Er man den lykkelige ejer af Holger Hedes dejlige bog "Danmarks og Norges Mønter", må man bedrøveligvis hurtigt konstatere, at det ligger meget tungt med mulighederne for selv at erhverve et eksemplar af alle de beskrevne mønter. Så man må nøjes med "at kigge billeder" og det er i grunden heller ikke så ringe.
En af de mønter man med garanti ikke får indlemmet i sin samling, er den på side 77 anførte danske plademønt (nr. 56). Den eksisterer kun i ét eksemplar. Museumsinspektør Kirsten Bendixen har i "Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad" årgang 1961 side 59 skrevet en interessant artikel om denne mønt og med forfatterens venlige tilladelse bringes artiklen her:
Det fortælles, at "gamle Thomsen" en dag på en af sine spadsereture i København fik øje på en højst mærkelig mønt i et marskandiservindue (1). Det var en kobberplade af samme karakter som de velkendte svenske plåter, men den havde indskrift på dansk. Et sådant stykke havde han aldrig set før, men for ikke at vise sig for ivrig - han var en økonomisk og påpasselig mand - gav han sig først til at spørge på priserne på alle de mønter der lå på bakken. Ved så at fradrage de stykker, han ikke havde brug for, indkredsede han efterhånden kobberstykket og erhvervede det for en billig penge (2). Det findes opført i hans katalog som nr.1770 og indgik ved hans død i Den kongeilge Mønt- og Medaillesamling, hvor det er udstillet blandt Frederik IV's mønter (3).
Kobberpladen, der vejer 248,18 gr. har en størrelse på 75x68 mm. Der er indslået fem stempler i den. I de fire hjørner findes et kronet dobbelt monogram F.4. således som det ses på de kurserende toskillinger. På midtstemplet står
W·Mønten er unik, der findes ingen tilsvarende danske stykker. Hvad kan da så historien bag denne sjældne mønt være?
Historien bag den sjældne mønt
Forklaringen må hentes i den ansøgning om tilladelse til at præge kobberplademønt, som møntmesteren Christian Wineke og møntguardein Ludollf indsendte til kongen i 1714, netop det årstal mønten bærer. Selve projektet findes ikke længere bevaret, men Rentekammer-protokollen (4) giver en udførlig gennemgang af det punkt for punkt, da det, som det siges i indledningen, har behaget hans Majestæt at få en betænkning derover for at se om projektets udførelse virkelig kan blive landet "zum besten und Nützen". Man har derfor nøje efterprøvet de opstillede regnskaber og mener ikke, at de lovede 25 5/8 procent i slagskat kan blive resultatet, da der er fundamentale fejl i beregningerne af kobberpriser m.m. ("der fundament der gantzen Berechnung ... irrig" ...). Det fremgår, at Wineke, har ønsket at slå "kupferne Müntzen von gantzen und halben Marken", og det fremhæves gentagne gange, at de tænkes fremstillet som plader og justeret som mark. Møntmesteren har henvist til, at sådanne plademønter med held anvendtes i Sverige. Rentekammeret anfører, at Sverige kan gøre det med langt større profit, fordi man selv udvinder kobberet i store mængder. Desuden finder man, at sådanne kobbermønter kun bør indføres i den allerstørste "necessitet", og yderligere betegner man - med rette - kobberplademønter som "incommode". Man anbefaler i stedet at lade slå sølvmønt efter en nøjere angivet formel og opstiller en beregning, hvorefter hans Majestæt "25 pro Cent Sehlageschatz zu erwarten haben würde". Betænkningen er dateret 31. maj 1714.
Efter denne grundige kritik af ansøgningen har kongen ikke følt sig særlig tiltalt af tanken om kobberpladerne, og projektet afvises med en randbemærkning af følgende ordlyd: "Wegen der kupferne Müntzen lassen wir es bis weiter beruhen".
Indsendte modeller af påtænkte mønter
I samme ansøgning fremsætter møntmesteren forslag om nye guld- og sølvmønter, som approberes af kongen. Resolutionen, der er dateret 14. juni 1714 indeholder en opfordring til at indsende modeller til de påtænkte mønter (5), hvilket også ses at være sket. Kongen erklærer sig tilfreds med dem, men det tilføjes i resolutionen, at man "haver at erindre, at benævnte Guldmynt vel vilde giøres kruuset på Randen, som de engelske Guinees, for derved at forekomme, at de ey af Jøder eller andre skulde beklippes..." (6). Det har altså været skik og brug, at modeller og tegninger forelagdes til bedømmelse og at Wineke ved denne lejlighed har vedlagt et prøvestykke på forhånd af den i Danmark helt nye plademønttype, er overordentlig sandsynligt.
På et - nu ukendt - tidspunkt har man kasseret den vedlagte model, og den er derefter af, ligeledes ukendte, veje havnet i marskandiserbutikken. Godt, at "gamle Thomsen" havde så skarpt et blik for sjældne sager, at det interessante stykke blev reddet for Møntsamlingen.
(Mønt-Avisen 6, 1978)