Herman von Nassau

af Georg Galster

I en lille artikel om Københavns ældste mønt i Festskrift til Axel Ernst (1) nævntes en møntmester, Hermen van Nassouv, som 10. juni 1495 i rigshofmester Povl Laxmands hus selvanden bevidnede rigtigheden af et aktstykke. Det bemærkedes her, at denne møntmester i øvrigt var ukendt.

Dette foranledigede dr. Enno van Gelder, direktør for Koninklijk Kabinet van Munten, Penningen en gesneden Stenen i 's Gravenhage til med vanlig elskværdighed i brev af 12. april 1961 at gøre forfatteren opmærksom på, at helt ukendt var mester Herman (Hermen) nu ikke. Han var bosiddende i Zwoll, da hertugen af Geldern 1499 tog ham til møntmester i staden Zutphen.

Skønt Zwoll var tysk rigsstad, fik den først møntret af kejser Frederik III ved brev af 4. oct. 1488. Fra 1488 til 1499 udnyttede staten sin nyerhvervede møntret. Hvor længe mester Herman har stået i rigsstadens tjeneste, er uvist, måske det kun har været et par år. Efter at han var gået i hertugens tjeneste, ophørte udmøntningerne i Zwoll for lange tider (2).

1492 lykkedes det endelig Karl af Egmond at komme i besiddelse af sine arvelande, hertugdømmerne Geldern og Julich og grevskabet Zutphen.

Tirsdag efter dominica quasimodo geniti (9. april) 1499 ansattes Herman von Nassau som hertugens møntmester i Zutphen for 6 år (3) Han fik ordre til at slå:

Ifølge et regnskab, mester Herman aflagde for tiden 7. maj - 25. august 1499, havde han udmøntet 91 mark 7 uncer guld (22.599g) og 884 mark sølv (217.438g); men dermed var hans virke afsluttet, uanset at kontrakten lød på 6 år. Da hans regnskaber og udmøntninger var fundet i orden, fik han sin afsked 4. september s. å.

Allerede 14. august 1499 var den tidligere møntmester Niclaes Nijber blevet genantaget i hertugens tjeneste.

Hertugen af Gelderns guldmønter var af for ringe finhed. Den først nævnte skulle gerne tages for en rhinsk gylden, og dertil passede dens vægt meget nøje; men de rhinske kurfyrsters gylden holdt siden 1490 18 1/2 karat, ja selv kong Hans' gylden var med sine 17 3/4 karat noget finere.

Herman von Nassau har øjensynlig været noget af en trækfugl, der kun en kortere tid har virket i København, i Zwoll og i Zutphen. Antagelig er han blevet kaldt til Danmark i forbindelse med rustningerne til Sveriges erobring. Måske er det på hans møntsmedje i København, at den store guldridder af 1496 er blevet slået, og muligvis er det hans ide at slå denne mønt. Efter Sveriges erobring 1497 har man vel ikke længere haft brug for ham, og møntsmedjen i København er så blevet nedlagt.

(NNUM 1965 side 108-110)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt