For Christian IV var det en torn i øjet at se, hvorledes skibe fra nær og fjern ad Elben fjord myldrede ind til Hamburgs havn og derved gjorde fri- og hansastaden til en rig og blomstrende by. I området lige nord for Hamburg havde kongen intet at gøre. Det tilhørte den schauenburgiske greve, men netop uden for grevens område og stadig i Elbens fjord realiserede kongen i 1616 en stor udtænkt plan: anlæggelsen af en by Glückstadt, som efter planen skulle blive en alvorlig konkurrent til Hamburg.
Anstrengelserne var enorme, thi hele området omkring den nyanlagte by Glückstadt er et sumpet marskområde. Glückstadt var ikke tænkt som en ekstra by i Holsten - eller rettere Stormarn, men som en by med så mange rettigheder og privilegier, at den for handelens folk skulle være ekstra attraktiv og at den skulle opfattes som en nok kongelig ejet by men alligevel selvstændig by noget nær på linie med Danzig.
Rådhuset i Glückstadt, 2001
Imidlertid kom der ingen skibe til den nye by og i bar desperation gav Christian IV pokker i normale forholdsregler, som ikke tillod dyrkelse af andre religioner end den lutherske lære. Snart sås både reformerte og katolikker, ja selv jøder, som hidtil ikke hverken var set eller tolereret i kongens riger.
Den første jøde, der ankom, var den dybt kriminelle forhenværende slavehandler, Albert Dionis. Han førte våbenskjold visende sin gamle handelsvare, et negerhovede og han ankom tvunget af omstændighederne til Glückstadt. Dionis havde nemlig i byen Altona i ly af den schauenburgiske greve ladet præge stærkt underlødige mønter, som han og hans kumpaner, for i tilstrækkelig mængde at kunne slippe af med dem, havde solgt med en pæn rabat på børsen i Hamburg. Christian IV havde i forvejen haft kendskab derom, thi han havde selv tidligere klaget over denne fremfærd. Da Dionis samtidig var blevet indblandet i en trafikulykke, hvor en hasarderet hestevognskørsel kom til at koste en uskyldig 5 års dreng livet, måtte han fra Hamburg og Altona flygte over hals og hoved og destinationen blev som sagt Glückstadt, hvor Christian IV i al sin desperation tog imod ham med åbne arme. Snart efter genoptog Dionis i Glückstadt sin gerning med fremstilling af undervægtige og underlødige mønter. Denne gang under Christian IV's beskyttende vinger.
Kongen må have klaget sin nød til Dionis over, at byen Glückstadt ikke begyndte at blomstre. Om nu kongen selv har fattet idéen eller om Dionis har belært ham, vides ikke. Men når et jødisk handelshus i en fremmed by sendte et skib lastet med varer af sted til Hamburg, blev det i Hamburg mødt af et andet jødisk handelshus. Derfor måtte der i Glückstadt være jøder til at tage imod skibene. Og sådanne jøder påtog Dionis sig at fremskaffe. Og snart efter var der i Glückstadt en hel lille jødisk nation.
Caspar Danckwerths kort over Glückstadt 1652
Lige meget hjalp det. Der var hverken et stort opland til at kunne tage fra eller tilstrækkelig gode trafikforbindelser på landjorden i form af gode veje eller nogle fladbundede pramme i en å eller på en flod til at viderebringe varer, for at havnen og byen Glückstadt kunne komme til at bringe den ønskede lykke.
Nu skete det, at de schauenburgiske grever i 1640 uddøde og den sydlige del af deres holstenske område tilkom snart efter kongen. Med erhvervelsen af Altona mindskedes interessen for blindt at satse på den uopnåelige drøm, nemlig at gøre Glückstadt til den farlige konkurrent til Hamburg. Men byen stod der med slot og palæer og blev i 1649 i stedet gjort til et administrativt regeringshovedsæde.
Blandt de fra byens torv mange udgående gader er her interessant den nuværende Schlachterstraße, fordi den oprindelig hed Münzerstraße og her har den gamle Mønt, som anlagt af Albert Dionis, været placeret.
Julius Wilcke besøgte byen Glückstadt i 1920 og gav straks efter i Numismatisk Forenings Medlemsblad V sin maleriske rejsebeskrivelse af stedet.
Glückstadt 2001
Længe havde jeg ønsket at følge i hans fodspor og på den varmeste og solrigeste sommersøndag i året 2001 blev rejsen foretaget. Vi kørte i bil fra Altona og havde valgt at køre ad den vej, der var nærmest Elben. Det må have været den selv samme rute, som Dionis fulgte, da han drog fra Altona til Glückstadt. De første mange kilometer blev husene langsomt flottere og flottere. Tydeligt var det, at vi kørte gennem et af Tysklands mest attraktive beboelsesområder. Og til vor store overraskelse begyndte området at blive stærkt kuperet med stejle veje og skrænter. Så fulgte marsken flad som en pandekage og med grøfter mellem hver eneste mark. Ihukommende motivet på mange af mønterne fra Glückstadt, Fortuna, lykkens gudinde stående på en globe, sagde jeg ved indkørslen til Glückstadt til mine rejsefæller: Nu skal vi se en hel masse nøgne kællinger, der alle sammen står på en globus. Mine ord blev ikke gjort til skamme. Mærket ses overalt. På kirketårnet, på rådhuset, på lygtepælen og på turistbrochurer. Derudover ses gentagne gange Christian IV's kendte monogram med firtallet indeni C'et. Og så kunne jeg i øvrigt konstatere, at alt som i en torneroseby og som en skøn perle stod ganske uændret, uberørt af krig og bomber, som da Wilcke besøgte den afsides liggende by for 81 år siden. På en café på torvet serveredes de dejligste iskager, men bilernes nummerplader røbede, at det er ikke folk, der kommer langvejs fra, som nyder iskagerne og ser på de smukke gamle bygninger. Det er de lokale frisiske indbyggere, som midt i marsklandet lever og føler sig hjemme i Christian IV's stort anlagte, men fejlslagne projekt. I en køn lille by af en størrelse som en af Danmarks rigtig små købstæder.
(2001)