KLIK for forstørrelse!

10 øre 1959

af Jørgen Sømod

Skønt kun et årstal i en længere møntrække, er der næppe nogen af mønterne fra Frederik IX, der har fået så stor opmærksomhed som 10 øre 1959. Allerede i begyndelsen af 1960 på et tidspunkt, hvor ingen endnu ellers samlede årgangsmønter, sad en blind mand, William Hagerup på Østerbro i København og fandt ud af, at den var sjælden. Han annoncerede efter den i små rubrikannoncer. Øvrige møntsamlere anså Hagerup for at være dum og underbegavet, thi det var jo kun en tiøre og ikke værd at beskæftige sig med. Hagerup er forlængst død, men i et gammelt interview fortæller han:

"Der gik nu nogle måneder, hvor jeg ihærdigt indsamlede oplysninger om denne tiøre. Den fandtes på dette tidspunkt helt sikkert ikke på Lolland-Falster og i Jylland. Kun på Sjælland var der muligheder for at se dem. En lille sjov ting jeg kan huske er, at pludseligt en dag dukkede den op i forretningerne som lå ved banen til Korsør uden ellers at findes bestemte steder i byen. Jeg kontaktede Den kgl. Mønt, der oplyste, at denne tiøre kun var blevet fremstillet en formiddag i februar måned 1959. Kun denne ene formiddag kørte maskinerne, aldrig siden. Jeg fik desuden oplyst, at af denne ene årgang var fremstillet 86.000 stykker."

Hverken det officielle produktionstal 1.254.000 stykker ellers Hagerups oplysning om 86.000 stykker kan være korrekt. Hvis der foretoges en optælling over, hvor mange tiører 1959, der findes blandt samlere, ville tallet blive langt under 10.000 stykker. og selvom tallet måtte være 10.000, er der ingen tvivl om, at mindst 95% af samtlige tiører 1959 blev sorteret fra i de hektiske år mellem 1965 og 1975. Et gæt må sige, at der allerhøjst er præget mellem 15.000 og 20.000 stykker af denne mønt.

(2001)


Tilbage til Dansk Mønt