3. Mynten fører Kongens Navn og Titel. Dens ringe Vægt og nørrejydske Forekomst (i Aalborg-Fund) viser, at den er jydsk; det ikke-gejstlige Reverspræg, at den ikke tilhører Ribe, men Viborg, hvor Kongen stedse havde Myntretten ubeskaaren, eller Slesvig, hvor den endnu ikke var delt med Biskoppen. Sandsynligheden taler for, at Viborg maa være det Myntsted, hvorfra den er udgaaet, dels fordi en noget lignende Reversfremstilling findes paa flere af de samtidige, nørrejydske Brakteater, dels fordi alle de andre i det store Aalborg-Fund forekomne danske Mynter, saavidt vides, vare nørrejydske.
4. Brakteat fra Aalborg-Fund; den bærer Kongens Navn og er formentlig præget i Viborg, da der ikke kjendes nogen Brakteat herfra af denne Typ. Sandsynligvis er denne Kors-Brakteat og de nørrejydske By-Brakteater af samme tarvelige Typ Begyndelsen til hele den ejendommelige, nørrejydske Brakteat-Udmyntning, som derefter fortsættes gjennem en Aarrække. Samtidigheden af denne Myntprægning i de forskjellige Byer fremgaar af den nøjagtige Overensstemmelse i Korsets Form, idet Armene paa dem alle ere trespaltede ved Enderne.
5. 5a. Brakteater fra Aalborg-Fund, med Kongens Navn; Kronen fremstilles af forskjellig Form, med eller uden Bøjler; Kongen ses dels med, dels uden Skjæg, saaledes at det kan antages, at Udmyntningen er foretaget med nogen Tids Mellemrum; Randen er streget eller med to Perleringe. Denne Udmyntning og de samtidige Brakteater af samme Typ fra de nørrejydske Myntsteder har formentlig afløst de foregaaende KorsBrakteater. Sandsynligvis har denne Udmyntning med Kongens Navn været knyttet til Viborg som Nørrejyllands Hovedmyntsted, da der ikke blandt de samtidige By-Brakteater af denne Typ kjendes nogen med Viborgs Navn.
Knud V.
3. Brakteat fra Aalborg-Fund, med Kongens Navn; den slutter sig til Svends Brakteat Nr. 5 og er utvivlsomt udmyntet omtrent samtidig med denne, lidt før eller senere, under Kongernes Kamp om Magten i Jylland. Ogsaa denne Udmyntning med Kongenavn maa antages at tilhøre Viborg. Den kjendes kun fra Aalborg-Fundet, der er nedlagt, førend Valdemar blev Konge.
4. Brakteat, med Kongens Navn og Titel; Kronens foroven tilspidsede Form skulde synes at maatte tilhøre en sildigere Tid og føre Mynten ned til Knud VI. Dens Forekomst i Vejen-Fund, der kun indeholdt Mynter fra Svend, Knud og Valdemar, i Forbindelse med at den har Omskrift, hvilket, saavidt vides, ikke nogen af Knud VI's Mynter har, gjør dens Henførelse til Knud V utvivlsom. Sandsynligheden taler for, at ogsaa denne Brakteat tilhører Viborg som Hovedmyntstedet i Nørrejylland, udenfor hvilken Landsdel den daværende danske Brakteatprægning ikke synes at have fundet Sted. Den er vistnok yngre end Nr. 3.
Valdemar I.
17. Brakteat med Stadens Navn; af lignende Typ som Svends By-Brakteater med Kongens Brystbillede. Her er imidlertid en væsentlig Forskjel tilstede i Karakteren og i Enkeltheder, f. Ex. i Kronens Form, med de ved Bøjlerne anbragte smaa Ringe. Dette og den Omstændighed, at Mynten ikke forekom i det store Aalborg-Fund, men derimod i det noget yngre Bjergsted-Fund, taler imod, at den skulde tilhøre Svend Grathe og for dens Henførelse til Valdemar.
18. Brakteat fra Bjergsted-Fundet, med Kongens Navn; maa antages at være præget i Viborg som Hovedmyntstedet.
19. Brakteat fra Bjergsted-Fundet, med Kongens Navn; sandsynligvis ogsaa fra Viborg. Derimod kunde imidlertid den Omstændighed stærkt tale, at der paa Mynten fremstilles et biskoppeligt Hoved, saaledes at den snarere kunde synes at maatte henføres til Ribe, hvor Biskoppen havde Myntret, og ikke til Viborg, hvor dette ikke var Tilfældet. Denne, ligesom flere andre Mynter fra Bjergsted-Fundet med kirkelige Fremstillinger, maa imidlertid vistnok betragtes fra et særligt Synspunkt, idet de formentlig maa antages at have været prægede som en Slags Skuemynt eller Mindepenge. Paa disse Mynter findes biskoppelige Fremstillinger eller kirkelige Mærker forenede med verdslige, og Tanken hermed har ikke været at antyde nogen gejstlig Part i Udmyntningen, men vistnok kun en Anerkjendelse af Kirkens Indflydelse og af dens Støtte for Kongen under de stærkt bevægede Begivenheder.
20. Myntens ringe Vægt viser dens jydske Oprindelse; af den kløvede Bispehue ses Tiden. Det ikke-gejstlige Reverspræg og den grove Udførelse, som synes at være et Særkjende for de nørrejydske Udmyntninger, der afløse Brakteaterne, peger hen paa Viborg som Myntstedet. Adversfremstillingen med Kongens og en Biskops sidestillede Billeder maa formentlig betragtes som et Udtryk for Kronens og Kirkens venskabelige Forhold, ligesom paa Nr. 19.
21. Skjøndt Mynten har en større Vægt end den sædvanlige jydske, gjør dog dens Forekomst i Dystrup-Kjær Fund dens nørrejydske Oprindelse sandsynlig. Det grove Arbejde viser hen til Viborg; den glatte Ring paa Reversen knytter den formentlig til Nr. 20.
22. Er fremkommet i to nørrejydske Fund; den brede Kroneform og Forekomsten i Dystrup-Kjær Fund viser Tiden under Valdemar I; den grove Udførelse og Fremstillingernes Karakter gjør det antageligt, at Viborg er Myntstedet.
Knud VI.
17. Den ringe Vægt viser, at Mynten er jydsk; Arbejdet og det ikke-kirkelige Reverspræg knytter den til Viborg. Kroneformen tyder nærmest hen paa, at den tilhører Tiden efter Valdemar I. Reversfremstillingen med Lilier er beslægtet med enkelte af denne Konges nørrejydske Brakteater (Vald. I. Nr. 32. 47. 48).
18. Myntens jydske Oprindelse fremgaar af den ringe Vægt. Ved det grove Arbejde og ved Reversfremstillingen slutter den sig til Nr. 17.
Valdemar II.
31. I nørrejydske Fund. Udmyntningen er jydsk ifølge den ringe Vægt; det brede Arbejde og det ikke-kirkelige Reverspræg viser hen til Viborg som Myntstedet. Kongens Navne- og Titelbogstaver betegne Valdemar II.
32. 33. I jydske Fund. Den ringe Vægt viser hen til Jylland; de ikke-kirkelige Reversfremstillinger gjøre det antageligt, at Mynterne ere prægede i Viborg. Det finere Arbejde og Mynternes hele Karakter betegner formentlig en ny Periode i Stadens Udmyntninger. Den pan begge Mynterne benyttede Indfatning af fire saminenstødende Buer taler for et Slægtskab mellem de to Typer.
34. Ifølge Myntens Vægt og Beversprægets Karakter maa Viborg antages at være dens Myntsted. Kronens tilspidsede Form har nu afløst den flade og viser den sildigere Tid.
35. Skjøndt Vægten er noget større end den jydske i Almindelighed, maa Mynten dog pan Grund af sin jydske Forekomst og det ikke-kirkelige Reverspræg antages at tilhøre Viborg. Bogstavet V udenfor den ene af Firkantens Sider betegner utvivlsomt Kongens Navn; ved de smaa Ringe slutter den sig nærmest til Nr. 34.
6. Konge-Brakteat fra Aalborg-Fundet, med Stadens Navn; den fint stregede Udsmykning af Randen viser Samtidigheden med Svends Konge-Brakteat fra Viborg (Nr. 5).
Valdemar I.
23. Brakteatens Omskrift betegner Staden som tilhørende Kongen. Ifølge sin Forekomst i Bjergsted-Fundet maa Mynten være præget i et af de første af Valdemars Regjeringsaar.
7. Kors-Brakteat fra Aalborg-Fundet, med Stadens Navn; Udførelsen viser dens Samtidighed med Svends Kors-Brakteat fra Viborg (Nr. 4).
8. Konge~Brakteat fra Aalborg-Fundet, med Stadens Navn; maa ifølge Udførelsen være samtidig med Svends Konge-Brakteater fra Viborg (Nr. 5).
9. Kors-Brakteat fra Aalborg-Fundet, med Stadens Navn; samtidig med Svends Kors-Brakteat (Nr. 4) ifølge Udførelsens Ensartethed.
10. 10a. Konge-Brakteater fra Aalborg-Fundet, med Stadens Navn; Samtidigheden med Svends Konge-Brakteater fra Viborg (Nr. 5. 5a) fremgaar af de to Typers ensartede Udførelse.
Valdemar I.
24. Brakteat, hvis Omskrift betegner Staden som tilhørende Kongen. Forekomsten i Bjergsted-Fundet viser Tiden.
11. Kors-Brakteat fra Aalborg-Fundet, med Stadens Navn. Samtidig med Svends Kors-Brakteat (Nr.4) ifølge Udførelsen.
12. 12a. Konge-Brakteater fra Aalborg-Fundet, med Stadens Navn; Samtidigheden med Svends Konge-Brakteater (Nr. 5.5a) ses af Udførelsens Ensartethed.
13. Konge-Brakteat fra Aalborg-Fundet, med Stadens Navn. Samtidig med Svends Konge-Brakteat (Nr. 5a) ifølge de to Typers ensartede Udførelse.
1-9. Typerne forekom utvivlsomt alle i Aalborg-Fundet; dog savnes Oplysning herom for to Typers Vedkommende (Nr. 6 og 7), som imidlertid passe nøje ind i Rækken. Udmyntningerne maa antages at være sket i Tiden, da de to Konger stredes om Magten. Typernes Antal er for stort til, at de kunne antages alle at tilhøre Hovedmyntstedet Viborg. Muligvis tilhøre de Brakteater, paa hvilke ses Fremstillingen af en befæstet Borg (Nr. 5-9) denne By, om hvis Besiddelse Kampen synes særlig at have drejet sig. Brakteaten med de to mod hinanden vendte Figurer (Nr. 1) kunde synes at skulle fremstille de to Konger; i saa Fald maatte Udmyntningen være sket i en fredelig Periode. Fremstillingen er dog utvivlsomt tilført sydfra.
Paa enkelte af Typerne findes anbragt smaa Ringe (Nr. 1. 2), hvilket kan tyde paa, at de skyldes samme Myntprægers Arbejde.
Valdemar 1.
25-51. Denne Række Brakteater er ifølge sin Forekomst i Bjergsted-Fundet sikkert i sin Helhed nørrejydsk og nærmest at betragte som en Fortsættelse af den foregaaende Række. Ifølge dens Fremstillingers Indhold tilhører den utvivlsomt Tiden kort efter, at Valdemar I er kommet i Enebesiddelse af Magten. Den derved indtraadte fredelige Tilstand illustreres gjennem Fremstillingerne med Kongen og Dronningen (Nr. 25-28), med Kongen og en Biskop (Nr. 29), Kongen med Krumstav (Nr. 30), Sværdet og Krumstaven (Nr. 32), Fæstningsværket og Krumstaven (Nr. 33-34) og Kongen eller en Biskop under den ejendommelige Portalfigur, der utvivlsomt skal fremstille et Cibonealter (Nr. 35-37). Paa to Typer vises denne Alterform selvstændig (Nr. 38. 39). Udførelsen er forskjellig, temmelig ringe for nogles Vedkommende, men stundom fin og kunstnerisk, saaledes Kors-Brakteaterne med Bladornamenter i Vinklerne (Nr. 49. 50); den røber dog en fælles Karakter og et indbyrdes Slægtskab, som viser, at disse Udmyntninger ikke have været udførte gjennem noget længere Tidsrum. I den mindre Gruppe med Lammet, Duen og Griffen (Nr. 40-46) ere Brakteaterne knyttede til hverandre blandt andet ved de smaa Ringe, som ere anbragte paa de fleste af dem (Nr. 40. 41. 43-46). Disse Ringe vise muligvis en Forbindelse med enkelte af Brakteaterne i den tidligere Gruppe under Svend og Knud V. (Nr. 1. 2). Det er tidligere fremhævet, at de kirkelige Fremstillinger ikke maa opfattes som Betegnelse for, at nogen Biskop har havt Part i Udmyntningen af disse Brakteater, da Kongen havde sin Myntret i Nørrejylland ubeskaaren. Kongen har utvivlsomt ladet disse Stykker præge nærmest som Skuemynter i Anledning af Kampens lykkelige Udfald og som Anerkjendelse af den Støtte, Kirken havde ydet ham. At de dog tillige have været gangbar Mynt, ses deraf, at Bjergsted-Fundet ogsaa indeholdt fremmede Mynter. De mange forskjellige Typer og Variationer indenfor denne Bække Brakteater gjøre det klart, at de ikke kunne tilhøre Viborg alene, men ogsaa maa være prægede i andre nørrejydske Stæder. Andre samtidige Brakteater vise, at der endnu under Valdemar har været slaaet Mynt i Horsens og Randers (Vald. I. Nr. 23. 24).
14. Den ringe Størrelse og Prægets Karakter viser, at Mynten er vestdansk; af Bispefremstillingen ses, at den maa tilhøre Ribe, det eneste jydske Myntsted i denne Periode, hvor Biskoppen havde Part i Mynten. Beslægtet med Nr. 15 ved Kronens brede, ejendommelige Form.
15. I jydsk Fund. Slutter sig til foregaaende Mynt ved Størrelsen og Adversfremstillingen. Ifølge den ringe Vægt maa Mynten være jydsk og henføres til Ribe paa Grund af Reversfremstillingen. Myntens Forekomst i Vejen-Fund viser Tiden før Valdemar I.
16. Forekomsten i Vejen-Fund og den kirkelige Reversfremstilling viser hen til Ribe som Myntstedet. Ved Fundet og Slægtskabet i Reverspræget med de to Opstandere knyttes Mynten til Nr. 14 og 15.
Valdemar I.
52-53. Ved den ringe Vægt og Fundene henføres disse Mynter til Jylland, ved de kirkelige Reverspræg til Ribe. Kronens brede Form viser den tidlige Tid. Adverstypernes Udførelse og den for begge Mynter fælles Udsmykning med Kugler langs Randen knytte de to Typer til hinanden.
54. I jydsk Fund; henføres paa Grund af Krumstaven til Ribe. De to V paa Reversen tør vistnok antages at betegne Kongens Navn; Kronens brede Form viser Tiden.
55. I jydsk Fund; Vægten er ringe; henføres ved Bispefiguren til Ribe; Tiden ses af Kronens Form og den kløvede Bispehue.
56. Den ringe Vægt og det kirkelige Reverspræg med Bispestaven viser hen til Ribe som Myntstedet; den brede Krone angiver Tiden.
57. Henføres til Ribe paa Grund af den ringe Vægt i Forbindelse med Reversprægets Bispefigur. Den kløvede, lidt skjævt fremstillede Bispehue med Baand viser den sildigere Tid under Valdemar.
Knud VI.
19-23. De fem Mynter danne ved deres ringe Størrelse og det noget grove Arbejde en sammenhængende Gruppe, som ifølge Vægten og Fundene, i Forbindelse med de kirkelige Revers-Fremstillinger maa antages at tilhøre Ribe. Slesvigs Biskop havde imidlertid paa denne Tid ogsaa Myntret, men de formentlig herhen hørende Mynter danne en i sin hele Karakter fra Ribes Mynter forskjellig Række. Fremstillingen af Korsbanneret (Nr. 19) har dog Lighedspunkter med et slesvigsk Myntpræg fra Valdemar I (Nr. 61). Den smalle, flade Krone tilhører utvivlsomt en yngre Periode end de foregaaende Ribetypers Kroneformer og er Særkjende for Rækken.
Valdemar II.
36-38. Danne en Fortsættelse af den foregaaende Række ved deres Lidenhed og Udførelse. Paa Grund af Vægten og Fundene maa de sikkert antages at være udgaaede fra det samme Myntsted. En enkelt Reverstyp (Nr. 36) viser stor Lighed med en ældre slesvigsk Mynt (Vald. I. Nr. 63); men Arbejdet er finere paa denne. Den sildige, foroven tilspidsede Kroneform, der er et Særkjende for Gruppen, fører dens Mynter hen til Valdemar II.
39. Bogstaverne G-V ved Biskopfiguren maa sikkert antages at betegne Biskop Gunner af Ribe (1230-1245). Man har tidligere (53) henført Mynten til Biskop Gunner af Viborg (1222-1251); men da Stadens Biskop ikke havde Part i Udmyntningen, har denne Antagelse ingen Mulighed for sig. Myntens Forekomst i Obbekjær Fund ved Ribe kan ogsaa synes at tale for Henførelsen til det sydlige Myntsted. Denne og de følgende Ribemynter ere mere anselige og have en større Vægt end de tidligere Udmyntninger herfra. Det synes, som om der under Biskop Gunner er indført en Forandring til det bedre med Hensyn til Myntværdien, altsaa allerede forinden Kongen erhvervede Biskoppens Myntret tilbage.
40. Slutter sig ved det noget brede Arbejde og sin hele Karakter til Nr. 39. Ogsaa Ringen indenfor Perlerækken er fælles for dem.
41. I Aaret 1234 tilbyttede Kong Valdemar II sig den biskoppelige Part i Ribes Udmyntninger. De kirkelige og biskoppelige Fremstillinger paa Stadens Mynter ophøre derfor nu, medens Kongens Navn og Titel anbringes i Omskrifterne.
42. 42 a-c. Slutte sig ved Størrelsen og Arbejdet til Nr. 41 og føre ligeledes Kongens Navn og Titel i Omskrifterne. Af Bogstaverne A, E, II og O i Midten paa Adversen, hvilke, som tidligere omtalt, formentlig betegne Myntprægernes Navne, forekommer II hyppigt paa de nærmest følgende Kongers Mynter. At Udmyntningen tilhører Ribe, fremgaar af Fundene, idet disse Mynter ofte forekomme i jydske og fynske Fund, sjeldnere i sjællandske. De anselige og godt udseende Mynter have havt en stærk Udbredelse. Ribes Myntsted var utvivlsomt det betydeligste i Jylland i Slutningen af Kong Valdemars Regjering.
17. Er fremkommet i jydske Fund, deriblandt to sydlige; ogsaa den ringe Vægt viser den jydske Oprindelse. Da Reversfremstillingen ikke har noget gejstligt Præg, og Mynten ikke stemmer med de samtidige Viborgmynter, ligger det nærmest at henføre Udmyntningen til Slesvig. Kronen har samme spidse Form som paa Roskilde-Mynter fra Kong Niels, hvorefter Mynten maa antages at høre til de tidligste i den her behandlede Periode; Reversprægets Karakter tyder ikke paa, at den kan være ældre. Ved Korset slutter den sig til den følgende Mynt.
Knud V.
5. Den ringe Vægt viser den jydske Oprindelse; Forekomsten i et fyensk Fund peger hen paa, at Mynten kan tilhøre et sønderjydsk Myntsted, og paa Grund af det ikke-gejstlige Reverspræg maa dette antages at være Slesvig. I Viborgs Myntrække passer den ikke ind, men derimod i Slesvigs paa Grund af det gode Arbejde. Den smalle Kroneform kunde synes at tilhøre en sildigere Tid, og Mynten har ogsaa været henført til Knud VI. Denne Kroneform ligner endel den paa Svends og Knuds Brakteater, og da Mynten fandtes sammen med en utvivlsomt tidlig Mynttyp fra Valdemar I, maa Henførelsen til Knud V betragtes som sikker. Fra Knud VI kjendes, som ovenfor sagt, ingen Mynter med Omskrift eller blot med Navnebogstaver.
Valdemar I.
58. 59. Paa Grund af Mynternes ringe Vægt, deres Forekomst i sydlige, jydske Fund og de ikke-gejstlige Reverspræg maa det antages, at Slesvig er Myntstedet. I Viborgs Myntrække i denne Periode passe de ikke ind. Udførelsen og Prægenes Karakter samt Kroneformen (Nr. 58) viser den tidlige Tid.
60. Den ringe Vægt og Reverspræget, ved hvilket Mynten er endel beslægtet med de to foreganende, leder til at henføre Udmyntningen til Slesvig. Den brede Kroneform viser hen til Valdemar I's Tid.
61. Den ringe Vægt og Fundene godtgjøre den jydske Oprindelse; Myntens ikke-gejstlige Præg og Arbejdets Karakter gjør det sandsynligt, at den maa tilhøre Slesvig. Den med en fin Ring omgivne Rand findes senere som Regel paa Mynterne herfra; men derimod ikke paa Viborgs Mynter. Den brede Kroneform viser, at Udmyntningen tilhører Valdemar I og ligner nærmest den paa Ribemynterne Nr. 56 og 57.
62. Ifølge sin ringe Vægt maa Mynten være jydsk og, trods den mere grove Udførelse, fra Slesvig paa Grund af det ikke-gejstlige Præg og navnlig Sceptrets Form, der svarer til den paa Nr. 61, samt Ringen indenfor Perlerækken paa Reversen. Kroneformen er nærmest som paa Ribemynten Nr. 54.
63. Mynten slutter sig ved sit fine Arbejde til de andre slesvigske. Skjøndt Vægten er større end de foregaaende Mynters i denne Række og derved viser sin Forbindelse med de efterfølgende slesvigske Udmyntninger, henføres den dog paa Grund af den brede Kroneform til Valdemar I. Ifølge sin gejstlige Revers-Fremstilling tilhører Mynten Tiden efter 1175, i hvilket Aar Biskoppen i Slesvig fik Part i Stadens Udmyntning. Der er, som foran omtalt, utvivlsomt ved denne Ordning blevet gjort Forbedring i den slesvigske Mynts Værdi.
Knud VI.
24. Er fremkommet i et jydsk Fund; slutter sig ved sit fine Arbejde til den foregaaende Mynt og er ligesom denne og hele Rækkens Mynter af noget større Vægt end den sædvanlige jydske; at de ikke ere østdanske, fremgaar af deres hele ejendommelige Karakter, ligesom de ogsaa ere noget mere uanselige. Kronen er paa denne og Rækkens øvrige Mynter flad og sluttende tæt om Hovedet, formentlig et Særkjende for de slesvigske Mynter fra Knud VI, om hvilke der kun foreligger sparsomme Fundoplysninger.
25. 26. Arbejdet er mindre fint end paa foregaaende Mynt, men dog af lignende ejendommelige Udførelse. Det for begge Typer fælles gejstlige Reverspræg har et noget beslægtet Forbillede i en ældre slesvigsk Mynt (Vald. 1. Nr. 63).
27. Slutter sig ved det ejendommelige, lidt flade Arbejde og navnlig ved Behandlingen af Adverspræget til Nr. 26.
28-30. De tre Mynttyper ere af en ensartet, noget grovere Udførelse og synes at slutte sig ved Reversprægenes Karakter til Nr. 27. Ligesom denne har Nr. 28 og 29 en Ring indenfor en Perlerække, hvilket hyppig findes paa de følgende slesvigske Mynter.
Valdemar II.
43. Fundoplysninger mangle om denne og om de fleste af de følgende Mynttyper. Hele Rækken har imidlertid den samme ejendommelige Karakter som den forudgaaende og slutter sig saa nøje til denne, at de formentlig maa være udgaaede fra samme Myntsted. Ogsaa Vægtforholdet synes at være det samme. Kronen er ikke længer flad, men lidt tilspidset foroven. Reversfremstillingen er noget beslægtet med tidligere slesvigske Mynter (Knud VI. Nr. 25. 26) og med en omtrent samtidig Ribe-Mynt (Vald. II. Nr. 36).
44. Kronen har nu antaget den tilspidsede Form; Randen er udstyret med en fin Ring indenfor en Perlerække. Muligvis betegner Bogstavet A Myntprægerens Navn og S Stadens.
45-49. Synes at danne en lille beslægtet Gruppe. Selv om Konge- og Bispefigurerne ere ud styrede forskjelligt - saaledes har Nr. 45 en afvigende Kroneform og Bispehuerne ere ikke ens - er der dog en vis Ensartethed i Udførelsen, og alle have de en fin Ring indenfor Perlerækken langs med Randen. Paa Nr. 49, der er fundet i Jylland, er Navnehogstavet I anbragt ved Bispefiguren; det betegner utvivlsomt Slesvigs Biskop Johan (1238-1244).
50. Slutter sig trods det grovere Arbejde, og skjøndt Ringen mangler indenfor Perlerækken, dog nærmest til den foregaaende Gruppe; Kronen er tilspidset. Bogstavet I, som er lagt over Bispestaven, betegner formentlig Biskop Johan's Navn.