En mindre devaluering på ca. 10 procent deler som på Sjælland perioden indtil foråret 1241 i 2 emissionslag. Der henvises atter til lødighedsprøver foretaget af Statsguardeinen ifølge nævnte artikel af Fritze Lindahl i Nordisk Numismatisk Årsskrift af 1963.
Den første del af perioden dækkes af fundet (F.P. 38) fra Obbekær Hede i nærheden af Ribe. Fundet blev fremdraget i 1844 og bestod - ud over et enkelt stykke af en ældre udmøntning fra Ribe eller Viborg - udelukkende af mønt. 317 stk. fra tiden efter Niels Stigsens endelige gennemførelse af møntreformen i 1235 - altså et decideret "kasse"fund af aktuel kurserende mønt endda uden fremmed islæt - det være sig udenlandsk, men også skånsk og navnlig sjællandsk inønt manglede totalt i fundet. Derimod var - i henhold til det formodede emissionsmønster - alle fire igangværende jysk/fynske møntsteder repræsenteret. Fundets nedlæggelse må have fundet sted umiddelbart før devalueringen, der må være sket o. årsskiftet 1236/37, i hvert fald næppe senere set i relation til den forholdsmæssige fordeling af det righoldige enkeltfundsmateriale mellem den jyske landsmønts emissioner henholdsvis fra tiden før og fra tiden efter dette funds dateringsgrænse.
Den resterende del af perioden er til gengæld dækket af et nyere fund, som Hauberg ikke havde kendskab til. Det drejer sig om Bråskovgård-fundet (F.P. 2568), som først fremkom inden for registreringsåret 1957/58. Fundet er registreret af Georg Galster og omfatter ca. 200 hele mønter - hovedsageligt jyske - fra de senere år efter møntreformen af 1234/35 indtil Valdemar den 2.'s død tillige med et par engelske sterlinge samt en del brudstykker af de repræsenterede jyske udmøntninger og yderligere et eksemplar af en antagelig Ribe- eller Slesvigmønt fra tiden før møntreformen.
Fundet, der må betragtes som delvis ødelagt, er følgelig vanskeligt tilgængeligt for en minutiøs analyse af officin- og emissionsvarianter. Men det kan dog med sikkerhed påvises, at fundet må være nedlagt i foråret 1241 lige før kong Valdemar d. 2.'s død, idet fundet indeholder et større antal på 43 stykker af den sidste 3. emission af Ribemønten fra foråret 1241 samt spor af dennes underemissioner, nemlig 4 stykker af Århusmønten, 1 á 2 stykker af mønten fra Viborg og 4 stykker af mønten med O fra Odense samt 3 stykker af den formodede Slesvigudmøntning, der efter emissionsmarkeringen at dømme allerede er emitteret inden denne 3. og sidste emission af den jyske landsmønt.
Ribemønten af den 3. emission af Valdemars jyske landsmønt viser en lødighed på ca. 200 promille jfr. skrivelse af 29. oktober 1985 fra Statens Kontrol med ædle Metaller til Den kgl. Mønt og Medaillesamling om resultatet af undersøgelser af en prøve af Bråskovgårdfundet. Denne udmøntning af V. II. 42b har kuglemarkering mellem de to "I"'er på averssiden og blanke korsvinkler på reverssiden.
Kanslerperioden under Erik Plovpenning
Den 28. marts 1241 døde Kong Valdemar i en alder af 70 år. Den ærgerrige kansler må sikkert have set sig nødsaget til at erkende kong Valdemars død som et tidsskifte også for sin egen position som den regerende konges nærmeste rådgiver og vel dermed som rigets ubestridte administrator. Man kan af de følgende møntrækkers skiftende motivvalg aflæse, at den ændrede situation for kansleren, som dødsfaldet antages at have medført, har haft afgørende indflydelse på den af ham hidtil førte centraliserende monetære politik, således at billedet synes at ændre sig i retning af et tilbagefald til tiden før møntreformen.
Niels Stigsens møntreform af 1235 havde med ret omgående virkning drænet møntomløbet for al indtil da kurserende sjællandsk og jysk mønt, idet den kurserende mØnt må antages at have været af lidt bedre lødighed end Niels Stigsens nye mønt, der umiddelbart efter møntreformen havde en lødighed på 220 promille, jfr. de foretagne lødighedsprøver af Niels Stigsen-udmøntningerne ifølge Fritze Lindahls fornævnte artikel i Nordisk Numismatisk Årsskrift af 1963.
Kong Valdemars død i foråret 1241 medførte ikke nogen tilsvarende ændring i møntomløbets typesammensætning, tværtimod fortsatte Niels Stigsens Valdemarsmønt som et solidt grundlag for møntomløbets sammensætning under Erik Plovpenning, Abel og Christoffer såvel i det jyske som i det sjællandske emissionsområde, indtil den af regeringen Peder Finsen ved påsketid 1257 gennemførte devaluering af mønten, jfr. det før devalueringen senest daterede fund fra Herlufsholm (F.P. 318) fra maj/juni 1254. Ca. halvdelen af dette fund består af Valdemarsmønt - hovedsagelig jysk - fra Niels Stigsen-perioden.
Det var i særlig grad Valdemar d. 2.'s jyske landsmønt fra emissionsperioden 1237-1240, der som emissionsmarkering fører tre kugler i hver af reverssidens korsvinkler, som satte sit præg på møntomløbet såvel i det jyske som i det sjællandske emissionsområde, jfr. det store antal enkeltfund af denne udmøntning ifølge omstående tabel I. Dette store antal svarer i øvrigt ganske godt til det forventede på baggrund af møntens faktiske kurseringsperiode på ca. 20 år frem til foråret 1257, jfr. fundet fra Herlufsholm.
Årsagen til, at omløbet fastholdt Valdemars jyske landsmønt fra denne emissionsperiode var ikke udtryk for nogen veneration over for den afdøde konge og ej heller for nogen særlig tillid til mønten, der bar hans navn, men derimod i al sin enkelthed den, at de nye udmøntninger måske ikke var særlig store, men at de til gengæld var af en lidt bedre lødighed end Valdemarsmøntens slutholdighed på 200 promille, hvilket havde til følge, at disse udmøntninger i stedet for at fortrænge Valdemarsmønten blev fortrængt af denne.
Denne fortrængningsproces vendte først ved devalueringen i foråret 1257 til fordel for de nye udmøntninger, der ifølge foretagne lødighedsprøver ved Statsguardeinen på Møntkabinettets foranledning, blev emitteret i et lødighedsniveau på ca. 125 promille, og som i kraft heraf omgående erobrede omløbet, således at al bedrelødig mønt, herunder Valdemarsmønten, forsvandt så godt som totalt af omsætningen, jfr. fundet fra Øster Hæsinge (F.P. 5), der er nedlagt i foråret 1259.
Det her anførte vedrørende Valdemar d. 2.'s jyske landsmønt fra årene 1237-1240 måtte umiddelbart antages at have haft tilsvarende gyldighed for den parallelle sjællandske landsmønt V. II. 29, for så vidt angår denne types fortsatte kurseringsperiode efter foråret 1241. Det synes dog ikke at have været tilfældet, jfr. antallet og fordelingen af typens enkeltfund. Nok viser antallet af jyske enkeltfund, at typen i henhold til møntreformens grundidé må have cirkuleret i et ret betragteligt omfang i det jyske emissionsområde. Mere bemærkelsesværdigt er det derimod at konstatere, at antallet af enkeltfund synes ret beskedent i møntens eget emissionsområde jfr. fornævnte tabel I.
Årsagen til den udtalte forskel mellem antallet af enkeltfund af V. II. 29-29a og V. II. 42b (de to sidste emissioner) er, at den i løbet af "Niels Stigsen"-perioden stedfundne devaluering ikke skete samtidig indenfor det sjællandske og det jyske emissionsområde. For den jyske mønts vedkommende formodes devalueringen som tidligere anført at have fundet sted ved indgangen til kalenderåret 1237. Devalueringen på Sjælland fandt derimod først sted på et senere tidspunkt.
Såfremt emissionsvarianten af V. II. 29 med kuglemarkeringen V. II. 29a som antaget repræsenterer den devaluerede sjællandske landsmønt, kan devalueringen efter antallet af enkeltfund af denne variant at dømme næppe have fundet sted før i 1240.
Som følge af denne forskydning af devalueringstidspunktet for den sjællandske udmøntning i forhold til den jyske må den jyske landsmønt - i kraft af dens lavere lødighed på ca. 200 promille i forhold til en lødighed på ca. 220 promille for den kurserende sjællandske mØnt - antages at have erobret en væsentlig del af det sjællandske møntomløb fra Niels Stigsens Roskildemønt, en proces, der er fortsat indtil også den sjællandske devaluering var en kendsgerning, og den oprindelige V. II. 29-mønt i det store og hele var udkonkurreret af omsætningen.
De følgende udmøntninger fra Niels Stigsens resterende kanslerperiode under Erik Plovpenning indtil kanslerens fald i sommeren 1245 må som anført betragtes som flygtige "suppleringsemissioner" til et i forvejen yelforsynet og stabilt møntomløb hovedsagelig bestående af kong Valdemars sidste elnissioner af hans jyske landsmønt fra slutningen af 1230'erne til og med foråret 1241. Antallet og fordelingen af enkeltfund af disse nye typer fremgår af omstående tabel II.
Tavle III
Erik Plovpennings udmøntninger fra det sjællandske og det
nørrejyske emissionsområde samt fra Fyn og fra hertugdømmet
Jylland (Slesvig) i perioden fra foråret 1241 til sommeren 1245.
Denne udmøntning (MB 30) har i midterfeltet på aversen et sænket sværd mellem halvmåne og stjerne. Reversens midterfelt har en nøgle mellem to kløverblade. Møntens omskrift, der begynder på averssiden og afsluttes på reverssiden, lyder som følger: ERICVS REX DANORVM. Mønten er af Hauberg placeret i Ribe, men der er ingen tvivl om, at den er sjællandsk, såvel ifølge motivvalg som det anvendte uncialalfabet samt fordelingen af enkeltfund. Det bemærkelsesværdige ved denne udmøntning er, at motivligevægten mellem krone og kirke er brudt - et forhold, som det ellers synes at have været kansleren magtpåliggende at opretholde ud i sin yderste konsekvens. Om han så har givet efter for et pres udefra, måske endda fra kong Erik selv, et pres, som i hvert fald har virket hæmmende for hans hidtidige suveræne motivvalg specielt for den sjællandske landsmønt, får indtil videre stå hen som et ubesvaret spørgsmål.
Den pågældende udmøntning for Sjælland MB 30 kan næppe have været af længere varighed efter det forholdsvis beskedne antal enkeltfund, 4 i alt, hvoraf de 3 er sjællandske og i fra Nørrejylland. Allerede i begyndelsen af kalenderåret 1242 må det formodes, at denne mønt er blevet afløst af typen MB 39, som ved sit motivvalg understreger den genoprettede motivligevægt.
Øjensynlig har kansleren søgt at genvinde noget af den position, han formodes at have sat til i foråret 1241, hvilket bl.a. synes at være kommet til udtryk ved møntskiftet i hans eget stift. Ganske vist bryder kansleren ved emissionen af MB 39 enhver stilforbindelse med det af ham så omhyggeligt opbyggede "rigs"system fra 1230'rne, idet han arkaiserende sammenkobler et kongeportræt - Erik Plovpennings - med sit eget portræt til en ny type uden yderligere udsmykning eller omskrifter. Denne mønt har Hauberg med eneste fundmæssige baggrund i form af et enkelt eksemplar i Skrivergadefundet henført til at være slået i Slesvig. Antallet af senere tilkomne enkeltfund og disses fordeling viser, at mønten kun kan være slået på Sjælland.
Mønten er sandsynligvis slået inden for en periode af tre kalenderår, dvs. indtil årsskiftet 1244/45, hvor den tilsyneladende afløses af udmøntningen MB 8, som fortsat opretholder motivligevægten, og som ydermere er blevet forsynet med omskrifter om henholdsvis konge- og bispeportrætterne af følgende ordlyd: ERICVS REX og NICOLAVS. Udmøntningen er jfr. notaterne om enkeltfund kortvarig, idet der kun kendes 3 sådanne fund henholdsvis fra Æbelholt Kloster, fra Sankt Jørgen i Svendborg og fra Starup kirke ved Haderslev. Dens datering til foråret 1245 er foruden af det faktiske hændelsesforløb også dikteret af visse stilelementer, såsom kronens forsiring på kongeportrættet samt anvendelse af perler som adskillelsesmarkering af midterfelterne fra omskrifterne, jfr. den følgende udmøntning MB 32, som efter sit motivvalg netop understreger kronens inddragelse af Niels Stigsens anpart i den sjællandske landsmønt i forbindelse med hans politiske fald og påfølgende flugt fra riget.
Inden for det jyske emissionsområde manifesterer Valdemar d. 2.'s død sig i øvrigt omgående i form af regeringens politiske deroute over for Slesvig, idet den nye landsmønt MB 34 fra hovedofficinet i Ribe og officinet i Århus motivmæssigt markerer dette nederlag.
Den pågældende udmøntning erstatter således averssidens sigel for de to Jyllande med en scepterlilje, medens områdebetegnelsen - nu indskrænket til Nørrejylland - finder sit udtryk i form af et enkelt "I" på reverssidens midterfelt.
Den nye jyske landsmønt har som omskrift: REX ERIC, der fortsætter på reversen med: DANORVM.
Regeringen har således blankt opgivet kong Valdemars egenmægtige rådighedsret over Slesvigmønten og alene ved typeskiftet åbent erkendt hertug Abels krav på den møntret, som Niels Stigsen på kronens vegne formodes at have inddraget i 1234, og som Abel nu gør krav på i henhold til forleningen af 1232.
Århusmønten, der motivmæssigt følger landsmønten fra Ribe, markerer officinet ved at placere bogstavet "I" mellem to ensrettede månesegl i overensstemmelse med den tilsvarende officinmarkering for Valdemar d. 2.'s Århusmøntning fra foråret 1241. Denne officinmarkering træffes igen på Christoffer d. 1.'s Århusudmøntning fra 1253 til udgangen af 1255 under regeringen Peder Erresen MB 91b og på hans Århusudmøntning MB 94 fra det sene forår 1259 under regeringen Peder Finsen samt på formynderregeringen Margrete Sambirias Århusudmøntning fra sommeren 1259/sommeren 1261 MB 156.
Øjensynligt havde det været hensigten, at det nørrejyske møntsystem fremtidigt skulle have hvilet på aksen Ribe-Århus udelukkende repræsenterende kronens mønt, og at Viborg samtidig skulle have været nedlagt som møntsted, idet opretholdelsen af to møntsteder i det midtjyske område næppe kan have været formålstjenligt for den fremtidige møntforsyning af den nordlige del af Nørrejylland. Viborg som integrerende led i det hidtidige officinmønster kan da kun ses i relation til kong Valdemars personlige ønske om at tilgodese den navnkundige biskop Gunner ved opretholdelse af mønten i Viborg som basis for biskoppens løbende møntindtægt.
Ved den nye tingenes tilstand efter kong Valdemars død har biskop Gunner under forudsætning af hypotesens rigtighed øjensynligt ikke vist sig forhandlingsvenlig med hensyn til at afstå stiftets møntret selv mod en passende form for affindelse i lighed med den erstatning, der tildeltes Ribebispen ved den af regeringen foretagne ekspropriation af dennes andel i Ribemønten i 1234.
Tværtimod affødte røret om Viborgmønten, at Viborg øjensynligt fra januar 1242 at regne emitterede mønten MB 139, der tydeligt angav dels, at den var slået i Viborg, dels at kirken nu åbent fremtrådte som parthaver i Viborgmønten. Flere jysk/fynske enkeltfund afkræfter Haubergs placering af mønten i Halland på basis af et tilfældigt skånsk enkeltfund.
Den nye Viborgmønt har samme omskrifter som landsmønten fra Ribe, men den er forsynet med andre midterfeltsmotiver. Således har averssidens midterfelt en nøgle med en venstrevendt kam. Nøglen er flankeret af en kugle og en ring. Reverssidens midterfelt har et V mellem 3 kugler stående for Viborg.
Udmøntningen danner indledningen til en række fællesudmøntninger mellem kronen og kirken, der fortsætter til og med Christoffer d. 1.'s Viborgudmøntning MB 92 fra efteråret 1252, der afløses af MB 91, der til gengæld ikke længere har nogen form for klerikalt islæt i motivvalget, der berettiger til at antage, at kirken herefter fortsat har haft andel i mønten.
Men for at vende tilbage til kronens og biskop Gunners nye mønt fra 1242 MB 139. Emissionen af denne mønt har efter møntrækkerne at dømme netop haft til følge, dels at Århus standser sin virksomhed på det monetære område, dels at Viborg herefter alene må antages at overtage møntforsyningen af den nordlige del af Nørrejylland altså en ændring af aksesystemet Ribe-Århus af 1241 til Ribe-Viborg.
Denne ændring markeres yderligere ved en mindre typetilpasning af landsmønten i Ribe fra MB 34 til MB 35. Denne tilpasning går ud på, at reverssidens "I" erstattes af en krone, vel sagtens for at pointere, at landsmønten i Ribe stadig udelt repræsenterer kongemagten i modsætning til fællesmønten i Viborg, der repræsenterer både kronen og kirken.
Disse parallelle udmøntninger MB 35 fra Ribe og MB 139 fra Viborg dækker tilsyneladende tiden fra 1242 indtil Niels Stigsens fald i sommeren 1245, hvorefter Nørrejylland indfører en helt ny type MB 23 og MB 21 henholdsvis repræsenterende Ribe og Viborg i overensstemmelse med det hidtidige officinmønster, jfr. det tilsvarende typeskifte på Sjælland, hvor MB 8 afløses af MB 32.
Umiddelbart før Valdemar d. 2.'s død i foråret 1241 var Odense som nævnt vel sagtens fra kalenderårets begyndelse trådt synligt ind i emissionsrækken med en selvstændig type, der i modsætning til den jyske fællesmønt for årene 1235 til og med 1240 nu markerede sig med bogstavet "O" for Odense.
Man kan på baggrund heraf antage, at en selvstændig Odenseudmøntning også er fortsat efter, at Erik Plovpenning har overtaget styret som enekonge. Formentlig skal den første Erik Plovpenningmønt fra Odense dateres til kalenderåret 1242. Møntrækkens eksistens bekræftes af flere hinanden påfølgende emissioner, der alle fremtræder som fællesudmøntninger mellem krone og kirke.
Foruden af motivvalget har fordelingen af det beskedne antal enkeltfund af de omhandlede typer været afgørende for disses placering.
Med hensyn til dateringen af de enkelte emissioner taler motivvalget som regel et ret tydeligt sprog gennem den periode, som disse fællesudmøntninger omfatter. Perioden strækker sig over et tiår fra 1242 til den afsluttes med Christoffer d. 1.'s regeringstiltrædelse i efteråret 1252.
Den første af disse Odenseudmøntninger under Erik Plovpenning er MB 11. Mønten er slået for kronen og biskop Ivar og har en kurseringsperiode indtil sidstnævntes død i 1245 umiddelbart efter kirkemødet i Odense i februar måned. Den pågældende mønt bærer kongens portræt på averssiden og en biskoppelig mitra på reversen. Begge motivfremstillinger er indrammet af et trepas med spidser, reverssiden er forsynet med dekorative suppleringselementer i form af ringe og små kors.
Denne udmøntning afløses af MB 12, der er slået under biskop Niels kortvarige episkopat forår 1245/47. Biskop Niels var ifølge foreliggende oplysninger kong Eriks håndgangne mand. Den pågældende mønt har på averssiden en krone i en rudeformet indfatning. Kronen er omgivet af ringe - indfatningen af halvmåner. Reverssiden har i midterfeltet en bispestav flankeret af bogstaverne N og I med en ring over. Omskriften består af fire ringe alternerende med fire små kors.
De to typer MB 11 og MB 12 har således et iøjnefaldende stilfællesskab i form af reverssidens forsiringselementer, der berettiger til at antage, at det er den samme mester, der har stået for udkastet til de to udmøntninger.
I Slesvig har hertug Abel sikkert omgående efter kong Valdemars død påbegyndt emissionen af sin egen mønt. En sådan udmøntning kan ikke umiddelbart identificeres. Men det synes i hvert fald ikke udelukket, at denne udmøntning netop er den, som Hauberg formoder er slået i Slesvig i Erik Plovpennings tid, men som han alligevel ikke drister sig til at henføre til hertug Abel, nemlig MB 38. Denne mønt har som motivvalg på averssiden en krone af helt afvigende form fra den af Erik Plovpenning og de følgende regenter sædvanligt anvendte. Under kronen er anbragt et lille skjold. Reversmotivet består af en bispestav korslagt med bogstavet I. Motivet er anbragt i et firpas af perler. "I" kan, såfremt placering og datering ellers er rigtig, betyde Johannes Biskop af Slesvig (1238-44).
Under våbenstilstanden mellem kronen og Slesvig i årene 1244-1246 er det sandsynligt, at hertug Abel efter forhandling med kronen har emitteret mØnten MB 154 fra sommeren 1245 i tilslutning til emissionen af den nye jyske landsmønt MB 23-21. Mønten har som aversmotiv et neutralt liljekors med halvmåner yderst og kugler inderst i vinklerne og fører i øvrigt som reversmotiv Sterlingkorset med halvmåner i vinklerne ligesom landsmønten fra Ribe. Fundoplysningerne er få og omfatter kun enkeltfund, der ikke er decideret retningsgivende for placeringen, men andre indicier i møntrækkerne synes at underbygge placeringshypotesens rigtighed.
Begyndelsen af året 1245 markeres af kirkemødet i Odense og de på dette møde, den 22. februar, vedtagne statutter. De linier, der her blev trukket op, har sikkert været medvirkende til kanslerens fald, men den politiske udvikling, som er gået forud, har været afgørende i så henseende. Denne udvikling synes møntrækkerne som anført at belyse gennem deres iøjnespringende motivvalg, der i højmiddelalderens symbolverden ikke kan være tilfældige, men tværtimod underbygger formodningen om den positionsforskydning, som kansleren må have været udsat for, en positionsforskydning, der tog sin begyndelse allerede omkring Valdemar den 2.'s død i foråret 1241.
De kræfter, som kansleren tilsyneladende kæmpede mod gennem flere år, nåede endelig at styrte ham i løbet af sommeren 1245 og tvinge ham i landflygtighed. Først drog han til Norge og senere fortsatte han til Frankrig, hvor han døde i Clairvaux den 24. september 1249.
(Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1986 side 213-241)
Noter:
Tabel II
Oversigt over antal enkeltfund af Erik Plovpennings udmøntninger
fra det sjællandske og det nørrejyske emissionsområde i
perioden 28/3 til sommeren 1245:
Noter: