Magnus Olavsøn - eller Magnus den Gode -hyldes til konge i Norge i 1034 (eller 1035), og ved Hardeknuds død (1042) bliver han tillige dansk konge indtil sin død i 1047. Hans tid som både dansk og norsk hersker falder i den dunkle overgang mellem vikingetid og middelalder, hvor både historiske, arkæologiske og andre kilder er mere end sparsomme; man må ganske nøgternt konstatere, at vi ved forfærdelig lidt om det 11. århundredes danske historie og samfundsforhold.
Nyere studier af Magnus' danske mønter (1) har kunnet bidrage lidt til den tids historie med et selvstændigt - og derfor værdifuldt - kilde-stof. Udgangspunktet er mønterne fra Lund, der dengang og senere var den absolut vigtigste møntsmedie her i landet. Ved hjælp af det store antal stempler og med baggrund i nyere udforskning af det angelsachsiske møntvæsen er det lykkedes at dokumentere, hvorledes mønten i Lund bliver reorganiseret i Hardeknuds sidste år (tidligst 1040); produktionen fortsætter så kontinuerligt og i stigende omfang gennem resten af århundredet og endnu videre.
Også teknisk indtager mønterne fra Lund en særstilling, fordi kvaliteten af stemplerne er fuldt på højde med de engelske, og fordi indskrifterne som regel er læselige; efter engelsk forbillede nævner man møntherren på forsiden, medens bagsiden har møntprægerens og byens navn. Man er i stand til at ordne Lundmønterne i serier, der følger efter hinanden i tid. Den første gruppe efter den lige omtalte møntreform bærer i reglen Hardeknuds navn og kan efter nogle af de engelske forbilleder tidligst være slået i 1040. I den næste gruppe møder man Magnus' navn på mønternes forside, ofte med tilføjelsen "rex". (Det er i denne forbindelse mindre væsentligt, at man samtidig bruger enkelte fremmede kongenavne, (2) ligesom nogle prægninger fortsat angiver "Hardeknud"). Mønterne med Magnus' navn efterfølges af en ny serie, hvor forsiden har helt ulæselig indskrift, medens man på bagsiden fortsat angiver både møntprægernavn og "Lund". Den bliver så afløst af helt nye typer med byzantisk prægede billeder, d.v.s. de mønter, som man for længst har knyttet til Svend Estridsen. Uafhængigt af hinanden har Hauberg (3) og senere Michael Dolley (4) dateret de første af Svends Lundprægninger til et eller to år, før han ved Magnus' pludselige død i 1047 bliver konge over hele Danmark. - De tre første grupper synes efter de mange skattefund at have været omtrent lige store, hvorfor man kan knytte ret præcise årstal til dem. Gruppen med Magnus' navn må være præget fra 1042 til ca. 1044, og den næste må udfylde perioden ca. 1044- ca. 1046, hvor Svends nye typer afløser de ældre. Dette er tolket således, at Magnus allerede ca. 1044 mister kontrollen over Lund og dermed den rige provins Skåne; efter alt at dømme er det resultat af bitre kampe mellem Magnus og Svend - kampe, der er afspejlet i samtidige og senere kilder.
De ældste Odensemønter supplerer beretningen. Efter nye undersøgelser stammer de første fra Magnus' tid. (5) Blandt den i øvrigt sparsomme produktion er to stempler særlig interessante, fordi de har været brugt først i Lund og så i Odense. (6) Tilmed er to navne på møntprægere kendt begge steder, og på mønterne fra Lund forsvinder de netop på det tidspunkt, hvor Magnus ikke længere synes at have kontrol over udmøntningen her. Med andre ord kan man vise, at ikke blot to møntstempler, men også to møntprægere flyttes fra Lund til Odense, hvor de arbejder i Magnus' og derefter i Svend Estridsens navn. I direkte fortsættelse af sin forgænger præger nemlig også Svend mønt i Odense, men tilsyneladende kun i en meget kort tid. Et af Svends forsidestempler fra Odense flyttes nemlig tilbage til Lund og bruges her med lokale bagsidestempler. I den næste menneskealder kendes ikke nogen mønt fra Odense.
Med andre ord: Mønterne fortæller, at Magnus ca. 1044 må forlade Lund (og dermed Skåne), hvorefter han lader slå mønt i Odense i årene 1044 til (senest) 1047. Selv om der kun er tale om en kvantitativt ringe virksomhed (antagelig med årsag i mangel på tilstrækkelige mængder af sølv), er hans Odensemønter ofte af samme gode kvalitet som dem fra Lund. Dette er ikke nogen selvfølge, fordi de fleste andre møntsmedier rundt om i landet præsterede en langt ringere kvalitet og næsten altid med ulæselige indskrifter på for- og bagside. Navnlig er de mønter, som med sikkerhed kan henføres til Magnus, i alle retninger primitive.
Der er dog endnu et møntsted, som viser undtagelser fra det lige omtalte skema. I Hedeby bliver der præget et lille antal mønter, der teknisk er på højde med de gode stykker fra Lund og Odense. Tilmed er de på flere områder helt usædvanlige inden for datidens danske møntvæsen. Hermed er vi fremme ved det egentlige emne for disse linier.
Selv om Hedeby var hjemsted for de allerførste danske mønter både tidligt i det 9. og i løbet af det 10. årh., spiller denne Nordens største handelsby ingen særlig rolle som møntsted i det 11. årh. Den er typisk "secundær", d.v.s. hører ikke til de byer, hvor Knud den Store ca. 1020 søgte at skabe et dansk møntvæsen efter engelsk forbillede. (7) Da det næste forsøg bliver gjort ca. 1030, kommer Hedeby ind i billedet, idet der kendes en lokalpræget type, som Hauberg - og med god ret - tilskrev stedet. De fleste stykker har ulæselige indskrifter, men en enkelt prægning angiver Hardeknuds navn. Samme type fortsætter i den følgende tid, og påny er et stempel - men kun ét - læseligt og angiver "Magnus Rex Danor" på adversen og møntprægernavnet "IULE" påreversen. Produktionen fortsætter efter samme linier under en del af Svend Estridsens tid.
To små grupper af Hedeby-mønter fra Magnus' tid bryder dette mønster. Skønt de begge forlængst er omtalt og afbildet, synes de ikke at være tolket i en større sammenhæng. Derfor dette forsøg.
Den første gruppe svarer til Haubergs Magnus 38, men der bør skelnes mellem to typer. Den ene er afbildet af Hauberg. Adversen viser et fyrsteportræt en face og i en stil, der mere svarer til visse tyske prægninger end samtidige danske. Indskriften står tydelig: MAHNUS REX NAR, hvad der hidtil er tolket som: Magnus, Norges (eller nordmændenes) konge. Reversen har en mærkelig midterfigur, der enten kan forklares som et skematisk portræt eller som et ansigt over en bygning (se den følgende type). Indskriften står tydelig: IOLI ON EIDEBIINI; også her kan man (som allerede Hauberg) læse møntprægernavnet Joh og byen Eithebi, d.v.s. Hedeby (idet de sidste bogstaver kan være anbragt for at udfylde pladsen, således som man ikke helt sjærdent ser det på datidens mønter).
Den anden type (8) viser i to forskellige, men beslægtede udgaver et fyrsteportræt en face og med tydelig byzantisk præget hovedbeklædning. Indskrifterne læses henholdsvis: MAGNUS REX D og MAGNUS REX. Reversbillederne gengiver tårne med realistisk tegnede kvadre. Indskrifterne lyder: IULE ME FECIT, dog i lidt forskellig gengivelse. Både billeder og indskrift (d.v.s. mesterformularen: "Jule gjorde mig") har en vis lighed med den lige nævnte type, men står endnu fjernere alle samtidige danske mønter. Derimod er ligheden med tyske prægninger slående. (9) Vore mønter må dog være danske, hvad navnet "Hedeby" understreger, og møntprægeren (Jule eller Joh) bærer et nordisk navn, (10) selv om man ikke kender ham fra Lund eller andre danske møntsmedier. (11) For at opklare spørgsmålet om det tyske forbillede har jeg spurgt to af de bedste kendere inden for området, professor dr. Peter Berghaus, Münster, og dr. habil. G. Hatz, Hamburg. Ingen af dem har kunnet pege på en bestemt prægning, som mester Jule har kopieret. Billeder af bygninger, også fæstningstårne, forekommer på forskellige mønter inden for både det frankiske og saksiske område. Det samme gør fyrstebilleder i beslægtet stil, d.v.s. mere eller mindre efterlignende byzantinske mønter. Det nærmeste, man kan komme, er nogle prægninger fra Regensburg i Bayern med møntherrenavnet Heinrich. (12) Dannenberg henførte dem oprindelig til Henrik V (1017-1026). Senere forskere har foreslået Henrik VI (l084-1106), men dr. Hatz har meddelt mig, at han anser det første forslag for rigtigere.
Under alle omstændigheder er begge typer Hedebymønter fremmede fugle inden for den danske møntproduktion ved midten af det 11. århundrede. Hvad der ligger bag Magnus den Godes særlige prægninger her, ved vi ikke. Forklaringen kan måske være hans svogerskab med en tysk fyrste, Otto af Braunschweig (hvad der dog kun er kendt fra en sen historisk kilde (Snorre)). Mester Jule (eller Joh), er som sagt ukendt, bortset fra den mere normale Hedebymønt. Hvis det er en norsk specialist, som Magnus lader virke i Hedeby, har han ikke lært faget hjemme. For Magnus har slet ikke slået mønt i Norge.
Det er imidlertid Jule (Joh), der danner forbindelse til den anden og endnu mere spændende gruppe af Hedebymønter. Der er tale om Haubergs nummer Magnus 37. Man kender fire forskellige adversstempler, men mærkeligt nok har Hauberg valgt at afbilde det teknisk set ringeste. På de to bedst skårne adverser ser man et fyrsteportræt en face; til venstre har man en korsstav og til højre en lige så god gengivelse af en vikingetids stridsøkse. Indskriften giver tilsyneladende ingen mening. De to andre stempler ser ud som dårlige efterligninger, men begge viser øksen til højre, og det ene billede har også korset til venstre. Reverserne er mere ensartede. De to første er fra samme stempel og viser et sfærisk kors, hvis arme afsluttes i fire kugler. Indskrifterne giver ingen sammenhængende mening, men på alle tre stempler indledes de med »IOLI« (i det ene tilfælde dog spejlvendt). Hermed har vi kontakten til de først omtalte Hedebymønter, og de må være fra Magnus' tid.
Men billedet på mønternes forside? I numismatisk litteratur finder man allerede antydet muligheden af, at man har afbildet Olav den Hellige. Det kan kun være ham. Fyrsten med det kristne kors i den ene hånd og stridsøksen i den anden er på talrige billedgengivelser fra det 12. årh. og i hvert fald til hen mod det 15. årh. den norske helgenkonge Olav Haraldsøn, der faldt i kamp ved Stiklestad sommeren 1030. Sikre kilder oplyser, at han allerede få år senere fik ry som en hellig mand, og dyrkelsen af ham som ikke blot norsk, men nordisk helgen spredte sig med usædvanlig hast overalt, hvor nordiske folk havde slået sig ned, d.v.s. også på De britiske øer, Færøerne, Island, ja helt til Nordvest-Tyskland, Holland og til Novgorod; her indviede gotlandske handelsmænd en kirke til ham. Hans usædvanlige popularitet blandt alle kristne vikinger er forståelig: man havde for første gang i Norden fået sin egen helgen, en stor høvding og konge, der fandt martyrdøden på valpladsen.
Hvorfor slår Magnus den Gode mønt i Hedeby med Olavs billede? Samtidige og senere kilder beretter om Magnus' sejr over store slaviske styrker, der var trængt nordpå fra deres områder i det østlige Holsten. På Lyrskov hede slog Magnus i 1043 den vendiske hær eller - måske rettere - den folkevandring, der søgte nye bosteder. Det blev gjort så grundigt, at der ikke blev nogen slavisk kolonisation på dansk område. Lyrskov er lokaliseret til egnen omkring Isted, vest for Hedeby. I senere sagn og myter er overleveret fortællinger om, hvorledes Olav den Hellige havde grebet ind i slaget; han skulle natten før have vist sig i drømme for Magnus, og flere af deltagerne mente senere ganske sikkert at have hørt en lyd som klokken fra Nidaros (Olavs gravkirke) under slaget.
Det giver Hedebymønter fra 1040'erne med Olavs billede en naturlig forklaring: de er slået til minde om kampen og til forherligelse af kong Magnus. I langt senere tider ville en sådan skik være noget ganske selvfølgeligt. Men, på overgangen mellem vikingetid og middelalder er erindringsmønter helt usædvanlige. Og lige så bemærkelsesværdigt er det, at vi på disse mønter træffer de tidligste billeder af Hellig Olav, mere end hundrede år ældre end de kirkebilleder, man har bevaret i så rigt mål fra den senere del afmiddelalderen. (13)
En sådan tolkning af Hedebymønterne og deres baggrund vil forekomme ny for de fleste, og i den meget omfattende litteratur omkring Olav den Hellige (ganske særlig ved 1930 og 1980, d.v.s. i anledning af mindet om Stiklestad 1030) leder man forgæves efter disse enkeltheder. (14) I ældre numismatisk litteratur kan man finde mere. Hauberg har antydninger spredt i sin tekst, og de synes at gå tilbage på den norske numismatiker C. J. Schives værk "Norges Mynter i Middelalderen", udgivet l858-65. Han har i hvert fald knyttet de to grupper Hedebymønter sammen og identificeret adversbilledet på den ene med Olav den Hellige.
Man kan i dag gå et skridt videre og se på mønternes betydning for dansk historie omkring Magnus den Gode. Man har ofte stillet det spørgsmål, hvorfor den unge norske konge også bliver hyldet i Danmark, ved Hardeknuds død 1042. Senere, men temmelig usikre kilder har nævnt en art aftale mellem de to fyrster om fælles kongemagt ved den førstes død, men moderne historikere tror ikke på den myte. Da mandslinien i den danske kongeslægt uddør med Hardeknud, er der ingen selvskreven arving. Erik Arup vurderer 1925 situationen således, at "landet ikke behøvede nogen konge, og at Magnus under folkets fuldkomne ligegyldighed opnåede den tomme kongehyldning". (15) Og i 1981 skriver Aksel E. Christensen om Magnus, (16) at det "ikke er sikkert han har haft anden adkomst til dansk kongeværdighed end erobrerens ret". Der er vist overset noget ret afgørende. I vikingetiden var det nødvendigt for en høvding og en fyrste at være en stor kriger og en dygtig leder. Men for en konge uden egentlig arveret gennem slægten var det ikke nok; han måtte have særlige åndelige kræfter, have "lykke" - som de gamle udtrykte det. Og Magnus havde ganske særlig kraft gennem sin far Olav, hvis hellighed og styrke var kendt og dyrket overalt i Norden allerede på den tid. Derfor hyldede i hvert fald jyderne Magnus som dansk konge. Og derfor kunne han befæste sin stilling under de følgende års stadige og bitre kampe med Svend, der var søn af Knud den Stores søster Estrid, og som faktisk - til forskel fra Magnus - havde arveret til den danske kongemagt.