Mens de ældste danske mønter fra 1000-tallet tydeligvis er angelsachsisk inspireret, ses der henimod midten af århundredet en udpræget byzantinsk stilindflydelse. Den begynder under Hardeknud og Magnus den Gode, men den bliver særlig tydelig i begyndelsen af Svend Estridsens regering (1047-74). Da forbindelserne mellem Danmark og Byzans ikke i øvrigt vides at have været særlig livlige, har de byzantinske motiver interesseret mange, siden P. Hauberg for 75 år siden gjorde opmærksom på dem ved et foredrag på den numismatiske kongres i Paris, 1900 (siden trykt). En af de mønter, han specielt fremhævede, var den her afbildede fra Lund (Hbg. 7), hvis forside har indskriften +SEVIN (Sven Estridsen) og som motiv en engel, der overrækker en kirkelig fane (kaldet labarum) til en kongelig person. Bagsiden har indskriften PVLFET ON LV (møntmesteren Wulfet i Lund). Hauberg fandt et byzantinsk forbillede, en mønt der dengang dateredes til Michael VI (1056-57), og han viste, at denne mønt måtte dateres til en af de tidligere kejsere med navnet Michael, da den danske efteriigning ud fra fundsammenhænge måtte dateres til omkr. 1047. Kendskabet til den byzantinske mønt kunne være formidlet gennem Svend Estridsens daværende allierede, Harald Hårderåde (Olav den Helliges halvbror), der som væring havde været i byzantinsk krigstjeneste, men nu var kommet hjem fra Konstantinopel med store rigdomme.
Problemet med de byzantinsk inspirerede danske mønter har optaget mange numismatikere i de senere år (således Kirsten Bendixen, Kolbjørn Skaare, Joan M. Fagerlie). Særlig nyttig er en oversigt, der blev bragt af Philip Grierson i 1966 (Byzantinische Zeitschrift, bd. 1). Men her skal vi især koncentrere os om Cambridge-historikeren Michael Hendy, der ud fra et godt kendskab til numismatik og historie har givet en spændende forklaring på den afbildede mønt (i Numismatic Chronicle, 1970). Forbilledet er en byzantinsk guldmønt (af type kaldet histamenon), der er særdeles sjælden; kun fire eksemplarer er kendt. Den byzantinske mønt må anses for at være slået i Thessaloniki (nu Nordgrækenland) i sommeren eller efteråret 1041 af Kejser Michael IV (1034-41) under et hærtog han foretog i Bulgarien. Efter en byzantinsk kilde deltog Harald med sine varæger i disse kampe, og han må følgelig også have været i Thessaloniki. Et par år efter forlod Harald sin byzantinske tjeneste og og hjem over Novgorod, hvor han dels hentede den formue han havde samlet sig under sin tjeneste og ladet opbevare hos fyrst Jaroslav den Vise, og dels giftede han sig med Jaroslavs datter, Elizabeth. Ved hjemkomsten til Norden allierede han sig med Svend Estridsen, der havde gjort oprør mod den oprindelig norske, nu dansk-norske konge Magnus den Gode, Haralds nevø, indtil Harald året efter skiftede side og sluttede sig til Magnus. Efter de gamle nordboers skik var rigdomme ikke noget man opsamlede i et fjernt skatkammer, men noget man delte ud af til slægt og venner (i øvrigt efter ganske indviklede systemer), og vi ved at Harald i denne henseende ikke var nogen undtagelse. På et tidspunkt mens Svend og Harald var allierede, er et eksemplar af den sjældne guldmønt fra Thessaloniki 1041 altså kommet til Svend og derfra videre til Wulfet, der så minutiøst har kopieret den i mindre format til det møntstempel han skulle lave.
Vi har altså her en forklaring, der redegør for alle omstændigheder fra prægningen af det byzantinske forbillede i 1041 til denne mønt omkr. 1047 lå foran møntmesteren Wulfet i Lund. Selv om man normalt skal være varsom med gode forklaringer på vanskelige emner, lyder denne så rimelig, at den formentlig vil blive stående.
Under alle omstændigheder har også de andre byzantinske mønter, som Harald Hårderåde bragte til landet, spillet en betydelig rolle som forbilleder, omend de - hvad der er fremhævet af professor Grierson - ikke startede den byzantinske mode, der stammer allerede fra Hardeknud (1035-42), men de leverede det materiale, der lod den udvikle sig.
De byzantinsk inspirerede mønter i Danmark spiller også en anden rolle. I kraft af deres antal (et halvt hundrede for- og bagsider) vidner de om en betydelig byzantinsk kulturindflydelse. Selv om denne kun er begrænset til møntbillederne, er den dog i kraft af deres mængde ikke helt ringe. En fremstilling af den tronende Kristus, som vi ser på det afbildede stykke, og som gentages mange gange under Svend Estridsens regering, har feks. næppe været uden betydning for at befæste kirkens stilling i det dog forholdsvis nylig kristnede Danmark, og man kan vel ligefrem anse fremstillingen som en forløber for de romanske apsismalerier i 1100-tallets landsbykirker.
(Møntsamlernyt 1/1975 side XX)