Ordet Pagoda er ganske ukendt i indiske Sprog, bortset fra Paavirkning af europæisk Talebrug, baade i Betydning af Mønt og af Tempel (1). Om Etymologien af Ordet, der synes formet af Portugiserne, hersker derfor nogen Uenighed, idet nogle Forfattere henviser til arabisk but gada: Afgudshus, andre til en Gudinde Bhagavada. Den sydindiske Guldmønt, der af Europæerne betegnes som Pagode, kaldes af Tamulerne Varáha, af Hinduerne Hún (2). Pagoderne stemmer i deres Vægt (3,4 g) saa nær overens med den venetianske Zecchin (3,49 g), at denne Overensstemmelse næppe kan være tilfældig. Zecchinen, som før 1540 kaldtes Dukat, var jo gennem arabiske Købmænd gængs paa Malabarkysten og naaede vel ogsaa frem til Madras. De Pagoder, der prægedes i de mange indfødte Stater, var næppe alle af samme Finhed som Zecchinen, som man tilstræbte at præge af rent Guld. En Fortegnelse over indiske Mønter, der indsmeltedes i Madras i Aarene 1807 til 1814, nævner ikke mindre end 48 forskellige Slags Pagoder (3). En enkelt Gruppe af Pagoder, ejendommelige ved en konveks og kornet Bagside, har særlig Interesse for os ved at være Forbillede for den eneste Trankebarmønt, der bærer indisk Fremstilling i Præget. Den ældste af disse Pagoder (Fig. 1) prægedes i det 17. Aarhundrede i Chandrageri af en forhenværende Rajah (Konge) af Vijayanagar (4). Disse Kongers Vaabenmærke var en Bjørn, og i Overensstemmelse hermed fremstilledes paa deres Mønter Guden Vishnu som Venkatesvara (i hans Bjørne-Inkarnation) med sine to Hustruer: Lakshmi og Parvati. Det er sandsynligvis herfra, at det tamulske Navn Varáha (Bjørn) for Guldmønten stammer. Det var af Rajahen i Chandrageri, at det Engelsk Ostindiske Compagni i 1620 købte den Grund, hvorpaa det gamle Fort og Factori Madras (Fort St. George) stod, tillige med Retten til at slaa Mønt, dog paa den Betingelse, at Englænderne i Præget af deres Mønt skulde bevare Fremstillingen af den Guddom, som var den fornemste Genstand for Rajahens Dyrkelse (5). Takket være det engelske Compagnis Udmøntninger blev denne Pagodetype den mest udbredte, saaledes at endog muhamedanske Erobrerfyrster, for hvem Billedfremstilling i Almindelighed og Hinduguder i Særdeleshed var vederstyggeligt, maatte lægge Navn til denne Mønt (Fig. 3). En væsentlig Ćndring undergik dog Fremstillingen, idet de tre Billeder erstattedes med et enkelt. Saaledes var Porto Novo Pagoden (Fig. 4), der først skal være præget af Nederlænderne, men derefter efterlignet af Englænderne. Stjernepagoden (Fig. 5), der udgik fra Madras og bar Navn efter den femoddede Stjerne paa den konvekse Bagside, blev snart Standard for Pagodeprægningen; den holdt 19 Karat og vejede 3,406 g. Franskmændene i Pondicherri udsendte Pagoder med en Halvmaane i Stedet for Stjernen (6), og fra Trankebar udgik Pagoder med Christian VII's Navnetal (Fig. 6) (7).
Fig. 6.
Bergsøe bestemmer Gudebilledet efter Zay som Rigdomsgudinden Lakshmi. Der findes imidlertid ingen for denne Gudinde betegnende Symboler, og Jørgensen (8), der følger Weyl (9), har forsaavidt mere Ret i at betegne Fremstillingen som "Guden Svami"; men man vil forgæves lede efter denne Gud i den indiske Mythologi. "Svami" er nemlig et Ord, der i Sanskrit betyder "Herre", men i nyere sydindiske Sprog er det et Fællesnavn for "Gudebillede". Dr. Biddie betegner Gudebilledet som Vishnu, og denne Betegnelse er vel den sandsynligste.
Bergsøe fortolker efter Zay den konvekse Sides Korn som Risengryn - en vistnok uhjemlet og overflødig Fortolkning.
Naar Bergsøe anfører "Støbt Exemplar" ved Christian VII's Pagode, maa man erindre, at Bergsøes Beskrivelse tillige er Auktionskatalog over hans egen Samling; de ægte Pagoder er naturligvis prægede.
Uforstaaelig er Jørgensens (og Bergsøes) Advarsel mod at forveksle Christian VII's Pagode med Tippu Sahibs, der skal have et lignende Navnechiffer. Som ovenstaaende Afbildning af Hyder Alis (Fig. 7) og hans Søn Tippu Sahibs Pagode (Fig. 8) viser, er denne Advarsel ganske unødvendig.
Christian VII's Pagode er forholdsvis sjælden. Der kendes f. T. henved 10 Eksemplarer. Den findes ikke omtalt i den ret fyldige Litteratur om sydindiske Mønter, den kendes ikke af Ramus, Historisk Beretning om de Guldmynter, som ere slagne i de danske Stater (1807), og forekommer ikke paa Listen over de Pagoder, der indsmeltedes paa Mønten i Madras. Den nævnes ikke i den kgl. Resolution af 17. januar 1821, da man fulgte det engelske Eksempel (fra 1818) og gik over fra Guldmøntfod til Sølvmøntfod og satte Rupien i Stedet for Pagoden. Før regnede man:
1 Pagode = 42 Fanams = 3360 Cash,
1 Fanam = 80 Cash.
Derefter regnedes:
1 Rupi = 12 Fanams = 960 Cash.
Pagoderne har engang været Genstand for et sørgeligt Falskneri herhjemme, idet de jo var de eneste gængse Guldmønter, der - samtidig med at de havde et godt Navn - var af et primitivt Præg, som forholdsvis let lod sig eftergøre.
En Aften i April 1803 kom Guldsmed Regnell op paa Politikamret ledsaget af Guldsmed Niels Heidenreich, hvem han beskyldte for at have solgt ham falske Pagoder. Heidenreich tilstod at have solgt Regnell 21 Pagoder, som han foregav at have afkøbt en Sømand, der kom fra Ostindien. Politimester Haagen tilbageholdt Pagoderne og lod forespørge hos Agent Duntzfeldt og flere Handlende paa Ostindien, om Pagoderne var falske eller ej, men fik intet Resultat (10). Nu var Heidenreich en Mand, der havde en uheldig Fortid: 1789 var han bleven idømt Livsstraf for at have lavet falske Enrigsdalersedler; han var bleven benaadet med livsvarigt Tugthus og allerede løsladt 1797. Ved Politiets fortsatte Undersøgelser og Forhør kom det frem, at det var Heidenreich, der om Aftenen den 4. Maj 1802 havde lukket sig ind paa Kunstkamret og stjaalet de berømte Guldhorn, der her var stillede som "Pragt tilskue for et mat, nysgierrigt Řie".
Herom berettes udførligt i en Skrivelse af 20. Maj 1803 fra Politimester Haagen til det kgl. danske Cancelli (11), hvoraf følgende Uddrag har numismatisk Interesse:
"Friemester i Uhrmager og Guldsmed Professionen Niels Heidenreich blev den 27de April sidstl: efter at han havde tilstaaet at have drevet Handel med endeel Guld Mynter, som han kaldte Ostindiske Pagoder, men som formodedes at være falske, anholdt og indsat i Arresten, da han ikke kunde skaffe Beviis for sin lovlige Adkomst til bemeldte Mynter, men blot foregav at have deels kiøbt dem af, og deels forhandlet dem for en Person,, navnlig Allong Bruun, som skulde være Skibs Capitain - - -
Det sarnmensmeltede Guld har han anvendt saaledes, at han ... og endelig deraf gjort Mynter, af hvilke han har solgt endeel for Ostindiske Pagoder og pantsat endeel paa Assistents Huset … Stemplerne til disse Mynter har han selv forfærdiget af Jern med Staal for, uden noget Model, efter hvad han kunde erindre i Henseende til Præget af virkelige ostindiske Pagoder som han før havde seet. Det ene Stempel var dannet til at sætte i en Træeblok, som han før han blev anholdt, har hugget i Stykker. Naar han havde fastgjort det ene Stempel i Blokken lagde han det Stykke Guld, som var bestemt til hver Mynt oven paa Stemplet lige paa de indgraverede Figurer og satte det andet Stempel oven paa samt slog paa dette sidste med en Mukkert. Disse Stempler har han kort før han blev arresteret, kastet i Stadsgraven og Blokken har han hugget i Stykker." - - -
Det fremgik af det følgende Forhør, at Heidenreich til 16 forskellige Guldsmede havde solgt ca. 660 af sine hjemmelavede Pagoder, foruden hvad han havde pantsat paa Assistenshuset (ca. 125 Stk.). Det opgaves, at der gik 4 Stk. paa Loddet; en "Guldhornspagode" vejede følgelig 3,68 g og var altsaa tungere end Dukat (3,49 g) og Stjernepagode (3,41 g). Finheden var derimod forskellig; nogle var 20-23 Karat, men de fleste var kun 15-18 Karat, idet Heidenreich havde givet dem en Tilsætning af Messing. For de ringere Pagoder fik han 8 rd. for Loddet, for de bedre 8 2/3 til 9 1/2, rd. for Loddet. Til Sammenligning kan nævnes, at et Lod 18 Karats Guld i Følge en vedlagt Attest kostede meget nær 9 1/2 rd. Courant.
De af Køberne tilbageleverede Pagoder blev afgivet til Kunstkammeret og opbevaredes siden i det kgl. Zahlkammer, som antagelig har ladet dem indsmelte. Udseendet kendes ikke nærmere; da de kun var udførte efter Hukommelse og ikke efter Model, vilde Forfalskningerne næppe have skuffet sagkyndige, - men dem fandtes der øjensynlig ingen af i Kongens København.
Adskillige af Køberne havde forøvrigt næret Mistanke til Heidenreich; men til god Beroligelse for de ængstelige udstedte Sælgeren Erklæringer af Ordlyd, som følger:
"jeg underskrevne har solgt til Velædle Hr. Michael Fogt et pr. gamle Guldskoespænder vog 6 Lod for hvis lovlige Adkomst jeg i alle Maader indestaaer ham og til hans Sikkerhed har jeg meddelt ham dette Beviis med min Haands Underskrift. - Kiøbenhavn d/ 10de juni 1802
N. Heidenreich Uhrmager
boende paa Hiørnet af Studie- og Lille Larsbjørn Strædet No. 105 i Stuen."
Huset staar endnu, det er det nuværende Larsbjørnstræde 18. Det var i Køkkenet paa 1. Sal, at Guldhornene gik over i en ny Inkarnation som Skospænder og Pagoder; men lige om Gadehjørnet i Vestergade sad en ung Mand og skrev et udødeligt Digt om de Guldhorn, som Guderne havde taget.
(NFM VII (1925) side 303-308)