I helt gamle dage, det vil sige i syttenhundredetallet, var det almindeligt, at man i samlingerne anbragte mønter og medailler i flæng. Den første alvorligere opdeling findes i auktionskataloget over C. D. v. Krebers samling, 1841, hvilket katalog var forfattet af cand. theol. Julius Benjamin Sorterup (1815-49). Stykker med værdiangivelse regnedes helt klart for mønter og stykker præget i ring eller med et meget højt præg regnedes for medailler. Efter et datidigt skøn placeredes øvrige stykker som enten det ene eller det andet. Der er nu forløbet mere end 150 år og Sorterups opdeling bliver i det store og hele stadig brugt i vore kataloger. Der er aldrig gjort noget alvorligt forsøg på at revidere den på mange punkter forældede opfattelse, der til dels var baseret på tidens statsretslige og nationaløkonomiske tænkning. Dertil kræves først og fremmest en ny og klar definition på, hvad der er mønt eller medaille. Foruden mønter og medailler er der i virkeligheden to yderligere grupper. Den første er tegn eller poletter. Den lægger sig stærkt op af mønterne. De stykker, der skal overføres fra mønter til tegn og omvendt, er få. Den anden gruppe kaldes afslag. Den er, som oftest af uvidenhed hos de respektive katalogforfattere, gået hen og blevet en slags numismatisk skrældespand. Her er anbragt prøve- og forsøgseksemplarer af mønter præget i afvigende metaller, tykkelser eller vægte. Men også for nemheds skyld har man, når en mønt kendes i flere metaller ofte kaldt eksemplarerne af det ene metal for mønt og det andet for afslag. Det er i mange tilfælde aldeles forkert. I gruppen med afslag kan også gemme sig forfalskninger af forskelligste art. Både samtidige for at narre i omsætningen og senere, for at glæde, irritere eller narre samlere. Omvendt kan man blandt formodede falske mønter finde afslag i som oftest uædle metaller. Videre kan i gruppen afslag gemme sig møntvægtlodder.
Vore nuværende møntkataloger er alle forældede. Schous fordi de videnskabelige fordringer der krævedes i 1926 ikke svarer til de fordringer der kræves i dag, hvor man i høj grad må ønske oplysninger om vægt, materiale, stempelstilling, ja i visse tilfælde endog punselidentifikation. Hedes fordi det som en i virkeligheden journalistisk statusopgørelse ikke står mål med den viden og de ønsker om typeopdeling, der findes nu. Siegs møntkatalog skal nævnes, fordi det på det seneste har udviklet sig til et makværk, der spreder forvirring ved som nyheder at bringe forældet eller tilbagevist lærdom eller uden nogen som helst konsekvens særbehandler enkelte mønttyper, uden at de på nogen måde bibringer tilføjelser til hverken historisk eller numismatisk sammenhæng. Det skal understreges, at det overhovedet ikke vil være muligt på nuværende tidspunkt at udarbejde en ny og tidssvarende møntbeskrivelse. Dertil kræves først og fremmest en lang række endnu manglende specialstudier og overvejelser. Især mangler vi en forståelse for, hvorledes, hvorfor og hvordan Frederik III's mønter skal opdeles og en overvejelse for hvordan de mange prægninger fra Christian V skal opfattes. Som idégrundlag for en tidssvarende typeopdeling, forestiller jeg mig som diskussions-model den metode jeg i 1980 anvendte ved opdelingen af Frederik V's og Christian VII's dansk vestindiske mønter. Som et eksempel på ændringer, der skal udføres, vil her blive behandlet to otteskillinger, der hidtil er blevet betragtet som sølvafslag.
Efter Christian V's død i 1699, hvor hans søn Frederik IV var blevet konge, besluttedes det at lade præge tronskiftemønter med Frederik IV's portræt på forsiden og Christian V's på bagsiden. Almindelig kendt er en tredobbelt krone og nogle guld- og sølvstykker af forskellig vægt. Videre dukater af guld, der også findes præget på tykkere blanketter, så de kan fremtræde som dobbelte, tredobbelte og firedobbelte dukater. Med dukatstemplerne findes også præget sølveksemplarer. H.H.Schou kalder dem "Afslag i Sølv" og meddeler i to varianter nr. 5a og 5b vægte dels mellem 4 og 5 gram, dels 2,5 gram. I L. E. Bruuns samling findes tre eksemplarer vejende mellem 2,5 og 2,9 gram. Martin Petersen meddeler for varianten Schou 5b vægte fra 3,2 til 2,6 gram. Holger Hede benævner dem "Sølvafslag" uden angivelse af vægte. De er uden årstal, men som følge af tronskiftet er de i de gængse kataloger anbragt under tronskifteåret 1699.
For at et eksemplar kan betegnes sølvafslag, må det være et prøveeksemplar eller model af en anden mønt til godkendelse. Sådanne modeller må antages præget i medaillesølv, som har lødigheden 993 ‰. De må i almindelighed forventes at være ucirkulerede.
Et eksemplar af et påstået sølveksemplar af en tronskiftedukat har været udsat for en teknisk undersøgelse. Det vejer 2,8280 gram og har vægtfylden 9,73, hvilket svarer til en lødighed på 505 ‰. Det giver en finvægt på 1,4281 gram. Den lave lødighed fortæller, at det må være en mønt og ikke et afslag; vægten, at det må være en otteskilling. En tronskifteotteskilling, hvoraf der næsten er udpræget 13 2/3 rigsdaler på en vægtmark fint sølv. Sådanne tronskifteotteskillinger er jævnligt forekommende. I reglen er de slidte, hvilket i høj grad tyder på, at de har cirkuleret fra hånd til hånd.
Udprægningerne har strakt sig langt ud over tronskifteåret og ihvertfald ind i 1701. Det ses ved, at der antagelig som et uheld med 1701 er præget en tronskifte-zwitter-otteskilling. Til denne mønt er nemlig anvendt forsidestempel til en dukat fra dette år (1). Også her er foretaget en teknisk undersøgelse. Mønten vejer 2,6224 gram og har vægtfylden 9,79 svarende til en finhed på 551 ‰. Stykkets slitage er af en sådan art, at der kan formodes et vægttab på 3-4 procent. Korrigeret kan finvægten have været 1,5027 gram, hvilket igen siger, at med denne udregning kan der være præget for næsten 13 rigsdaler for hver mark fint sølv. Tallene viser klart, at det heller ikke er et prøve- eller andet afslag, men en otteskilling.
De samtidige såkaldte parykotteskillinger skulle veje 3,057 gram og have lødigheden 562 ‰. Til kontrol og sammenligning er undersøgt en parykotteskilling præget i København med årstallet 1701. Den vejer 2,7947 gram og har vægtfylden 9,80. Det svarer til en lødighed på 557 ‰. Dens slitage svarer til et vægttab på 2-3 procent. Småmønt blev ikke justeret enkeltvis, men i større portioner, gerne en (vægt)mark, hvilket er 233,856 gram. Det kan udmærket betyde, at det er de letteste, der er bevaret til nutiden, mens de tungeste er blevet omsmeltet. Videre var man i datiden ikke i stand til at udstøbe tenene med nøjagtighed, hvorfor lødigheden let kan svinge en del til hver side. Dertil, at der i legeringen kan være indeholdt forskellige urenheder og mikroskopiske luftblærer. Også at man under påberåbelse af vægttab under blanketternes hvidkogning blandede ekstra med kobber i legeringerne. Endelig bør det nævnes, at ved de non-destruktive undersøgelser, der her foretages, må der, især for mønter med ringe vægt, gives tallene et rigeligt spillerum.
Note: