For at tilvejebringe et kendskab til ældre tiders møntforhold er det ofte nødvendigt at gribe til egentlige stempelundersøgelser bl.a. for at få opregnet, hvor mange prægestempler der er benyttet til en given udmøntning (1).
Der foreligger forskellige metoder til at løse en sådan opgave. Den mest enkle - men også mest usikre - er blot at foretage en visuel adskillelse af stemplerne ved at sammenligne de aktuelle mønter og/eller gengivelser heraf i form af fotografier, stregtegninger eller aftryk (2). Metoden indeholder et vist element af subjektivitet, men giver holdbare resultater, hvor stemplerne let lader sig adskille på grundlag af simple karakterer som f.eks. forskelle i møntindskriften. Dette synes bl.a. at være tilfældet for mange middelalderudmøntninger (1). Risikoen for fejlslutninger vokser dog uvægerligt, jo mere ensartede stemplerne bliver, og metoden er ikke længere praktisk anvendelig, hvis der samtidigt er tale om et større møntmateriale. Her må mere teknisk betonede adskillelsesmetoder tages i anvendelse.
En metode, som undertiden er forsøgt anvendt, er at aftegne stemplerne på en gennemsigtig kalke (3). Som forlæg bruges enten mønter eller fotografier heraf. Kalkerne fremstilles successivt i takt med frasorteringen af stempelidentiske mønter. Aftegningen kan evt. forenkles ved kun at tegne dele af møntstemplerne (4). Metoden giver pålidelige resultater, men må for de fleste mønttyper baseres på forstørrede fotografier, hvilket hurtigt gør den både for kostbar og for tidsrøvende at anvende.
Problemet med det voksende tidsforbrug er i de senere år søgt løst dels ved brug af sammenligningsmikroskoper (5), dels ved introduktion af den såkaldte negativ-metode (6).
Et sammenligningsmikroskop består funktionelt af to enkeltmikroskoper, som er forbundet gennem en optisk bro. For at kunne sammenligne to emner - det være sig mønter eller fotografier heraf - er det en forudsætning, at de to respektive billedfelter præcist dækker over hinanden, hvilket kræver en del indstilling af apparaturet. Til helt specielle formål f.eks. afsløring af forfalskninger, har sammenligningsmikroskoper sikkert en vis berettigelse, men til mere generelle stempelundersøgelser forekommer de dog at være for upraktiske set i forhold til deres høje pris.
Her synes negativmetoden mere tillokkende, idet den kun forudsætter rådighed over fotoudstyr egnet til møntoptagelser. Metoden udnytter det forhold, at et fotografisk negativ mørklægger sit eget positivbillede, mens dette ikke er tilfældet, hvis billederne - og dermed i den aktuelle sammenhæng møntstemplerne er forskellige. Når først fotografierne er fremskaffet, kan stempeladskillelsen foretages hurtigt og med stor sikkerhed. A. Voûte, som har udviklet metoden, angiver således at have gennemgået 2286 brakteater og heriblandt identificeret 48 stempler med et tidsforbrug pr. mønt på gennemsnitligt 6-10 minutter. Metoden er formentlig den eneste realistiske løsning, såfremt man som A. Voûte står over for at skulle stempelidentificere et stort antal mønter slået med mange, udadtil ensartede stempler, som f.eks. kun adskiller sig fra hinanden ved forskelle i den indbyrdes afstand mellem bogstaver i møntindskriften. Det skal dog indskydes, at der i det aktuelle tilfælde var tale om velprægede brakteater i sølv med et simpelt sammensat møntbillede. For dårligt prægede, kobberholdige mønter f.eks. borgerkrigsmønter, vil det nok være mere problematisk at adskille stemplerne ved brug af negativmetoden.
Hvis mængden af mønter og/eller antallet af prægestempler af ensartet udseende er af overkommelig størrelse, og prægestemplerne samtidigt rimeligt let lader sig aftegne, vil et apparatur som vist i fig. 1. kunne udgøre et seriøst alternativ til de øvrige undersøgelsesmetoder.
Apparaturet består af et stereomikroskop (fabrikat: WILD M5) udstyret med et udskifteligt tegneapparat. Mikroskopet markedsføres i dag i en nyere model M5A, der dog både udstyrsmæssigt og funktionelt er identisk med det benyttede M5. Med et drejegreb skiftes der ubesværet mellem 4 forstørrelser: 6x, 12x, 25x og 50x. Ønskes svagere forstørrelser - f.eks. til aftegning af medailler og større mønter - leveres som ekstraudstyr forsatsobjektiver med 0,3x eller 0,5x forstørrelse.
Apparaturet har en dobbeltfunktion, idet det dels anvendes til aftegning af stemplerne, dels til sammenligning med tidligere fremstillede stempeltegninger.
Aftegning foregår på følgende måde: Mønten lægges under mikroskopet og et passende stort stykke tegnepapir placeres under tegneapparatets skråspejl (fig. 1). Åbnes der nu for lysvejen til spejlet (ved et spjæld), vil man oven i synsfeltet, som viser et forstørret billede af mønten, kunne følge en blyants tegnebevægelser på papiret. Lægges herefter en ny mønt under mikroskopet, vil man ved sammenligning med den lige fremstillede tegning kunne kontrollere, om stemplerne svarer til hinanden. Sidstnævnte procedure er et centralt element i metoden, idet det til forskel fra negativ-metoden er tilstrækkeligt kun at fremstille én afbildning (tegning) af de respektive stempler. Fig. 2 viser et eksempel på stempeltegninger fremstillet efter den beskrevne metode.
Metoden er benyttet til en stempelundersøgelse af Fr. III's danske toskillinge fra 1648 (7). Ved gennemgang af ialt 512 mønter har forfatteren kunnet aftegne 29 forsidestempler og 94 bagsidestempler og fastlægge de aktuelle stempelkombinationer med et effektivt tidsforbrug på ca. 50 timer, hvilket giver en gennemsnitlig ekspeditionstid pr. stempel på 3 minutter. Sammenlignet med negativmetodens tidsforbrug på 6-10 minutter - og det endda kun for eensidigt prægede mønter - må dette karakteriseres som et særdeles tilfredsstillende resultat.
Da et godt stereomikroskop indgår som standardudstyr i ethvert møntkabinet, kræver metoden reelt kun ekstraanskaffelse af et tegneapparat plus eventuelle forsatsobjektiver, og den indebærer ingen driftsomkostninger af betydning.
Udover det økonomiske aspekt, har tegneapparat-metoden også andre fordele, idet den uden noget forsinkende led giver en forstørret fremstilling af et foreliggende stempel. Ved selve tegneprocessen får undersøgeren endvidere automatisk et detaljeret kendskab til stemplets opbygning, som er til stor hjælp ved en senere identificering, såfremt der i undersøgelsesmaterialet findes flere mønter slået med meget ensartede stempler. Metoden åbner også mulighed for på en let måde at identificere og beskrive punsler, hvilket kan være af afgørende betydning ved opstilling af stempelkronologier (8). Endelig udgør tegningerne i sig selv jfr. fig. 2 et velegnet og overskueligt dokumentationsmateriale ved en afsluttende publicering af en stempelundersøgelse.
(NNUM 1984 side 112-115)