De Fredløses Falskmøntnerværksted paa Hjelm


Af Georg Galster

Det var den toogtyvende Novembernat i det Herrens Aar 1286, at Kong Erik Klipping myrdedes i Finderup Lade, og mange onde Nætter for Land og Folk fulgte paa. Endnu halvsyvende Aarhundrede efter mindes de fleste Danske Omkvædet i den gamle Vise: "Nu stander Landet i Vaade." Det Danehof, der stævnedes til Nyborg i Pinsen 1287, havde til Opgave ogsaa at sidde til Doms over Bloddaaden i Sankt Cecilienatten. Ni af Rigets ypperste Mænd kendtes skyldige og maatte fare fredløse af Lande med Tab af Gods og Eje. Det var Kongens Frænde Grev Jakob af Halland, Marsken Stig Andersen, Ridderne Peder Jakobsen, Peder Porse, Niels Hallandsfar, Arved Bengtsen, Niels Knudsen, og Væbnerne Rane Jonsen og Aage Kakke. Forgæves bestred de Dommens Lovlighed, forgæves hævdede de deres fuldkomne Uskyldighed: de bleve drevne af Danmark, saaledes som Visen siger. Rigets Uvenner, den norske Kong Erik Magnussøn og hans Broder Hertug Haakon aabnede dem Borg og Fæste paa Kongshelle ved Landegrænsen og gav dem Værnebrev. Det gjaldt dog ikke for Hr. Afved, der ene af alle var sigtet for selv at have lagt Haand paa sin Konge; forladt selv af de fredløse blev han allerede Aaret efter fanget paa Røverfærd ved den svenske Grænse og henrettet.

1288 aabnede Marsk Stig, de fredløses selvskrevne Fører, Kampen mod sit Fædreland ved Plyndringstog til Jylland. Alvorligere gik det til det følgende Aar. Da udbødes Leding fra Norge, og den norske Konge og hans Broder sejlede med en stor Flaade til Øresund og hærgede i Juli og August paa de danske Kyster: Helsingør og Stubbekøbing brændtes, men fra Skanør og Stege dreves Nordmændene tilbage med braadne Pander. Samtidig gik de fredløse først til Samsø og brød Kongens Borg, derfra fortsattes Togtet ned gennem Storebælt: Taarnborg, Skelskør og Nykøbing paa Falster gik op i Flammer. Atter 1290 løb den norske Ledingsflaade ud og gæstede Aalborg, Fyn og Langeland: Svendborg brændtes, og haardt gik det ud over Holbæk og Nykøbing i Odsherred.

Tre Fjerdingvej fra Kysten af Mols Herred hævede Hjelm sine stejle Bakker over Kattegattet, med Kildevæld og frodigt Græs, en Tumleplads for vilde Stod, medens den flade Strand mod Syd og Vest indbød Skibene til at lægge til Land og de Tusinder af Maager og Havfugle til at bygge Reder. Efter et Folkesagn var Øen i Rane Jonsens Eje, og et gammelt Voldsted paa Kysten ligeoverfor Hjelm kaldes endnu "Ranes Ladegaard". Denne lille Ø udsaa de fredløse sig til Skalkeskjul, da de i 1290 dækket af den norske Flaade gik i Land og byggede en Borg, hvorfra de i lige Grad hentede Bytte fra jydske Bønders Lader og fra tyske Kræmmeres Kogger. Folkevisen, der beretter om, hvorledes Marsk Stig befæstede Hjelm med Mure og Tinder, gengiver Menigmands Bekymring:

Bonden gaar i Marken ud,
og skulde han saa sit Korn:
"Hjælp nu, Gud Fader i Himmerig,
haver nu Hjelm faaet Horn."

Grev Jakob satte sig fast i sit gamle Len og byggede en Borg ved Hunehals, medens andre af de fredløse slog sig ned paa Samsø og Sprogø. I flere Aar fortsattes de fredløses vilde Færd, der mindedes længe i Sagn og Sange, alt imedens den unge Konges Kræfter var lammede ved mer eller mindre aaben Strid med Hertug Valdemar og Erkebiskop Jens Grand.

Ved Domkirken i Aarhus laa den fromme Kongesøn Hellig Niels, en Broder til den mindre fromme Biskop Valdemar, begravet. Fra hans Bene udstrømmede en vidunderlig Vellugt, der gennemtrængte By og Land, og Undergerningerne ved hans Grav var de Aarhus Klerke en Kilde til Rigdom og Berømmelse. Men af Frygt for det farlige Naboskab med Kongemorderne paa Hjelm, som kunde finde paa at stjæle denne herlige Skat, gravede Kannikerne Hellig Niels' Levninger op af jorden, lagde dem i en Blykiste og gemte dem i deres Bogskrin. Siden da hørte efter den gamle Legende Vellugten op, og den undergørende Kraft veg næsten helt fra Benene. - Af den jydske Helgen fik de fredløse altsaa ikke det Gavn og det Værn, de søgte, men derimod lykkedes det dem at tage nogle af Kongens Møntmestre til Fange, som blev tvunget til at præge Mønt, der paa det nøjeste lignede Kongens. Denne falske Mønt, der sloges i Møntsmedjer paa Hjelm og i Hunehals, spredtes af de fredløse og deres Tilhængere ved Indkøb over hele Riget.

I 1293 udgik for tredje Gang Leding fra Norge; medens Kong Erik, "Præstehaderen", blev liggende ved Götaelven, drog Hertug Haakon paa Plyndringstogt helt ned til Vejle, og de fredløse plyndrede Middelfart og Hindsholm. Men det samme Aar døde Marsk Stig paa Hjelm. Poesien greb hans Skæbne og førte hans Skikkelse op i ideale Højder: den Bloddaad, han med sine Lidelsesfæller havde fralagt sig Beskyldningen for, blev i Folkets Sagn og Sange til en ridderlig Hævn over en Konge, der æreløst havde forført hans Hustru. Den døde Marsk blev efter Sagnet af sine Svende hemmeligt stedt til Hvile i kristen jord paa Hindsholm eller Rørvig Kirkegaard. Aaret efter ramte Skæbnen Rane Jonsen, Erik Klippings fordums Kammersvend. Han blev fanget i Roskilde og lidet nyttede det, at han paastod, at han i Finderup Lade "saa meget han mægtede, skønt overrasket, nøgen og vaabenløs, havde stillet sig i Vejen for Drabsmændene". Han maatte klæde Stejle og Hjul; men ogsaa om hans Skæbne slyngedes Digtningens gyldne Spind.

1295 kom de norske Fyrster igen med en Flaade til Danmark, men denne Gang sluttedes en treaarig Vaabenstilstand ved Forliget paa Hindsgavl den 25. September. Den danske Kong Erik gav efter paa næsten alle Punkter. Den norske Konge fik sin Arv, som han havde Krav paa efter sin Moder, Erik Plovpennings Datter, og maatte indtil videre besidde Hjelm og Hunehals. Den danske Konge lovede ikke at angribe disse Borge, men al Udmøntning her maatte ophøre. Ja, de fredløse fik endog Lov at vende tilbage, men maatte blot ikke komme Kongefamilien for Øje. Helt overholdtes Stilstanden ikke fra dansk Side, bl. a. blev saaledes Aage Kagge nedhugget af Bymændene i Viborg, men dog forlængedes Stilstanden 1298 paa to Aar og 1300 paa tre Aar.

Erik Menved var i disse Aar optaget af sin Strid med Jens Grand og af sine Erobringsplaner i det meklenborgske; men 1304 rykkede en dansk Hær op i Nørrehalland. Grev Jakob valgte da at afstaa sit Grevskab til den norske Kong Haakon, der 1299 havde efterfulgt sin Broder. Kong Haakon forlenede Nørre Halland til sin vordende Svigersøn, den svenske Hertug Erik, som mæglede Forlig mellem den norske og danske Konge paa Søborg 1305. Erik Menved gav Hertug Erik Nørre Halland i Forlening og gik ind paa at genoptage Processen mod de fredløse. Et nyt Nævn dømte derpaa de samme ni Mænd skyldige, og den norske Konge var dermed løst fra sin Forpligtelse til at beskytte de fredløse, hvoraf kun faa af de dømte nu var i Live. 1306 gik Kong Erik med en stor Krigsmagt over til Hjelm, og Borgen jævnedes med jorden. Den norske Konge betragtede Hjelm som norsk Territorium og Borgens Ødelæggelse som et Brud paa Stilstanden. Han foretog derfor et Plyndringstog til Danmark, og først i 1308 kom det til endelig Fred mellem Danmark og Norge.

Da man 1854-55 foretog Grundgravninger paa Øens højeste Punkt for der at anlægge et Fyr, stødte man paa Levninger af Marsk Stigs Borg, og nogle fundne, mindre Genstande indsendtes gennem Marineministeriet til Nationalmuseet. Det var en Økse, en lille Kobberbarre, ni Mønter og nogle smaa Kobberstumper. Den ene Mønt var en lille norsk Kvartpenning, slaget i Oslo for Hertug Haakon, altsaa i Tiden 1280-99.

Paa Forsiden ses Hertugens rosenkransede Hoved og Omskriften +HAQN9DVXNORWEG : Haquinus dux Norwegiæ: Haakon, Norges Hertug. Bagsiden bærer et Kors med en Rose i hver Vinkel og Omskriften +MONETA ASLOIE : Oslo Mønt. Saa ubetydelig denne lille Mønt end er, - fundet paa dette Sted taler den til os næsten som en levende Illustration til de tørre Aarbøgers Vidnesbyrd.

De øvrige Mønter var af Kobber af en Art, som jævnlig findes hele Landet over, meget skødesløst og tarveligt prægede i Hundredaaret efter Valdemar Sejrs Død; de kaldes nu almindeligvis for "Borgerkrigsmønter".

Vestligst paa Hjelm ligger et gammelt Voldsted kaldet "Kastelsbakken", Øens næsthøjeste Punkt. Her gik Ploven Aar efter Aar, indtil Tjenestekarlen Poul Bøgh 1875 stødte paa et middelalderligt Kulturlag, hvoraf en hel Del mindre Genstande fremdrages og indsendtes til Nationalmuseet. En Kugle af Granit (3 1/4 Tomme i Tværmaal) synes tildannet for at tjene som Skyts og leder Tanken hen paa en af Marsk Stig Viserne:

"Marsk Stig drog op til sin væne Hustru,
og han bygger Hjelm saa fast,
han skjøtter hverken Bøsse eller Pil
ikke heller Blidekast."

Desværre har Visen foregrebet Brugen af Krudt og Kanoner (Bøsser) i Norden mere end et halvt Aarhundrede, og Stenkuglen kan i det højeste være udslynget af en Blide. Samme Steds fandtes tre Armbrøstbolte og Parerstangen til et Sværd, Vidnesbyrd om den Kamp, der havde staaet paa dette Sted udenfor Hovedborgen. Af mere fredelig Art var en Hængelaas, der fundet mellem Kobberbaand og -beslag kan have hørt til en Kiste, der skulde gemme Værdisager. Desuden fandtes fem Kobberbarrer og henved et halvhundrede Møntblanketter. Findestedet var øjensynlig selve den Grund, hvor Møntsmedjen havde ligget. Denne er meget naturligt anbragt udenfor Borgens snævre Rum, eftersom Virksomheden med Omsmeltning af Metal var temmelig brandfarlig. Mulig er Navnet "Kastelsbakken" gammelt og gemmer en Tradition om et Kastel (af Træ), der har ligget her med en Møntsmedje. Barrerne viser flere Stadier af Møntprægning. Stænger, der er flossede i Kanten, vidner om, at Møntersvendene simpelt hen har trukket en Fure i Sandet og hældt det smeltede, sydende Metal herned. Hammerslag paa Hammerslag har derefter gjort disse Stænger fladere og fladere, indtil den ønskede Tykkelse er opnaaet. Af disse Kobbertene er Møntblanketterne hugget ud, nærmest firkantede af Form, og derefter klippet runde.


I de følgende Aar fremkom stadig Kobberstænger, Møntblanketter og færdigprægede Mønter paa dette Sted. I 1894 foretog den for sin Hjemstavns historiske Minder saa interesserede Lieutenant Jensen fra Grenaa paa Nationalmuseets Vegne Gravninger paa Hjelm; desværre blev Resultaterne temmelig ringe. Paa Fyrbakken stødte han paa Murværk, Levninger af Borgen, delvis skjult under Fyrets Grundmur; paa de to andre Voldsteder, Kastelsbakken og Skaadebakken var der ikke Spor af Bygningsværk; hvad der her kan have staaet, maa altsaa have været af Træ. (Det eneste Fund, der kendes fra Skaadebakken, er en lille Kvartpenning fra Hertug Haakon, Mage til den først omtalte Mønt (afbildet Fig. 4). Den indsendtes af Fyrmesteren 1876.) Lieutenant Jensen gravede Grøft igennem Møntværkstedets Tomt, men stødte kun paa "lerblandet Sand, dækket med et tyndt Muldlag, hvori var indblandet forrustede jerndele, Dyreknogler, Kulbrokker samt mørke, tørveagtige Knolde". Men en hel Del Mønter fremdrages dog ved denne Gravning og endnu flere pløjedes op af Forpagterne paa Øen i Aarenes Løb.

Der er fundet i hundredevis af Møntblanketter, hvoraf mange har været fuldgode til at lægge mellem Møntprægerens Hammer og Ambolt; men endnu flere har vist været kassable, bestemt til at gaa i Smeltediglen endnu engang. Tallet paa færdigprægede og bestemmelige Mønter er 59, de opbevares nu i den kgl. Mønt- og Medaillesamling (Nationalmuseet), i Fyens Stiftsmuseum, i Aarhus og Ebeltoft Museum. Bortset fra de to norske Kvartpenninge er alle de fundne Mønter danske Penninge: et Par fra Christopher 1, nogle faa fra Erik Klipping og som man maa vente - Størstedelen fra Erik Menveds Kongetid. Den ældste af de Mønter, der er fundet paa Hjelm, er en Riberpenning fra Christopher I. Den er af en Type, som indførtes af Valdemar Sejr, efter at han i 1234 havde indløst den biskoppelige Halvpart i Mønten i Ribe og forsøgte at bringe Orden i det ødelagte Møntvæsen. II kan paa Kong Valdemars Mønter meget vel fortolkes som "Secundus", som Kongens Navnetal i Fortsættelse af Omskrifterne; paa hans Efterfølgeres Mønter giver II øjensynlig ingen Mening, men frembyder Eksempel paa en "type immobilisé", saaledes som man ofte træffer i Middelalderen: Menigmand, der ikke kunde læse Kongens Navn, tog med større Tillid mod en Mønt, hvis Præg i Forvejen var velkendt. I dette Tilfælde blev Tilliden skuffet, og Erkebiskop Jakob Erlandsen kunde med Grund klage over, at Mønten paa Kongens Bud var gjort langt ringere end vanligt. Dette er sikkert Grunden til, at der ikke i Erik Menveds Tid var ældre Mønt i Omløb: Valdemarstidens Mønt var forholdsvis for god og derfor forlængst gaaet i Smeltediglen.

Mønten med Taarnet maa efter andre Fund at dømme henføres til Slesvig og Christophers Kongetid. Uanset Forleningen til de sønderjydske Hertuger hævdede Kongen sin Møntret, men Halvparten af Møntindtægten var 1175 skænket til Slesvig Biskop, og Byen selv førte gennem fire Raadmænd et vist Tilsyn med Mønten. En anden Udgave af Taarnmønten bærer Ordet REX i Stedet for de tre Ringe, den har saaledes været af den kongelige Udmøntning, medens man kan formode, at den foreliggende, paa Hjelm fundne Mønt er slaget for Biskoppens Regning (Biskop Niels var iøvrigt Kong Christophers Kansler og tro Tilhænger). Det stiliserede, tindekronede Taarn antyder Udmøntning i en Borg eller befæstet By; hvis man vil tænke paa den gamle Juriansborg ved Slesvig, hvor Erik Plovpenning faa Aar forud mødte sin Skæbne, var den just efter Hertug Valdemar Abelsøns Død 1257 kommen i Kongens Magt. Iøvrigt var Mønter med Taarn i Præget velkendte fra Hamborg, uden at der dog ellers er nogen Lighed mellem hamborgsk og slesvigsk Mønt.

Der fandtes altsaa paa Hjelm kun to enkelte Mønter fra Christopher I, thi ogsaa disse var for gamle og gode til at forekomme i større Antal mellem Erik Menveds Mønter. De tre næste Mønter i Rækken er ogsaa kun fundne hver i et enkelt Eksemplar paa Hjelm.

Efter hvad der fremgaar af andre Fund, er de slagne i Slesvig i det Tidsrum, hvor Erik Klipping var i Besiddelse af Hertugdømmet (1272-83). Den ældste Mønt bærer for sidste Gang Kongens Navn fuldtud i Omskriften; det har siden været Stempelskærerne for stort og unyttigt et Arbejde: Omskrifterne forsvinder, og Møntfremstillingerne bliver endnu mere enkle. - Mærkeligt er det at træffe det holstenske Nældeblad, der er udviklet af Beslaget om det tresidede Skjold, paa en Mønt fra Slesvig paa et Tidspunkt, hvor det jydske Hertugdømme ikke havde nogen Tilknytning til de schauenborgske Grever. Man henførte derfor i gamle Dage denne Mønt til Holsten, men det er forlængst erkendt, at disse Borgerkrigsmønter aldrig har slaaet Rod udenfor det danske Riges Grænser, og i Holsten var desuden den hamborgske Mønt eneraadende. Forholdet er snarest det, at man ved den aarlige Fornyelse af Mønten ofte har været i Bekneb med at finde paa nye, ikke for sammensatte Fremstillinger og derfor uden smaalige Hensyn har laant Idéer fra fremmede (saaledes f. Eks. Pilen, Stralsunds Mærke, eller Kastellet fra de franske Gros tournois).

Liljemønterne er ikke lige lette at tids- og stedfæste. Fig. 12 med den rudeformede Indramning viser maaske nogen Tilknytning til Roskildemønter og er efter det gængse System henført til Erik Klipping og Roskilde; men andre Fund giver ingen sikker Vejledning. Sjællandsk Mønt var vel i og for sig betragtet som "udenlandsk" i Jylland; men netop i Erik Klippings Forordning af 1284 fastsloges, at den sjællandske Mønt skulde være lige saa god som den jydske; der er altsaa for saa vidt intet mærkeligt i, at en Roskildemønt kan findes paa Hjelm. Liljen er som Byvaaben knyttet til Odense, hvor der ogsaa paa denne Tid var Møntsmedje; men iøvrigt er Liljen et baade i Danmarks forskellige Møntsteder og ogsaa i Udlandet saare almindeligt anvendt Mærke. - Mønten Fig. 13 lader sig efter andre Fund med Sikkerhed henføre til Nørrejylland og Erik Menveds Tid; den er fundet paa Hjelm i tre Eksemplarer. - Liljemønten med de korslagte Bispestave er kun kendt i dette ene Eksemplar fra Hjelm. Bagsidefremstillingen leder Tanken hen paa Roskilde, hvor Biskoppen (fra Absalons Tid?) havde Tredjeparten af Møntindtægten. Men Mønten er usædvanlig ringe baade i Vægt og Udførelse, saaledes at den meget sandsynligt kan være udgaaet fra de fredløses eget Værksted.

Den Sigtelse, der rettedes mod de fredløse, lød jo paa, at de prægede Mønt med Kongens Navn. Der kan ikke dermed være ment en Forfalskning af de gamle Mønter fra Christopher I eller Erik Klipping, og under Erik Menved er Kongens Navn i det højeste betegnet ved et enkelt Bogstav (se Fig. 19). Derimod findes adskillige Mønter med en Kongekrone, og det maa især være dem, der hentydes til i Kongens Kæremaal. Forsiderne paa de tre Kronemønter, der er fundne paa Hjelm i tilsammen 15 Eksemplarer, er tildels af samme Stempel. Det har allerede i Datiden været næsten umuligt at kende den falske Mønt, som de forhenværende kongelige Møntmestre slog paa Hjelm, fra Erik Menveds samtidige nørrejydske "ægte". Stemplerne var vel ogsaa skaarne af samme Mand.

Mønten Fig. 18 har samme Bagside som den ene Kronemønt; Stemplet til Forsiden har mulig oprindelig været skaaret som et R (for rex?), der er søgt rettet til et a. Mønten, der er fundet paa Hjelm i fem Eksemplarer, er sandsynligvis ogsaa præget her. Mønten med Kongens Navnebogstav er kun fundet i et enkelt Eksemplar. Bagsiden synes at bære et I, men det er uvist, hvad det kan betyde (Iutia? Jylland). A-Mønten er fundet i 12 Eksemplarer; maaske betyder Bogstavet Aarhus, maaske betegner det noget ganske andet; det lader sig næppe udforske.

Mønten med Ankeret, der er fundet i to Eksemplarer, kan meget vel være præget i Aarhus, hvis Værnehelgen var Clemens, de søfarendes Beskytter, der havde Ankeret til Attribut. Hjortevien paa den anden Side forekommer ogsaa i Jens Grands Slægtsvaaben, saaledes som han førte det, medens han var Domprovst i Roskilde; nogen Betydning tør dog ikke tillægges dette Sammentræf. Det tvelinjede Kors paa Bagsiden af Fig. 22 stemmer i sin Form overens med Korset paa de engelske "Short-cross" Sterlinge. Stjerne og Halvmaane er et ældgammel Symbol (bl. a. var det i Oldtiden Bysanz' Mærke); opfattet som Sol og Maane var det tillige et aktuelt Sindbillede paa den gejstlige og den verdslige Magt; just i disse Aar gik Menigmand i Spænding, om det var Kongen eller Erkebiskoppen, der var den stærkeste. Fem Eksemplarer af Mønten er fundet paa Hjelm. - Hagekorset paa Mønten, der er fundet i 4 Eksemplarer, er ogsaa et gammelt Mærke, et helligt Tegn baade for Brahminer ("Svastika") og Nordboer (saavel i hedensk som i kristen Tid). Nøglerne paa Møntens anden Side er at nedlede fra de Himmerigs Nøgler, som betroedes Simon Peter, og som siden gik i Arv i Romerkirken. Her symboliserer de sandsynligvis Ribebispens Myndighed: Biskop Tucho, der 1288 efterfulgtes af Biskop Christiern, havde 1280 generhvervet Halvparten af Møntindtægten i Ribe.

Mønten med B, der er fundet paa Hjelm i to Eksemplarer, og som iøvrigt i størst Antal er fundet i Sønderjylland, kan være præget for Biskop Berthold af Slesvig (1287-1307). - DX paa Fig. 25 betegner "Dux"; Mønten er følgelig slaget i Hertug Valdemars Navn. Han havde 1286 faaet overladt den omstridte Møntret af Erik Klipping paa de Vilkaar, at Slesvig Mønt ikke maatte gøres ringere end andetsteds i Jylland, og at den sloges i Kongens Navn. Ikke desto mindre har Hertugen, efterat han 1287 var blevet Rigsforstander, ladet Mønten udgaa med sit eget Mærke.

Hermed er gennemgaaet de forskellige Typer af Mønter, der er fundne paa Hjelm; det vil tillige sige de Mønter, som var gængse i Danmark Vest for Øresund i 1306, det Aar, som afslutter Hjelms korte Glanstid. Det er betegnende, at der ingen skaansk Mønt er fundet; den var nemlig forholdsvis for god. De danske Mønter var alle af samme Enhed: Penningen. Med Datidens mangelfulde Teknik var der ikke Tale om at "justere" hver enkelt Penning, der udgik fra Møntsmedjen. Man var tilfreds, naar blot 240 Penninge vejede en Mark. Med Forbigaaelse af defekte og særlig slidte Mønter vejede 30 Penninge fra Hjelm mellem 0.62 g og 1.25 g og tilsammen 26.55 g, det vilde svare til følgende Møntregning:

1 Mark = 8 Øre = 24 Ørtug = 240 Penninge = 212.40 g
1 Øre = 3 Ørtug = 30 Penninge = 26.55 g
1 Ørtug = 10 Penninge = 8.85 g
1 Penning = 0.89 g

Man maa dog tage i Betragtning, at Mønterne har tabt i Vægt ved Slid i Omløb i Datiden, ved Irdannelse i jorden i Aarhundreder og ved Rensning i Nutiden. Efter pavelige Regnskaber fra 1282 skulde den daværende gamle danske Markvægt svare til 217.5 g.

I Valdemarstiden regnedes en Mark Sølv for tre Mark Penninge. Sammenbruddet af Valdemar Sejrs Stormagtspolitik medførte, at den danske Penning udmøntedes som en Kobbermønt med en ringe Iblanding af Sølv. I Valdemar Sejrs sidste Aar var der øjensynligt Bestræbelser for atter at gøre Mønten til en ærlig Sølvpenning; men Christopher I forringede igen Mønten, saaledes at der skulde fire Mark Penninge til at opveje en Mark Sølv. Erik Klipping fortsatte paa denne Skraaplan, - der er dem, der har ment, at Kongens Tilnavn kom af, at han "beklippede" sin Mønt, - og i Erkebiskop Jens Grands Klage over Erik Menved anføres, at Mønten nu (c. 1396) er mindsket i Værdi, saaledes at en Mark Sølv koster over ti Mark Penge. - De foreliggende Kobbermønter fra Erik Menveds Tid har ikke bevaret Spor af Sølv, hvis de overhovedet er slagne med Iblanding eller Overtræk af Sølv. Da deres Metalværdi følgelig er minimal, maa de have gaaet til en Kurs, saa høj som Kongen kunde paanøde Befolkningen den. Hvert eneste Aar ved Mikkelsdags Tider fornyede Kongen sin Mønt; det var ikke blot en Sikkerhedsforanstaltning mod Falskmøntnere, men fuldt saa meget en Finansoperation, idet Menigmand i Vekselboderne i dyre Domme maatte tilveksle sig den nye Mønt. Der maatte svares 1/3 i Opgæld under Erik Menvcd, og strenge Kongebud indskærpede, at kun den nye Mønt maatte tages i Handel og Vandel, i Skatter og Bøder. Men jo kraftigere Kongen udnyttede sit Regale, Møntretten, jo uslere blev de danske Penninge. I den kongeløse Tid efter Christopher II's Død standsede Udmøntningen i Danmark Vest for Øresundet; da var Nulpunktet i den danske Mønts Værdi forlængst naaet.

Allerede i det 12. Aarhundrede havde flere af Bispesæderne faaet Andel i Møntindtægten: Erkebiskoppen af Lund havde Fjerdedelen, Biskoppen af Roskilde Tredjedelen og Biskopperne af Ribe og Slesvig hver Halvdelen af Mønten, og dette Forhold kan tildels ogsaa erkendes af Fremstillingerne paa de Mønter, der sloges i disse Byer. Derimod synes Møntindtægterne fra Nørrejylland og Fyen at være forblevet ubeskaaret i Kongens Haand. Medens mange andre Skatter og Afgifter kunde erlægges i Naturalier, skulde af de kirkelige Afgifter i al Fald Peterspengene, som sendtes til Paven, udredes i klingende Mønt. Og naar Erkebiskopperne klagede til Paven over Møntforringelsen, kunde de vente, at hans Hellighed vilde laane dem Øre, ogsaa fordi Kirkeafgiften fra Danmark derved blev meget formindsket. Forholdet mellem Konge og Biskop som Parthavere i Møntvirksomheden gik selvsagt heller ikke uden Rivninger. Saaledes havde i Roskilde Kongen og Biskoppen hver sin Møntmester, mellem hvem der i Begyndelsen af Erik Menveds Kongetid øjensynlig var Krig paa Kniven. Kongens Møntmester Hr. Henrik Sommer, der tidligere havde været Møntmester i Odense, mødte den 6. April 1293 for Biskop Jens Krags Domstol, hvor den biskoppelige Møntmester Peter Pram foreholdt ham alle de Overgreb, han i de to sidste Aar havde øvet, saaledes at Biskoppen saa godt som ganske var gaaet glip af sin Del af Mønten. Hr. Sommer havde først givet Biskoppen Besked tre Dage, før Mønten skulde præges, og han havde haft Penningene færdigprægede andetsteds end i Roskilde, førend den nye Mønt blev lyst paa Tinge. Han havde ikke villet tillade, at Biskoppens Møntmester omsmeltede Penninge, der tidligere var udmøntede i Roskilde. Han havde oprettet Vekselboder udenfor Roskilde, f. Eks. i Slagelse. Han havde ikke villet tillade Biskoppens Møntmester at veksle Mønt paa Falster, saaledes som han før havde plejet; i Stedet for havde han slaaet Mønt paa Falster af andet Præg end de sjællandske Penninge. Hr. Sommer vedgik det altsammen, og Biskoppen formanede ham til i Løbet af fjorten Dage at holde Roskildekirken skadesløs; men om Formaningen frugtede, derom staar intet i Roskildebispens Domsbog.

Et andet Spørgsmaal er, hvad man kunde købe for de forringede danske Penninge i Erik Menveds Tid. Det lader sig af mange Grunde ikke fyldestgørende besvare, men nogle Antydninger kan dog gives. I Haderslev Stadsret er der som Normalpris 1292 opgivet, at en Ørtug Rug koster 10 Ørtug Penninge: det vil rimeligvis sige, at en Skæppe Rug kostede 10 Penninge (eller en Ørtug). Andetsteds forekommer i Slutningen af det 13. Aarhundrede en Ko værdsat til en Mark Penge, en Arbejdshest til fem-seks Mark og en Stridshest til 20 Mark Penge.

Saaledes var de Møntforhold, som dannede Forudsætningerne for de fredløses Udmøntninger. Sandsynligvis er denne Virksomhed ophørt efter Hindsgavl Forliget 1295, og der kan derefter kun være Tale om Forfalskning af nogle faa Aargange af Kongens Mønt. Det er sikkert meget overdrevet, naar Erik Menved skød Skylden for det danske Møntvæsens Forfald paa de fredløse (og paa Erkebiskoppen, der stod bag dem). Derimod er det forstaaeligt, at det var en god Forretning for de fredløse, selv om de lod de fangne Møntmestre slaa Mønten fuldgod og fuldvægtig med Kongens Kobberpenninge. Og Straffen for Møntfalskneri, Tabet af den højre Haand, kunde ikke skræmme Mænd, der forud stod til Stejle og Hjul.

(Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1928 side 38-48)


Tilbage til Dansk Mønt