En ubeskreven variant af 2-Skilling 1664

af Anders Harck

I min samling har jeg et eksemplar af en 2-skilling fra 1664 (figur 1), som jeg hidtil har anset for at være Schou nr. 58. Jeg er imidlertid blevet opmærksom på, at kombinationen af krone med 4 bøjler og et forneden afrundet skjold ikke er beskrevet hos Schou. Jeg har nu efterset de på Nationalmuseet opbevarede staniolaftryk, og fundet at denne kombination faktisk ikke findes i aftrykssamlingen.

Prøver man at bestemme mønten ud fra Aagaards særdeles detal erede artikel (Aagaard 1996, NR48) kommer man ogsa i problemer. Mønten hører uden tvivl til denne artikels hovedtype 16 (hvilket svarer til Sieg 1997 type 16).

Prøver man en nærmere bestemmelse efter Aagaards system er der tale om skjoldtype S24 og løvetype L13. Kronen vil jeg betegne som en mellemting mellem type K20 og K21. Kronen ligner K20 ved at have 4 bøjler, men den er lav som type K21 og den centrale opsats forbinder sig med bøjlernes centrale samling (se sammenligning i figur 2).

Der er altså to mulige kombinationer af skjold, krone og løve (Se Aagaards artikel for typebetgnelserne S, K, L og T):

Den første a) knytter sig nærmest til T58 (S23-K20-L13), hvilket indebærer, at mønten hører til type 16.1. Mønten stemmer imidlertid ikke med beskrivelsen, idet beskrivelsen af type 16.1 kræver spidst skjold og ekstra buer i skjoldforsiringerne (figur 3). Den anden b) er identisk med T59 (S24-K21-L13), hvilket indebærer, at mønten hører til type 16.2. Mønten stemmer imidlertid heller ikke med beskrivelsen her, idet beskrivelsen kræver 2 bøjler i kronen (figur 4).

Ser man på de øvrige undertyper under type 16.2 (T60-T62) er disse væsentlig anderledes, idet skjoldet er smallere og kronen afviger markant (figur 5) og endelig er løverne af en anden type. Desuden er disse fra årene 1665-1667.

Mønten i figur 1 kan således ikke henføres til en af de relevante typer (16.1 eller 16.2). Mest nærliggende vil det nok være at indføre en kronetype K21a med fire bøjler, og lade mønten indgå som S24-K21a-L13 = T59a under type 16.2. Dette vil dog medføre at kravet om to bøjler i beskrivelsen af type 16.2 udelades.

Sluttelig må det bemærkes, at mønten meget let kan indordnes i Sieg 1997, idet Aagaards opdeling desværre ikke er fulgt i dette katalog. Sieg henfører samtlige mønter fra 1664 til type 16.1, idet der ses bort fra variationen i den nedre skjoldform og forsiringernes ekstra buer, selvom figuren i kataloget fremhæver disse karakterer fra den sjældne type (Aagaards type 16.1 eller undertype T58 - i nærværende artikel vist i figur 3).

Hvis denne forenkling skal gøres rimelig, må man i Sieg fremhæve, at der er lagt vægt på skjoldets bredde og kronens overordnede facon: kronetype K22 og K15 i Sieg type 16.2 versus K20, K21a og K21 i Sieg type 16.1 (sammenlign figur 6 med figur 2).

Denne argumentation er rimelig i den forstand, at mønterne med det brede skjold er markant forskellige fra mønter med smalt skjold (sammenlign figur 1, 3 og 4 på den ene side med figur 5 på den anden). Personligt finder jeg imidlertid en sådan forenkling uheldig, da noget interessant information går tabt, og en sjælden mønt (T58 se figur 3) med de ekstra buer i skjoldforsiringen overses.

Jeg er Sven Aagaard tak skyldig for kommentarer til artiklen og verifikation af, at der er tale om en ubeskreven variant. Desuden er jeg også Sven Aagaard tak skyldig for tilladelse til at kopiere tegningerne fra den omfattende artikel om 2-skillinge fra Fr. III.

(Numismatisk Rapport 70, 2001 side 21-23)


Litteratur:


Tilbage til Dansk Mønt