "udi klippinge" på regnskab (33) 8.000 mark 1520 jan. 18. antvordet kongen "uti thenne ny mynt" 29.000 mark lånt kongen" (34) 1.750 mark - marts 8. antvordet kongen selv 54.000 mark lod i julen næst forleden på Helsingborg antvorde kongen selv og Johan dørresvend i "klippinge pennige" (35) 10.500 mark - april 7. antvordet kongen "danske pendynge" på regnskab. "Relator Hans Dorknecht" (36) 55.000 mark - april 17. antvordet kongen på regnskab 30.000 mark "Relator Johan Dorknecht" (37) - april 23. antvordet kongen selv på regnskab (38) 21.000 mark - april 21. antvordet kongen på regnskab (39)24.000 mark lalt 288.872 1/2 mark
Selv om det ikke altid siges, er der ingen tvivl om, at al denne mønt er slået som klippinge, og at den nye mønt, som nævnes den 18. januar 1520, kun har været yderlig forringet.
I de skæbnesvangre novemberdage 1520 har Jørgen Kock været i Stockholm og aflagt regnskab for sin højt betroede landsmand Didrik Slagheck (Magister Theodorieus Slacheck, decanus Roeskildensis), der således har afløst Herman Villumsen. Den 20. november fik han på Stockholms slot ”Quittanciam at han haffuer giordt gode Rede och Regenskap for hues Guld Sølff och Pauimenthe som han nu i thesse thwo forledne Aar af myn Herris Nade och alle andre paa myn Herres Nades weigne haffuer wpbarit oc annammet Thesligist oc for hues han ther aff y Mynt mynthet oc igien fran sig leffuerett haffuer och bliffuer han myn Herre ther aff epther hans Regenskaps Lydelse han myn Herre anthuordit haffuer aldeles inchtet skyldug” (40).
Det modtagne guld har Jørgen Kock almindeligvis omvekslet i sølv, som det fremgår af hans kvittering af 17. maj 1519. De bevarede optegnelser nævner intet om udmøntning i guld; men der savnes oplysninger fra tiden mellem 23. april og 20. november 1520, og mønten har sikkert ikke ligget stille i disse kritiske måneder. Der foreligger virkelig overleveret til nutiden nogle enkelte guldklippinge, som muligvis skulde gå for rhinske gylden (41).
Jørgen Kocks tredie regnskabsperiode går fra 19. november 1520 til 13. december 1521; men om hans udmøntninger i denne tid vides aldeles intet, skønt mønten sikkert har været i fuld gang. I sommeren 1521 var Jørgen Kock i Stockholm og hentede sølv. Den 22. juni modtog han i Didrik Slaghecks, hr. Erik Trolles, Jens Matsen og Knud skrivers nærværelse af fru Christina Gyldenstjernes sølv 59 vegne mark 4 lod kølnsk vægt, af Stockholms borgeres sølv 13 vegne mark 6 lod kølnsk vægt og af kongens bordsølv 51 vegne mark 15 lød, ialt 224 mark 9 lod SøIv (42). Ved samme tid modtog han på mønten i Stockholm sølv og penge, som ovennævnte Jens Matsen havde medført fra Tavastehus i Finland, nemlig 69 vegne mark sølv i kølnsk vægt, 7.300 mark i stockholmsk (”holmis”) vægt af svenske ”fericken” og 5.400 mark i stockholmsk vægt i danske hvide, nye ørtuger og københavnske skillinger (43).
Jørgen Kocks fjerde regnskabsperiode går fra december 1521 til 1. april 1523.
1521 før jul antvordet Steffen skriver, kongens sekretær, og Hieronymus, høvedsmand for drabanterne til disses månedssold 2.142 mark 1522 jan. 21 antvordet Moder Sigbrit (Sigebret) (44) 55.500 mark - dec. 20 antvordet Sigbrit Moder udi fadeburet (45) 55.000 mark 1523 april 1. leveret kongen på Københavns slot (46) 41.948 mark Ialt 114.580 mark
Summen af de kendte udmøntninger, som Jørgen Kock således fik kvitteringer for, beløber sig til over en halv million mark (516.333 mark 6 skilling); men udmøntningerne har været langt større, enorme beløb efter datidens forhold og meget mere, end rigernes indtægter kunde bære. Det hele kunde gå godt, om kongen fik udbetalt de 150.000 rhinske gylden, han endnu havde til gode af dronningens medgift. Den 13. april 1523 sejlede kongen bort for at indkræve sine penge i Nederlandene. Hans gode, trofaste mænd i København, Malmø, Visborg og andre steder skulde sagtens kunne holde borg og fæste en tre-fire måneders tid eller mere, til han vendte tilbage og undsatte dem med en snes tusinde nyhvervede krigsknægte. Det er sandsynligt, at den sidste store pengesum, Jørgen Kock leverede kongen knap fjorten dage før afrejsen, ikke har været i klippinge, men i de kendte gode sølvgylden med årstallet 1523, som kongen kunde bruge som fuldgod betalning i Nederlandene og Tyskland, og som alene kunde rejse en hær på 10.000 mand.
Samme dag, som Jørgen Kock afleverede disse mange penge, fik han ”Quittanciam Quittanciarum at han haffuer giort myn Herres Nade gode Rede oc Regenskap fore alt thet Sølff Kobber oc Pauiment han aff myn Herres Nade vpboret oc i Mønt igien leueret haffuer siden Guds Aar screffues Mdxxi han thaa siist Regenskap giorde Och saa ther fraa regnendes igien oc indtiill i Dag han nw igien ther fore Regenskab giorde Och bliffuer myn Herre ther aff enchtet skyldug eff ter thet Registers Lydelse han myn Herre nw ther paa offuerantwordet haffuer.” (47). Dermed var Jørgen Kock som sin konges tro tjener dækket mod enhver anklage for falskmøntneri, hvad han ellers kunde risikere under den almindelige forbitrelse over den elendige klippingemønt.
Selv om klippingemønten blev modtaget med uvilje i alle samfundslag i Danmark, har den travle virksomhed på møntergården i Malmø sikkert været til gavn for staden, og Jørgen Kock har forstået at vinde sine nye medborgeres tillid i den grad, at de først udbad sig kongens tilladelse til selv at vælge en borgmester og derefter valgte Jørgen Kock. Det har just været efter kongens ønske. Samtidig med, at han gav sin velfortjente møntmester førnævnte saldokvittering, stadfæstede han de malmøborgeres valg ”och befoell hannom Malmø stadt, at han skulle holde hannom den til gode” (48).
CRISTIERNVS:DEI:GRACIA:REX:DACIE:SVECIE:NORVEGie XPS:IHS:ELEGIT:ME:REGEM POPVLO:SVO:IN:ANnO:Eivs: 1518 (Christus Jesus har udvalgt mig til konge for sit folk i hans år 1518). Bagsideomskriften er lånt fra Liber sapientiæ (Salomonis) cap. 9 vers 7. Af samme stempler slået i sølv som sølvgylden. Af lignende præg fra 1516.
Christiern II:s mønter, slået i Malmø 1518-23
På dette tidspunkt var hertug Frederik allerede herre i Jylland, indkaldt af de oprørske jydske biskopper og verdslige rigsråder den 29. januar og hyldet som konge på Viborg landsting den 26. marts. Den håndfæstning, han udstedte samme dag, indledtes med en række anklagepunkter mod kong Christiern; bland meget andet i hans synderegister opførtes også klippingemønten, og den nye konge lovede, at ”huad ther skall myntis eppther thenne dag i Danmarck, skall myntis ligegoett ved Lybeck, Hamborgh oc Lanteholdstenn” (49). I den kort efter udstedte proklamation til fynboerne udmaledes yderligere kong Christierns ubillige skatter og ”denne skændelige, fordærvelige mønt klippinge, der dog aldeles intet duer til at handle med udenlands eller indenlands”. For at kunne inddrage klippingene måtte den nye konge og rigsrådet (50) pålægge nye tunge skatter, og klippingene værdsattes til indløsning efter deres forringede købeevne i forhold til gylden (5 eller 6 mark klippinge = 1 gylden). Den ene forordning efter den anden udkom, efterhånden som kong Frederiks hærfører Johan Rantzau havde fremgang, den 23. juli i Jylland, 16. og 25. august på Sjælland og 30. august i Skåne. Menigmand fik at føle, at han nu var kommet fra asken i ilden, og antagelig har klippingene, så slette de end var, haft større købeevne, end kong Frederiks møntmestre har villet indløse dem for. Der opstod så voldsom gæring blandt bønderne, især i Jylland, at kongen i september atter måtte tillade, at klippingene blev gængse til værdi af 4 hvide (51).
Det kom til at gå ganske anderledes, end kong Christiern og hans gode mænd havde tænkt sig. Kongen kom til Nederlandene som en højst ubelejlig kreditor. Statholderinden, hans dronnings faster, havde ingen penge, og den hær, kongen samlede, opløstes i october. Henrik Giøe, Christierns Ils befalingsmand på Københavns slot, havde haft store vanskeligheder ved at udrede sold til sine folk, der ikke vilde tage klippingene, som fortsat udmøntedes i København, for gode varer, men forlangte i det mindste halvdelen i tykke sølvpenninge; det var just ved den tid - 1. juni - da kong Frederiks hær gik i land ved Korsør (52). Da alt håb om undsætning var bristet, måtte Henrik Gjøe efter et tappert forsvar overgive København på ærefulde vilkår den 6. januar 1524. Samme dag overgav Malmø sig, også på de bedste vilkår (53).
Jørgen Kock havde dygtigt ledet forsvaret af Malmø, der først blev angrebet af en del af den skånske adel, og dernæst, efter at dette angreb var fuldstændig tilintetgjort takket være Nils Hacks overfald på Skabersjö, fra october af 3 fænikker tyske knægte, sendt af Gustav Vasa. De kunde dog intet udrette. København og Malmø havde holdt ud i 8 måneder, mere end dobbelt så længe som aftalen med kong Christiern forudsatte. Endnu Jørgen Kocks rapport af 20. november 1523 til kong Christiern lyder forholdsvis optimistisk; da havde han åbenbart endnu ikke fået underretning om, at kongens undsætningshær var opløst (54).
Kong Frederik havde forpligtet sig til at betale kong Christierns gæld, og mulig har da også Jørgen Kock fået sine tilgodehavender dækket, så vidt det ikke var sket ved opgøret den 1. april 1523. Foruden de ovenfor nævnte 1.750 mark (udlånt 18. januar 1520) havde han i Stockholm lånt Christiern II 3.000 mark (55).
Man kan ikke bebrejde Jørgen Kock, at han nu gik over i den nye konges tjeneste; både stadens og hans egen velfærd krævede det. Han beholdt sin stilling som borgmester, og straks efter kapitulationen lånte han kong Frederik 1500 mark dansk mod pant i mønten, således at lånet skulde afregnes i slagskat, og dertil fik han Bultofte, uvist om som pant eller til ejes (56).
Så kom mønten i Malmø i gang igen og bragte møntmesteren yderlig vinding. Den 25. februar fik han rigsrådets brev om ommøntning af klippingene (57). Det er indlysende, at han selv må have givet råd og haft den væsentlige del i brevets affattelse. Ingen anden end han kunde have et sådant kendskab til de hemmelige kendetegn på klippingenes forskellige godhed. Vi har ingen efterretning om, at klippingene har gået til forskellig kurs efter forskellige udmøntninger. Nu blev de efter deres holdighed delt i fire grupper, som det fremgår af følgende uddrag af brevet:
”The førstte klippinge, som konning Christiernn loedt fyrstt slaa aff thett bestte slag, er paa thennd ene sziide et kronet skiolldt met tree leonner met vdtrectte twnger och met kraaget och kruszet rumpe och eth kaarss vnder vaaben met lilier i endenn, the schulle myntthes met saadantt vaabenn: paa thenndt ene sziide eth kronet skiolldt och ther vdi tree leoner met eth kaarss, paa thennd andenn sziide vor naadigste herris vaaben, och gellde xiiij pendinge.
Thet andet slag klippinge, som er tegnet med tree leoner vdenn twnger och met en sleett rumpe och eth slett dubilld korss vdmet siiderne the schulle tegnis met saadannt vaabenn: paa thendt ene siide iij leoner vdi eeth skiolldt, paa thendt andenn sziide voer naadigste herris vaabenn met sleett kaarss och en krone paa skiolldett, oc the schulle giellde vi pendinge.
Thet tredie slag klippinge, som er tegnet met sleett dubilldt kaarss (och ett tryntt øge vti szamme kaarss) hartt optill skiollden, och paa thendt ene sziide, szom konningens billet staar oppaa, er tegnet vdi eblet, szom ther vaare tree ruder vdi, samme klippinge schulle ommynttes, paa thend ene sziide met eett kronnet ff och paa thendt andenn sziide met eth sleett (skiolldt mett eett) gemengangende kaarss, och the schulle giellde en dansk hwiidt.
The(t) fierde slag klippinge, som ere tegnet met forne iij leonner vdenn twnger och eth sleet enfolldigtt kaars vdmet skiolldet, och eth kleffuerbladt vdi kongenns eble paa thendt anden sziide, samme klippinge schulle ommynthes met vor naadigste herris vaabenn, met eett kaarss paa thendt ene sziide och eett leonehowet paa thendt andenn sziide, och the schulle giellde iij danske pendinge.”
Det, må have været lødigheden af disse forskellige klippinge, der har været afgørende for, hvilke møntsorter de skulde ommøntes til. I det kort efter følgende kongebrev gentages disse bestemmelser ordret, men der tilføjes lødigheden for den første slags: 3 lod 6 gren (208 tusinddele), og for den anden slags: 2 lod 3 gren (135 tusinddele). For den tredie slags, for hvilke lødigheden ikke angives, bestemmes nu, at de skulde ommøntes til 3 penninge (i stedet for hvide = 4 penninge), og for den fjerde slags, der må have været meget ringe, forordnes, at de skal forbedres med fint sølv, så at de holder 2 lod (125 tusinddele), og ommøntes til penninge. Den tredie slags klippinge kendes ikke i vore dage, derimod foreligger en hvid, der er blevet udmøntet efter det første brev af 25. februar. Den fjerde slags klippinge er heller ikke bevaret til nutiden og ikke heller de trepenninge eller penninge, hvortil de skulde ommøntes. Da de to ringeste slags klippinge må have været mindst lige så almindeligt udbredte i omløbet som de bedre, har indløsningen og omsmeltningen været grundig. Men bestemmelserne er ufuldstændige, da det ikke oplyses, hvor mange stykker af de nye mønter der skulde slås på den lødige mark, således at vi ikke kan udregne den lovbestemte vægt. Besynderlig er den nye mønt, fjortenpenningen, der passede så slet. til det danske møntsystem, hvorefter en skilling var 12 penninge, og ligeså mærkeligt er præget, der kun afviger fra sekspenningen eller søslingen ved den forskellige anbringelse af skjoldene.
Det er givet, at Jørgen Kock fik store indtægter ved indløsningen og ommøntningen af sine gamle klippinge, men forøvrigt var han nu ikke længere Danmarks eneste møntmester. Kong Frederik havde sine egne møntmestre, Jørgen Drewes fra Husum og Bernt Bruske, der havde slået de såkaldte lejrskillinge udenfor København, og flere havde han indforskrevet for at fremme klippingenes ommøntning. Der var nu sat møntværksteder i gang i Ribe, Ålborg, København, ja endog i Landskrone, selv om mønten i Malmø stadig var den vigtigste.
Samtidig med ordren om ommøntningen af klippingene fulgte en almindelig møntordning, hvorefter alt skulde sættes i god skik igen.
Der skulde udmøntes i guld: noble og rhinske gylden, i sølv: 2 mark, mark,, 1/2, mark, 1/4 mark (4 skilling), 4 hvide skilling og hvide. Møntordningens bestemmelser lader sig omregne og opstille i følgende skema:
| Stk. på kølnsk mark | Råvægt i gram | Finhed karat, lod | Finhed tusinddele | Finvægt i gram | |
| Nobel | 16 | 14.375 | 23 1/2 | 979.16 | 14.08 |
| Rhinsk gylden | 72 | 3.194 | 18 | 750 | 2.40 |
| 2 mark | 11 | 20.91 | 14 | 875 | 18.30 |
| Mark | 22 | 10.45 | 14 | 875 | 9.15 |
| 1/2 mark | 44 | 5.23 | 14 | 875 | 4.57 |
| 4 skilling | 88 | 2.61 | 14 | 875 | 2.29 |
| 4 hvide skilling | 96 | 2.40 | 5 1/9 | 319 | 0.76 |
| Hvid | 300 | 0.77 | 4 | 250 | 0.19 |
Denne møntordning var i og for sig god, selvom håndfæstningens løfte om, at mønten skulle være af samme møntfod som den lybske, langtfra blev opfyldt; en gylden var herefter 2 mark i stedet for 1 1/2 mark. Men landet var nu for fattigt til, at man magtede at føre selv den nye møntordning ud i livet. Af den større mønt er kun lidet blevet udmøntet; der var kun råd til at slå den ringholdige småmønt. På herredagen i Odense 1526 henstillede rigsrådet til kongen med hensyn til mønten i Malmø, ”att hans nadhe mett allderførsthe indløsser samme mynth och beholler thet selffuer till riigens nytthe och behoff”. Men i sit svar anmodede kongen rigsrådet om at anvise udvej til at indløse Malmø-mønten og spurgte, hvor ”wij skulle offuerkomme sølff at lathe mynthe aff, efttherthy at Kronens rentthe er saa formyndskedt, at wij ther aff Inthet kunde bekomme at forskicke ind paa mynthen”. Rigsrådet vidste naturligvis intet andet råd, end at Malmømøntens indløsning måtte tages af kronens indkomster, og henviste til, at i kong Hans' tid ”gaff mønthemestheren wdaff huer lød marck søllfuer en beneffnd Pendinge, och flyett seg selIfuer søllfuer” (60).
Og således lå landet. Det var Jørgen Kock, som selv kunde købe det sølv, han skulde bruge; det var ham, der bedre end konge og rigsråd var i stand til at slå den mønt, der krævedes i handel och vandel. Og han havde mest fordel af at slå de ovenfor nævnte søslinge; de gav den største slagskat, og den indkasserede han som panthaver. Denne mønt var den ringeste, og i følge den naturlov, som den engelske finansmand sir Thomas Gresham påpegede et halvt århundrede senere, at den ringere mønt fortrænger den bedre, blev søslingen i kong Frederiks tid Danmarks vigtigste mønt, den mønt, hvormed man regnede og købslog i det daglige liv. Og da prisen på sølv selvsagt måtte stige i forhold til den svage valuta, og det indbringende arbejde med klippingenes ommøntning til søslinge var afsluttet, nedlagde den pengekloge møntmester sin hammer i begyndelsen af 1528 eller måske allerede 1527. Indtil da havde han, såvidt det fremgår af de overleverede mønter, i kong Frederiks navn slået fjortenpenninge med årstal 1524 og 1525, hvide 1524, skillinger 1525, søslinge hvert år, 1524, 1525, 1526, 1527 og 1528, hvortil kommer en guldmønt, en rhinsk gylden 1527, der næppe er blevet udmøntet i større antal til at få betydning i handel og vandel (61). I brev af 6. maj 1530 til sin forretningsforbindelse i Bergen, lensmanden på Bergenhus, Esge Bille, meddelte han på forespørgsel, at mønten i Malmø nu på grund af de høje sølvpriser har ligget stille i haIvtredie år: ”her er ingen mynt mynttet her vdi Danmark, huercken gammelt eller ny ther som er mynttet mere vdaff en marck purt sølff end 10 gylden, 2 1/2 marck for 1 gylden, en ort mere eller mindre paa en marck purt sølff ther fore at sølf fuet reyszer seg her saa höit, haffuer myntten ligget stille saa at her er ikke mynttet paa tridie aar oc haffuer ieg ingen beffalning nu at myntte vndentaget stöcket paa 1 mark og 2 marck och paa 8 ß oc ther vdaff schal en vegne marck holle aff alle honde thre slaa mynt 14 lodt purt sølff, oc aff the stöcke som sculle gelle 2 dansche marck sculle gaa paa en vegne marck 11 stöcke, oc the stöcke som schulle gelle 1 marck 22 stöcke paa en vegne marck oc the stöcke paa 8 ß schulle gaa paa en vegne marck 44. The fire huide ß mynttis her ikke nu i landet, men the siste fire huide schelinge som mynttedis bode her i byen oc i Kiöpnehaffuen, ther vdaff holt 1 vegne marck 5 lodt oc 2 grein oc skrode paa en vegne marck 96 stöcke...” (62). Disse opgivelser er i overensstemmelse med møntordningen af 1524, se ovenfor s. 29.
Frederik I:s mønter, slået i Malmø 1524-32
På det tidspunkt var møntsmedien ikke mere i den gamle møntergård. 1526 blev Malmøhus len oprettet og den nye lensmand, Albert Jepsen Ravensberg fik anvist bolig på møntergården, som han af lenets indtægter og af egne udlæg i forskud herpå skulde udbygge til et befæstet slot. Ved denne tid var den fortravlede virksomhed på mønten ved at blive afviklet, og det mere normale behov for mønt kunde blive slået i det store hus, som Jørgen Kock 1522 havde købt af Marieklosteret i Sorø, og som han 1525, hvad årstallet på gavlen bevidnede, ombyggede og forskønnede.
Jørgen Kock havde allerede 1524 vundet kong Frederiks bevågenhed. Under det store kongemøde i Malmø i sensommeren samme år, hvor kong Frederik indfandt sig med størstedelen af sit rigsråd, Gustav Vasa kom med et par svenske rigsråder, og også ombud fra de vendiske stæder og Danzig mødte frem, boede kong Frederik på møntergården, medens Jørgen Kock havde kong Gustav til gæst i sit hus. Det har sikkert ved en så festlig lejlighed været draget med prægtige flamske vævninger. De vanskelige og vidtløftige forhandlinger, der førtes dels i Helligåndsklostrets refectorium dels på rådhuset, afsluttedes med Malmø reces den 1. september.
Skønt afgørelsen i mangt og meget ikke blev, som den svenske konge kunde være tilfreds med, sluttede han åbenbart venskab med den smidige borgmester. Endnu mange år efter - kort før jul 1533 - indbød kongen ham til fadder ved sin ældste søn, prins Eriks dåb og sendte ham samtidig 28 lødig mark sølv til indkøb af perler, klæde m. m. (63).
Jørgen Kock var nu helt bleven kong Frederiks mand, selv om han stadig holdt en vis forbindelse med kong Christierns og sine egne gamle venner. Hans (den yngre) og Ambrosius Bogbinder i København var også moder Sidses gamle kendinge fra dengang, hun boede i deres faders hus, og hendes søn Claus Kniphof var kong Christierns højt betroede mand. Da herr Søren Norby rejste de skånske bønder til kamp i deres gamle lovmæssige konges navn og en tid lang havde god fremgang, holdt Jørgen Kock Malmøs porte lukket for ham. Det blev afgørende for hans nederlag. Det var da ikke urimeligt, at kong Frederik lønnede Jørgen Kock for den troskab, som han her havde vist på et så kritisk tidspunkt, og 1526 gav ham adelsbrev. I besiddelse af Bultofte var han desuden så god som en skånsk herremand, og i rigdom stod han mål med de mægtigste danske adelsmænd, med hvem han da også stod i venskabelig forbindelse. Når kong Gustav i sit førnævnte brev af 1533 endog titulerede ham herr Jørn, var det mere, end der tilkom ham; for ridder blev Jørgen Kock dog ikke, selv om Huitfeldt siger så (64). Hans hustru, som førte slægten Nulands adelige (?) våben i sit signet, betegnedes endda almindeligvis som ”moder” Sidse, altså som en velstående kvinde af borgerskabet, ikke som adelig ”frue”.
Også Malmø stad belønnedes for udvist troskab ved privilegiet af 29. november 1526. Magistratens arbejdsbyrde lettedes ved, at der derefter skulde være fire borgmestre og tolv rådmænd, og borgerne fik ret til selv at vælge deres borgmestre, som så aflagde deres ed til kongen. I de år, hvor arbejdet på mønten ikke lagde så stor beslag på Jørgen Kocks arbejdsevne, kunde han rigtig virke til stadens bedste og reformationens fremme, alt i sin forgænger Hans Mikkelsens ånd. Dette er imidlertid skildret så udmærket tidligere her i årsskriftet, at det her kan forbigås.
Den 19. juli 1530 havde kong Frederik endelig fået indløst mønten i Malmø; Jørgen Kock havde faet sine penge, og kongen gav ham nu brev på, at efterdi ”han siden Indløsningen ikke har ladet noget mønte, da lade vi ham og Arvinger aldeles kvit for al ydermere Krav for, hvad han skulde give os af Mønten til denne Dag” (65).
Men længe kom Jørgen Kock ikke til at være uvirksom ved mønten; for nu kom kong Christiern tilbage. Kejseren havde endelig udbetalt ham hans tilgodehavende penge - mere end ti år for sent. Kong Frederik måtte hverve en mængde landsknægte, der skulde have sold i klingende mønt. Tunge skatter blev atter udskrevet, og kirkerne plyndredes for klokker og altersølv, der skulde ommøntes efter hemmeligholdte bestemmelser, der langtfra svarede til møntordningen af 1524. Der blev nu i årene 1531-1532 af Jørgen Drewes i København slået mønt for 96.517 mark 15 1/2 skilling og af Jørgen Kock i Malmø for 131.078 mark 2 skilling 9 penning af kirkeskatten - foruden hvad Jørgen Kock havde udmøntet af sølv fra Skåne og muligvis af eget indkøbt sølv og pagament (66). Mønten i Malmø var således stadig Danmarks betydeligste. Der er til. vore dage overleveret nogle skillinger fra Malmø med årstallet 1531 og nogle firskillinger fra Malmø uden årstal, ligesom en klipping til tomark uden angivelse af årstal og møntsted, der meget sandsynligt er slået i Malmø. Men det sandsynligste er, at begge møntmestre har slået søslinge med gamle stempler med årstallene 1524-1528; især er årstallet 1528 mistænkeligt, da der ifølge Jørgen Kocks brev til Esge Bille ikke skulde være slået mønt i dette år. Sagen var den, at den nye krigsmønt blev modtaget med mistænksomhed, og at godtfolk foretrak at få betaling i de søslinge, som nu engang var blevet den almindelig gængse mønt, og som man vidste hvad var. Derom vidner et brev af 25. april 1532 fra fru Anne Rud i Roskilde til hendes svigersøn, Esge Bille på Bergenhus, og det bekræftes af møntfund fra datiden (67) . Desuden blev der udmøntet lidt guldmønt, noble, uvist om i København eller Malmø. En stor del af mønterne fra Malmø (61.660 mark) udbetaltes til herr Anders Bille til knægtes besoldning og andre udgifter; et forholdsvis mindre beløb (2000 mark) leveredes til lensmanden på København slot, Johan Urne, til betaling af kongens bådsmænd og folket på slottet (68). Og den kendte købmand og rådmand Jacob Mikkelsen i Malmø fik tilladelse til at lade udmønte 60 lødig mark sølv ”under sådant pagemente och korn, som mynten nu slås” (69). Som senere prøver viste, var disse firskillinger kun 4 1/2 lødige mod møntordningen af 1524s krav om 14 lødige, og selv om de var tungere (4.46 g i stedet for 2.6 g), var deres finvægt kun lidt over halvdelen af, hvad den burde være (70).
30. juli 1532 førtes kong Christiern, imod det givne lejde, som fange til Sønderborg. Dermed kunde denne udmøntning ophøre. Den har sikkert bragt Jørgen Kock ny stor fortieneste - hvor meget kan vi desværre ikke vide noget om. Tillige har han gjort sig fortjent af kong Frederik, der den 19. november forlenede ham med det tidligere præmonstratenserkloster Tommerup frit på livstid (71).
Rigsrådets mønt, slået i Malmø 1533
Efter kong Frederiks død den 10. april 1533 fortsatte Jørgen Kock med at slå mønt i rigsrådets navn, som det fremgår af en Malmø-skilling med omskriften SENATVS REGNI DANIE. Den er ejendommelig ved at bære Danmarks tre løver på den ene og Slesvigs to løver på den anden side. Det er en velpræget mønt, og synes at være slået i overensstemmelse med en lybsk skilling; det var jo det, rigsrådet i en menneskealder hidtil forgæves havde tilstræbt, at få den danske mønt ligeså god som den i Lybæk og i hertugdømmerne (72). Så viste det sig, at rigsrådet ikke kunde enes om kongevalget, og at en katolsk reaktion var at vente. Da brød Jørgen Kock med rigsrådet. - Om hans forgæves henvendelse til hertug Christiern, om hans politiske ideer og forbund med borgmestrene Ambrosius Bogbinder i København og Jørgen Wullenwever i Lybæk og hans fremtrædende rolle i den påfølgende Grevefejde er der bl. a. her i årsskriftet givet en så udmærket fremstilling, at dette kan forbigås her. Nu satte han mønten i Malmø i fuld gang igen i gamle kong Christierns navn samtidig med, at han antagelig havde andel i den mønt, som sloges af en unævnt møntmester i København. En del af disse mønter var led i propagandaen og udtalte det forfængelige håb og tilsagn om, at kong Christiern vilde blive befriet fra sit ufortjente fangenskab hos holstenerne i det fjerde år. Han forstrakte både grev Christopher og hertug Albrekt med store pengesummer til disse udmøntninger, om hvilke vi desværre er uden oplysninger. Foruden i kong Christierns navn skal der også være slået mønt både for grev Christopher og hertug Albrekt. Disse sidste kendes aldeles ikke, hvorimod grev Christophers navn står på bagsiden af nogle mønter (73). Desuden omtales klippinge fra grev Christopher. Der er muligt, at nogle sjældne klippinge med et C i et kronet skjold og med årstallene 1534 og 1535, der tidligere har været henført til hertug Christiern fra Gottorp og Århus, snarere må henføres til greven og være slået enten i Malmø eller København (74).
Jørgen Kock, der havde vundet så megen magt og anseelse som ingen borgerlig mand før ham, led nu sit livs og sine vidtgående planers store nederlag. På sine knæ måtte han bønfalde kong Christian om nåde i lejren udenfor København den 29. juli 1536. Ikke desto mindre slap han forholdsvis billigt. Vel mistede han sin forlening på Tommerup og (foreløbig) sin stilling som borgmester. Men kongen havde brug for hans sjældne evner og hans store pengemidler. Jørgen Kock måtte overdrage kongen de store gældsbreve, han havde fra greven og hertugen. De nævnes ikke ved deres nøjagtige beløb; det fra greven var på nogle tusind mark, det fra hertugen på nogle tusinde gylden. De var endnu 1548 ikke blevet ind friet, og i et brev af 20. oct. dette år anmodede kongen om at få en fuldmagt fra Jørgen Kock med stadens segl, da han nu, vilde opkræve pengesummerne gennem kammerretten (75). Havde kongen således haft besvær med at indkassere disse pengesummer, vilde det antagelig have været endnu vanskeligere for borgmesteren i Malmø.
Grev Christopher af Oldenborgs mønt 1535-36
Nu blev Jørgen Kock den nye konges mand og arbejdede energisk på genopførelsen af det slot, hvis delvise nedrivning han havde billiget. Den første januar 1537 lagdes grundstenen, og Jørgen Kock bidrog med store pengelån, 12.000 mark og mere, til bygningen (76). Til belønning blev han efter borgmester Oluf Bagers død 1540 på Malmø-borgernes indtrængende ansøgning atter byens borgmester. Hans virke til byens bedste - bl. a. anlægget af det store torv og stadens rådhus, hvortil han bidrog med et lån på 1100 mark - er skildret andetsteds. - Møntmester blev han dog ikke mere; det blev Povl Fechtel i København, der 1541 indførte den nye møntskik i Danmark. Derimod blev han det mest sagkyndige medlem af den kommission, der 1540 blev nedsat til revision af kongens møntmester, Reynold Junges regnskaber tiden 1534 til 1540. Og her må det have været ham en vis tilfredsstillelse at afsløre denne på sin vis dygtige embedsbroders og tidligere modstanders store underslæb - ingen vidste bedre end Jørgen Kock, i hvilke regnskabsposter der skjulte sig ulovlig fortjeneste. Det var muligvis til belønning for denne gode tjeneste, at kongen 23. nov. 1540 og 20. marts 1541 gav ham det tidligere ærkebiskoppelige slot Borgeby med Lydekøbing frit i forlening for hans og hans hustrus livstid (77).
I året 1546 kom en hård isvinter, misvækst, dyrtid og pestilents. Selv borgmesteren og hans hustru blev ikke forskånede for sygdommen. Nogen filantrop har denne bjergsomme forretningsmand næppe været i sit hidtidige liv, når man betænker, hvor ubarmhjertigt han tog for sig af sin gamle ven, Hans Mikkelsens konfiskerede bo (eller skal man tro, at han heri var dæksmand for Hans Mikkelsens familie?). Nu kom han i al fald på andre tanker, og den pengesum til løsepenge for sin stedsøn, som han ikke fik anvendelse for og så satte på rente i Lybæk, bestemte han og hans hustru skulde anvendes til fordel for stadens fattigfolk. Med dette sit testamente satte han sig måske det smukkeste minde i sine bysbørns omdømme. 1552 eller 1553 kunde moder Sidse og 1556 han selv med frelst samvittighed træde ud af et langt og frugtbringende liv (78).
Jørgen Kocks adelsvåben
(Malmö Fornminnesförenings Årsskrift 1956 side 7-41)
Tilbage til Dansk Mønts forside