Møntfundet fra Haagerup

af Georg Galster

Mandagen den 22. November 1943 pløjede Forkarlen Kaj Arne Frederiksen paa en Mark, kaldet Storkemosen, tilhørende hans Husbond, Gaardejer Niels Nielsen, Skrivergaarden, Matr. Nr. 10a af Haagerup, Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg Amt. Marken har været Eng og har ikke før været under Kultur, og der har tidligere her været en lavvandet Sø. Paa et Sted, der ligger omtrent 70m Syd for Skrivergaarden, gik Ploven igennem en Samling Mønter. Karlen gav sig straks til at gennemsøge Fundet, og med Bistand af Naboens Karl og en Husmand opsamlede han 759 Mønter, 50 Brudstykker af Mønter, en Sølvfingerring, et Hængesmykke og en til et Hængesmykke tildannet Mønt. Gaardejeren lod straks gennem Lærer Frydendahl give Meddelelse om Fundet til Fyns Stiftsmuseum, der den 1. og 2. December ved Museumsassistent Erling Albrectsen lod foretage en grundig Undersøgelse af Findestedet, hvorved der bjergedes 438 Mønter og 81 Brudstykker samt endnu en til Hængesmykke tildannet Mønt. Hertil kom 73 Mønter og 12 Brudstykker, som Gaardejerens Søn havde opsamlet. Der var ikke Spor at finde af noget Gemme, hvori denne saa betydelige Pengesum har været nedlagt.

Fingerringen (Fig. 1) er med sit Tværmaal af 18 mm snarest tilpasset til en Kvindehaand. Det korsformede Hængesmykke (Fig. 2) har rimeligvis været baaret som Amulet. Spidsen af den ene Arm har været brudt af, og Stumpen er blevet afrundet i gamle Dage. Det ejendommeligt formede Kors er hyppigt gengivet paa Mønter, lige fra Kong Æthelræd til Sven Estridsen. De to andre Hængesmykker er Mønter, der er forsynet med paanittede Øskener med Bæreringe af samme primitive Arbejde. Den ene Mønt (Fig. 4) er fra Æthelræd, slaaet af God i Cadbury, den anden (Fig. 3) er fra Hardeknud, slaaet i Lund. Denne sidste er vel egnet til Amulet, eftersom Fremstillingerne er Helligaandens Due og Guds Lam, begge laant fra Æthelræds sidste Mønttype. Omskrifterne er iøvrigt forvirrede og meningsløse som saa ofte paa Datidens danske Mønter, hvis Stempelskærere ikke har været synderlig skriftkyndige.

De 1270 Mønter og 143 halve eller Brudstykker af Mønter vejer tilsammen 1371g. Det er talmæssigt et af de største Fund; kun to af tolv samtidige Pengesummer fra Datidens Danmark (Tørring i Jylland og Espinge i Skaane) er større. Kun den mindste Del af disse mange Mønter fra Haagerup er danske, nemlig henved 8 % eller 97 hele og 4 halve (overklippede) Mønter. 41%, 560 hele og 32 halve, er angelsaksiske, og 51%, 607 hele og 106 halve og Brudstykker af Mønter, er tyske. Desuden foreligger syv andre Mønter: en Dirhem, slaaet for Harun ar-Rashids Søn, Tronfølgeren Al-Mamun i Staden Balk Aar 185 efter muhammedansk, d. v. s. 801 efter christelig Tidsregning. To Mønter hidrører fra Stephan I den Hellige af Ungarn (1000-38), to andre er fra Bretislav I, Hertug af Bøhmen (1037-55), en Mønt er slaaet i Verona i Italien, formentlig 1024-26, og endelig er der en Penning, slaaet for Kong Sigtryg Silkeskæg (989-1029) af hans Møntmester Færeman i Dublin. Denne Blanding af hjemlige og fremmede Mønter er typisk for Fundene fra Midten af det 11. Aarhundrede: Tilførslen af Mønt fra Kalifatet, der var saa betydelig i det 10. Aarhundrede, er nu hørt op. Udmøntningerne af svensk og norsk Mønt har været endnu mindre omfattende end de danske Udmøntninger, og det er derfor ikke mærkeligt, at disse Mønter er saa sjældne i danske Fund. Datidens franske Mønter var blandet med Kobber og følgelig ikke saa anvendelige i international Handel; de findes aldrig i Danmark. Derimod er det besynderligt, at byzantinske Mønter forekommer saa sjældent i danske Fund, da de dog efterlignes af danske Stempelskærere.

Fundets danske Mønter er slaaet under Kongerne Knud den Store (22 og 2 halve), Hardeknud (21), Magnus den Gode (11 1/2), Sven Estridsen (36 1/2), Harald Haardraade (1), Joanst (1), Edward Bekenderen (1), hvortil kommer fire ubestemte, som synes at være danske, forvanskede Efterligninger af angelsaksiske Mønter. Bortset fra disse sidste er de danske Mønter slaaet i Lund (33 2/2), Roskilde (6), Slagelse (1), Odense (13 1/2), Aalborg (1), Ørbæk (14 1/2), Aarhus (1), Viborg (10), Ribe (3) og Hedeby (11). - Mærkelig er Mønten fra Harald Haardraade (Fig. 26), der er slaaet af Magnus den Godes Møntmester Odinkar i Odense rimeligvis umiddelbart efter Kong Magnus' Død 1047; man kender andre Mønter der maa være slaaet i dette Aar i Odense af de to Konger i Fællesskab.

Gaadefuld er Mønten med Kongenavnet Joanst (Joan eller Johannes?), slaaet at en anden Møntmester, Alfnod i Odense (Fig. 27). Denne Alfnod er virksom baade under Magnus (Fig. 22) og Sven Estridsen (Fig. 33). Lige saa besynderligt er det at træffe det engelske Kongenavn Edward paa en Mønt, slaaet af Ðorketel i Lund (Fig. 28). Disse ejendommelige Mønter er vel kendte fra tidligere gjorte Fund. Sven Estridsens Mønter, som er de talrigeste og sidste Mønter i Fundet, hører alle til hans ældste Mønttyper fra den første Halvdel af hans Kongetid.

Lund var Danmarks betydeligste Møntsted, og over en Tredjedel af Fundets danske Mønter stammer herfra. Som man kan vente efter Findestedet er ogsaa Odensemønten ret stærkt repræsenteret, og idet Fyn var tilknyttet det jydske Lovomraade, er der ogsaa forholdsvis mange af de lettere jydske Penninge i Pengesummen. Ørbæk, der nu er en beskeden Landsby Vest for Løgstør og Syd for Færgestedet over Limfjorden, havde dengang en produktiv Møntsmedje. Derimod svarede Udmøntningerne i Hedeby kun slet til Stadens Ry som Handelsstad.

Paa Mønterne - for saa vidt de er læselige - nævnes en Mængde Møntmestre eller Møntprægere; de angelsaksiske Navne er i Overtal, og den angelsaksiske Paavirkning viser sig i Laanet af engelske Mønttyper, i Stavemaader som MAHNVS for Magnus. Brugen af ON for i og i Bogstavformer som P for w og Ð for th. Allerede fra Hardeknuds Tid begynder en byzantinsk Paavirkning at gøre sig gældende, som kulminerer under Sven Estridsen (se Fig. 12, 29, 34, 37 og 39). Det staar rimeligvis i Forbindelse med, at de efter Englands Erobring hjemsendte Krigere fra Knud den Stores Hær i stort Antal traadte ind i den Fremmedlegion, som den byzantinske Kejser Basilios II (975-1025) nylig havde oprettet. Gennem disse Væringer blev "Miklagaard"s lødige Mønter velkendte og efterlignede i Danmark. Derimod har man øjensynlig ikke følt nogen Trang til at efterligne nogen af de saa talrige tyske Møntpræg, der almindeligvis var slet skaaret. Nogen Paavirkning fra Frisland kan dog spores paa enkelte jydske Mønter (se Fig. 9).

Af de 560 hele og 32 halve angelsaksiske Mønter er 30 og 4 halve fra Æthelræd (976-1016), 218 og 18 halve fra Knud den Store (1016-35), 231 og 8 halve fra Harald Harefod (1035-39), 36 1/2 fra Hardeknud (1039-42) og 44 og 3 halve fra Edward Bekenderen (1042-66). Fundets ældste angelsaksiske Mønter er af en Type (med C R V X i Korsvinklerne), der blev udmøntet til Betaling af den første Danegæld til de nordiske Vikinger 991. Fundets yngste angelsaksiske Mønter er af Edwards fjerde Mønttype, der formentlig er udmøntet c. 1050 eller kort efter dette Aar. Danegælden blev fra 1012 en staaende Skat, der opkrævedes, selv efter at Størstedelen af Erobringshæren var hjemsendt, ja, endog efter at det danske Herredømme var ophørt 1042 (det var da en Skilling (12 Penninge) paa hver "hide" Land, der var 60-100 acres). Først i Misvækstaaret 1051 blev Danegælden ophævet, efter Sagnet fordi den fromme Konge til sin Rædsel havde set den skinbarlige Djævel under fæle Grimasser danse ovenpaa den i Skatkammeret indsamlede Pengemasse. Dette synes at have indvirket paa Pengebeholdningerne i Danmark, for saa vidt som de senere Mønttyper fra Kong Edwards Tid er forholdsvis sjældnere i danske Fund.

Fundets ældste tyske Mønter er 6 Penninge fra Cøln fra Otto I som Konge (936-62), men bortset herfra er de ældste Mønter fra Otto III's Kongetid (983-96, Kejser -1002). Udmøntningen fik først større Omfang, efter at der kort efter Midten af det 10. Aarhundrede var fundet Sølvminer i Rammelsbjerget i Harzen ved Goslar. Det daværende tyske Kongerige strakte sig fra Elben i øst til Schelde i Vest og fra Alperne til Vesterhavet; indenfor dette Omraade havde en Vrimmel af gejstlige og verdslige Fyrster faaet eller tiltaget sig Retten til at slaa Mønt. Her i Fundet er over et halvhundrede Møntsteder repræsenteret. Talrigest er Mønterne fra det gamle Hertugdømme Saksen, vort nærmeste Naboland mod Syd: 227 hele og defekte Eksemplarer, og heraf er atter de fleste, 128, slaaet for Otto III som Konge og hans Farmoder Adelheid (død 999), formentlig i Goslar. 128 (hele og defekte) Mønter er slaaet i Cøln, der som Handelsstad indtog en førende Plads, men ogsaa andre Steder ved Rhinen, især Mainz (30), Speier (19) og Worms (49) har ydet deres betydelige Bidrag til Fundets Pengebeholdning. Fra Frisland har Deventer ydet det største Bidrag med ialt 28 Mønter. - De yngste tyske Mønter er to Strasborgpenninge fra Henrik III som Konge (1046-56), en Mønt fra Hertug Godfred II af Øvrelothringen (1044-46), en Mønt fra Deventer fra Biskop Bernold af Utrecht, slaaet efter 1046 (-1054), og en Mønt fra Ærkebiskop Eberhard af Trier (1047-66).

Skatten maa, som dette korte Overblik viser, være gemt ned i 1050'erne, muligvis af Frygt for Harald Haardraade, der i Følge Skjaldekvadene ogsaa hærgede det frugtbare Fyns Land: "Rædde for Rov var Danerne hvert Aar", hedder det. Fundet er saaledes et Minde om onde Aar for vort Land, selvom mange af Skattens Mønter tillige bringer Vidnesbyrd om svunden Stortid. Det er paafaldende, at Landet saa faa Aar efter den store Magtudfoldelse under Knud og Hardeknud kunde ligge saa aabent og værgeløst for norske Vikinger og vendiske Ransmænd. Forklaringen maa vel være den, som Professor Østrup i sin Tid udtrykte saaledes: "For Tusind Aar siden forlod alle sunde, raske og vovelystne Mænd de danske Kyster og drog paa Vikinge-Togt til fjerne Lande, hvor de slog sig ned. Tilbage blev kun Kællingerne og Skrællingerne. Fra dem nedstammer vi.".

(Nationalmuseets Arbejdsmark 1944 side 29-34)


Tilbage til Dansk Mønt