I frimærkernes verden er det en selvfølge, at samlere leder efter de mest detaljerede forskelle i frimærkets trykplade, og små varianter, der kun kan erkendes med stærk lup, værdsættes i høj grad. En sådan ihærdighed er absolut ikke relevant, hvis man samler på mønter fra 1600-tallet. Her er det nærmest vanskeligt at finde to identiske mønter, da alle de håndlavede stempler er forskellige, og dertil kommer, at møntens to sider giver et utal af mulige stempelkombinationer. Hvis alle disse varianter skal være repræsenteret i en samling, er materialet så sparsomt, at møntsamling ville være forbeholdt noget, der ligner et dusin samlere.
I de senere år er det imidlertid blevet almindeligt, at anføre stavefejlsvarianter ved auktionssalg, og dette synes i høj grad at falde i samlernes interesse. For Christian IV-mønter er dette selvfølgelig understøttet af oversigten over fejlpræg hos Knudsen og Nielsen. I mit studium af Christian IV-mønter er jeg imidlertid stødt på et par mangler i denne oversigt, og vil med denne lille artikel gøre opmærksom på nogle varianter, som hidtil ikke har påkaldt sig opmærksomhed. Desuden vil jeg gøre opmærksom på artiklen om 1 skilling 1642 (Hansen 1998), hvor en nyopdaget stavefejlsvariant af 1 skilling 1624 er beskrevet.
Den mest opsigtsvækkende af de varianter, jeg her vil nævne, må være den for samlere ikke særlig interessante, variant af piasteren (Sieg 90). På alle afbildninger af denne mønt bærer bagsiden følgende inskription: BENEDICTIO DOMINI DIVITES FACIT - hvilket i oversættelse kan gengives med ordene "Sæt din lid til Herren og belønning vil blive resultatet".
Denne inskription er anvendt på mønter fra 1624 og fremefter som en tak til Herren for fundet af de rige sølvminer i Norge året før. I Schous arkiv findes et aftryk af en piaster, hvor det er gået galt med denne inskription. I stedet for DIVITES (rigdom) står der kun DIVTES (se figur 1 - ex. Bille-Brahe). Schou har haft denne mønt i hånden og erkendte, at bagsidestemplet er et andet end et af de "almindelige" (der beskrives ialt fire bagsidestempler i Schous Arkiv).
Men da punktfordelingen er som på de "almindelige" stempler, har han overset fejlen, og begge typer er markeret med nummeret 27. Da varianten således ikke er anført i Schous værk, er den naturligvis siden blevet overset, da mønten som allerede nævnt ikke har den store samlerinteresse (læs: den er for sjælden til, at almindelige samlere kan erhverve den).
Den næste variant er et kronestykke (1618 Schou 38), som blev solgt på auktion Zinck V, lot 380, uden angivelse af stavefejlen. Denne stavefejl består igen af et manglende bogstav, idet der på bagsiden læses VANDLO i stedet for VANDALO (se figur 2). Denne variant er angivet hos Schou, men er altså siden blevet overset.
Den sidste stavefejlsvariant, jeg vil gøre opmærksom på, er søsling 1631. Normalt læses SØSLING på bagsiden, men på en variant (1631 Schou 17) læses SOSLING, hvilket jeg opfatter som en stavefejl, idet der mere retteligt burde have stået SOESLING - hvis punslen med ø ikke har været tilgængelig (jf. mønter fra Glyckstad).
Denne variant er også erkendt af Schou, men er ikke anført hos Knudsen og Nielsen.
I min samling har jeg en halvkrone 1625, hvor det har været lige ved at gå galt for stempelskæreren. Som det fremgår af figur 3, har stempelskæreren indslået et N som første bogstav i omskriften på bagsiden. Han har imidlertid nået at opdage fejlen, og et D er indslået oven i det før indslåede N, hvorefter de resterende bogstaver er korrekte.
Et mere mærkeligt eksempel ses i figur 4, hvor der korrekt står VIII på bagsiden. Dybere i præget under det midterste I ses imidlertid et V. Dette V står meget mærkeligt placeret, da det er for centralt til at være begyndelsen til den kendte variant med IIIV. Det er måske netop denne næsten centrale placering af V, der har fanget stempelskæreren og fået ham til at tænke sig om en ekstra gang, hvorefter VIII er indslået i korrekt orden i stedet for det spejlvendte.
Et sjovt eksempel på spejlvending finder vi på hebræer kvart dukaten (Sieg 121. Se figur 5). Her er den brugte punsel for bogstavet U spejlvendt. Det er altså ikke stempelskæreren, der har sovet i timen, men producenten af hans værktøj. Hvorvidt denne producent er identisk med stempelskæreren er så ikke afklaret, men det er nok ikke usandsynligt, at stempelskæreren selv fremstillede sit værktøj i 1600-tallet.
Det fremgår af det ovenstående, at der er mange sjove varianter at finde indenfor Christian IV's mønter. Alle disse små fejl er et vidnesbyrd om, at det er mennesker med et formodentlig hårdt arbejde, der har fremstillet disse mønter, og det har derfor ikke kunnet undgås, at der er kommet fejl ud i omsætningen. Det er dog karakteristisk, at fejl på de store møntværdier, og i særdeleshed på de pragtfulde skuemønter, er meget sjældne. Dette kan ikke undre, idet disse mønter har haft mere bevågenhed end den almindelige småmønt.
Jeg kan kun opfordre samlere til at studere mønterne. Det fremgår tydeligt af eksemplet med piasteren, at der kan ligge uopdagede varianter i mange kroge. Schou har gennemgået et meget omfattende materiale, og noget er selvfølgelig overset. Desuden har Schou selvfølgelig heller ikke set alt materiale, hvorfor et ordentligt eftersyn af mønterne altid giver en chance for at opdage noget sjovt. Og selvom møntsamleren aldrig kan samle varianter på linie med frimærkesamleren, er det altid sjovt at opdage, at en mønt er lidt anderledes.
(Numismatisk Rapport 79, 2004)