Kaspar Goebels møntvalseværk og Danmark (1577-1579)

af Jørgen Steen Jensen

I denne hilsen til Georg Galster på hans 80-års dag gøres et forsøg på at placere indførelsen af møntvalseværket i Danmark i en historisk sammenhæng samt på at påvise forbindelsen mellem nogle af periodens udenrigspolitiske begivenheder og den nye tekniks anvendelse her i landet.

Møntvalseværket er en af de vigtigste opfindelser i møntprægningens historie. Medens man tidligere var henvist til at benytte så forholdsvis simpelt værktøj som over- og understempel samt hammer, så var man nu i stand til at foretage prægningen ved valsning. Man indslog de "negative" møntbilleder et antal gange i en over- og undervalse. Ved anvendelse af stor præcision kunne man føre en sølvten, udvalset i jævn tykkelse, gennem prægeværket, hvorefter mønterne udstansedes. Mønter præget ved valsning kan ofte genkendes, fordi de har en svag krumning; desuden er de tit mere regelmæssige end mønter præget på gammeldags vis. Den nye teknik skulle, rigtig anvendt, muliggøre en hurtigere og billigere prægning samt resultere i et mere ensartet produkt, men den vakte modstand hos de gamle møntmestre, der så sig truet i velerhvervede og indbringende rettigheder. Man har ment at kunne datere opfindelsen til foråret 1551. Det første møntvalseværk konstrueredes i Augsburg, en by, hvor specialiseret kunsthåndværk trivedes. På grundlag af en regnskabsbog og bevarede aktstykker har man udpeget den teknisk begavede grev Reinhard den Ældre af Solms-Lich (1491-1562) som opfinder, eller i det mindste som protektor af den i så fald ukendte opfinder (1).

Det ser ud til, at det første møntvalseværk ikke straks kom i anvendelse. Derimod fik Zürich 1558 et brugbart valseværk, opfundet af Hans Vogler, stempelskærer og møntkunstner i denne by (2). I samarbejde med bysbarnet Rudolf v. Rordorff opstillede han i anden halvdel af 1560'erne en møntkunst i Mühlau ved Innsbruck for ærkehertug Ferdinand af Tyrol, hvorefter han fik et 20-årigt privilegium af kejser Maximilian II på at oprette sådanne i hele det tysk-romerske rige. I Wien findes endnu valser med dalerstempler for ærkehertug Ferdinand, 1566 (3). Nu spredtes møntvalseværket hurtigt. 1567 kendes det i Heidelberg, 1568 formodes ærkebispen af Köln af have et i Deutz og endelig 1572 får Augsburg et (4). Et forsøg på at indføre det i Sverige gjordes vistnok 1573 (5).

Augsburgs finmekaniske position fremgår også af en anden omstændighed. Her erhvervede den franske konge Henrik II 1550-1551 et sæt møntmaskiner for at få mønter, der var fuldstændig runde. Valseprægning indgik dog ikke heri, men derimod en anden, ligeledes epokegørende nyhed, prægning med skrue ("spindelwerk" eller "balancier"). Heller ikke de franske møntmestre brød sig om fornyelser, og 1585 blev det forbudt at anvende disse maskiner til møntprægning (6). Fra Frankrig bragte en vis Eloye Mestrell 1561 den nye teknik til England, men her havde den endnu sværere ved at gøre sig gældende; den anvendtes kun til 1572, og 1578 henrettedes Mestrell som falskmøntner (7). Oplysningerne om den ny møntteknik i England har interesse for vort emne, idet man fra hertug Albrecht af Prøjsens regnskabsbøger ved, at Kaspar Goebel 1563 fik 660 mark for et i England bestilt møntværk (8).

Det er vistnok første gang, vi overhovedet hører om Kaspar Goebel, forretningsmand og sekterer, møntmester og politiker - en velkendt skikkelse i prøjsisk og polsk historiografi (9). Han var født ca. 1530 i Königsberg som den mellemste af tre brødre; den ældste Hans havde længe søgt at blive ansat ved den hertugelige mønt, men først 1561 blev han møntbogholder; han døde 1588 (10). Den yngste broder Severin var hertugelig prøjsisk livlæge (11). Kaspar Goebels tidligste virksomhed er ukendt. 1563 flyttede han fra Königsberg til Danzig, hvor han udfoldede en stor virksomhed som kornkøbmand, kombineret med udstrakte ejendomshandler og kreditoperationer; snart kunne han erhverve et gavlhus på byens hovedstrøg, Langermarkt, nær rådhuset. Samtidig var han en af lederne af den religiøse minoritet "Guds børn" eller "Den lille skare".

Kaspar Goebel havde, som allerede nævnt, interesse for møntvæsenet, men der er ingen grund til at antage, at han selv har virket som konstruktør af møntværker. Det ser derimod ud til, at han har indgået en art kompagniskab med broderen Hans og den hertugelige prøjsiske møntinester Hans Stippel (12). Den sidste omtales udtrykkelig som opfinder i samtidige kilder (13), men har ellers udadtil en lidet fremtrædende rolle. I det mindste fra 1565 arbejdes der på konstruktionen af et møntvalseværk (14). Omkring 1570 må den første maskine være færdig og i virksomhed i Königsberg, hvad den polske numismatiker M. Gumowski har sluttet sig til efter studie af de prøjsiske pfenninge fra 1570 og 1571 (15). Også ad anden vej kan man konstatere dette, idet det ser ud til, at de to brødre allerede under kong Sigismund August (+1572) fik polsk privilegium på "opfindelsen af en vis møntpresse" (16). I de følgende år forlægges virksomheden til Dresden, hvor Hans Goebel og Hans Stippel 1573-1575 indretter et møntvalseværk for kurfyrst August, Frederik II's svoger (17). Kaspar Goebel oplyser senere, at brødrene fik 4.000 daler for dette værk (18).

Året 1577 bringer højdepunktet i Kaspar Goebels politiske karriere. Da hans forbindelse med Danmark netop hænger sammen med de dramatiske begivenheder i Danzig dette år, kan der være grund til kort at omtale dem (19). Forholdet mellem Polen og Danzig, der var en polsk rigsstad med stor selvstændighed, havde været spændt, fordi Sigismund August forsøgte at skabe en polsk flåde og et polsk dominium maris i Østersøen, men efter hans død og de næste års forvirrede forhold havde byen ført en yderst selvstændig politik i nær tilknytning til Damnark, Østersøens ledende magt. Også inden for byen var der spænding, nemlig mellem patricierne i rådet og den lavere borgerstand, repræsenteret i den såkaldte tredje orden, samt laugene; en af de vigtigste oppositionsledere var Kaspar Goebel. Da Danzig 1576 nægtede at hylde den ny polske konge, Stefan Batory, sættes byen i rigets akt, og striden kulminerer 1577 med byens belejring. I nødssituationen vender Danzig sig til Frederik II af Danmark, der er nervøs for eventuelle nye polske flådeplaner. Han yder derfor udstrakt støtte dels med penge, krigsmunition (våben m.m.) og officerer, dels med flåden. Det ser ud til, at byrådet foråret 1577, hvor situationen var særlig fortvivlet endog har overvejet at give sig under Frederik II (hvad man frygtede i Polen); denne tanke var meget udbredt blandt de oppositionelle borgere. Da det kom til stykket, sejrede rådet og de højst reelle økonomiske hensyn. Byen blev ved Polen, og der opnåedes forlig med Batory, som først og fremmest ønskede ro for at kunne bekæmpe moskovitteme.

Kaspar Goebel havde under belejringen flere officielle funktioner. Han var medlem af tredje orden og fra september 1576 det ene af de to borgerlige medlemmer i det tolv mand store krigsråd (20); fra sidst i april 1577 var han kaptajn for en af de ni borgerfaner (hvis officerer valgtes af styrken)(21) og endelig var han fra 22. juni til 23. august møntmester, hvor han naturligvis benyttede sit "mintzdruckhwergkh"(22).

Fra denne periode har vi i Rigsarkivet en længere korrespondance mellem Kaspar Goebel og Frederik II (23). Goebels breve er velskrevne og vidner om bibellærdom, men også om, at han snarere var fantast og projektmager end realpolitiker. I det tidligste brev fra begyndelsen af juni 1577 fremstiller han byens beklagelsesværdige tilstand med en ganske overdreven udmaling af tyrkerfaren (idet Stefan Batory som fyrste i Siebenbürgen egentlig var tyrkisk vasal), og han nævner mange tusind menneskers ønske om at få Frederik II som skytsherre, men Frederik II vil naturligvis have en officiel henvendelse. En måneds tid senere lover Goebel, at også laugene vil tjene Frederik II med liv, gods og blod, og han lokker med, at kongen gennem Danzig kan bringe hele (polsk) Prøjsen til sin krone. Kort efter foreslår han, at kongen skal aflægge et kort besøg i byen for at modtage borgernes ed og bekræfte dens privilegier. Brevet indeholder den vigtige oplysning, at seks navngivne af de ni borgerkaptajner er enige med kongens officerer (vel om at bringe byen under Frederik II)(24). Det hører med til billedet af Kaspar Goebel som politiker, at han for højvigtige statssager ikke glemmer sine egne anliggender: Et af brevene afslutter han med tilbud om at sende "ein behendess muntzdruckwerck" til kongen, et møntværk, som han "mitt schweren unkosten vorlegett und zuwegen gebracht" (25).

I løbet af efteråret svækkes Goebels politiske position betydeligt, bl. a. fordi der blev rejst beskyldninger mod ham for at have begået underslæb ved udmøntningen (26), og korrespondancen med Frederik II ændrer nu karakter. I stedet for politiske forslag kommer der beretninger og relationer samt klager over, at rådet står ham efter livet, og 21. oktober konkretiseres tilbudet om mønttrykværket. Han vil om kort tid sende det til København og eventuelt selv rejse med. Kongen kan med seks personer og et vandhjul udmønte alle slags grov- og småmønt, og det foreslås brugt i Norge. Prisen må kongen selv bestemme, og hvis kongen ikke vil have det, beder Goebel om lov til at sende det til dronningen af England eller andetsteds. Som prøve oversendes to dalerafslag i guld. Til slut kommer Goebel med et par tekniske oplysninger: "wan ich den ersten schnitt habe, so kan ich die stempell eben so wol alss geltt abdrucken, dasselbe besparet den eisenschneider". Han har også den fordel, "dass ich dass eisen drehe, wie die dresler dass holtz". Frederik II ytrer straks stor interesse og beder om at få forevist mønttrykværket. Endelig meddeler Goebel 13. november, at han oversender det med to af sine og broderens tjenere. Han foreslår at lade det "ahnnhencken" til en heste- eller vandmølle, så skal kongen se, hvor hurtigt man kan lave klippinge og andre penge! Det er typisk for Goebels laveren i den for ham personligt kritiske situation, at han i samme brev dels meddeler, at han har fået frit lejde fra Batory, og samtidig udtrykker håbet om, at der må undes ham "ein pletzlein" i Frederik II's riger og lande, hvor han kan bo med sin kone og sine tre sønner. Sidst i december meddeler Goebel atter forskellige politiske nyheder og udbeder sig en audiens (27). Januar 1578 ankommer møntsvenden Bertil Sonnenschein og ledsager til København med det nye møntværk fra Danzig, og kongen instruerer straks rentemesteren om at betale kost- og rejsepenge samt om at stille et værelse til deres rådighed, hvor de kan holde en esse (28).

Selv kom Kaspar Goebel foreløbig ikke til Danmark. Hans virksomhed i Danzig 1577 må jo absolut betegnes som åbenlyst højforræderi mod Polen men det lykkedes ham mærkelig nok at opnå vidtgående møntprivilegier fra Batory (og senere kongelig protektion, når det var fornødent), skønt han på et tidspunkt fik revet en kopi af en af skrivelserne til den danske konge i næsen med trussel om, at den polske konge "dorffte mir nach dem halse greiffen", hvis han fik den at se (29). Brødrene Goebel opnåede to ting: April 1578 fik de fornyelse på 30 år af det ovenfor nævnte privilegium på møntmaskinen, og i august fik de ret til med deres møntværk at slå diverse sølvmønt overalt i riget, endog i Danzig (30). Det var mest fordelagtigt for brødrene at slå sig ned i denne by, og her slog de i årene 1578-1586(-87) mønt (31). Formodentlig var det først og fremmest Hans Goebel, der tog sig af denne virksomhed.

Efter de gunstige resultater i Polen kunne Kaspar Goebel atter dyrke sin danske forbindelse, og sidst pa året 1578 drog han til Danmark. Januar 1579 var de indledende forhandlinger med Frederik II overstået. Goebel lovede at lære en møntsvend i København, hvorledes han skulle omgås møntværket, og kongen bad rentemesteren udbetale ham 1400 daler, hvilket skete (32). Denne oplæring viste sig at være et kildent punkt for Goebel, der var bange for, at møntsvenden atter kunne lære kunsten videre til andre, og kongen måtte sende ham en noget irriteret formaning (33). Det ser ud til, at der virkelig skete en udmøntning med Goebels møntværk.

I Møntsamlingen findes velprægede otte- og énskillinge fra 1579, der har en ret tydelig krumning (Hedenr. 20 og 21) (34). Da Goebel om sommeren rejste fra Danmark fik han sin afsked i nåde, idet kongen lod ham forære 200 daler, så han kunne blive udkvitteret af sit herberge hos Melchior Skrædder. Han fik efter sit eget udsagn også en gylden kæde, som han noget pralende ansætter til 100 engeloter (35). Der synes også at have været en aftale mellem Kaspar Goebel og Frederik II om, at Goebel senere skulle vende tilbage til Damnark med flere medhjælpere, men hans fængsling i Danzig (se nedenfor) hindrede ham i at holde denne aftale (36).

Goebels senere skæbne blev omskiftelig. Perioden 1580-1585 tilbragte han i et relativt mildt fængsel i Danzig efter et drab; rådet i byen ville nok sige ham tak for sidst, og først efter fire kongelige forskrifter blev han løsladt. Under Sigismund III slog han 1592-1601 mønt i Marienburg i polsk Prøjsen; i denne by blev han foged, og her døde han på et ikke nærmere bekendt tidspunkt efter 1605.

Efter Goebels bortrejse træffer vi ham kun en enkelt gang i de danske kilder, nemlig 1580, hvor Goebel ansøger om at måtte låne eller købe 3.200 jernkanonkugler, et antal han mangler i en leverance til Batorys østlige felttog; Frederik II afslår dog handelen i de nådigste vendinger (37).

Der er ikke udmøntet danske mønter med årstallene 1580 og 1581, og af Frederik II's korrespondance med Sachsen og Prøjsen ses, at møntvalseværket har været vanskeligt at anvende. Først 1582 tages den ny teknik atter i brug.

(NNUM 1969 side 141-147)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt