Fig. 1. Hede 3A, 9. Thomas Høiland Møntauktion, Jerry Meyer
Under Christians 4.s felttog i Tyskland blev fæstningen Wolfenbüttel overdraget til kongen, der af alliancen mod kejseren var valgt til kredsoberst. Grev Philipp Reinhardt af Solms-Hohensolms var oberst i den danske konges tjeneste. Greven havde tilegnet sig hertug Friederich Ulrich af Brunsvig-Lyneborgs guld- og sølvservice, som fandtes på slottet i Wolfenbüttel. Her gives der samtidig bevis for samtiden måde at opspare i sølv. Sølvservice og sølvmøbler kunne jo omsmeltes, for at blive til mønter. Omkostningerne ved dette arbejde var meget ringe. Ved byggeri regnedes arbejdslønnen for ca. 10 % af omkostningerne.
Fig. 1. Hede 3A, 9. Thomas Høiland Møntauktion, Jerry Meyer
Mellem den 1. april og 19. december blev der i Wolfenbüttel slået guldmønter, specier samt en kobberklipning af værdi 12 pfenning. Benævnelsen hanrejthaler må være opstået på baggrund af følgende misforståelser:
Mønten har ikke bøjle over kronen, fordi Christian 4. ikke deltager i kejserkrigen som konge af Danmark, men som kredsoberst og hertug af Schleswig-Holstein. Fra 1625 til 1629 var Christians liv optaget af krigsførelse. Som det ses på blanketterne fra udmøntningerne fra Wolfenbüttel er det ved omsmeltningen af sølvet og derefter udvalsningen ikke lykkedes at få metallet til at flyde ordentligt sammen, derfor de mange små revner.
Fig. 2. Hede 3B, 9. Thomas Høiland Møntauktion, Zinck II
Denne mønt benævnes ofte i møntkataloger Hanrejthaler. Grunden hertil er en gammel forveksling mellem to tyske adelsnavne. Den tyske greve Otto Ludwig von Salm, Rhingreven kaldet, gjorde det danske hof - og i særdeleshed Kirsten Munk - sin opvartning.
Kirsten Munk fødte i 1629 en datter som blev døbt Dorothea Elisabet. ”Kramsfuglen”, ”den kasserede frøken” eller ”paradisfuglen”sådan kaldet af Christian 4. Dette barn nægtede han faderskabet til. Hoffets tjenere havde fortalt kongen om grevens gentagne besøg i dronningens sovegemak, samt om meget andet de have hørt, og som ikke kunne fortælles!
Han lod dog i begyndelsen som om han intet vidste til Kirsten Munks og Rhingrevens eskapader. Christian kigger på sin skrivekalender og finder ud af at Rhingreven havde forladt Danmark 10 måneder før barnet ser dagen lys. Christian mener nu, at en anden end Rhingreven kan være faderen til dette barn. Ægteskabet med kongen endte med mordforsøg. Kirsten forsvarede sig med ”at hun måtte være blevet sindssyg af at føde kongen så mange børn” - hvilket faktisk var et ganske godt argument. Den 19. april 1658 døde Kirsten Munk og blev stedt til hvile i Sankt Knuds kirke i Odense. Nogle år senere forsvandt hendes sarkofag.
Fig. 3. Maleri af Kirsten Munk. Maleri af Jacob van Doort, Frederiksborg slot
Kirsten Munk forfulgte med nidkær hjælp fra sin mor, Ellen Marsvin, i årevis kongen for godkendelse af faderskabet for pigen. Det åbenlyse fjendskab mellem Christian og Kirsten Munk fik Kirsten Munk til at kontakte den svenske gesandt og plapre ud med alt muligt om kongen. Hun ønskede at komme til Sverige, hvor Rhingreven var.
I 1638 mistede kongen tålmodigheden med dem begge, sendte bud efter sine skrivekalendere, for atter at regne sagerne ud. Nu fik fru Ellen Marsvin dette brev:
"Det er klarere end solen om middagen at din datter fik den horeunge, vi drages om, når man nu regner 40 uger tilbage fra samme dag, som alle kvindfolk i verden tilegnes fra undfangelsen indtil fødselen, da kan du, eller ingen der lever med ære sige, at jeg har været på de steder, som din datter var, den tid hun blev med samme unge!"
Fig. 4.
Denne sten blev sat ved Frederiksborg Dyrehave efter at kongen blev nægtet sengen hos Kirsten Munk. Man kan sige det er et monument over et forlist ægteskab i 1628. En kopi af denne sten står ved Portbygningen ved Rosenborg Slot.
Fig. 5. Kongens regalier. Udsnit af Pieter Isaacsz maleri fra ca. 1612
I august 1628 måtte kongen pantsætte rigets regalier til tre Holstenske adelsmænd. Klenodierne blev vurderet til 35.600 rigsdaler. Kongen indløste sine egne regalier, krone, scepter, æble samt Rigssværdet fra 1551 (Christian 3.).
Grev Philipp beskyldtes for at have gjort hertug Ulrich til hanrej. At denne formodede begivenhed så erindres som Christians "hævn" med at inddrage sølvservicet, gør hele historien om denne sjældne mønt forvirret, men bestemt ikke kedelig.
(2007)
Christian d. 4 havde mange sølvmøbler, de fleste gik til omsmeltning inden kongens død i 1648. R.F.P. kongens valgsprog, som folkeviddet døbte: Riget Fattes Penge, kom til at passe - alt for godt til Christians sidste regeringsår!