Der er en møntgruppe, der i de sidste 20 år er kommet mere og mere i forskningens søgelys: de små, tykke sølvmønter, der i Frankrig kaldes denarer, i England og Nederlandene sceattas. De prægedes i sidste del af 600-tallet og første halvdel af 700-tallet og er de sidste udløbere af det romerske møntsystem, idet deres umiddelbare forgængere er trediedels solidi eller trienter af guld, prægede af folkevandringsfolkene. Selv skulle de blive forløbere for den europæiske denar i karolingertiden og resten af middelalderen.
Et stort og for den videre forskning grundlæggende arbejde med at placere disse småmønter i tid og rum er udført i 50'erne og 60'erne især af engelske og franske numismatikere. Skandinavien spillede i denne sammenhæng ingen rolle, men det ændrede sig mærkbart, idet både sceattas og denarer dukkede op i arkæologiske udgravninger i det sydlige Danmark, først i Dankirke ved Ribe (fra 1965) senere i selve Ribe (1970-76). Fundene var så omfattende, at de kunne benyttes til at datere den ældste handelsplads til første del af 700-tallet. Senere dukkede et skattefund op på øen Föhr, og bopladsfund fra Hedeby, Gudme på Fyn og Åhus i Skåne er kommet til samt en løsfunden mønt fra Holmsland Klit i Vestjylland. Fundberetninger om alle disse fund er skrevet af denne artikels forfatter og møntbestanden er søgt indpasset i det almindelige cirkulationsmønster i Nordeuropa. Størstedelen af de i Danmark fundne sceattas er af typen Wodan/monster. Dette har fået Michael Metcalf (Oxford) til at fremsætte den interessante hypotese, at de skulle være prægede i Jylland. Jeg har i festskriftet til Brita Malmer udtrykt min tvivl, men jeg ønsker ikke at afvise tanken slet så kategorisk, som det gøres af Brita Malmer og Kenneth Jonsson i artiklen: Sceattas och den åldsta nordiska myntningen (s. 66-71).
En milepæl i sceattas-forskningen var det symposium i Oxford, der i 1984 samlede næsten alle Europas førende specialister. De meget vigtige resultater, man nåede til, var blandt andet, at selv om der kommer både nye fund og ny forskning, så holder det grundlag, der er bygget op i den nyere litteratur, f.eks. dateringer. Særlig vigtig for skandinaviske dateringer er som nævnt Wodan/monstertypen, og visse forsøg på at gøre den yngre afvistes. Dette er bl.a. af betydning for hoidbarheden af mit dateringsforslag for den ældste handeispiads Ribe til første del af 700-tallet. Hvad der blev slået fast som internationalt anerkendt om Wodan/monstertypen er, at den er frisisk, at udmøntningen begyndte o.720 og at den cirkulerede til Pippins møntre form 755, hvorefter den udgik af omløbet ved indførelsen af de nye og større denarer.
De første Wodan/monstermønter fra et skånsk fund fremkom 1981 og 1983. Bopladsen Åhus' udgraver Johan Callmer fra Lunds Universitet har i en række artikler publiceret sine fund og søgt at indplacere dem i en større sammenhæng. Skønt Callmer er arkæolog og ikke numismatiker, har han stræbt at omfatte flest mulige af sceattas-problemerne, fyldigst i bogen: Sceatta problems in the light of the finds from Åhus. Her er oversigt over sceattasfund i Europa, Wodan/monster mønternes kronologi og mulige forbilleder for motiverne, de ældste danske mønter og deres forbilleder, sceattas funktion og udmøntning, lødighedsprøver, handel m.m. Læsningen af Calimers arbejde efterlader imidlertid desværre det indtryk, at det først og fremmest gælder om at omdatere og omfortolke mest muligt. Det er ikke usædvanligt, at numismatiske resultater falder for berettiget kritik, men i Callmers angreb på andre, der har behandlet de samme emner er der forskellige misforståelser, som ganske tydeligt er fremkommet på grund af manglende selvsyn og dybtgående kendskab til periodens mønter. Det gælder også motivdiskussionen. Ejendommeligt i denne sammenhæng virker det iøvrigt, at han ikke anerkender min bestemmelse af Åhus I og II som stempelens, ej heller at III har samme bagsidestempel som Ribe 2 - men kun taler om lighed. Ganske modsat det resultat man som omtalt nåede frem til på Oxfordsymposiet, vil Callmer datere udmøntningen af Wodan/monster sent, helst i 740'erne. Det kan bl.a. afvises på grund af fundforholdene i Ribe hvor naturvidenskabelige dateringer fører til samme resultat som de møntdateringer, der bygger på de gennemarbejdede europæiske funds udsagn.
Callmer har fået lødighedsbestemt sine 3 Åhus-mønter og det viser sig at I og II er af næsten rent kobber, III af godt sølv. Blandt Ribemønterne (som desværre endnu ikke er lødighedsprøvede og først bliver det, når det kan gøres absolut nondestruktivt) er der stykker, der umiddelbart ser meget underlødige ud. Callmer vil se dette som udtryk for bimetalmøntfod med sølv og kobbermønter til to forskellige værdier - der er absolut ingen paralleler til dette i europæisk møntvæsen på denne tid, men derimod er der ofte tale om møntforringelse af profitgrunde. Problemet er interessant så meget mere som romerske kobbermønter forekommer i brug både i Ribe og Åhus. Der kan eventuelt også være tale om samtidige forfalskninger - et problem Callmer ikke tager op.
De mange spændende aspekter, som de skandinaviske fund af sceattas kan bidrage til at kaste lys over: handelsveje, møntøkonomi, datering af bopladser m.m., har i høj grad intensiveret forskningen, men man kan stadig se stærkt divergerende meninger hævdet med stor styrke, om især økonomiske og politiske forhold. For mig at se er det indlysende, at Ribegravningens resultat peger på livlig handel og begyndende møntøkonomi, og at dateringen af den ældste handelsplads til første halvdel af 700-tallet er med til at nedbryde den mur, som hindrede vikingetiden i at gå bag om år 800. Der er meget nyt arkæologisk fundstof, der netop skal placeres i 700-tallet, som ikke længere kan betragtes som økonomisk tilbagestående. Det samme gælder naturligvis vikingetiden, hvor nogle forskere stadig hævder den ældre opfattelse, at man slet ikke forstod sig på møntøkonomi, men udelukkende anvendte vejet sølv. Andre f.eks. Bendixen, Callmer og Metcalf ser derimod fundene som et bevis for møntcirkulation.
Hos Brita Malmer og Kenneth Jonsson kan man læse vedrørende teorien om Wodan/monster-mønterne som danske: "Metcalf gör miss-taget att förutsåtta att de allmånna kulturella, politiska och ekonomiska förhållandena under förra delen av 700-tallet var ungefär de samma i Sydskandinavien, i Nederlandene och i England". De nye fund både af mønter og mange genstande, der tyder på handel, er jo som nævnt netop ved at ændre det gamle billede af et underudviklet 700-tal i Danmark, hvad mange arkæologer, historikere og numismatikere er enige om.
De politiske forhold i 700-tallets Danmark ved vi meget lidt om, men de dateringsundersøgelser, der for nogle år siden blev foretaget af Danevirkevoldene, gav til resultat, at den ældste del af fæstningsværket ved Danmarks sydgrænse var fra 737. Et sådant arbejde er ikke blot gået igang af sig selv, her må have stået magt bag, en mand med virkelig indflydelse. Den bekendte historie fra 808 om kong Godfred, der flytter købmændene til Hedeby viser, at her var tale om magt. Der kan sikkert også have været forståelse for møntpolitik.
Som det fremgår af Brita Malmers udmærkede gennemgang - i nævnte artikel og i en endnu utrykt anmeldelse - af problemerne omkring den ældste møntprægning i Hedeby, er der også her divergerende meninger især om datering og forbilleder for motiverne, men det må fastslås, at grundlaget for studierne er skabt netop af Brita Malmer.
Når diskussioner, der heldigvis sjældent får en polemisk tone, kan føres så livligt, som det er antydet i denne lille gennemgang af den nyeste numismatiske forskning vedrørende 700-tallet i Norden og Vesteuropa, skyldes det nok, at emnet er så fascinerende, at det holder sine dyrkere fast. Hver lille mønt, det lykkes at få op af jorden, bærer - rigtigt tolket - et nyt budskab om perioden, der gik forud for de store vikingetog.
(NNUM 1986 side 72-74)
BAR = British Archaeological Reports, Oxford 128 ed. David Hill og D. M. Metcalf.