KLIK for forstørrelse!

Omkring afslutningen på den skandinaviske møntunion

af Jørgen Sømod

Hen mod slutningen af den første verdenskrig og i årene der fulgte, skete det dels, at prisen på sølv steg i forhold til guld og dels, at kursforskellen mellem danske, norske og svenske kroner steg så voldsomt, at der i Danmark og Norge indførtes udførselsforbud for skillemønt og at centralbankernes guldindløsningspligt med mellemrum midlertidigt suspenderedes.

Megen sølvmønt blev ulovlig indsmeltet og trods forbud vandrede ihvertfald dansk skillemønt i stor stil illegalt til Sverige, hvor den som følge af den skandinaviske møntkonvention modtoges som fuldgyldig svensk mønt og derefter blev sendt tilbage til Danmark og efter konventionens bestemmelser med tab for den danske stat skulle indløses med svenske kroner. Det meste af den resterende mængde af dansk sølvskillemønt havnede i strømpeskafter, hvorfor der - iøvrigt som i store dele af det øvrige Europa - opstod en almindelig skillemøntmangel.

Lettere blev det ikke i Danmark, da de sønderjyske landsdele genforenedes med Danmark i 1920 og Sønderjylland nu også skulle forsynes med dansk mønt.

 

København HCN - KLIK for forstørrelse!     København HCN - KLIK for forstørrelse!

 

Midt i hele dette virvar havde Island i 1918 opnået at blive en selvstændig stat i personalunion med Danmark. Hidtil havde man på Island anvendt mønter som i Danmark, men med selvstændigheden ønskede man også egne mønter, hvilket i første omgang bevirkede, at der i 1922 prægedes 10 og 25 aurar af kobbernikkel og i øvrigt med samme dimensioner som de tilsvarende danske 10 og 25 ører. De islandske mønter skulle i første omgang kun være gangbare på Island, men planen var, at Island hurtigst muligt ville søge optagelse i den skandinaviske møntunion og få mønterne godkendt som konventionsmønt i Danmark, Norge og Sverige. Danmark alene kunne ikke lade de islandske mønter være gangbare i Danmark uden også at spørge Norge og Sverige. Året efter i 1923 prægedes yderligere 25 og 10 aurar for Island. De islandske mønter viser på forsiden det i 1919 vedtagne kronede våbenskjold, der er en variation af det islandske flag. Dette våben fandt aldrig plads i det danske kongevåben, der tidligere for Island havde en kronet stokfisk eller klipfisk og siden - ikke indtil Islands udråbelse til republik, men indtil Christian X's død i 1947 - en af mig uforståelige årsager meget kritiseret falk.

 

KLIK for forstørrelse!

 

I anledning af det danske kongepars sølvbryllup i 1923 prægedes en særlig erindringsmønt af værdien 2 kroner. Som forlæg var benyttet den særlige tokrone, som var udmøntet i anledning af Christian IX's og dronning Louises guldbryllup i 1892 og man vil bemærke, at der på ingen af disse to mønter findes ordet Danmark eller nogen afledning deraf. I 1923 fandt de danske myndigheder det nyttigt med en sådan udeladelse af ordet Danmark, idet det så forventedes, at der på Island kunne afsættes nogle tusinde stykker af mønten, hvilket var ønskværdigt, eftersom prisen på sølv atter var faldet, hvorfor udmøntningen blev anset som en god forretning og man måtte forvente, at mønterne ikke ville komme tilbage for at blive indløst. Man kan dog ikke betragte mønten som en fælles dansk-islandsk mønt, idet kun det danske våbenskjold pryder møntens bagside.

Befolkningen på Grønland fik i 1923 for første gang mulighed for at erhverve en dansk erindringsmønt, idet også et antal eksemplarer blev sendt dertil.

 

 

Ved en tillægsartikel udfærdiget i Kristiania 22. marts 1924 om tilladelse for landene Danmark, Norge og Sverige at lade præge særskillemønter, som kun var gyldige i det enkelte land, ophørte enhver reel betydning af den skandinaviske møntunion. De hidtil cirkulerende konventionsmønter kunne med seks måneders varsel blive ugyldiggjort i de andre lande. I Norge blev de cirkulerende kobbernikkelmønter i en hast gennemhullet, for at de øjeblikkelig kunne få status som særskillemønter. Den 1. august 1924 var den danske krones værdi faldet til 61 svenske öre og den norske krone til bare 52 svenske öre. Herefter havde det hverken betydning eller interesse for Island at blive medlem af en skandinavisk møntunion.

 

 

Det eneste reelle levn af unionen var blot, at de enkelte lande til de øvrige landes finansstyrelser skulle fremsende prøver af nye mønttyper. Således blev der eksempelvis til den norske og svenske finansstyrelse fremsendt eksemplarer af den aldrig udmøntede danske enøre af aluminium 1941.

 

KLIK for forstørrelse!

 

Ved Christian X's regeringsjubilæum i 1937 udmøntedes en erindringsmønt i sølv af værdien to kroner og selvom den udmøntedes efter den gamle konventionsmønts formel, blev det pointeret, at det drejede sig om en særskillemønt og at man i Sverige måtte kunne indse, at man ikke godt kunne lade en sådan særlig erindringsmønt blive gennemhullet!

Da man i 1924 for Danmarks og Norges vedkommende indførte særskillemønter, var det i forvisning om, at det blot var en midlertidig foranstaltning. Næsten tragisk virker det derfor, at Estland et par år senere ændrede sin møntfod til sent og kroon og i håbet om en nærmere tilknytning til de nordiske lande lod mønternes værdi være baseret efter formlerne i den svenske krone og dermed den skandinaviske møntkonvention.

 

 

De tre løver i skjoldet minder os om Estlands tidligere tilhørsforhold til Danmark. Og vikingeskibet kan næppe være mere nordisk.

 

KLIK for forstørrelse!

 

Nok et land - eller måske snarere ingenmandsland var associeret den skandinaviske møntunion. Den nordlige del af Grønland var ikke under dansk overhøjhed, men ejedes reelt af polarforskeren Knud Rasmussen, der samtidig var dansk undersåt. Han oprettede i 1910 Kap York Handelsstation Thule og lod i 1913 med årstallet 1910 præge egne aluminiumpenge med værdierne 5, 25, 100 og 500 øre hos L. Chr. Lauer i Nürnberg. Først i 1937 overgik Kap York Handelsstation Thule til den danske stat. Numismatikere, økonomer, politter og jurister kan givetvis få mange timer til at gå med at diskutere, om Knud Rasmussens penge var poletter eller mønter. Jeg holder på, at det er mønter.

 

 

Også syd for ækvator har man kendt til et pengesystem baseret på den skandinaviske møntunion. I det sydligste Atlanterhav stik øst for Ildlandet, næsten helt nede ved Sydpolen 54° syd 36° vest findes den britisk ejede ø Syd Georgien (South Georgia). Der er bidende koldt og i havet omkring vrimler det med isbjerge. Den største attraktion på øen er masser af is og pingviner. Her fandtes den norske hvalfangerstation Grytviken, med firmaet Compagnia Pesca de Argentina, som Carl Anton Larsen grundlagde i 1904. Til mandskabets brug var i Buenos Aires, Argentina hos Constante & Antonio Francisco Rossi (1) præget særlige poletter lydende på beløb i kroner og øre fremstillet i aluminium (2). De blev diskret mærket C. Y AF ROSSI. Det er oplyst, at poletterne var i brug fra ca. 1908 til 1. juli 1914. En komplet suite består af 10 øre, 50 øre, 1 krone og 5 kroner.

(2003)

 


Noter:


Tilbage til Dansk Mønts forside