Medens de tidligere Udmyntninger maa antages at være standsede efter en Aarrækkes Forløb, og Svend Tveskjægs Mynt nærmest maa betragtes som et Forsøg, der opgaves under Indflydelsen af den tilstrømmende Mængde af fremmede Penge, blev det en af Knud den Stores Fortjenester at indføre et ordnet Myntvæsen, som derefter opretholdtes uden Afbrydelse.
Knud havde overtaget Herredømmet i England efter Svends Død Aar 1014, medens Broderen Harald blev Konge i Danmark. Der vides intet om, at Harald i de fire Aar, han regerede, har ladet præge Mynt, hvorimod der efter Knuds Tiltrædelse af Regjeringen, Aar 1018, begynder en rig Virksomhed i Danmark paa Myntvæsenets Omraade, som har sat tydelige Spor i den Mængde forskjellige Mynter fra hans Tid, der efterhaanden ere komne for Dagens Lys. Knud betragtede imidlertid stedse England som sit Hovedrige, og næsten alle hans engelske Mynttyper bleve derfor overførte til Danmark og benyttedes her i større og mindre Grad. Kun sjelden ere Typerne af et selvstændigt, nordisk Præg (Slangetypen og den tidligere Hjortetyp). I Hovedsagen var det engelske Myntmestre, som forestod Udmyntningerne, og en anselig Række af angelsaxiske Myntprægernavne er knyttet til de danske Mynter i denne Periode, ligesom Knud paa disse betegnes snart som dansk, snart som engelsk Konge, hyppigst det sidste. Den engelske Kongetitel findes paa adskillige Mynter fra Lund og paa alle de hidtil kjendte, læselige Mynter udenfor Skaane. Stundom findes anvendt engelske Adversstempler, som ere medbragte fra England af Myntprægerne. Betegnelsen af ham som engelsk Konge har medført, at adskillige danske Mynter ere blevne henførte til England.
Under Knuds Regjering, 1018-1035, oprettes der snart en Række Myntsteder omkring i Danmark: for Skaanes Vedkommende i Lund, hvor der formentlig tidligere var præget Mynt; paa Sjælland i Roskilde, Ringsted og Slagelse; og i det vestlige Danmark i Odense, Viborg, Ørbæk, Ribe og muligvis i Hedeby og andre Byer, til hvis Mynter der hidtil savnes Kjendskab, men hvor der findes Myntsted under Hardeknud og senere. Der kjendes ialt 60 forskjellige Hovedtyper, som kunne henføres til Knud; heraf tilhøre 23 Lund, 12 Roskilde, 2 Ringsted, 7 Slagelse, 1 Odense, 8 Viborg, 1 Ørbæk, 2 Ribe og 4 muligvis Hedeby.
Det store Antal Mynttyper fra et enkelt Sted, 23 fra Lund, viser, at der er foretaget Udmyntning hyppigere end en Gang om Aaret i de 17 Aar, Knud var Danmarks Konge. Der maa derfor lejlighedsvis, naar Kongen skulde bruge Penge, være blevet slaaet Mynt udenfor den bestemte Tid en Gang aarlig, saafremt en saadan Ordning allerede paa dette tidlige Tidspunkt har været fastsat (17).
Knuds første Udmyntninger, navnlig i Lund og Viborg, ere af betydelig større Vægt og Værdi end de senere. Der viser sig imidlertid snart en Nedgang i Vægten, og en iøjnefaldende Forskjel indtræder c. 1025-1027 paa den østdanske og den mindre vægtige jydske Mynt (18).
Fra Knud kjendes nogle faa Exemplarer af en Mynt, som frembyder særlig Interesse, fordi den synes gjennem Omskrifterne at yde Oplysning om vigtige Begivenheder, der ellers ere ukjendte. Paa Mynten læses: + CNVT REX SV og + DORMOD ON ZIHT; den angiver altsaa Knud som Rex Sveonum, de Svenskes Konge, og at den er præget i Sigtuna af en engelsk Myntpræger Thormod (T. II. 17). Dennes Navn findes paa flere samtidige svenske Mynter fra Anund Jakob, men kjendes iøvrigt ikke, hverken fra danske eller engelske Mynter.
Der har været fremført forskjellige Meninger om denne Mynts Betydning. Historien ved Intet at fortælle om, at Knud skulde have opnaa et at bringe Sverig eller Dele af det under sit Herredømme; tvertimod fik hans Kamp med Anund Jakob og Olaf den Hellige ved Helgeaaens Udløb et uheldigt Udfald. Myntens bestemte Betegnelse af Knud som de Svenskes Konge og den Omstændighed, at den er slaaet af en Myntpræger i Sigtuna har dog været opfattet som et vægtigt Bevis for, at der her maa være et Hul i Historien, og at Knud maa have bragt ialtfald en Del af Sverig under sin Magt (19). Fra anden Side er imidlertid et saadant historisk Bevis ikke blevet taget for fyldestgjørende (20).
Ved en Betragtning af den Betydning, der tør tillægges denne Mynt, maa der lægges mindre Vægt paa Reversomskriften, hvorefter Mynten er præget i et svensk Myntsted; tilsvarende Paralleller ere ingenlunde sjeldne blandt vore danske Mynter fra Hardeknud og Magnus den Gode, hvor engelske Byer, Gifelceaster og navnlig Lincoln, angives som Myntstedet, idet Myntprægeren har benyttet sine medbragte engelske Reversstempler. Anderledes er det derimod med Adversomskriftens "Rex Sveonum". Vi have ganske vist paa Knuds eller muligvis Hardeknuds Tid Mynter fra Lund med den forlængst afdøde Ethelreds Navn, hvilket maa antages at skyldes et Indfald af Myntprægeren. Ligeledes er der under Magnus den Gode præget Mynter i Lund og Odense med Navnet Edvard (Confessor), hvilke Mynters Oprindelse ikke lader sig fyldestgjørende forklare, da den ikke støttes af historiske Kjendsgjerninger. Men hverken Ethelred eller Edvard benævnes her de Danskes Konge, Noget tilsvarende Forhold, at en Regent skulde lade præge Mynt og paa den kalde sig Konge over et Folk uden at være det, kjendes ikke (21). Den naturligste Forklaring maa derfor være den, at Knud har rustet sig for at undertvinge Sverig og i Forventning om at blive Landets Herre forud har ladet præge Mynter med Titel af dets Konge, samt at en af Anund Jakobs Myntprægere paa den Tid har været i hans Tjeneste og til Udmyntningen har benvttet et fra Sigtuna medbragt Reversstempel. Iøvrigt er denne Mynt sikkert ikke den eneste danske, der er slaaet af en Myntpræger fra Sigtuna. En anden Mynt med Fremstilling af Guds Lam, men med forvirret Adversomskrift (22), viser ved sin hele Udførelse og ved Typen, at den muligvis ikke tilhører Anund Jakob, men at den kan være dansk og ligeledes fra Kong Knud, skjøndt dens Reversomskrift er + WVLF M ON SIHTVN. Ligeledes kjendes der en dansk Mynt fra Hardeknud med denne Konges Navn og præget af OSBRN ON SITVN (23). Myntprægerne Thormod, Osbern og muligvis Wulf kunne altsaa antages være komne fra Sverig til Danmark og her at have benyttet deres Sigtuna-Stempler. Adversomskriftens REX SV paa Thormods Mynt tør man, som sagt, ikke tillægge nogen særlig historisk Betydning.
Vi have berørt, at der under Knud eller lidt sildigere, under Hardeknud, præges Mynter i Lund med Ethelreds Navn, altsaa en Snes Aar efter denne Konges Død. Muligvis skyldes disse Udmyntninger kun et Indfald af Myntprægerne Ohinnkar og Alfvine - under Ethelred præges der Mynt i flere engelske Byer af Myntprægere med dette sidste Navn - saaledes at Mynterne kunne være at betragte som en Slags Mindepenge. Noget ganske tilsvarende Exempel kjendes ikke. Fra en sildigere Tid, under Valdemar Sejer, findes en Mynt, hvis Omskrifter kun indeholde: "Anno domini" og Aarstallet, hvis Slutningstal destoværre er bortslidt. Denne Mynt maa nærmest opfattes som en Mindepenge og viser, at man tidlig kan have villet gjennem Mynter bevare Erindringen om en bestemt Person eller Begivenhed. Man kan da muligvis ogsaa paa Knuds eller Hardeknuds Tid paa denne Maade have villet mindes den afdøde Konge.
Ifølge den almindelige Antagelse skal Knud have skjænket Halvdelen af Ribe Mynt til Stadens Biskop Othinkar (24), hvilket dog af flere Grunde neppe er sandsynligt (se nedenfor, om Myntretten).
Under Hardeknuds syvaarige Regjering, 1035-4042, udfoldes der fremdeles en rig Virksomhed paa Myntvæsenets Omraade. Der kjendes Mynter ikke alene fra alle de samme Steder som under Knud, undtagen fra Ringsted, men endvidere fra Aalborg, Aarhus og fra en ubestemmelig By, Gori (T. V. 29).
Navnlig fra Lund er der udgaaet en betydelig Række Udmyntninger. Af de hidtil kjendte 50 Mynttyper fra Hardeknud tilhøre 29 denne By. Dette uforholdsmæssig store Antal er muligvis fremkommet derved, at der af Hensyn til den fornødne Kontrol med Myntprægerne samtidig er foretaget Udmyntninger af forskjelligt Præg.
I denne Periode er den angelsaxiske Typ fremdeles den overvejende, og Adskillelsen af de danske Mynter fra de engelske, der tilhøre Hardeknuds toaarige Regjering i England, frembyder ogsaa her Vanskeligheder. Tillige gjør en Paavirkning fra Tyskland sig noget gjældende. Udmyntningerne ere holdte temmelig ensartede i Værdi indenfor de forskjellige Landsdele; undtagelsesvis findes der foretaget Prægning af en større Mynt (med Duen og Lammet, T. IV. 4) bestemt til at have dobbelt Værdi.
Hardeknuds ældre Mynter, dels af Slangetypen dels med Tverskrift eller med Lammet (T. IV. 1-6), adskille sig ved deres Fremstillinger og ved Arbejdet fra de følgende Mynter og kunne endog synes at være ældre end Knuds yngste Typer. Det kunde derfor være fristende at antage, at disse Mynter tilhørte den Periode i Aaret 1026 under Knud, da Hardeknud havde tiltaget sig Regjeringen (25).
Efter Hardeknuds Død fortsættes Udmyntningerne i samme Spor som tidligere, saaledes at der ogsaa fra Magnus den Gode kjendes en i Forhold til hans korte Regjeringstid 1042-1047, betydelig Mængde Mynttyper, ialt 38, hvoraf de 18 tilhøre Staden Lund.
Udmyntningerne ere knyttede til de samme Byer som tidligere, samt til et formentlig fynsk Myntsted "Toftum";
dog savnes der Mynter fra flere Byer, Ringsted, Aalborg og Ørbæk. Typerne ere i Hovedsagen fremdeles angelsaxiske, navnlig ere Reversfremstillingerne paa Mynterne fra Lund væsentlig hentede fra Knuds og Hardeknuds Typer. Adversfremstillingerne paa Lundetyperne ere derimod ofte ved Arbejdet og Enkelthederne af en fra de tidligere noget forskjellig Karakter. En tysk Paavirkning viser sig ved Efterligning af den bekjendte kølnske Typ med S-COLONIA tversover Mynten (T. VII. 17).
Endelig optages flere Typer, saavel ældre som nye, uden bestemte fremmede Forbilleder.
Magnus' Mynter ere gjennemgaaende af godt Sølv; men Udmyntningerne synes ikke at være synderlig nøjagtig udførte. Det store skaanske Fund fra Espinge ved Hurfve, der indeholdt mange, ganske ens Mynter i et stort Antal Exemplarer, gav god Lejlighed til Undersøgelse i denne Retning, og det viste sig, at Vægtforskjellen blandt Mynter af samme Udmyntning kunde være meget betydelig.
Ikke blot det nævnte rige Fund, men ogsaa adskillige andre større og mindre Fund have bragt Klarhed over et mærkeligt Forhold vedrørende Følgerækken i denne Periodes Mynter. Det viser sig nemlig, at Mynttypen med siddende Helgen og Navnet Magnus og med Reversomskrift med latinske Bogstaver eller Runer (T. IX. 28. 30),
tiltrods for Navnet, ikke tilhører Magnus men Svend Estridsen. De omtalte Fund indeholde flere af Magnus' sikre Mynter, saaledes Typerne fra Lund med Brystbillede og tillige flere eller færre af Svend Estridsens Mynttyper; men de nævnte Helgentyper med Navnet Magnus savnes i disse Fund. Den eneste mulige Forklaring heraf er den, at Svend har benyttet sit Tillægsnavn Magnus paa disse Mynter. Der kjendes flere andre Tilfælde, hvor han ligeledes har gjort Brug af dette Navn (26). Ved Henflytning, af disse omfangsrige Myntklasser til Svend borttages der en betydelig Part af de tidligere Magnus tillagte Mynter; men der kommer herved en forstaaelig Udvikling, som forhen savnedes i Myntrækken.
Magnus den Godes Regjering var rig paa bevægede Begivenheder. Hans norske Herkomst vanskeliggjorde ham Stillingen i Danmark som Efterfølger efter Knud og dennes Søn, og han havde næsten uafbrudt haarde om end heldige Kampe at bestaa med Knuds Søstersøn, Svend Estridsen, der gjorde Fordring paa Danmark, hvor denne havde et stort Parti for sig og i Hovedsagen havde Magten fra Aar 1044. Endvidere havde han en Tidlang en Modstander i Farbroderen Harald Haarderaade, der sluttede sig til Svend; og der indtraadte først et bedre Forhold, da Magnus Aar 1046 delte Norge med Harald, hvorefter de to Konger sluttede sig sammen mod Svend. Tidligere havde Magnus gjort gjentagne Forsøg paa at fordrive Svend, uden at dette var lykkedes; Svend var forblevet i Besiddelse af Magten, støttet af den engelske konge Edvard Confessor, der frygtede Magnus' Planer om at erobre England. I Efteraaret 1047 drog Magnus og Harald med deres samlede Flaader til Danmark for at gjøre Ende paa Svends Herredømme, og som sædvanlig var Krigslykken denne ugunstig; men midt under disse urolige Forhold bortrev Døden pludselig Magnus.
Disse forskiellige Begivenheder have afsat deres tydelige Spor paa Mynter, blandt hvilke der fra denne Periode findes nogle, mere og mindre beslægtede Typer, som bære Kongenavnene Svend, Edvard og Harald, just de Navne som ere knyttede til disse Begivenheder, og endvidere en med det ubestemmelige Navn "Joanst" (T. VIII. 1-6, X. 53).
Dette Navn, der er sat i Forbindelse med "REX", er muligvis Tilnavnet "Johannes" for en af Kongerne, for Magnus den Gode, Edvard Confessor eller for Harald Haarderaade, og kan saaledes svare til Navnet "Magnus" paa Svends Mynter.
Disse forskellige Mynter ere for Størstedelen prægede i Odense, nogle i et, vistnok ligeledes fynsk, Myntsted Toftum samt i Lund. Fyen var særlig Skuepladsen for Kampe under Stridighederne mellem Svend og Magnus. Øen hærgedes saaledes Aar 1044 af Magnus' Tropper, og i 1047 rettede Magnus og Harald deres forenede Angreb mod Sjælland og derfra mod Fyen. Af de i Odense prægede Mynter have nogle Svends Navn (T. X. 53); af samme Typ er den med Navnet "Joanst".
Et Par Mynter med denne Typs Reversfremstilling, et Ankerkors, og af lignende Arbejde som Odense-Mynterne angive Toftum som Myntstedet. Den ene bærer Kongenavnet Edvard; den anden har forvirret Adversomskrift og en Helgenfremstilling, der tilhører Svends ældste Typer. Fra Odense kiendes desuden et Par ens Typer, den ene med Edvards, den anden med Haralds Navn. Endelig forekommer der et Par i Lund prægede Mynttyper med Edvards Navn.
Svend var fra Aar 1044 den egentlige Konge i Danmark (27), og disse Mynter med hans Navn tilhøre saaledes dette eller et af de nærmest følgende Aar. Mynterne med Haralds Navn og med "Joanst", der slutte sig dels til Svends Typ, dels til Edvard Confessors ældste engelske Typ, maa tilhøre Tiden ved Aaret 1046. Særlig paafaldende ere de forskjellige Typer med Edvards Navn. Da der intet vides om noget Angreb paa Danmark fra Edvards Side, maa disse Mynter antages at være prægede af Svend med Edvards Tilladelse, idet Svends Bestræbelser for at vinde Danmark ere blevne støttede af Edvard, der Aar 1044 og senere truedes med Angreb fra Magnus' Side.
Foruden en enkelt Mynt fra Odense med Magnus' Navn kjendes en højst interessant Mynt fra samme By med Magnus' og Haralds Navne anbragte samlede i Adversomskriften (T. VII. 31).
Dette Fællesskab viser utvivlsomt hen paa det mellem de to Konger sluttede Forbund, saaledes at Mynten maa være præget paa de forenede Kongers Tog til Danmark Aar 1047, hvor de hærgede Sjælland og Fyen.
Ligesom Knud ofte kalder sig Englands Konge paa danske Mynter, saaledes betegner Magnus sig som Norges Konge paa en Mynt fra Hedeby (T. VII. 38).
Paa en anden Typ, formentlig fra samme By, ses en Helgen med Øxe (T. VII. 37), vistnok en Fremstilling af Olaf den Hellige, Magnus' Fader.
Magnus synes at have lagt særlig Vægt paa sin norske Oprindelse, og hans Fødeland har for ham været Hovedlandet, hvilket sikkert har bidraget væsentlig til, at det lykkedes Svend at vinde saa stor Fremgang i Danmark.
Det viser sig af Fundene, at det kun er paa Svends sildigere Udmyntninger, at han optager sit Tilnavn "Magnus". De ældre Mynttyper, paa hvilke Magnus angives som Konge, tilhøre utvivlsomt alle Magnus den Gode.
De uophørlige Kampe og Anfald, for hvilke Danmark var Skuepladsen under denne Konge, medførte store Tab for Befolkningen, ligesom de stadige Krigsrustninger kostede Landet betydelige Summer og bragte ham selv i Pengetrang (28). De i Vikingetiden vundne Rigdomme begyndte saaledes stærkt at svinde bort.
Fra Svend Estridsens 28-aarige Regjeringsperiode, 1047-1075, og fra de tre Aar forinden, i hvilke han gjorde Magnus Magten stridig, er bevaret en betydelig Mængde forskjellige Mynttyper, om end forholdsvis langtfra i saa stort Antal, som under de foregaaende Konger. Der kjendes ialt 77 Typer fra Svend, hvoraf 32 henføres til Lund, 1 til Borgeby, 1 til Thumatorp, 10 til Roskilde, 8 til Slagelse, 3 til Odense, 12 til Viborg, 2 til Ribe og 8 til Hedeby. De to Myntsteder i Skaane, Borgeby og Thumatorp, blive først kjendte ved Mynter fra Svend. Endnu savnes der Typer fra ham, som kunne henføres til Ringsted, Aalborg og Aarhus. I Modsætning til de tidligere Udmyntninger ere Omskrifterne navnlig paa Adversen, forvirrede paa et stort Antal Typer; i flere Tilfælde bliver Henførelsen til Myntstedet usikker, naar Reversomskriften er saa forvirret, at den aldeles ikke giver nogen Oplysning. Mynternes Værdi viser sig at være holdt nogenlunde konstant gjennem den lange Aarrække. Et Par af Svends ældste Mynttyper ere undtagelsesvis udmyntede til dobbelt Værdi eller muligvis som Skuemynter (T. VIII. Svend. 1-2).
Under Svend sker der en væsentlig Forandring i ydre Henseende paa Myntvæsenets omraade, idet de tidligere saa almindelig benyttede angelsaxiske Typer tildels forlades og vige Pladsen for Typer af byzantinsk Karakter og med forskjellige kristelige Fremstillinger. Denne Forandring sker tidlig, allerede ved Udmyntninger, Svend lader foretage i de Perioder, da han er i Besiddelse af Magten i Danmark i Magnus' Regjeringstid. Paa Lunds Mynter benyttes de angelsaxiske Typer nu kun højst sjelden; de holde sig længst paa Mynterne fra Viborg (T. X. 56-58, XI. 65).
Søger man i Datidens historiske Begivenheder en mulig Grund til denne Paavirkning fra byzantinske Mynttyper, der ikke kan antages at være fremkaldt ved Handelsforbindelser med det østromerske Rige, hvis Mynter fra denne Tid næsten aldrig træffes i Norden, da ligger det nær at søge en saadan i Harald Haarderaades Komme til Norden fra Byzants Aar 1046. Store Rigdomme fører han med sig, og da han i Begyndelsen en Tidlang gjør Fællesskab med Svend mod Magnus, kan let saameget af hans Pengeskatte være kommet i Omløb, at de fremmede Mynter have vakt Opmærksomhed og ere blevne benyttede som Forbilleder, navnlig da deres kristelige Fremstillinger maa have tiltalt Svend, der paa saa mange Maader viste en varm Interesse for Kirken og for, hvad der knyttede sig til den. Flere af Svends betydelige Udmyntninger, saaledes Typen med en staaende Helgen, den siddende Kristus og den, der almindelig benævnes "en Engel overrækker Kongen en Fane", o. fl. (T. VIII. Svend. 4. 6. 7), tilhøre utvivlsomt Perioden før Magnus' Død.
De byzantinske Mynter ere dog sjelden nøjagtig efterlignede; derimod viser Paavirkningen sig derved, at der er optaget mere og mindre selvstændig behandlede Motiver, først paa Udmyntninger fra Lund og derpaa fra Landets andre Myntsteder.
Den omtalte Typ "en Engel overrækker Kongen en Fane" er af særegen Interesse. Fanen, der nærmest maa opfattes som et kirkeligt Tegn "Labarum", overgives nemlig ikke til nogen Konge, men til en kvindelig Person. Den lange Haarfletning, der strækker sig ned fra hendes Hoved, og det ovale Brystspænde vise dette klart. Der er kun En, hvem denne kvindelige Figur kan tænkes at skulle betegne, nemlig Svends Moder Estrid, Knud den Stores Søster; thi gjennem hende havde Svend sin Adkomst til den danske Krone. Ogsaa andre Mynttyper kunne synes at indeholde Hentydninger til Estrid, nemlig de paa hvilke Bogstavet E findes anbragt, enten spredt i Præget (T. VIII. 13. X. 47) eller i to Rækker, hver indeholdende 4-8 efter hverandre stillede E (T. VIII. 11-14).
Den sidstnævnte Typ er selvstændig; det er ikke nogen symbolsk Fremstilling, hentet fra udenlandske Mynter. Bogstavet E findes saa hyppig anvendt, at det nødvendigvis maa indeholde en bestemt Hentydning, og denne har formentlig været til hans kongelige Moders Navn. Bogstavet S, der ligeledes ofte findes anbragt paa Svends Mynter, kan kun tænkes at være Forbogstavet til hans eget Navn (T. VIII. 10. 15. IX. 25).
Svends religiøst anlagte Sind bragte ham til gjerne at ville vise Ærbødighed mod Kirken, hvilket muligvis har givet sig et ejendommeligt Udslag i en sjællandsk, til Slagelse henført Mynttyp, paa hvilken formentlig fremstilles et paveligt Brystbillede, en Hentydning til Kirkens Magt (T. X. 47).
Under Magnus have vi omtalt, at Svend paa enkelte Udmyntninger fra Lund har benyttet sit Tilnavn Magnus (29), hvilken Omstændighed har medført Urigtigheder i Myntordningen, indtil Fundene have bragt Rede paa Forholdet. Tanken er tilsyneladende ikke ny, idet en Runemynt med "Magnus" og "Sevine Ulfiets Frænde" allerede i Begyndelsen af forrige Aarhundrede findes henført til Svend; Myntens Reversomskrift med Myntprægernavnet "Sevine Ulfiets Frænde" udtydes som Svend, Olafs (Skjødkønnings) Frænde (30). Senere slutter Suhm sig til samme Antagelse, at Mynten bærer saavel Kongens Navn "Svend" som hans Tilnavn "Magnus", og mener, at Mynten er præget i Begyndelsen af Svends Regjering og i Tilslutning til Magnus d. Godes Udmyntning af Runemynter (31). I Virkeligheden manglede der dengang ligesom senere ganske Forstaaelse,af det rette Forhold (32), og Runemynterne med "Magnus" ere hidtil stedse blevne henførte til Magnus den Gode. Runernes Anvendelse paa Mynter tilhører en sildig og kun kort Periode under Svend; disse Mynter vise sig først i Fund, der ere nedlagte omtrent Aar 1065.
En tidligere ligeledes urigtig bestemt Mynt er den saakaldte "Svend Norbagges" Mynt (T. X. 44), som man indtil den nyeste Tid (33) har henført til Roskildes Biskop og antaget at være præget under Harald Hein eller Knud den Hellige (34). Paa Adversen ses Omskriften + SVEIN og Fremstillingen af en Helgen med Krumstav; paa Reversen læses: + SIBBI I ROSC. Man har, som sagt, tidligere ment, at denne Mynt maatte være præget af Biskop Svend, dels fordi Krumstaven antoges at hentyde til den biskoppelige Værdighed, dels fordi Navnet SVEIN manglede Tilføjelsen REX og saaledes kunde være knyttet til den formentlige Bispefremstilling; endelig kjendes dette Myntprægernavn kun fra Knud den Helliges Mynter. Imod disse Grunde er imidlertid at indvende, at Biskoppen i Roskilde sikkert ikke har Part i Udmyntningen allerede under Kong Svend. Endvidere fremstiller Adversfiguren ikke nogen Biskop, da den ikke bærer nogen Bispehue; den forestiller derimod en Helgen med Tonsur og med Krumstav, hvormed Helgenfigurer saa ofte fremstilles paa Udlandets Mynter fra denne Periode, og herfra er den optaget paa Svends Mynt. At REX ikke er føjet til Navnet, er saa hyppig Tilfældet paa Mynter, at dette ikke har den ringeste Betydning. Det er ligeledes ganske uantageligt, at Myntprægeren Sibbis Navn skulde kunne begrunde nogen Henførelse af Mynten til Harald Hein eller Knud den Hellige, fordi det kun kjendes fra den sidste Konges Mynter. Harald Heins Roskildemynter ere endnu kun lidet oplyste, og der er intet til Hinder for, at Sibbi kan have slaaet Mynt ikke blot under dennes femaarige Regjering, men ogsaa under Svend Estridsen. Mynten er den yngste af Svends kjendte Mynter fra Roskilde, og ganske vist meget forskjellig fra hans andre Roskildetyper, idet den i Arbejdet slutter sig nær til Knuds Mynter; men der haves hidtil kun 10 af Svends Roskildetyper, saaledes at der sikkert er adskillige, der endnu ikke ere komne for Dagens Lys, men som vilde kunne vise Udviklingen i Myntrækken og være bestemmende for denne Mynts Plads.
Iøvrigt kjendes der ikke et eneste Tilfælde blandt vore danske Mynter, hvor Billedet af en Biskop og hans Navn findes anbragt paa Myntadversen, hvilket er saa meget hyppigt paa tyske Mynter, hvor Gejstligheden havde ganske anderledes udstrakte Rettigheder paa Myntomraadet, end den nogensinde fik her i Landet. Først fra Midten af det 12te Aarhundrede faa Bisperne deres Billede og Navn optaget paa Mynter; men det bliver altid kun paa Reversen, medens Kongen forbeholder sig selv Pladsen paa Adversen.
Der kan synes at vise sig Tegn paa, at Svend har begyndt Indførelsen af fælles Typer for de samtidige Udmyntninger i Riget. Man savner imidlertid endnu i for høj Grad Kjendskab til de Mynttyper, der maa antages at være prægede i hans senere Regjeringsaar, til at der kan komme Klarhed i dette Spørgsmaal. Det kunde synes at fremgaa af de ofte meget slet udførte Omskrifter paa Mynterne af Roskildetypen med Runeskrift, at nogle af dem indeholde Stednavnene "Thumatorp" og "Odense", saaledes at Udmyntninger af denne Typ skulde være foretagne i Skaane, paa Sjælland og i Fyen. Omskrifternes Stedangivelser ere imidlertid for uklare, og Spørgsmaalet maa derfor henstaa uafgjort. Efter de Oplysninger, vi nu besidde, vide vi derimod, at en større Ensartethed i Myntvæsenet findes gjennemført under Harald Hein.
De urolige Begivenheder i de sytten Aar af Svends Regjering, i hvilke han levede i uafbrudt Fejde med Harald Haarderaade, have foranlediget en stærk Nedlægning af Pengeskatte, som ere komne senere Tider tilgode gjennem hyppige og betydelige Fund af Mynter fra denne Periode. Naar Myntfundene fra det derefter følgende Tidsrum blive ikke blot meget sjeldnere, men ogsaa fattigere, da maa Grunden hertil alene søges ikke i de mere fredelige Tilstande, men utvivlsomt tillige i Befolkningens aftagende Velstand. De store Mængder af Værdisager og af Penge, som havde været samlede i Danmark, dels ved Vikingetogene og som en Følge af Danegjælden, dels ved en livlig Handel med Udlandet, vare efterhaanden gaaede bort fra Landet. Allerede under Magnus den Gode bliver Pengemangelen følelig, og forskjellige Aarsager have senere været medvirkende til, at Forholdet maatte forværres. Dels kostede Svends Englandstog 1069-1070 og de stadige Udrustninger af Hensyn til Harald Haarderaades fjendtlige Holdning store Summer, dels trak Handelen efterhaanden bort fra Danmark og samlede sig om Gulland med det blomstrende Visby, og endelig glede umaadelige Rigdomme lidt efter lidt over i Kirkens Skjød. Svend var besjælet af levende Interesse for Kirken og dens Tarv og gjorde Sit til at styrke den. Kirker og Klostre byggedes, og Befolkningen, der var opfyldt af Tidens kristelige Trang, maatte frivillig eller nødtvungen afgive Penge til Gejstligheden, dels i fromme Øjemed, dels for kirkelige Handlinger, der gjerne bleve dyrt betalte. Medens saaledes Kirken blomstrede og tog til i Magt, aftog den almindelige Velstand. De fordums, stolte Dage vare forbi, efterat Folkets Rigdomme og dermed Kronens Midler til Magt vare tabte.