Anmeldt af af Gay van der Meer, Haag
Mellem 1970 og 1976 foretog Den antikvariske Samling i Ribe udgravninger i den del af byen, som ligger nord for Ribe å. Formålet var dels at finde ud af, hvor vikingetidens Ribe havde ligget, dels at få arkæologisk bekræftelse på, hvad man fra skriftlige kilder vidste om byen i denne periode samt endelig at finde ud af, hvor længe den havde eksisteret før den første gang blev nævnt. Det var i året 860, da Ansgar fik tilladelse til at bygge en missionsstation i byen. Tidligere udgravninger syd for Ribe å, i middelalderbyens hjerte og andetsteds syd for byen, havde givet meget arkæologisk materiale inkl. mønter, men de fortalte intet om det ældste Ribe. Det gjorde derimod udgravningerne 1970-76, men kun om perioden ca. 725-800. Imidlertid blev der ikke fundet noget vidnesbyrd om beboelsen i selve Vikingetiden. Bortset fra de løsfundne mønter, så er skriftlige kilder indtil nu det eneste bevis for byens eksistens på denne tid. Det meste af fundmaterialet stammer fra en tid, der er før vi hører om Ribe i skriftlige kilder, men de er meget vigtige når man vil forstå udgravningens resultater. Ribe Excavations 1970-76 er det første bind i en serie af rapporter. Bogen har en almindelig indledning af Mogens Bencard, en oversigt over de skriftlige kilder af Inge Skovgaard-Petersen samt et studie over mønterne og et katalog af Kirsten Bendixen.
Det materiale, der er fundet nord for Ribe å, har hovedsagelig noget at gøre med handel og håndværk. Bebyggelsen var antagelig permanent og havde torvefunktion. De fire bebyggelseslag, som blev fundet, kunne i væsentlig grad dateres af de enkeltfundne mønter, der nu er i Nationalmuseet i København.
Mønterne er i tallet 32 sceattas, små sølv-mønter med en diameter på ca. 12 mm og varierende vægt (op til 1 gram), afhængig afderes bevaringstilstand. De er slået i 700-tallet i England og i den del af Holland, der ligger nord for Rhinen samt langs Nordsøkysten (Frisland). Af de mange typer, der kendes, er der kun to, som er repræsenteret i Ribe, den såkaldte "Wodan/monster" (0din og drage) samt pindsvin ("porcupine"). Der var 25 af førstnævnte og 5 af sidstnævnte, idet to mønter ikke kunne endelig bestemmes. Kirsten Bendixen beskriver disse typer detailleret og diskuterer de teorier, som er fremkommet, med hensyn til motivernes tolkning og hvorfra de kommer. Der er i øvrigt kun få sceattas og andre merovingiske mønter fra 6-og 700-tallet i Danmark.
Kirsten Bendixen har anført de tidligere fund (de vigtigste er fra de senere år), så som Dankirke, vest for Ribe, og den tidligere danske ø Føhr. I alt kommer der 125 mønter fra disse fund, og de fleste er ikke før publicerede. Møntfund fra denne periode er meget sjældne i de andre skandinaviske lande. Da bogen blev skrevet kendte man kun to, ét fra Norge og ét fra Sverige.
For at placere fund mønterne fra Ribe i deres rette sammenhæng giver forfatteren en oversigt over udmøntningen i Vesteuropa i den tidlige middelalder, over de sceattas der tidligere er fundet i Danmark, samt over de vigtigste skattefund i de lande, hvor sceattas især træffes, nemlig Holland og Belgien, England, Tyskland og Frankrig.
I Ribe-udgravningerne er der som sagt flest sceattas af typen Wodan/monster. Denne type mentes tidligere at stamme fra England, men nu mener man snarere, at den kommer fra Frisland, sandsynligvis fra Dorestad (nu Wijk bij Duurstede) og måske også andetsteds fra. Kirsten Bendixen diskuterer nogle frisiske fund med et stort antal sceattas af typen "Wodan/monster", som hun selv har undersøgt. Hun sammenligner varianterne med Ribe materialet. Den samme metode bruges ved fund i de nordlige Nederlande og i nordøsttyskland, hvor "pindsvine sceattas" er i overtal. Disse fund, som aldrig er blevet publiceret ordentlig, er vigtige, fordi deres sammensætning kan hjælpe til at forklare hvilke mønter der cirkulerede samtidig. En undersøgelse af et større antal strøfund fra den nuværende hollandske provins Zeeland og fra det sted, hvor Dorestad lå, bekræfter det billede som skattefundene har tegnet. Det numismatiske materiale synes at tyde på, at der var direkte forbindelse mellem byen Domburg og Danmark. Forbindelsen til Dorestad er derimod vanskeligere at bevise.
Skønt skattefundene fra Frankrig kun har få sceattas, så er de vigtige når man skal datere de hollandske skattefunds nedlægningstidspunkt og for den almindelige inddeling af sceatta-typerne. Med benyttelse af de resultater der er nået ved studiet af de engelske sceattas, kommer forfatteren til det resultat, at alle vigtige skattefund fra Friesland, Frankrig og England er fra perioden 720-750. De sceattas, der er fundet i Danmark, viser klart at de følger det almindelige cirkulationsmønster fra de frisiske skattefund fra første halvdel af 700-tallet. Kirsten Bendixen mener, at fundene er koncentreret i Frankrig og i Frisland på grund af Karl Martels kampe med araberne, friserne og lombarderne. Efter at Pippin den Lille kom på tronen 751, blev forholdene mere stabile. Han reformerede møntvæsenet c. 755, hvilket afsluttede sceatta-brugen. Der kendes ingen blandede fund med sceattas og de tyndere og større karolingiske denarer. Derfor mener forfatteren, at de teorier, som vil udstrække prægningen af "Wodan/monster"-typen over et længere tidsrum end de øvrige sceattas, d.v.s. til slutningen af 700-tallet, ikke er holdbare. Men det er meget muligt, at de blev brugt i Danmark frem til dette tidspunkt. De blev nemlig efterlignet i den tidligste danske udmøntning i Hedeby c. 800, hvor der blev præget på store blanketter, svarende til de karolingiske mønters størrelse i denne periode. Brita Malmer daterede denne tidlige danske udmøntning til c. 825. Hun betragter »Wodan/monster«-efterligningerne som demonstrering af religiøs og/eller politisk uafhængighed. Men Kirsten Bendixen argumenterer for, at efterligningerne af en karolingisk denar, som hører til samme serie som sceattaefterligningerne, må gøre det sandsynligt, at de blev slået kort efter deres prototyper, der dateres 768-94. Efterligningen af "Wodan/monster"-typen på denarer på stor blanket viser, at sceattas ikke længere var i brug efter c. 800. Det foreslås, at det kan have været vikingekongen Gudfred, som lod de ældste Hedeby-mønter præge.
Dateringen af de fundne sceattas har konsekvenser for dateringen af det ældste Ribe. Mønterne antyder, at byen var et handelscentrum i første halvdel af 700-tallet. Det ældste fundlag har ingen mønter, men de er derimod fundet i lag nr. 2, som ikke kan være så meget yngre. Derfor kan bosættelsen stamme tilbage til c. 700, og handelsaktiviteterne kan være startet c. 720. Når "Wodan/monster"-mønterne træffes i fase 3 og 4, kan det bevise, at disse mønter også brugtes efter 750. Det numismatiske materiale passer med resultaterne fra studiet af det arkæologiske materiale foretaget af eksperter fra andre fag. Selv om dette matenale ikke begrænser sig til blot første halvdel af 700-tallet, og skønt "Wodan/monster"-type sceattas også kan have cirkuleret i den anden halvdel, så betyder det ikke, at det ældste Ribe først begyndte sin eksistens på dette tidspunkt. Det numismatiske materiale forbyder en datering efter 800, da - så vidt man kan se fra skattefundene - kun mønter på store blanketter blev brugt.
Udgravningsområderne indenfor hvilket mønterne blev fundet, viser at de blev brugt på stedet som handelsmiddel. De mønter, der er fundet, er kun dem, der blev tabt, så der må have været brugt mange flere. Det er løs- eller strøfund, ikke skattefund. Kirsten Bendixen går ind for, at det betyder, at man ved betaling talte mønterne op, og ikke vejede dem, hvad man ellers ofte har foreslået for perioden op til c. 1000 i Norden. Der må have været forbindelser med Friesland. Det må antages, at frisiske købmænd bragte sceattas til Ribe, og at disse købmænd har boet der.
Et antal på 32 sceattas kan synes utilstrækkeligt for disse vidtrækkende konklusioner, men sammenligninger med engelske fund viser, at det antal, der er fundet i Danmark ikke er ubetydeligt, og at der ikke er mange engelske byer, som kan prale af et større antal sceatta-fund end Ribe. Møntfundene bekræfter de vidnesbyrd som andet arkæologisk materiale kan give.
Bogen slutter med tre kataloger med detaillerede beskrivelser. Det første omfatter sceatta-fundene i Ribe, det andet mønter fra andre perioder fundet i yngre og højere lag, mens det tredje har en liste over de romerske denarer og senere sceattas der tidligere er fundet i Dankirke.
Indtil nu er kun et lille område af Ribe blevet udgravet. Der er tillid til, at mere numismatisk materiale kommer for dagen, efterhånden som udgravningerne skrider frem. Mønterne er af vital betydning for studiet af handelsudviklingen ved forgængerne for vikingetidens byer.
Vi må være taknemmelige for, at Kirsten Bendixen er gået igang med at studere de danske fund med inddragelse af fundmaterialet fra andre lande. Det meste er ikke publiceret tilfredsstillende, efter den standard, man i dag må stille, og derfor må man håbe, at Kirsten Bendixens arbejde vil inspirere andre af områdets specialister til at råde bod på denne undladelsessynd.
note: Kirsten Bendixens foredrag på den numismatiske kongres i Bern 1979 foreligger nu trykt, Sceatta-finds date Ribe, Denmarks oldest town, Proceedings of the 9th International Congress of Numismatics, ed. T. Hackens & R. Weiller, Association Internationale des Numismates Professionels, Publication No. 6, Louvain-La-Neuve & Luxembourg 1982, s.757-763.
(NNUM 1983 side 5ff)