Det er en kendt sag, at den nordlige del af Estland blev underlagt den danske krone i 1219 som et resultat af kong Valdemar II.s sejr over esterne i slaget ved Lindanisse (Tallinn). Bortset fra i en kort periode 1227-1238, hvor Sværdordenens riddere styrede i Tallinn, så forblev dette område som et dansk hertugdømme Estland, indtil det i 1346 blev solgt til Den tyske Ridderorden.
Man ved ikke særlig meget om danskernes udmøntningsaktiviteter i Tallinn. Med hensyn til skriftlige kilder, så er der kun to dokumenter bevaret i Tallinn stadsarkiv, og de er gentagne gange publiceret i forskellige udgaver af sådant materiale. I det ældste af dokumenterne, som er fra 1265, fornyer dronning Margrethe Sprænghest byens udmøntning og fastsætter møntens finhed (1). Det andet dokument drejer sig om fordelingen af indkomsten fra mønten mellem kronen og byrådet. Det er fra 1280 (2).
Da der således mangler dokumentarisk materiale mangler vi viden om hvornår udmøntningen begyndte i Tallinn og hvordan den udviklede sig. Men heldigvis er der i Estland gjort et antal af møntfund og fund med mønter og ikke-monetært sølv fra vor periode, og her kan vi måske finde noget, der stammer fra lokale møntsteder (3). Først og fremmest skal fundet fra Kostivere nævnes (4). Fundstedet er nær Tallinn, og fundet indeholdt nogle sølvsmykker og 120 mønter, af hvilke 107 er ubestemte brakteater af én og samme type. Stempelskæreren har afbildet et tårn med et kors indenfor, et andet kors er på højre side og et flag er på tårnets venstre side på muren (fig. 1). Under hensyn til de øvrige fundne genstande og de mønter, som kan dateres med sikkerhed, så kan selve møntskatten dateres til 1220'rne (5). Endnu to mønter af samme udseende hører til fundet med sølv og mønter fra Kumna, som kommer fra nogenlunde samme område og periode (6). For nylig blev en ny tårnbrakteat fundet ved arkæologiske undersøgelser i nordøst Estland på gravpladsen ved Pada, som også blev brugt i det sene 1100-tal og i begyndelsen af 1200-tallet (7). Endnu en mønt af samme type findes i møntsamlingen i Institut for Historie i Tallinn, men desvære uden nogen kendt fundproveniens (8).
Efter at have konsulteret udenlandske kolleger må jeg konstatere, at der ikke findes én eneste af sådanne mønter i andre lande ved Østersøen (9). Følgelig må man spørge sig selv om, hvorfra mønterne kommer. Det er bemærkelsesværdigt, at alle 111 kendte brakteater fra de fire estniske fund er blevet fremstillet med ét og samme stempel og sandsynligvis, som det er fremgået ved en nærmere undersøgelse, ved kun at benytte et enkelt slag (10). Dette kunne tyde på, at antallet af prægede tårnbrakteater er meget lille, og følgelig, at de kun har været præget indenfor en kort periode. Yderligere, så ser alle brakteaterne i fundet fra Kostivere ret nye ud, d.v.s. de har ikke (eller næsten ikke) været i cirkulation, før de kom i jorden. Det er noget man ikke kan forvente, hvis mønterne, der oven i købet er skrøbelige brakteater, kom fra et møntsted langvejs fra.
Det forholdsvis store antal af velbevarede mønter gør det muligt at finde en vægtstandard. Ifølge grafen s. 75 så balancerer hovedparten af brakteaternes vægt mellem 0,19 og 0,24 gram, med et gennemsnit på 0,22 gram.
Det er blevet bemærket, at i begyndelsen af 1200-tallet var en sådan møntvægt forholdsvis usædvanlig i Østersøområdet. I Sverige brugte man brakteater med to vægtstandarder, henholdsvis c. 0,15 gram på Gotland og c. 0,30 gram på det svenske fastland (11). Derimod vejede brakteaterne i byerne i Nordtyskland normalt c. 0.50 gram (12). Ganske vist var brakteaterne i Polen af tilsvarende vægt (13), men motiverne var helt anderledes, og der var praktisk taget ingen forbindelser med Polen på dette tidspunkt. Den tyske Orden begyndte på sin udmøntningen så sent som 1233-1235 (14), og der kendes ingen tidlige brakteater fra Den tyske Orden i Estland. Og endelig, så sluttede udmøntningen af brakteater i Danmark allerede i midten af 1100-tallet, og der blev kun præget "normale" to-sidede penninge i Danmark i den periode, som interesserer os (15). Men brakteaterne fra Borgerkrigsperioden i Danmark (1146-1157) synes at have haft samme vægt (0.20-0,25 gram) (16).
Alt i alt må man sige at tårnbrakteaternes fundomstændigheder samt deres vægt ikke kan passe med noget endnu kendt møntsted i Østersøområdet. Derfor kan man ikke udelukke, at disse mønter kan have en lokal oprindelse. I Livland var der to større centrer i begyndelsen af 1200-tallet. Det første var Riga, som var grundlagt af biskop Albert 1201 og som havde møntprivilegier fra 1211. Men hverken den møntfinhed, som biskop Albert fastlagde (4/2 mark mønt fra én mark rent sølv) eller den faktiske vægt af de nyligt opdagede Riga-brakteater (0,16 gram) eller for den sags skyld deres motiv med den stående biskop kan passe med tårnbrakteaterne (fig.2) (17).
På denne måde bliver Tallinn det eneste mulige møntsted for tårnbrakteaterne. Som det blev nævnt ovenfor, så var der to herskere i Tallinn i den periode, som interesserer os, der kunne lade slå mønt: Den danske kong Valdemar II Sejr og Mestrene for Sværdordenen. Med hensyn til sidstnævnte, så fik Ordenen ikke ret til at slå mønt, før den blev forenet med Den tyske Ridderorden i 1237. Det er rent faktisk for sent, så meget des mere, som Danmark generhvervede Estland 1238. Derfor må det være danskerne, som slog de tidligste mønter i Tallinn i deres første estiske periode, d.v.s. i årene 1219-1227. De havde brug for penge til to formål. For det første til at omvende de hedenske estere, en proces som straks begyndte i Nordestland og som blev drevet med bemærkelsesværdig iver. Og dernæst for at kunne betale sold til de danske tropper i det slot, som kong Valdemar havde ladet bygge i Tallinn.
Men helt klaret er problemet nu ikke. Som jeg nævnte ovenfor, så blev der kun præget tosidede mønter i Danmark i denne periode. Man måtte derfor rent umiddelbart gå ud fra, at det var denne type mønter, som vel bekendte for danskerne, de havde ladet kopiere i Tallinn, men dette var jo ikke tilfældet. I Lund og Roskilde, som var tidens danske hovedmøntsteder, blev der slået tre mark mønt af én mark sølv (c.210 gram).(18) Da én dansk mark bestod af 240 penning, betyder at man ikke kunne præge mere end 720 mønter fra én mark rent sølv. Men selv om mønterne blev præget i sølv af den størst mulige finhed, så kunne mønternes minimumsvægt ikke gå under 0.29 gram, og dette er betydelig over tårnbrakteaternes vægt. Ifølge finhedsanalyser, der er foretaget i Tallinns tekniske universitet, er lødigheden i tårnbrakteaterne ret høj, c. 92% eller 15 lod, hvilket svarede til rent sølv i perioden. Således svarer brakteaternes reelle vægt, 0,22 gram, præcis til den 4 marks standard, som blev brugt i Danmark lidt senere, i midten af 1200-tallet (19). Denne omstændighed synes at bevise at mønterne har en dansk oprindelse, for så vidt angår møntherren.
Det ser ud til, at de danske myndigheder af en eller anden grund, måske på grund af manglende udmøntningsudstyr (hvilket kan konstateres ved den ufuldstændige teknik, der er brugt til at præge tårnbrakteaterne), har besluttet sig til at gå i gang med at slå mønt i Tallinn som brakteater. Det var ganske naturligt at præge i lavere lødighed i forhold til den hjemlige, da dels forholdene var ekstraordinære, og man dels havde brug for yderligere indkomster til at dække udgifterne med at underkue og omvende hedningene.
Hvis vi skal dømme efter det ene stempel, som blev brugt til udmøntningen, så må den være afbrudt - af en ukendt årsag - meget snart efter at den begyndte. Der er meget få vidnesbyrd om udmøntningens fortsættelse i Tallinn i den meget tidlige periode, bortset fra to brakteater med et helt andet motiv - sværd - bispestav lagt over kors, begge mønter stammer fra Kostivere fundet (fig.3). Vægten. henholdsvis 0,24 og 0,21 gram, og det almindelige indtryk placerer de to mønter nær tårnbrakteaterne. Det må bemærkes, at de to brakteater er præget med to forskellige stempler. Vi kender kun sådanne brakteater, men dog i en lidt anderledes stil, fra fundet fra Biersted hede i Nordjylland (fig.4) (20). Skønt dette fund er nedlagt efter 1157, så blev denne mønttype dog indført og præget i Danmark under borgerkrigen 1146-1157 (21). Men det er ikke meget sandsynligt, at sådanne skrøbelige brakteater, kunne overleve og dukke op, oven i købet i udmærket bevaringstilstand, i et skattefund, som er et par menneskealdre yngre. Derfor må man antage, at disse to biskopsmønter fra det estiske fund ikke kan være danske. Ifølge Henrik af Letlands krønike, så udnævnte Valdemar II, da han forlod Tallinn i et par måneder, ærkebisp Anders Sunesen af Lund, en af rigets mægtigste mænd, til sin viceregent. Det er vel rimeligt, at denne kirkefyrste, der hjemme havde møntprivilegier, der var bekræftet af kong Valdemar i 1213 (22), også brugte sine privilegier i de nyvundne provinser. De krydslagte sværd og bispestav kan tolkes som symboler på kongens og ærkebispens magt, og disse symboler var almindeligt brugte i tiden.(23) Men da ærkebispen blev spedalsk, måtte han forlade Tallinn i 1221. Det kan forklare, hvorfor disse brakteater (hvis de da virkelig stammer fra ærkebisp Anders Sunesens tid) er så sjældne.
Det er værd at omtale, at fire brakteater med de samme attributter, men med en meget lavere vægt (c. 0,11 gram) stammer fra Kambjaskatten, der blev fundet nær Tartu (fig.5). Denne specielle skat indeholdt mere end 4,000 mønter, hovedsagelig præget i Tartu, men også i Tallinn og Visby, og den dateres til de første tiår i 1300-tallet.(24) Man har fundet en tilsvarende mønt ved udgravninger i kirken på Øen Martinsala (Holm) nær Riga, mens en anden stammer fra den enorme Valjala-skat på øen Saaremaa, der formentlig også skal dateres til første halvdel af 1300-tallet (25). For nylig blev endnu en brakteat af samme type fundet ved arkæologiske undersøgelser i biskopsborgen Lihula i Wiek (26). Men da disse sidstnævnte brakteater ser ud til at være præget næsten hundrede år senere end bispemønterne fra Kostiverefundet, så stammer de ikke nødvendigvis fra det samme møntsted. Begge typer har således en livlandsk oprindelse, men møntstedets nærmere placering er endnu ukendt. Indtil nu har man nærmest ment, at Riga var det mest rimelige udmøntningssted for de brakteater, vi her taler om.(27) Men man kan heller ikke udelukke, at de kommer fra det vestestiske bispesæde Wiek (med bispesæde i Haapsalu fra 1265), og hvor bisperne i hvert fald siden 1279 havde møntprivilegier (28).
Engang i anden halvdel af 1200-tallet begyndte man at præge en ny brakteattype med krone i Tallinn, og det i stort omfang (fig. 6) (29). Desuden optræder brakteater, som afbilder et kronet hoved en face i nogle fund (fig. 7). Man antager også, at denne mønttype er udmøntet i Tallinn, på grund af de kongelige symboler som anvendes (30). Men der er forskellige meninger om, hvornår udmøntningen blev (gen)optaget i Tallinn, og hvor lang tid den varede (31). Heller ikke mønttypernes rækkefølge er sikker. I almindelighed opfattes dronning Margrethe Sprænghests bestemmelser fra 1265 som en ordre, der skulle bekræfte byens ret til at slå mønt og forandre eller forbedre mønternes finhed (32). Følgelig kunne man konkludere, at udmøntningen af brakteater med hoved begyndte midt i århundredet i Tallinn. Eftersom dronningen ikke var tilfreds med deres lødighed, besluttede hun at forbedre den med sit dekret 1265, og siden da udmøntedes kronebrakteaterne (33). Men tolkningen afhænger af, hvordan ordet "innovandam" forstås, det kan nemlig betyde genoprette eller genindføre. Følgelig er det ikke udelukket, at dronningen, som kendte til den tidligere danske udmøntning i Tallinn, blot gav besked på at genindføre den, samtidig med at hun forbød den nyere udmøntning. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke i dokumentet er et eneste ord om tilbagekaldelsen eller forbuddet mod de tidligere mønter, hvad der er meget mærkeligt, hvis de virkelig havde eksisteret. Det er derfor meget sandsynligt, at der ikke var nogen udmøntning i Tallinn efter at dansk styre var genoprettet 1238 og indtil 1265, og at dronningens bestemmelse følgelig overhovedet er det ældste dokument vedrørende Tallinn byråds møntprivilegier. Således blev brevet i det mindste forstået af byens myndigheder i 15-, 16- og 1700-tallet, hvad der kan ses af deres ansøgninger til de svenske konger i forbindelse med bekræftelse af møntprivilegierne (34).
Iflg. bestemmelserne skulle der præges 6 mark og 2 øre, d.v.s. 6 1/4 mark mønt af én mark rent sølv. Man kan samtidig se fra mange indførelser i byens regnskabsbøger, at én mark sølv svarede til blot seks mark mønt (35). Man har fremkommet med forskellige forklaringer på denne uoverensstemmelse. For eksempel, at de manglende ører skulle forstås som en mulig indtægt for byrådet, eller at de skulle opfattes som en reserve, der skulle dække udmøntningsomkostninger (36). For nylig har L. E. Fauerholdt Jensen prøvet at forklare forholdet med forskellen på dansk og svensk mark som vægtenhed (37). Imidlertid ser det ud til, at det er forskellen mellem en mark rent sølv og en mark sølv (38), som har forårsaget det omdiskuterede problem. I regnskabsbøgerne optræder de to udtryk altid adskilt og med forskellig værdi (39). Således svarer 40 mark rent sølv til 42/I mark "normalt" sølv, d.v.s. sølvbarrer. Skønt man i regnskabsbøgerne skelner mellem den vegne mark, som består af sølvbarrer, og den som består af sølvmøntert (40) så er deres værdi altid den samme. Det betyder, at mønterne ikke var af rent sølv, men af sølv af lavere finhed. Eftersom finheden af rent sølv var på 15 lod (= c. 925 promille) i denne periode, så udgør det en finhed på 14,4 lod for sølvindholdet i brakteater. Det svarer fuldstændigt til resultatet af de kemiske analyser, som A. Molvögin lod foretage (41). Denne lødighed er også nær sølvbarrernes finhed i den nævnte kilde (14,1 lod). Da én mark i Tallinn, ligesom i Visby, var 8 øre eller 24 ørtug eller 288 penning, så betyder en lødighed på 6 mark, at der præges 1,728 brakteater af en mark sølv. Eftersom én mark vejede 208-209 gram i Tallinn, så svarer dette tal nøjagtigt til gennemsnitsvægten på kronebrakteaterne 0,12 gram. Således svarer de metrologiske data til formodningen om at det var kronebrakteaterne, der blev udmøntet i overensstemmelse med det kgl. dekret 1265.
I almindelighed er man gået ud fra, at brakteaterne i de to estiske byer, Tallinn og Tartu (stiftsbyen i bispedømmet Dorpat, hvor udmøntningen begyndte i anden halvdel af 1200-tallet, nogenlunde på samme tid som i Tallinn (42) blev udmøntet efter samme vægt (fig. 8). Men dette viser sig, overraskende nok. ikke at være tilfældet, hvis man foretager nogle statistiske undersøgelser. Gennemsnitsvægten på mønter fra Tartu (der er vejet mere end 1,200 mønter) er 0,129 gram, og det er rigtignok ikke meget mere end brakteaterne i Tallinn, men dog stadigvæk 7,5% (43)! Dette betyder, at møntvæsenet i Tartu ikke kan have været baseret på hverken Rigamarken eller Tallinnmarken, men på noget helt tredje. Den eneste anden rimelige vægtenhed i nabolaget var Novgorods mark ("grivna") på c. 204 gram, som blev brugt i hele Nordrusland og undertiden også i Livland. I dette tilfælde blev der udmøntet nøjagtig 5,5 mark brakteater af en sådan "gnivna". Det er egentlig ret naturligt for Tartu, fordi byen havde så nære handelsforbindelser med Rusland, særlig til Pskov, som ligger ikke langt fra Novgorod. Da man hovedsagelig afregnede i de små brakteater ved at veje dem, så hindrede de forskellige vægtenheder ikke, at mønter fra de to møntsteder, Tallinn og Tartu, circulerede i hele Livland, ganske vist under den forudsætning, at sølvindholdet var nogenlunde det samme.
Derimod er det usikkert, hvortil man skal henføre en anden gruppe brakteater med kronet hoved (fig. 7). Disse mønter træffes i nogle livlandske fund (Kambja, Valjala, Asote) sammen med andre lokale og fremmede brakteater, men der er altid kun få af dem i sammenligning med det øvrige indhold (f.eks. var der kun syv af disse brakteater sammen med mere end 4,000 mønter i skattefundet fra Kambja) (44). Den eneste undtagelse er den del af et skattefund af usikker oprindelse (Valjala? (45)), som opbevares i Eremitagen i Peterborg, og som har 8 brakteater med kronet hoved ud af i alt 58 mønter (46). Sandsynligvis er det ikke et tilfældigt udvalg, men sammensat af én, der ville have de mest spændende mØnter til samlingen. Det er bemærkelsesværdigt, at der kendes mange forskellige stempler og endog undertyper af denne udmøntning. hvad der antyder en ret lang udmøntningsvarighed. Derfor er det vanskeligt at forklare, hvorfor denne type er så sjælden i estiske fund. Efter fundsammensætningen at dømme, så skulle disse mønter have været slået nogenlunde samtidigt med de typiske brakteater fra Tallinn og Tartu, som beskrives ovenfor. Brakteaterne med hoved kunne, efter udseendet at dømme, være lavet af sølv, som er af en noget lavere finhed. idet det skal tilføjes, at der foreløbig ikke er foretaget nogen kemisk analyse. Det ville være meget usædvanligt, hvis udmøntning af ringere mønter er gået forud for udmøntning af brakteater af højere lødighed. Ud over sølvlødigheden så er også selve mønternes vægt for lav, gennemsnitligt 0,099 g. Således afviger brakteaterne med hoved på alle måder betydeligt fra kronebrakteaterne. Man kan vanskeligt forestille sig, hvorledes de to mønttyper kan være præget samtidigt. Derfor må den mest nærliggende konklusion være, at enten er brakteaterne med hoved ikke slået i Tallinn, eller også er de udmøntet som en lavere nominal, f.eks. som halv- eller kvartpenning (obol eller quadrans). Men hverken sølvindhold eller vægt på hovedbrakteaten synes at være tilstrækkelig lav til en halvpenning.
Med hensyn til muligheden af en lavere nominal, så virker det lidt mærkeligt, at man kunne have behov for en mindre værdifuld mønt, når selve penningen vejer 0,12 gram. Men i Hamburg kender man til udmøntningen af kvartpenninge ("vierlinge") fra 1334 eller 1336, hvor 60 af sådanne mønter udgør én pehning (47). I Sverige blev der allerede udmøntet halvpenninge i slutningen af 1200-tallet (48). Det er derfor meget sandsynligt, at mindre nominaler til dagligdagens brug også kunne eksistere andetsteds ved Østersøen. Men de nævnes ikke i regnskabsbøgerne, som anfører større summer. Det er også sandsynligt, at mønternes mindre lødighed kan være hovedgrund til at de ikke optræder i skattefundene. Sådanne fænomener kendes fra fundene fra de følgende århundreder.
For at afslutte overvejelserne om brakteaterne med hoved, så må vi muligvis søge et andet oprindelsessted end Tallinn. Men, hvis man tager hensyn til det forhold, at de skal være fundet nær det middelalderlige møntsted i Tallinn i 1800-tallet (en oplysning, som ganske vist er meget usikker) (49), samt de kongelige attributter, der der afbildet på dem, så er det næsten umuligt at finde noget andet muligt oprindelsessted i Livland. Bortset fra bisperne i Riga, Tartu og Wiek, så er kun den livlandske ordensmester en mulighed som møntherre. Men man kan dårligt forestilel sig afbildning af kongelige symboler på mønter fra hverken bisper eller Orden. Derfor må man regne med. at mønterne slet ikke kommer fra Livland, men fra et andet sted ved Østersøen. Her kan man ikke lade være med at tænke på, at et kronet hoved ret jævnlig træffes både på svenske og på norske brakteater i perioden (50). Det kunne for så vidt også forklare det usædvanligt store antal, som er fundet i Finström kirke på Åland (51).
Uheldigvis findes der ingen skriftlige oplysninger om, hvornår og hvorfor udmøntningen standsede i Tallinn. At dømme efter møntfundene kunne det være sket engang i perioden c.1325-c.1350, da udenlandske mønter - hulpenninge fra Hansestæderne i Nordtyskland og, en lille smule senere, goter fra Visby - overtog de lokale brakteaters plads i møntcirkulationen (52). Hvis man undersøger, hvor ofte mark penge (53) nævnes i byens regnskabsbøger, er det tydeligt, at anvendelsen af mønt i større økonomiske transaktioner i Tallinn tog voldsomt af i 1330'rne og næsten fuldstændigt ophørte i det næste tiår. Hvis man skal søge en årsag, så må den ligge i afbrydelsen af den lokale udmøntning, samt at man nu i stedet brugte udenlandske, mindre værdifulde og mindre pålidelige mønter.
Men hvilken årsag kunne der være? Her er det nødvendigt at huske, at udmøntningsretten i Tallinn ikke tilhørte byrådet, men den danske krone. I 1332 døde den danske konge, Christopher II, og der kom herefter en periode med nærmest anarki. Udmøntningen i Danmark standsede næsten helt (54). Ligesom i Livland. kom hanseatiske mønter også her i omløb. En møntherre fandtes der jo heller ikke længere i Estland. I det samme år søgte den danske statholder (55) Marquard Breide endog at overføre magten i den danske del af Estland til Den livlandske Orden (56). Der var fortsat ustabilitet i Estland til 1346, da Estland blev solgt til Den Tyske Orden af Valdemar IV Atterdag, som havde brug for penge for at kunne genoprette kongemagten i Danmark. Det er klart, at byrådet ikke kunne fortsætte udmøntningen under sådanne vilkår, så meget des mere, som det heller ikke havde ret til det. Det er således mest sandsynligt, at udmøntningen standsede i 1332, ikke blot i Danmark (57), men også i Tallinn, og der blev ikke slået mønt i byen indtil 1346. Faktisk blev udmøntningen i Tallinn først genoptaget så sent som i 1363 af Den livlandske Ordens mester (58).
(NNUM 1995 side 74ff)
Ovenstående artikel er en bearbejdet udgave af foredrag holdt i Dansk Numismatisk Forening den 19. oktober 1994, hvor Ivar Leimus havde et studieophold i København som gæst hos "Ernsts legat".
Noter: