Danske hvide til Nordtyskland

af Bjørn Poulsen

I årene efter 1422 klagede de nordtyske byer over de underlødige danske kobbersterlinge. Wismars borgersker snød sig til at ofre de værdiløse kobberpenge i byens kirker (1).

Som Ernst Nathorst-Böös i en artikel her i bladet har henledt opmærksomheden på, var der imidlertid også i anden halvdel af 15. århundrede problemer i udlandet med dårlige danske mønter (2). Sverige blev åbenbart på denne tid modtagerland for en storeksport af danske hvide, de såkaldte "korshvide". Nathorst-Böös anfører Hans Brasks udtalelse fra 1512 om, at lybækkerne købte danske hvide for to penninge stykket og sendte dem i betydelige kvantiteter til Sverige.

Udmøntningen af hvide i Danmark startede i 1440'erne med Christoffer af Bayerns og rigsrådets prægninger. Det ser imidlertid ud til, at det først for alvor blev Christian I's og dennes søn kong Hans' hvide, der vakte modvilje i Nordtyskland.

Dette kan spores i rækken af hamburgske borgerbeslutninger, "burspraken"(3).

Hamburg og de danske hvide

1476 omtaler Hamburgs "burspraken" for første gang de danske hvide - "danske dreilinge" kaldes de. Det indskærpes dette år, at kun den almindelige "stede munte" må anvendes i byen (4):

"Dergleichen schal men vortmer nene Densche dreilinge in betalinge nemen edder vthgeuen, bij sodaneme broke, alse id eer is afgekundiget." (Ligeledes skal man for fremtiden ikke tage danske dreilinge i betaling eller give dem ud, under sådan bødestraf, som tidligere er forkyndt!).

Den sidste sætning viser, at ønsket om at blive hvidene kvit ikke var helt nyt.

1481 kom der igen en række hamburgske forordninger, som tog fat på problemet. En af disse gentager blot ordlyden fra 1476, en har tilføjelsen - "det vil byrådet strengt (so ernstliken) have overholdt". En tredje "bursprake"« er mere udførlig: Rådet klager over, at det flere gange har set sig nødsaget til at indskærpe bestemmelsen om, at danske "dreilinge" ikke må cirkulere. Anvendelsen af hvide forbydes under straf af pengenes fortabelse. "De krogerschen, sullike drelinge vpnemende vnde vthgeuende, scholen nicht meer tappen." (Krokoner, som tager imod eller udgiver sådanne dreilinge må ikke mere tappe (øl)) (5).

I 1485 3/8 satte rådet i Hamburg atter kampen ind mod de danske hvide. Rådet og borgerne havde opsat en overenskomst, der bestemte, at hvide efter Skt. Jakobs Dag (25/7) ikke måtte benyttes mere. Borgerne havde haft en frist til at skaffe sig af med de danske penge, som nu skulle være absolut ugyldige. Truslen om fortabelse af udskænkningsretten blev gentaget over for de krokoner, der tog imod sådanne penge.

Men se om det hjalp! Den udeblevne effekt erkendte hamburgrne klart, da de 1489 forbød danske hvide. I en bisætning hedder det "forbudet er altså ikke blevet overholdt, sådan som det havde været rimeligt, almenvellet til betydelig skade og ulempe". Straffen for brug af hvidene skærpedes derfor, så man ikke kun fortabte hvidene, hvis man blev grebet, men tillige måtte give 10 skilling i ekstra bøde. Eventuelle angivere fik som belønning det halve af denne bøde. Forordningen, der også var rettet mod brug af Bremens groter, fastsatte som straf for krokonernes brug af såvel groter som hvide endnu en gang fortabelsen af udskænkningsretten (7).

Nogen øjeblikkelig succes blev forordningen langt fra. Forbudet måtte gentages 1490 (8).

1494 forsøgte byrådet sig på ny med en frist til byens borgere. Man skulle inden for denne skille sig af med den udenlandske dårligere mønt. Allerede samme år kunne man se, at bestræbelserne ikke havde båret frugt. I stedet oplevede hamburgerne: "... dagligt jo des flere sådanne fremmede sølvpenge og særligt danske dreilinge blive bragt til staden i stor mængde og benyttet til stor skade og ulempe for de 4 stæders mønt og det almene bedste" (9).

1495 lød det fra prædikestolene i Hamburg, at enhver skulle skille sig af med de danske hvide. Forbudet rettede sig nu såvel imod de særlige danske prægninger som andre "na dersuluen wyse geslagen" - man havde erkendt, at der var efterligninger i cirkulation. Hvis nogen ulovligt bragte de dårlige penge til byen "for at søge sin profit derved" lovede rådet ham en hård straf (10).

1496 måtte denne "bursprake" atter oplæses. Først da syntes endelig vanskelighederne med de danske hvide i Hamburg at være overstået.

Nordtysklands kamp mod hvidene

Hamburg var imidlertid langt fra alene om at forsvare sig mod de indtrængende danske hvide.

I Wismar bestemte rådet 1480 11/6, at de danske "witte" ikke skulle modtages eller udgives for mere end to penninge, under bøde af 10 lybske skilling. Man klagede over, at den underlødige mønt blev bragt til byen af danske folk, der dog ikke ville tage imod den igen (11).

1488 hører vi, at rådet i Lübeck forbød den danske hvid og gjorde den ugyldig. Også i Mecklenburg var hvidene uønskede. I en pantekontrakt med domkapitlet i Schwerin bestemtes det 1494 2/1, at indløsning af pantet ikke måtte ske i "denche drelinge" og anden dårlig mønt (12).

Sidstnævnte år var danske hvide at finde helt oppe i Livland. Repræsentanterne for byerne Riga, Dorpat og Reval bestemte endrægtigt i november 1494, at ingen skulle tage imod udenlandsk "pagimente", nemlig prøjsiske schillinge og danske "witte" (13).

Hamburgs og de øvrige tyske byers politik over for de danske hvide var et led i den almindelige kamp mod fremmed mønt. Man søgte generelt at sikre sig mod, at fremmede købmænd, "gæster", bragte udenlandsk valuta til byerne (14).

Hvad angår de danske hvide gælder det imidlertid mere specielt, at de nordtyske stæder, som Jørgen Steen Jensen har påpeget, var ude for et udslag af den såkaldte "Greshams lov" - ifølge hvilken den dårligere mønt fortrænger den bedre. I en "bursprake" fra 1461 beskæftigede hamburgerne sig med at modvirke netop denne "lovs" gennemslagskraft. Det blev forbudt (15):

Slesvig-holstensk profit på hviderne

I Slesvig og Holsten forholdt man sig dobbelt til hvidene. På den ene side nedsatte man officielt de danske hvides værdi på en landdag i Levensau 1495, og tog således afstand fra den danske møntpolitik (16). På den anden side søgte hertug Frederik, den senere kong Frederik I, at profitere på møntdevalueringen.

Der var mange danske hvide i cirkulation i Slesvig og Holsten. Det vidner møntfundene om (17). I en landsskat fra l488 indkom 1500 mark lybsk i danske hvide. År 1496 udleverede hertug Frederik 5637 mark, 6 skilling, 1 penning i danske hvide til sin skriver. Disse penge, der var kommet ind ved forrige års skat, blev brugt ved "omslaget" i Kiel til at betale hertugens kreditorer (18).

I de følgende års regnskaber for hertug Frederik træffer man en bevidst udnyttelse af det forhold, at hvidene i Slesvig var sat ned til 2 penninge, mens de i Danmark var mere værd. Regnskabsføreren skiftede behændigt mellem at udgive og modtage hvide til henholdsvis 2 og 3 penninge.

1497 25/4 fik mester Ditlev Pogwisch, der var udset til biskop i Slesvig, 60 mark i danske hvide. Ditlev skulle bruge pengene i Slesvig-Holsten, kursen var derfor 2 penninge hviden (19). Blot et par måneder senere, i juli samme år, ser vi, at hertug Frederik udnyttede den politik, som de lybske købmænd profiterede på i Sverige. Hertugen sendte denne måned Claus Krummedige med 400 mark i danske hvide, "hver dreiling til 3 penninge lybsk", til Sverige, for at købe ind til hoffets behov (20).

1498 spillede hertugen igen sit dobbeltspil. Hans indtægter kom i danske hvide, der var værdsat til 2 penninge. I udgifterne til en række slesvig-holstenske adelige sattes hvidene til samme lave kurs (21).

Hvide til 3 penninge benyttedes derimod til transaktioner med Danmark. Hertugen brugte den høje kurs ved betalingen af et par danske skippere, der fragtede korn til Egemførde, ligesom han bragte den i anvendelse, når hans egne skippere fik penge med til opkøb i Danmark (22).

Også til okseopkøb var 3-penningskursen imidlertid anvendelig. 13/4 1499 købte hertug Frederik 7 par magre okser i Assens for hvide, der var ansat til 3 penninge (23). Til det store marked i Kolding lod hertug Frederik optælle 500 mark i danske hvide til 3 penninge stykket. De skulle anvendes til okseopkøb i den danske by (24). En oksehandler fra Kiel, Steffen Selle fik 100 mark hvide, også til den høje kurs, for at købe okser ved samme marked (25). 12. oktober 1499 købte en af hertugens tjenere 49 okser af en købmand på Fyn for 183 mark og 12 skillinge i hvide hertil noterer skriveren: "er, hvis dreilingene regnes til 2 penninge, 122 1/2 mark" (26). De danske hvide, som anvendtes i 1499 havde hertugen bl.a. skaffet sig gennem en stor udbetaling fra den danske konge, kong Hans. Den var på 14.485 mark dansk og blev modtaget til 2 penninge hviden (27).

1500 5/4 overlod hertug Frederik den lybske købmand Henrik van Santen 300 mark i hvide til 3 pennings-kurs. Van Santen var i høj grad involveret i forretninger i Danmark, bl.a. i Skåne, og kunne derfor slippe af med hvidene til 4 danske penninge stykket (28). På fiskemarkedet i Ribe gav den hertugelige regnskabsfører 1499 60 mark i hvide, 1500 300 mark i hvide, begge gange til den favorable kurs (29). 1501 benyttedes hviden, ansat til 3 penninge, til indkøb på Gotland (30).

Hertug Frederiks udnyttelse af pengeforholdene afspejler klart de tab, som en overvurderet prægning kunne skabe i møntherrens eget land - Danmark.

Den danske møntpolitik i 1400-tallet

Det er sandsynligt, at der bag de danske hvides udbredelse i østersølandene og Nordtyskland ligger mere end blot den almindelige tilstrømning af fremmed valuta, der naturligt måtte komme med tilfældige rejsende.

Christian I og Hans foretog en markant devaluering i de danske hvides skrot og lødighed. En nærmere kronologisering af Christian I's hvide vil muligvis kunne afgøre, om den udmøntning, der ligger i den første snes år efter kongens magtovertagelse 1448, har været relativt bedre end de senere prægninger. Det er ihvertfald næppe tilfældigt, at de nordtyske reaktioner på de danske hvides underlødighed kommer i 1400-tallets sidste tredjedel.

Udmøntningen af de underlødige hvide skal ses som svaret på de finansielle problemer, som den danske kongemagt stod over for i denne tid. Andre midler blev samtidigt taget i brug, bl.a. opkrævelse af pengeskatter og de talrige pantsættelser af len og land. Møntpolitikken har imidlertid ikke været uden økonomisk betydning. I flere nordtyske fyrstestater forekom det naturligt at følge i de danske spor. I Hadeln og i Helmstedt prægedes der eksempelvis let ændrede imitatoner af de danske hvide - ligesom deres forbillede skulle de givetvis også for en del eksporteres til nabostaterne (31).

Det omtaltes indledningsvis, hvordan allerede de danske prægninger af kobbersterlinge 1422 gav problemer i en nordtysk by. På dette punkt er situationen tilsyneladende ikke ændret i hvidenes periode i anden halvdel af 1400-tallet. Men i virkeligheden var der tale om to helt forskellige forhold.

De store udmøntninger af kobbersterlinge under Erik af Pommern repræsenterede et sidste forsøg med det såkaldte "feudale møntvæsen" - karakteriseret ved veksling af bedre mønt mod dårligere med visse mellemrum og ved møntens regionale binding (32). Hvidene derimod er et udtryk for en mere "moderne" møntpolitik, hvor kapitaltrængende fyrster bevidst spekulerede i prægning af mønter, der var underlødige i forhold til nabolandenes.


Noter

(NNUM 1986 side 82-86)


Tilbage til Dansk Mønt